fuck

Fuck off med dit grimme sprog

i Liv & Mennesker/Klumme af
SYDSTATSLIV // KLUMME – Få ting former og farver os som det sprog, vi taler. At det også betyder noget, HVOR vi taler det, fandt Julie Bendtsen og familie ret hurtigt ud af. I Syden siger man ikke fuck. I Danmark siger man det hele tiden.

RALEIGH, NC – “Så er jeres bord klar; følg bare med mig. Og øhm… Vær sød at sige til, hvis I er generet af “inappropriate language” derovrefra. De kommer vist lige fra et bryllup, og jeg har allerede hørt et par ting…”

Den unge restaurantindehaver skævede seminervøst til bordet på den anden side af stedets miniature-midtergang og kastede så et undskyldende blik på vores 7- og 10-årige.

Vi er ikke specielt sarte, og der ryger masser af for fanden-finker af panden herhjemme. Men i Syden i USA bander man altså ikke. Det ses som vulgært og uopdragent

Jeg smilede og satte mig, og der gik vel 35 sekunder, før der var bingo: “Dude, that girl was ready to fuck ANYBODY!” Udpenslet af en af de fire mænd ved føromtalte bord. Og, skulle det vise sig, et fuck i en tilsyneladende endeløs række.

Jeg udvekslede et blik med min mand og overvejede et kort øjeblik, om et af børnene havde overhørt guldkornet, og om jeg nu stod over for en forklaringsudfordring.

Sagen er nemlig den, at “fuck” – eller f-ordet, som det slet og ret hedder herhjemme – ikke er en acceptabel del af vores husstands ordforråd.

Jeg har nævnt det før: Børnene siger det ikke, de kunne aldrig drømme om det, de ser tydeligt beklemte ud, når andre siger det – og vi siger det heller ikke (når de hører det, i hvert fald).

Vi ser ikke film, hvor det forekommer, og det er først for ganske nylig, at vi er begyndt at høre musik, hvor det en sjælden gang indgår. Når der er børn til stede, forstås.

Vi er ikke specielt sarte, og der ryger masser af for fanden-finker af panden herhjemme.

Men i Syden i USA bander man altså ikke. Det ses som vulgært og uopdragent og, ja, inappropriate. Upassende. Især når der er børn til stede.

Hvis de nogensinde dristede sig til at sige det i skolen, ville vi få et opkald og en reprimande

Det gik op for os ret tidligt, da vi flyttede hertil, og vi har i den grad rettet ind efter det. At høre ordet fuck komme over et af mine børns læber, forekommer mig som en helt absurd tanke – og ja, det ville medføre en skideballe.

Hvis de nogensinde dristede sig til at sige det i skolen, ville vi få et opkald og en reprimande.

Dér hvor det går hen og bliver tricky, er ikke kun i situationer som den ovenfor beskrevne (og nej, på trods af tjenerens indledende bemærkning, sladrede vi ikke. Jeg er ikke typen, der beder om at tale med the manager, og hvis jeg har problemer med et sidemandsbord, skal jeg nok selv klare det med dem); næh, den største udfordring er faktisk besøgende fra Danmark. Danskere siger det nemlig uafbrudt, upåvirket og uden tøven.

Hvis man ikke er blevet omprogrammeret til at få tics, når man hører fuck i det offentlige rum, vil jeg vove den påstand, at man simpelthen ikke gør sig begreb om, hvor tit det bliver sagt i Danmark.

Halvanden times køretur fra familiesommerhuset til København med P3 kørende er én lang kavalkade af fuck, fucking og shit.

Det virker nærmest, som om det er blevet Det Tredje Krydderi i hveranden sætning på nationalradioens ungdomsfrekvens. Det bliver sagt i alle familiesammenhænge, ytret af fætre, kusiner, venner, onkler, tanter – ja, sågar bedsteforældre.

Det er en aldeles mærkbar kulturkløft, og det er en snak, vi har med vores børn, hver gang vi tager hjem – og hver gang vi har besøg hjemmefra. “Husk nu, at i Danmark er f-ordet ikke slemt, så I kommer til at høre det tit. Det betyder ikke, at I må sige det.”
Nej, mor.

Det samme gælder i øvrigt, hvis vi tager nordpå. En tur i New Yorks gader er en farverig tour de force i sprogets maleriske gyder og baggårde.

Men hånden på hjertet er jeg faktisk helt ok med, at fuck ikke er et tilbagevendende fyldeord fra deres børnemunde. Lad det bare blive ved det

Vi ved det, børnene ved det, og når de hører det, sender de os et sigende, nærmest hemmeligt blik. “Hun sagde f-ordet, mor!!!” Gisp.

Og ja, det gjorde “hun”. Og det må “hun” jo gerne.

Det kan godt være, visse ord er bandlyst i vores sydstatshjem, men det er jo ikke ensbetydende med, at vi ikke godt er klar over, at de ord – som så mange andre omstændigheder og regler (skrevne såvel som uskrevne) – har en anden vægt, en anden betydning, et helt andet signal, her, end de har i Danmark.

Vores børn ved godt, at der er forskel på sprog og steder hvor det tales. Og langt størstedelen af den dobbelmoralske puritanisme der hersker på disse breddegrader har jeg tænkt mig at lade blive, når vi engang rykker videre.

Men hånden på hjertet er jeg faktisk helt ok med, at fuck ikke er et tilbagevendende fyldeord fra deres børnemunde. Lad det bare blive ved det.

LÆS FLERE KLUMMER OM LIVET I SYDEN FRA JULIE BENDTSEN HER


Foto: Flickr.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Siden 2015 bosat i Raleigh, North Carolina, med mand og to børn; bruger helst en del af tiden som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, weekendture til Nashville, kunsten at mixe den perfekte margarita og glæden ved en frisktappet IPA indtaget fra tilskuerpladserne ved Carolina Hurricanes’ hjemmekampe (præcovid, naturligvis).

Seneste artikler om Liv & Mennesker