PERSPEKTIV OK18 – Fagbevægelsen tabte kampen, da den underkastede sig Finansministeriets logik, og det hele kom til at handle om fagprofessionernes pekuniære værdi. Lærer og næstformand i foreningen Folkeskoleforældre Anette Lind har kigget på hele forløbet. Hun synes ikke, at fagbevægelsen har meget at glæde sig over, selvom der kom gode lønstigninger på bordet.
Fra efteråret 2017 blev musketereden proklameret med tre krav til de kommende overenskomstforhandlinger; lønregulering som fulgte private lønninger, den eksisterende frokostpause skulle indskrives i overenskomsten og lærernes arbejdstidsaftale.
Jeg fulgte flere debatter, hvor ”Nok er nok”, ”Skulder ved skulder” og andre slogans fyldte. Et ord som solidaritet fyldte mere og mere. En tro på, at sammenholdet og solidariteten ville hjælpe alle i mål. Ansatte delte fortællinger om en uholdbar arbejdsdag.
Den faglige kamp var i front – denne gang på tværs af forskellige faggrupper. ”Sammenhold gør stærk”. ”Sammen er vi stærke”. Fagbevægelsen var genoplivet. Røde faner, musik, sange, taler og opbakning ved forligsinstitutionen. Opbakning fra private lokale fagforbund, som lagde billeder op på Facebook for at vise deres støtte. Internationale tilkendegivelser fra medarbejdere der støttede den faglige kamp i Danmark.
Det endte som bekendt med, at forhandlingerne mundede ud i, at forbundene betalte for retten til frokostpausen som en del af overenskomsten. Money talks. Fagkampen kollapsede
Men – set udefra, pludselig et delforlig. Der opstod kaos. Hvad med musketereden? Skuffelsen var især udtalt hos lærerstanden. Hvad med lærerne? Blev de efterladt på perronen igen? Der opstod modsatrettede meldinger.
Først skrev Dennis Kristensen, at Bondo havde opgivet arbejdstidsaftalen før delforliget. Anders Bondo svarede, at dette ikke var korrekt. Senere kom det frem, at der på trods af offentlige udmeldinger om de tre hovedkrav og musketered måske ikke var så meget sammenhold alligevel.
For nogle af fagforbundene ville ikke konflikte for frokostpause og lærernes arbejdstidsaftale. Lønnen var faktisk det eneste område ”man” ville konflikte for. Hvad skete der? Der opstod socialt kaos. For at finde mening og etablere en orden blev der anvendt ord som ”succes” og ”sejr” fra flere fremtrædende fagforbunds forhandlere og formænd, og flere og flere ansatte begyndte at pointere, de havde ”vundet”, for deres lønstigning var i hus – trods alt.
Men rent faktuelt skete der det, at hele momentum for etablering af sammenholdet, solidariteten og fællesskabet, som var blevet opbygget og etableret gennem flere måneder, kollapsede. Jeg bemærker, at debatterne i nogle af de grupper, jeg følger, er blevet mere stille. Hvis fagforeningerne, som stod i front for en fælles sag, pludselig splitter alt op, og plejer egne interesser, hvordan stiller det så medlemmerne?
Kampens kranke skæbne
Dét, som skulle være en fælles kamp og et opgør med nedskæringer, New Public Management og Moderniseringsstyrelsen (Finansministeriet) endte paradoksalt nok med at underkaste sig de samme logikker. Med et slogan som ”Vi er mere værd” – som hægtes sammen med lønreguleringer fokuseres ikke på værdi som udtryk for betydningen for samfundet, men kontant værdi, en kapitalisering af fagprofessionens værdi.
Så vi mon en inficering af økonomismens ideologi? Jeg tror det. For når det også efterfølgende viser sig, at alene lønspørgsmålet har været afgørende i forhold til viljen til at konflikte hos førende forhandlere, er der endnu engang et fokus på kapitalisering. Den solidariske kamp lider den kranke skæbne at operere efter samme logik som den ideologi, man starter ud med at bekæmpe.
