SIND & TRIVSEL // KLUMME – Hvis vi ønsker en mere meningsfuld diskussion om trivsel, må vi skabe et sprog, der rækker ud over individets evner og modstandskraft. I stedet bør vi se på, hvordan vi designer et samfund, hvor trivsel er en naturlig konsekvens af fællesskab, mening og gode livsbetingelser, skriver Thomas Milsted.
Trivselskommissionens rapport og den efterfølgende debat har vist, hvor svært det er at tale om trivsel uden at forsimple eller politisere begrebet. For nogle handler trivsel om at gøre individet mere robust, mens andre ser det som en samfundsopgave at skabe bedre rammer for livskvalitet.
Det må kunne lade sig gøre at få de to ydersynspunkter til at møde hinanden, så trivsel kan blive et fælles ansvar snarere end et individuelt optimeringsprojekt. Det skylder vi alle dem, som slås med udfordringer i livet.
Jeg synes, det er rimeligt at argumentere for, at vi skal diskutere trivsel på en måde, der flytter vægtningen af individets evne til at håndtere livets udfordringer til de strukturer, vi skaber som samfund.
Trivsel er ikke noget, der kan måles og administreres alene – det er noget, der opstår i fællesskaber, i meningsfulde relationer og i rammer, der understøtter både personlig og social udvikling. Det tænker jeg, mange er enige i, men for at vi kan flytte os, kræver det, at vi også bliver enige om at skabe rum for den udvikling.
Hvem definerer trivsel – og hvorfor?
Som jeg ser det, er en af udfordringerne i debatten om trivsel, at begrebet betyder noget forskelligt afhængigt af, hvem der taler.
I det politiske system bliver trivsel ofte forbundet med økonomiske ressourcer og velfærdsinitiativer. I skolerne handler trivsel om læringsmiljøer og pædagogiske metoder. I det terapeutiske system forstås trivsel gennem diagnoser, behandling og mental sundhed.
Disse forskellige perspektiver gør trivsel til en flydende størrelse, hvor systemerne ofte taler forbi hinanden frem for at supplere hinanden.
Jeg oplever en skævhed i debatten om vægtningen mellem individuelle og strukturelle forklaringer på mistrivsel. Ofte bliver problemet fremstillet, som om unge i dag simpelthen mangler robusthed, og at løsningen er at lære dem at klare modgang bedre
Trivselskommissionens rapport forsøger at samle disse perspektiver, og det er godt og nuanceret, men ved at forsøge at favne det hele ender den måske alligevel med at blive for bred? Når alt er en del af forklaringen, bliver intet for alvor prioriteret.
Det gør det vanskeligt at omsætte rapportens konklusioner til konkrete politiske eller praktiske løsninger, selvom de 35 anbefalinger gør et hæderligt forsøg.
Individet vs. samfundet – hvem har ansvaret?
Jeg oplever en skævhed i debatten om vægtningen mellem individuelle og strukturelle forklaringer på mistrivsel. Ofte bliver problemet fremstillet, som om unge i dag simpelthen mangler robusthed, og at løsningen er at lære dem at klare modgang bedre.
Men hvis det var tilfældet, hvorfor ser vi så en stigning i stress, angst og depression – særligt blandt unge – i en tid, hvor vi samtidig har større opmærksomhed på mental sundhed end nogensinde før?
I debatten om trivsel ser vi ofte en forklaring, der peger på, at unge er blevet mere sårbare, fordi de er blevet overbeskyttede. Det argument har bredt sig i både politiske og offentlige diskussioner, hvor sårbarhed ofte gøres til et spørgsmål om opdragelse frem for om samfundets udvikling.
Øget præstationspres, digitalisering, social ulighed og et samfund, hvor succes og trivsel ofte individualiseres, skaber rammer, der kan være svære at navigere i. Hvis trivsel kun handler om at styrke individet, overser vi, at mistrivsel også kan skyldes, at de betingelser, vi tilbyder, er blevet mere krævende.
Trivsel bør ikke alene være et spørgsmål om at gøre den enkelte stærkere – det bør også handle om at skabe rammer, der understøtter menneskers velbefindende og udvikling.
