ANMELDELSE – Rolling Stones kan spille røven ud af bukserne på alle andre med sange af den ypperste dobbeltbundede poesi. Poul Arnedal, der har fulgt bandet fra starten i 60’erne, skriver om koncerten i Telia Parken i København i denne uge: En storslået og medrivende aften, som bød på det bedste, de gamle rullesten havde at byde på. Samtidig var aftenen en smuk og eftertænksom bekræftelse på, at livet ruller videre i bedste stil, også efter man har passeret de 70 år.
Det begyndte med et ildsprudlende brag med den nok bedste rocksang, der nogensinde er skrevet, ”Sympathy For The Devil” fra 1968-albummet ”Beggars Banquet”.
Det gjorde mig lykkelig fra starten.
En 74-årig Mick Jagger i forførende sang og dans ud ad den forlængede scene. Gruppens Benjamin, Ron Wood på 70 år, gik all in med sine guitar-riffs, selvom sangen er fra syv år før, han trådte ind i bandet.
Og sådan fortsatte det i to timer godt suppleret af det ’medicinske mirakel’, 73-årige Keith Richards med det plovfurede ansigt og den gyldne guitar samt alderspræsidenten, Charlie Watts på 76, som det solide rytmiske og hvidhårede holdepunkt ved trommerne.
Det skete to dage før min egen halvfjerdsårs fødselsdag – så det gjorde mig endnu lykkeligere.
Én ting er, at de kan spille røven ud af bukserne på alle andre (selv om nogle blaserte og misundelige yngre musikanmeldere mener, de var lidt sløve i optrækket). Men de har også skrevet sange, som er af den ypperste dobbeltbundede poesi, der ligger i samme superligaklasse som The Doors’ Jim Morrisons og nyligt afdøde Leonard Cohens, hvis afskedssalut lød ”You Want It Darker”.
Og så foregik det i sportens og underholdningens superkatedral, Telia Parken i København, som i dagens anledning var overdækket, og hvor de store skærme bag scenen virkede som en overdimensionerede trefløjet altertavle – en triptykon.
Numrene var hevet frem fra noget af den ældste del af gruppens bagkatalog og bød på en blanding af solid Rythm’ n’ Blues, ægte Rock ’n Roll og tekster, der både var socialt indignerede samt filosofisk og holdningsmæssigt dobbelttydige med numre som ”Street Fighting Man”, ”Under My Thumb”, ”Jumpin’ Jack Flash”, ”Gimme Shelter”, ”Paint It Black” og ”Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker)”.
Poesi i Hyde Park
Og hvordan kan man andet end elske og beundre et rockband, hvis forsanger fra scenen kan finde på at citere Percy Bysshe Shelley – cremen af engelsk romantisk poesi, der døde som ung, og hvis hjerte ligger begravet på den protestantiske kirkegård i Rom – sådan som det skete i sommeren 1969 i Hyde Park.
Gruppens 27-årige guitarist, Brian Jones, var død kort forinden den store udendørskoncert i London, og til hans ære reciterede Mick Jagger fra digtet, ”Adonis”, som Shelley havde skrevet til sin unge ven og digterkollega, John Keats, da denne døde som 25-årig af tuberkulose.
I december 1968 havde Rolling Stones udgivet LP-pladen ”Beggars Banquet”, som blev skelsættende ikke blot for rullestenene, som med denne plade fandt deres egne fødder og plads i rockverdenen, men for musikscenen som sådan, der efter The Beatles’ psykedeliske ”Sgt. Pepper’s …” fra året før, nu fik et værk med både social og filosofisk rytmisk kant. Det kommer til udtryk i sange som ”Street Fighting Man”, ”Prodigal Son”, ”No Expectation”, ”Salt Of The Earth”, Factory Girl”, ”Jig-Saw-Pussle” … og ikke mindst ”Sympathy for The Devil”.
Lucifer under Waterloo Bridge
Første gang, verden stiftede bekendtskab med ”Sympathy for the Devil”, var den 29. november 1968 i en biografsal under Waterloo Bridge i London, hvor National Film Theatre stadig holder til.
Her havde den franske nybølge-instruktør Jean-Luc Godards film ”One plus One” verdenspremiere under den 12. London Film Festival. I filmen følger man en gruppe militante sorte fra Black Power-bevægelsen på en bilkirkegård ved Themsen, en kvindelig skikkelse kaldet ”Eve Democracy” (som Godard ikke havde meget sympati for) samt The Rolling Stones under indøvningen og indspilningen af ”Sympaty For The Devil” i et studie i den sydvestlige Londonbydel, Barnes.
Den på det tidspunkt særdeles ’revolutionære’ Godard introducerede filmen for det spændte premierepublikum, som jeg var så heldig at være en del af. Han brugte sin kostbare taletid til at skælde ud på filmens producent, Iain Quarrier (der i parentes bemærket spillede en fascistisk boghandler i filmen), som havde lavet om på lydsporet i filmens afslutningsscene, så man hørte hele den færdige indspilning af ”Sympathy For The Devil” i stedet for den reallyd, Godard selv havde lagt ind.