Spørgsmålet om frokostpausen og lærernes arbejdstidsaftale blev ikke anerkendt for, hvad de rettelig var udtryk for; egentlig fagpolitiske problematikker. En beregning fra DA havde været gennem Detektor på DR, hvor det viste sig, at en betalt frokostpause ville forøge arbejdsudbuddet med 46.000. Logikken var tilsyneladende, at man kunne opsige 46.000 medarbejdere, som ifølge beregningsmodellen ville blive ”opslugt” på det private arbejdsmarked.
Men reelt set, for de ansatte, ville konsekvensen blive fyringer af tusindvis af ansatte. Samtidig var det, som flere gjorde opmærksom på, også et udtryk for en de facto lønnedgang. Men mest interessant, synes jeg, var, at der for mange offentligt ansattes vedkommende var tale om en ikke-eksisterende ”pause”.
Flere historier fortalte om ansatte, der ikke kunne nå at spise deres madpakke. Historier, som flere stillede spørgsmålstegn ved. Kunne det være rigtigt.
Men at medarbejdere har så travlt, at de ikke kan nå at spise må da være udtryk for en faglig kamp. Hvor var solidariteten her? Jeg læste om ”akademikerne på kontorerne” som begrundelse for, at det ikke var en værdig kamp. Det endte som bekendt med, at forhandlingerne mundede ud i, at forbund betalte for retten til frokostpausen som en del af overenskomsten. Money talks. Fagkampen kollapsede.
Man kan spørge sig selv, hvor meget ”fællesskab” der har været ved denne OK18 … den fagpolitiske kamp og rettigheder er blevet usynliggjort og fjernet. For det andet er den blevet underlagt et rationale om udbytte
Så kommer vi til lærernes arbejdstidsaftale. Jeg læste regionens oplæg til krav til sygeplejerskerne op til forhandlingerne og rystede på hovedet. Intet fast arbejdssted. Ingen varsling. Ingen tillæg. Årsnorm. I dén grad krav, som burde have fået den samlede fagbevægelse til at stoppe helt op, hvis vi altså forudsætter, at fagbevægelsen anser deres arbejde for en kamp for arbejdstagernes rettigheder. Set ud fra et fagpolitisk synspunkt blev frafaldet af disse krav en succes.
Men dét, som mange ikke har opdaget, eller ignoreret, er en hel essentiel problematik. For kravet til sygeplejerskerne mindede angiveligt meget om de vilkår, som lærerne med Lov 409 har været pålagt siden 2013.
Og nu til det helt essentielle i, at en hel fagprofession ikke har retten til at forhandle arbejdstidsaftale i deres overenskomst. Hvis dette ikke er en fagpolitisk kamp, hvad er så? Netop dette blev den såkaldte knast, som stadig står åben og bevidner et OK18 med fagpolitisk kollaps. Som efterlader en hel faggruppe i kaos. Ikke selvvalgt, men påført.
Bondos to kasketter
Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, har netop frasagt sig rollen som forhandlingsleder i forhandlingsfællesskabet til næste overenskomst, så han kan fokusere på lærernes vilkår.
Man kan spørge sig selv, hvor meget ”fællesskab” der har været ved denne OK18.
I praksis viste det sig jo, at den påståede musketered endte med et kollaps, og Bondo har stået tilbage, både med ansvaret for det kommunale område-kasket, og ansvaret for en hel lærerprofession-kasket. Hans kommunale område-kasket har fyldt mest, og lærerprofessions-kasketten er blevet klemt under den anden. Dette har Bondo taget konsekvensen af.
Kommissionen og en usynliggjort faglig kamp
I forhandlingerne blev en kommission lagt op som et forslag. Ifølge Bondo, fordi forhandlingerne var fastlåste, og kommissionen blev en udvej i forhold til en kommende konflikt, som Bondo anså som udsigtsløs, da den formentlig blot ville medføre endnu et regeringsindgreb og/eller videreførsel af Lov 409.
Flere har bebrejdet Bondo, at han foreslog kommissionen. Men hvis vi sammenstykker brikkerne fra dette års forhandlinger og historien, er det måske forståeligt (selvom man er uenig i beslutningen). For faktum er, at lærerprofessionen er frataget sin ret til at forhandle sine arbejdstidsaftaler i overenskomsten.
