Topchefer kan vel selv spare op til deres gyldne håndtryk

i Danmark/Erhvervsliv/Featured/Politik & Samfund af

KOMMENTAR –  Når borgerlige politikere mener, at de fattige sagtens kan spare op af deres få økonomiske midler, hvorfor kan vellønnede topchefer så ikke? Sådan spørger Bjarke Larsen med henvisning til de gyldne håndtryk, der gives til danske topchefer, når de af den ene eller anden grund forlader deres job. 

Der er få ting, der kan forarge og skabe debat som endnu et eksempel på en topchef, der er blevet fyret, og som tager et stort millionbeløb med sig ud ad døren. Et gyldent håndtryk.

Og selv om det gyldne håndtryk som regel ”bare” er løn i opsigelsesperioden, kan jeg på mange måder godt forstå forargelsen. Især selvfølgelig, hvis håndtrykket udløses, selv om den pågældende topchef fortsætter direkte til en ny stilling eller bliver fyret på grund af en skandale. Uanset skandalens størrelse bliver en topchef aldrig bortvist på den måde, hvor man mister sin løn i opsigelsesperioden, sådan som almindelige lønmodtagere kan risikere.

Derfor undrer det mig, at hverken erhvervsliv eller politikere gør noget for at afskaffe de gyldne håndtryk. Løsningen ligger ellers lige for næsen af dem: Lad topcheferne selv spare op. Tjener man en million om året eller mere, er det vel ikke noget problem at lægge en del af lønnen til side til den dag, man måtte stå uden job?

De fattige kan jo godt

Borgerlige politikere mener jo f.eks., at fattige på kontanthjælp og integrationsydelse sagtens kan spare op til ”a rainy day” såsom jul og børnefødselsdage. Den konservative børne- og socialminister, Mai Mercado, har blandt andet udtalt om disse mennesker, at ”jeg går ud fra, at hvis man skal holde børnefødselsdag, så sparer man da op.” Udtalelsen faldt til Dagbladet Information, som satte fokus på konsekvenserne af at indføre det såkaldte kontanthjælpsloft.

Nogle kalder det populisme at ville bøje sig for folkestemningen og fjerne muligheden for gyldne håndtryk, når der reelt bare er tale om løn i den normale opsigelsesperiode. Jeg synes, det er almindelig sund fornuft. Og respekt for det berømte, hårdtarbejdende flertal af befolkningen

En anden politiker er Liberal Alliances Joachim B. Olsen, hvis claim to fame efter syv år i Folketinget er hans berømte udtalelse på Facebook: ”jeg brækker mig” som kommentar til en artikel, hvor SFs daværende folketingsmedlem Özlem Cekic udtalte sig til BT om behovet for at give de fattigste julehjælp. Et par dage efter uddybede han sin holdning over for BT på denne måde: ”Jeg er dødtræt af venstrefløjens brug af en retorik om, at der er en masse danskere, som det er synd for, fordi de er fattige og ikke kan gøre noget. Det er ikke et Danmark, som jeg kan genkende.”

Et andet eksempel, der gør dobbeltmoralen i denne debat endnu tydeligere, er spørgsmålet om tvungen opsparing af feriepenge, som en række borgerlige politikere og debattører jævnligt ønsker afskaffet med henvisning til, at voksne mennesker da virkelig selv kunne finde ud af at spare op til deres ferie.

Hvor svært kan det være?

Kort sagt: Du må selv spare op, mener mange borgerlige. Det synes jeg er et glimrende råd til alle topchefer i såvel det private som det offentlige og til alle politikere: Spar selv op. Sæt en mindre del af lønnen ind på en personlig, spærret konto, der udløses, når du forlader dit nuværende job. Hvor svært kan det være? Du ved jo, det slutter en dag.

Derfor undrer det mig, at hverken erhvervsliv eller politikere gør noget for at afskaffe de gyldne håndtryk. Løsningen ligger ellers lige for næsen af dem: Lad topcheferne selv spare op

Argumentet for at bevare gyldne håndtryk, fratrædelsesgodtgørelser, eftervederlag og hvad man ellers kalder det, er, at de personer, der får dem, risikerer at stå uden job og fast indtægt fra den ene dag til den næste. Men de pågældende ved jo, at den dag kan komme, så hvorfor ikke forsikre sig mod den på samme måde, som de fleste forsikrer sig mod en fattig alderdom ved at lave pensionsordninger, forsikrer sig mod arbejdsløshed ved at være i A-kasse og måske tegne en supplerende forsikring?

Den slags kan toppen af samfundet vel godt finde ud af – når nu de samme mennesker forventer, at bunden af samfundet kan.

Er det populisme?

Reglerne er blevet revideret, så der er luget ud i de værste tilfælde af ”dobbeltbetaling”, men hvorfor ikke gå hele vejen, så alle disse former for økonomisk kompensation fjernes? Når det forventes, at de fattige kan (og skal) spare op til deres børns fødselsdag af de meget sparsomme midler, de har til rådighed, kan en dygtig og vellønnet topchef med en høj løn vel gøre det samme.

Man kan vælge ikke at ville bøje sig for den folkelige forargelse, der selvfølgelig er størst, hvis topchefen er blevet fyret pga. uduelighed, en skandale eller et kæmpe underskud – eller hvis en politiker eller offentlig ansat går direkte fra ét job til et andet. Der har også været eksempler på offentlige ansatte, der har haft en tidsbegrænset kontrakt, som er blevet fornyet, men hvor den aftalte kompensation for at være ansat i en tidsbegrænset stilling alligevel udløses.

Nogle kalder det populisme at ville bøje sig for folkestemningen og fjerne muligheden for gyldne håndtryk, når der reelt bare er tale om løn i den normale opsigelsesperiode.

Jeg synes, det er almindelig sund fornuft. Og respekt for det berømte, hårdtarbejdende flertal af befolkningen.

Topfoto: Flick.com

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Danmark