Sluttelig opfordrede Godard det forventningsfulde publikum, som sad lunt og godt i de bløde plyssæder, til at udvandre fra biografen og i stedet se den originale version, som blev vist udendørs på et blafrende lærred under en vindblæst Waterloo Bridge.
Da han var på vej ud af scenen, var Iain Quarrier på vej ind for at forklare sig, men inden han nåede så langt, gav Godard den noget højere Quarrier en ordentlig en på sinkadusen med sin højre hånd, rakte så armene i vejret og lagde derpå kujonagtigt hænderne på sit hoved og forsvandt.
Fra den revolutionære filminstruktør var der ingen sympati for denne ’filmdjævel’, og publikum, der foretrak at blive inde i den lune sal, nåede også ud efter forestillingen og så Godards originale slutning på det blafrende lærred.
Litterær inspiration
For Mick Jagger, der var manden bag teksten, var der ikke tale om en ’hyldest’ til ondskaben i verden, selvom bornerte kristne udråbte gruppen, der tidligere havde udgivet LP’en ” Their Satanic Majesties Request” til djævledyrkere.
Der var højst tale om en konstatering af ondskabens eksistens i verden. Inspirationen til sangen kom fra den russiske forfatter Mikhail Bulgakov, hvis bog ”Mesteren og Margarita” var udkommet på engelsk, og som Marianne Faithfull (der også synger kor på nummeret) havde foræret Mick Jagger.
Det var en storslået og medrivende aften, som bød på det bedste, de gamle rullesten havde at byde på, og samtidig var den en smuk og eftertænksom bekræftelse på, at livet ruller videre i bedste stil, også efter man har passeret de 70 år
Udover at være en humoristisk satire på 30’ernes Sovjet-samfund optræder den faldne engel Lucifer, som han i andre sammenhænge kaldes, som et spejlbillede af verden. En slags jokerfigur. Både bogen og sangen handler om det ’gode’ og det ’onde’, som i en gnostisk sammenhæng er hinandens forudsætninger. Det gælder også historien om Jesus og Pontius Pilatus, hvor Mick Jagger synger:
”And I was ’round when Jesus Christ
Had his moment of doubt and pain
Made damn sure that Pilate
Washed his hands and sealed his fate”
For både Pontius Pilatus – og Judas for den sags skyld – var jo en nødvendighed for at historien om Jesus, der dør og korsfæstes for menneskenes skyld, kunne blive til virkelighed. Det var folkemasserne i Jerusalem, der krævede Jesus henrettet, så den figur, som man kalder Fanden, Djævelen eller Lucifer, er i virkeligheden også ”dig og mig”, som Mick Jagger synger i verset om mordene på Kennedy-brødrene
”I shouted out,
Who killed the Kennedys?
When after all
It was you and me”
Det skal i øvrigt slås fast, at den ’dualisme’ mellem det gode og det onde, som man finder i gnosticismen, effektivt blev renset ud af kristendommen nogle århundreder e. Kr. og derfor ikke er i overensstemmelse med den på bjerget herskende kristne troslære.
Livet ruller videre
Men tilbage til rocksabbaten i Parken, hvor numre som ”Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker)”, ”Jumpin Jack Flash” og ”Gimme Shelter” ikke alene skabte rock i synagogen, så hele Lucifers katedral vibrerede med, men også udspyede en kras og stadig aktuel samfundskritik.
”Doo Doo Doo …” fra 1973 fortæller på den ene side den sande historie om politiet i New York, der skød en dreng, som de mistænkte som bankrøver og om en pige på ti år, som dør af en overdosis.
”Jumpin Jack Flash” fra 1968 handler om en gademusikant som ”… was raised by a toothless, bearded hag […] schooled with a strap right across my back … But it’s all right now, in fact, it’s a gas”.
Den er en hyldest til de, der trods hårde odds får kæmpet sig frem til, at det bliver ”all right”. Det er samtidig en hyldest til en noget usædvanlig, tilsyneladende småskør og hoppende ’real life’ gademusikant, der huserede i nabolaget ved Leicester Square i årene omkring 1968, og som gik under navnet Jumpin Jack Flash.
”Gimme Shelter” er fra albummet ”Let it Bleed” fra 1969, og tegner et mørkt billede af verden midt under bl.a. Vietnamkrigen. ”Det er en slags apokalyptisk ’end-of-the-world ’ sang, har Mick Jagger selv udtalt til magasinet Rolling Stone.
I 2017-versionen blev den ledsaget af short/hvide fotos på de store skærme af aktuelle demonstrationer for bl.a. Black Life Matter, og Sasha Allen, bandets helt enestående, sorte korsanger, kom helt frem i forgrunden og sang duet med Mick Jagger.
Det var en storslået og medrivende aften, som bød på det bedste, de gamle rullesten havde at byde på, og samtidig var den en smuk og eftertænksom bekræftelse på, at livet ruller videre i bedste stil, også efter man har passeret de 70 år.
Rolling Stones – No filter, Telia Parken, København, 3. oktober 2017.
Foto: Poul Arnedal – fra koncerten i Parken.
Kan du lide det jeg skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb – lille eller stort – på MobilPay 61416505. Vi får nemlig ikke penge for at skrive på POV – til gengæld kan du læse det gratis.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