Set udefra står DLF i en situation, hvor de formelt fratages forhandlingsrettigheder af arbejdsgiverne. Samtidig svigtes de af den øvrige fagbevægelse
Én ting er, at skolereformen blev finansieret ved Lov 409, et forløb som blev planlagt flere år før, og i strid med hvad vi forbinder med den danske model, og kritiseret af ILO (Den Internationale Arbejdsorganisation under FN). Og dét, som skulle være det store opgør ved OK18, hvor lærerprofessionen ville blive støttet af de øvrige forbund endte med kaos og kollaps.
At andre fagforbund kan imødese samme afmontering af retten til at forhandle, har ikke fyldt nok i forhandlernes bevidsthed. Det endte med en ”sejr” da økonomismen sejrede. Det eneste valg, sådan som Bondo har vurderet det, har været at sammenkoble lærernes arbejdstidsaftale med undervisningen i folkeskolen.
Hvis de ansvarlige arbejdsgivere ønsker en god undervisning og skole, og dette kan sammenkobles med lærernes muligheder for at give en god undervisning, må dette medføre, at man logisk set må være villig til at revurdere lærernes arbejdstidsaftale. Dette er i hvert fald logikken. Og håbet. Og troen.
Hvis man følger med i debatten, vil man se, at flere medlemmer af hovedstyrelsen fra DLF skriver sådan. Set udefra står DLF i en situation, hvor de formelt fratages forhandlingsrettigheder af arbejdsgiverne. Samtidig svigtes de af den øvrige fagbevægelse. Paradokset her er, at lærerne må eliminere sig selv som faggruppe med legitime fagretslige rettigheder, og underkaste sig et formål som hedder ”den gode undervisning i skolen”.
Dermed bliver den fagretslige kamp konverteret til, at lærernes arbejdstidsaftale underkastes en vurdering af, hvad der er ”god undervisning” i folkeskolen. En sammenblanding, som jeg vurderer, den samlede fagbevægelse burde have hjulpet Bondo til at undgå, men som er blevet et mere eller mindre desperat skridt for at løse en umulig position for lærerprofessionen.
For hvad er konsekvensen principielt for en sådan tilgang?
For det første, at den fagpolitiske kamp og rettigheder usynliggøres og fjernes. For det andet at den underlægges et rationale om udbytte.
Hvad er kvalitet i folkeskolen?
En del af kommissoriets grundlag er at vurdere ”god” undervisning og ”kvalitet” i folkeskolen. Hvordan kan sådanne begreber fortolkes? Indtil nu har kritikken af logikken for styring af den offentlige sektor været New Public Managements indikatorer for kvalitet. I folkeskoleregi er indikatorer for resultater i nationale test succeskriterier for folkeskolereformen.
Kan politiet se frem imod en kommission, der skal undersøge kriminalitetsstatistikkernes bevægelse som grundlag for deres arbejdsvilkår og arbejdstidsaftale?
På trods af, at fx forskere, eksperter, lærere og forældre har kritiseret nationale test for bl.a. ikke at være statistisk retvisende, ikke at vise et objektivt billede af hvad børnene lærer, og at de skaber præstationsangst hos flere og flere elever, fastholdes de fortsat.
Hvem eller hvad skal definere hvad ”god” undervisning er, og hvad ”kvalitet” er? Hvis kommissionens arbejde bliver under samme logikker, som hidtil har været i anvendelse, vil skolen og lærerne blive udsat for et dobbelt svigt; først kollapset i OK8, dernæst underlægge sig en kommissions anbefalinger, som hviler på logikker, man angiveligt ville bekæmpe med musketereden.
Kan vi eksempelvis forestille os, at sygeplejersker og læger se frem imod en kommission som skal undersøge helbredelsesraten og effektiviteten i sygeplejen, som grundlag for deres arbejdsvilkår og arbejdstidsaftaler?
Kan politiet se frem imod en kommission, der skal undersøge kriminalitetsstatistikkernes bevægelse som grundlag for deres arbejdsvilkår og arbejdstidsaftale?
Jeg håber, at jeg med eksemplerne har anskueliggjort det problematiske i, at man for det første underlægger en hel fagprofessions faglige rettigheder en logik om udbytte, og samtidig gør det ved hjælp af eksterne kvalitetskriterier, som de ansatte ikke fuldt har indflydelse på.
Hvorfor skal lærerne legitimere deres faglige kamp?
En anden ting, som slog mig, da jeg læste mange debatter i fora omkring OK18 var, at lærerne gang på gang blev bedt om at redegøre for deres arbejdsvilkår.