Fokus på sårbarhed og omsorg er ikke curling
I debatten om trivsel ser vi ofte en forklaring, der peger på, at unge er blevet mere sårbare, fordi de er blevet overbeskyttede. Det argument har bredt sig i både politiske og offentlige diskussioner, hvor sårbarhed ofte gøres til et spørgsmål om opdragelse frem for samfundets udvikling.
Men denne forklaring overser, at trivsel ikke er et fast biologisk træk hos individet, men en reaktion på de betingelser, vi skaber omkring os. Hvis vi vil forstå mistrivsel, må vi derfor se på samfundets krav og rammer frem for udelukkende at fokusere på individets modstandskraft.
Et særligt problematisk aspekt af debatten er altså tendensen til at definere sårbarhed som et resultat af curlingforældre og en overbeskyttende kultur. Ifølge denne tankegang skyldes stigende mistrivsel, at unge ikke har mødt nok modstand i livet.
Men denne forklaring mener jeg ikke alene er forsimplet – den ignorerer også de strukturelle udfordringer, som nutidens unge står over for.
I stedet for at lade trivsel være en teknisk størrelse, som kan måles og optimeres, eller et politiseret begreb, der bruges til at skubbe ansvaret over på individet, bør vi tænke trivsel mere demokratisk.
Hvis det virkelig var curling, der skabte mistrivsel, ville vi vel forvente, at tidligere generationer – som voksede op uden denne form for forældrestil – var langt mere robuste. Der er imidlertid ingen entydige data, der understøtter en sådan sammenhæng.
Tværtimod tyder meget på, at nutidens unge navigerer i et samfund med højere krav, færre kollektive sikkerhedsnet og en langt større individualisering af succes og nederlag end tidligere.
At afvise deres sårbarhed som et resultat af forkælelse er ikke blot misvisende – det risikerer at skygge for de egentlige problemer, vi som samfund burde adressere.
Trivsel som et demokratisk projekt
I stedet for at lade trivsel være en teknisk størrelse, som kan måles og optimeres, eller et politiseret begreb, der bruges til at skubbe ansvaret over på individet, bør vi tænke trivsel mere demokratisk.
Det betyder, at vi ikke kun ser på, hvordan vi kan hjælpe mennesker med at trives, men også spørger: Hvem får lov til at definere trivsel? Hvordan skaber vi fællesskaber, hvor trivsel opstår naturligt? Og hvordan kan vi gøre trivsel til et fælles ansvar frem for en individuel udfordring?
Debatten om trivsel er alt for vigtig til at blive reduceret til et spørgsmål om robusthed eller curling. Trivsel handler ikke kun om den enkeltes evne til at håndtere livets udfordringer, men om de betingelser, vi kollektivt skaber.
En mere demokratisk tilgang ville indebære:
- At skabe plads til forskellige erfaringer og forståelser af trivsel og anerkende, at trivsel opleves forskelligt afhængigt af sociale, kulturelle og økonomiske vilkår.
- At se trivsel som et resultat af de fællesskaber og rammer, vi skaber, snarere end som noget, der alene kan optimeres hos den enkelte.
- At tage diskussionen om trivsel alvorligt som en politisk og samfundsmæssig debat – ikke som et individuelt selvforbedringsprojekt.
Debatten om trivsel er alt for vigtig til at blive reduceret til et spørgsmål om robusthed eller curling. Trivsel handler ikke kun om den enkeltes evne til at håndtere livets udfordringer, men om de betingelser, vi kollektivt skaber.
Hvis vi ønsker en mere meningsfuld diskussion om trivsel, må vi skabe et sprog, der rækker ud over individets evner og modstandskraft, og i stedet se på, hvordan vi designer et samfund, hvor trivsel er en naturlig konsekvens af fællesskab, mening og gode livsbetingelser.
Kun på den måde kan vi sikre, at trivsel bliver et reelt fælles anliggende – og ikke blot endnu et projekt, som individet selv må bære ansvaret for.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og