FORÆLDRESKAB // KLUMME – Mange af os forældre er privilegerede og opsatte på vores børns trivsel, så det er svært ikke at fikse problemerne for dem. Vi har lyst til at gøre alt for kærlighedsbarnet – lave deres lektier, køre dem i skole, når det regner og give dem en halvtredser, når de er flade. Er der noget galt i det?
Jeg har opdaget en mennesketype, som er begyndt at poppe op overalt i storbyen: Hun er ung og smart og arbejder med kommunikation i et firma, hvor de laver noget kompliceret, som er svært at forklare. Hun er god til at tale med mennesker, og man føler sig godt tilpas i hendes selskab. Hun er opfindsom. Og idérig. Har ofte visionære bud på komplicerede problemstillinger. Og man kommer til at grine, når man sidder og idéudvikler med hende, for hun er sjov og siger skæve ting, og man får lyst til at lave projekter. Måske noget med iværksætteri. Eller noget kreativt.
Og så er hun woke, frisindet og uden fordomme over for minoriteter. Og ligeglad med, hvem folk går i seng med. “Folk må da være sammen med dem, de vil.” Og hun er helt vild med vintagetøj: “Ej, prøv at se denne her kjole, den er da one of a kind.” Fuldstændig ligeglad med, hvad ting koster. Giver rask væk 70 kroner for en juice, hvis den er presset i de rette urbane omgivelser.
Hun er med andre ord glad, frisindet, humoristisk, virkelig godt selskab og en fandens god forbruger.
Hver gang hun oplevede en udfordring, blev den fjernet, hver gang hun var sulten, blev der stillet en omgang dahl eller sushi foran hende
Problemet er bare, at man ikke kan arbejde sammen med hende. Denne mennesketype er blottet for evnen til at overholde aftaler, og du vil allerede opdage det første gang, du skal mødes med hende for at arbejde videre med idéen, I har udviklet sammen.
Måske kommer hun en halv time for sent uden at sige noget, eller måske kommer hun slet ikke. Hun har nemlig et meget afslappet forhold til tid (især andres), som hun synes, at mange mennesker hænger sig alt for meget i. Hvorfor skal det hele være så tidsfascistisk, kan hun finde på at sige, når hun sidder med veninderne. Hun har det svært, når ting bliver konkrete. Når der rent faktisk skal sendes en mail, tages kontakt til nogen eller gøres noget praktisk. Det sker ligesom bare ikke.
Men det er ikke hendes egen skyld. I hvert fald ikke kun. Hun er nemlig blevet stopfodret med så meget kærlighed hjemmefra, at det nærmest har taget overhånd. Hun er et kærlighedsbarn i ordets mest ekstreme betydning, og igennem opvæksten har hun oplevet forældre, der ville hende det bedste, og som overdyngede hende med opmærksomhed, cykler, computere, telefoner, rejser og til sidst en forældrekøbt lejlighed på indre Vesterbro. Hver gang hun oplevede en udfordring, blev den fjernet, hver gang hun var sulten, blev der stillet en omgang dahl eller sushi foran hende.
Hvorfor løber kærlighedsbarnet hele tiden ind i problemer?
Så pointen må være, at vi som forældre skal lade være med at løse alle vores ungers problemer, så de ikke vokser op og bliver flydende, kerneløse kærlighedsbørn. Men det er svært. Mange af os er privilegerede og opsatte på vores børns trivsel, så det er svært ikke at fikse problemerne for dem. Vi har lyst til at lave deres lektier, køre dem i skole, når det regner, og give dem en halvtredser, når de er flade.
Men det skal vi (naturligvis) holde op med. Tænk på, hvordan vi selv fik lov til at løse vores problemer som børn i 80’erne (vender altid tilbage til 80’erne), og overvej, om det ikke netop er det, der har gjort os nogenlunde selvkørende som voksne. Tænk på Salig Per Schultz Jørgensen, æret være hans minde, der brugte store dele af sit professionelle virke på at fortælle os, at børn i dag mangler resilience, altså modstandskraft, og at det er derfor, de hele tiden løber ind i problemer.
Så vi må tilbage til den tid, hvor forældre var mere loose med deres børn, og hvor børnenes job var at tilpasse sig, opføre sig ordentligt og gøre deres voksne glade. Eller vent, det var jo faktisk også noget rod. Det skabte små fintfølende antennebørn, som kun troede, de var noget værd, når de opførte sig ordentligt og spiste med kniv og gaffel.
Pokkers også. Det er kompliceret det her. Vi må sørge for at give vores børn en masse kærlighed, samtidig med at vi sætter grænser for dem og lærer dem at reagere på egne behov, beder dem om at smøre deres rugbrødsmadder selv og fortæller dem, at det er nødvendigt, at de hjælper til derhjemme. Med andre ord: Vi må skabe nogle kærlighedsbørn, der føler sig værdifulde som mennesker, er befriende frisindede – men som samtidig er i stand til at passe et arbejde og svare på en mail.
Sæt i gang!
P.S. Og kærlighedsbørn findes naturligvis også som drenge – jeg er bare mest stødt ind i piger på det seneste.
Tak fordi du læste med.
Læs også Cille Rosentofts kommentar “Vi skal styrke vores børns karakterdannelse”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og