Fra nogle som udtryk for, at de ønskede en bedre forståelse af lærernes arbejdsvilkår.
Hvorfor skulle lærerne forklare sig? Skal alle andre faggrupper hele tiden forklare sig og legitimere deres fagretslige kamp?
Fra andre, med mere eller mindre skjulte hentydninger, at andre medarbejdergrupper havde det ”værre” end lærerne. Flere lærere beskrev udførligt deres arbejdsopgaver. Flere indlæg har beskrevet vilkårene udførligt. Men her er det, jeg stopper op. Hvorfor skulle lærerne forklare sig? Skal alle andre faggrupper hele tiden forklare sig og legitimere deres fagretslige kamp?
Essensen ved OK18 var jo retten til i det hele taget at forhandle! Hvis kampen var solidarisk, og fællesskabet gør stærk, er det så ikke lidt besynderligt at der samtidig hersker et behov for at én faggruppe skal forklare sig særligt, når problematikken er principiel; at en faggruppe ikke har retten til at forhandle en arbejdstidsaftale?
Vores krav blev hverken anerkendt eller lyttet til
Længere oppe nævnte jeg OK18-kravene til sygeplejerskerne, som blev taget af bordet. For at anskueliggøre holdningen hos arbejdsgiver vil jeg komme med et andet, knapt så kendt eksempel. Kravet er fra KL til Lærernes Centralorganisation op til OK18 og lyder således:
”Pædagoger i den fagopdelte undervisning”
Pædagoger anvendes i mindre omfang til at varetage undervisningen i den fagopdelte undervisning på 4.-10. klassetrin. KL ønsker mulighed for, at pædagoger i den forbindelse kan bevare et samlet ansættelsesforhold”.
Hvad kan vi læse ud af kravet? At KL vil erstatte lærere med pædagoger i den fagopdelte undervisning. Hvad er det udtryk for? At KL angiveligt ikke blot mener, at pædagoger er kvalificerede til at undervise i den fagopdelte undervisning, men ligefrem anser det som et overenskomstmæssigt anliggende. Desuden også, at pædagoger i den fagopdelte undervisning skal løse en problematik omkring pædagogernes ansættelsesforhold.
Det er vores fælles fremtid og selve vores indretning af samfundet, som er på spil. Konsekvenserne af det, som ligner en kamp om faglige rettigheder rammer bredt
Hvad er problemet ved sådan et krav?
For det første, at KL fremsætter et sådan krav til Lærernes Centralorganisation, da det ikke kan høre under en overenskomstforhandling. Ønsket om at lade pædagoger varetage den fagopdelte undervisning fra 4.-10. klasse er nemlig i modstrid med folkeskoleloven.
Hvis KL havde et sådant ønske, måtte KL derfor rette henvendelse til undervisningsministeren, regeringen og Folketinget. Men da ikke til Lærernes Centralorganisation? Medmindre altså, at KL med sit krav har ønsket at sikre en underkastelse i forhold til hvem, der må undervise eleverne, og lægge låg på en faglig kritik?
Hvilket bringer os videre til næste punkt. Er pædagoger kvalificerede til den fagopdelte undervisning? Det er alvorligt bekymrende, at KL vil lade pædagoger varetage den fagopdelte undervisning, for det er pædagoger ikke uddannet til. Pædagoguddannelsen og læreruddannelsen er to forskellige uddannelser, med hver deres fokus.
Og hvad er et sådan krav egentlig udtryk for? Om det er udtryk for manglende viden eller ligegyldighed overfor vigtigheden af, at vores børn undervises af kvalificeret personale, vides ikke. Men bare det, at KL kan fremsætte et sådan forslag er stærkt bekymrende.
Når jeg læser mange læreres fortællinger, og andre offentligt ansattes for den sags skyld, presser særligt et spørgsmål sig mere og mere på. Hvem lytter? Eller hvorfor lytter ”de” ikke? De ansvarlige. Har styringslogikken i New Public Management fjernet det ansvar og den pligtopfyldenhed, som magthavere bør have?
Lærerne skal nu stemme ja eller nej til forliget. En problematik, hvor jeg har lagt mærke til, at debatten hurtigt polariseres i forhold til motiver, der måtte være til at stemme ja eller nej. Og hvor lærerne ofte positioneres som slet og ret ”kritikere” eller næsten endnu værre: ”negative”
Især for lærerne synes det, at deres stemme som profession ikke anerkendes af KL. I stedet skal en kommission, undersøge lærernes arbejdsvilkår (husk stadig, ikke fordi lærerprofessionen har ret til det, men sammenkoblet den ”gode” undervisning og kvaliteten) og præsentere et grundlag, som angiveligt kan anvendes til overenskomstforhandlingerne i 2021.
Hvis man bare har fulgt lidt med i folkeskolens virkelighed gennem de sidste fem år, kan man læse om stress, lærerflugt, svigtende inklusion, manglende midler, knægtelse af ytringsfrihed og læringsplatforme. Viden mangler ikke. Men ”man” lytter simpelthen ikke.
Folkeskolereformen blev finansieret ved flere undervisningstimer per lærer. Lov 409, som gjorde dette muligt, blev solgt under paroler som ”mere ledelsesrum til skolelederne”, men de snævre økonomiske rammer og kommunal topstyring har ifølge samme skoledere givet dem endnu mindre ledelsesrum. Og retorikken fra nogle kommunale chefer har længe tydet på en slags modvilje mod og afmontering af respekten for forskellige fagprofessioner.
KL’s rolle kan ikke undervurderes, idet KL har spillet en større og større rolle og agerer som en aktør med selvstændig dagsorden, sideløbende med staten. Man kan sige det sådan, at KL er blevet en ”stat i staten” DLF’s eneste tro og håb i dette morads er, at kommissionen melder tilbage, at lærerne ikke har mulighed for at udøve undervisning af ”god kvalitet” under de nuværende rammer.
En mulighed kan være, at der bliver tilført flere midler. En anden mulighed kan være, at ”man” justerer på folkeskolereformens krav om minimumstimeantallet på 30/33/35 timer for hhv. indskoling, mellemtrin og udskoling. Det er dette spinkle håb, som DLF hviler deres anbefaling af et ja til forliget på. Fuldt forståeligt, for DLF’s problem er, at de og skolen er blevet svigtet af politikerne, og som jeg har påpeget et par gange, nu også af resten af fagbevægelsen ved OK18 .
Kommission – ja eller nej?
Lærerne skal nu stemme ja eller nej til forliget. En problematik, hvor jeg har lagt mærke til, at debatten hurtigt polariseres i forhold til motiver, der måtte være til at stemme ja eller nej. Og hvor lærerne ofte positioneres som slet og ret ”kritikere” eller næsten endnu værre: ”negative”.
Mange lærere ønsker at stemme blankt. Mange lærere vil stemme nej, ikke fordi de er utilfredse med Bondos valg, men fordi de vil udtrykke mistillid til KL.
Andre lærere er utilfredse med Bondos valg. Andre lærere igen vil forsøge at tage ”ja-hatten” på og håbe og tro på det bedste.
Perspektiverne for at stemme ja og nej er flere. Der tales om hjerne og hjerte. Følelser og fornuft. En vigtig faktor er de dybe spor, som forløbet under OK13 har sat sig, og den mistillid, lærerne har til KL. Her trækkes bl.a. OK15 frem, hvor et forståelsespapir viste sig at have meget lidt reel værdi
At kommissionen vil komme med anbefalinger, som bevirker at lærerne kan få en arbejdstidsaftale til OK21 som understøtter deres arbejdsvilkår og/eller anskueliggør, at det ikke er muligt at udøve lærergerningen under de nuværende vilkår. En viden, der som tidligere beskrevet, allerede er til stede.
Perspektiverne for at stemme ja og nej er flere. Der tales om hjerne og hjerte. Følelser og fornuft. En vigtig faktor er de dybe spor, som forløbet under OK13 har sat sig, og den mistillid, lærerne har til KL. Her trækkes bl.a. OK15 frem, hvor et forståelsespapir viste sig at have meget lidt reel værdi.
Formuleringerne mellem OK15’s forståelsespapir trækkes endda frem for at anskueliggøre erfaringerne med KL. Den udnævnte kommissionsformand taler om ”nye toner” og ”fælles sprog”. Hvad kan dette betyde? Kan KL og lærerne finde et ”fælles sprog” og er det muligt, når KL repræsenterer en forvaltnings- og styringslogik mens lærernes er fagprofessionens sprog?
Risikerer man, at det ”fælles sprog” medfører en underkastelse og erodering af en hel fagprofessions sprog, da kommissionen har retten til at definere hvad ”god” undervisning og ”kvalitet” er? Risikoen er bestemt til at få øje på.
Axel Honneth definerer krænkelse som modsætning til anerkendelse. Som jeg har redegjort for tidligere, er lærerprofessionens retslige stilling blevet krænket, da den fagpolitisk står som den eneste gruppe uden ret til at forhandle om en arbejdstidsaftale.
Et resultat af en sådan krænkelse er hvad Honneth kalder for ”social død og tab af selvagtelse”. Dette stikker dybt og er almenmenneskeligt. Men når lærerprofessionen udøver legitim kritik, beskrives det med begreber som tuderi, klynk og negativitet.
Først fratages man sine fagpolitiske rettigheder, dernæst nægtes man retten til at kritisere konsekvenserne. Kritikken vendes til noget personligt. Den fagpolitiske og fagprofessionelle kritik vendes mod kritikerens person. Man er ”tuder” eller ”klynker bare”
Man rammes dobbelt. Først fratages man sine fagpolitiske rettigheder, dernæst nægtes man retten til at kritisere konsekvenserne. Kritikken vendes til noget personligt. Den fagpolitiske og fagprofessionelle kritik vendes mod kritikerens person. Man er ”tuder” eller ”klynker bare”.
En sådan positionering af lærerstanden vil uundgåeligt producere modstand. Et nej til kommissionen kan derfor også være udtryk for en modstand mod den positionering, som lærerstanden er udsat for. En form for ultimativ artikulation af ”nok er nok”.
Andres nej kan være udtryk for troen på, om kommissionen kan gøre en forskel. Når Ziegler eksempelvis afviser at lave en arbejdstidsaftale i sin egen kommune. Når ”man” ikke kan love en arbejdstidsaftale til OK21, baseret på kommissionens anbefalinger. Når ”man” ikke kan love flere midler, på baggrund af kommissionens anbefalinger.
Lærerstanden debatterer – ja eller nej? Der findes ingen enkle svar. Forskellige svar og motiver kan give mening ud fra forskellige perspektiver.
Konsekvenserne er alvorlige
Tænk engang, hvis politikere er så fastlåste, så de vil ofre fagretslige principper og en hel folkeskole og en halv million elever, bare for ikke at tabe ansigt. Det er langtfra kun lærerprofessionen, som betaler prisen.
Tusinder af elever med særlige behov som svigtes. Ordblinde elever, som ikke får den fornødne støtte, for ressourcerne er der ikke.
Elever med særlige behov som svigtes, fordi de placeres i almenområdet uden ekstra støtte. Elever, som ifølge folkeskolens formålsparagraf skal uddannes og dannes med ”åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Virkeligheden ser mildt sagt anderledes ud.
Alt imens mens medlemmerne debatterede – fandt en fælles ånd og kampvilje – endte disse forhandlere med at svigte ikke blot lærerprofessionen, men deres egne medlemmer
Det er vores fælles fremtid og selve vores indretning af samfundet, som er på spil. Konsekvenserne af det, som ligner en kamp om faglige rettigheder rammer bredt.
Forhandlerne svigtede deres egne medlemmer
Set ud fra et fagretsligt perspektiv kunne man argumentere for, at alle offentligt ansatte stemte nej til deres overenskomst, fordi de oplever en hel faggruppe få frataget sine rettigheder. Noget helt essentielt som at forhandle arbejdstidsaftale i en overenskomst, som burde være grundlæggende i en fagpolitisk kamp.
Men forløbet er udtryk for en særdeles kompleks problematik, som alle må forsøge at forholde sig til. At OK18 endte med et spørgsmål om procenter bekræftede, at forhandlerne endte med at underkaste sig den ideologi, de opildnede deres medlemmer til at bekæmpe. Og alt imens mens medlemmerne debatterede – fandt en fælles ånd og kampvilje – endte disse forhandlere med at svigte ikke blot lærerprofessionen, men deres egne medlemmer.
Topfoto: Public Domain via Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her