TYSKLAND // ANALYSE – Den tyske valgkamp har taget en overraskende drejning. Nu er SPD nemlig tilbage i førersædet, men mulige konflikter lurer efter valget den 26. september.
BERLIN – Hvad der for måneder siden virkede umuligt, er nu en realitet i tysk politik. Det hæderkronede socialdemokratiske parti SPD var af flere dømt til undergang for et halvt års tid siden, hvor partiet var nede på 14 procent, alt imens de grønne opkomlinge toppede med 28 procent i målingerne i lighed med CDU/CSU.
SPD er stormet frem til 25 procent i løbet af godt en måned og ser dermed ud til at blive det største parti
Nu er billedet vendt helt rundt. SPD er stormet frem til 25 procent i løbet af godt en måned og ser dermed ud til at blive det største parti. Fremgangen har også medført, at der nu tegner sig er et flertal for en rød-grøn-rød regering med SPD, De Grønne og Die Linke fra den yderste venstrefløj – en såkaldt R2G.
Alternativet er en såkaldt „lyskurv“-regering hen over midten med det liberale parti FDP, men begge konstellationer er fyldt med store knaster. Det vender vi tilbage til.
Men hvad er årsagen til SPD‘s fremgang på bekostning af De Grønne og Merkels parti CDU? Olaf Scholz er siddende vicekansler i en regering bestående af SPD og CDU/CSU. Efter danske forhold svarer det lidt til en SV-regering.
Scholz er desuden siddende finansminister og er dermed „kendt“ af de tyske vælgere i modsætning til CDU‘s kanslerkandidat Armin Laschet, som kun er kendt som ministerpræsident i delstaten Nordrhein-Westfalen, som er Tysklands største med godt 20 mio. indbyggere. Laschet har ikke formået at løfte arven efter Merkel som leder af det store „konservative“ folkeparti CDU/CSU. *(Det vender vi tilbage til).
I modsætning til andre partier indtager Olaf Scholz ikke en ledende position i SPD, hvis delte formandskab bestående af Saskia Esken og Norbert Walter- Borjans slet ikke er medlemmer af det tyske parlament, Forbundsdagen. Partiet var i en større krise under det forrige valg, hvor Martin Schultz vendte hjem fra Bruxelles og toppede målingerne op til valget, men endte med at tabe med et brag.
Det store formandsopgør udspillede sig efter det tabte valg, og den populære udenrigsminister i den forrige regering, Sigmar Gabriel, blev også kørt ud på et sidespor af ledelsen i SPD, som ligger væsentligt til venstre for den kurs, der præger Scholz og andre SPD-medlemmer af den siddende tyske regering.
Hamburgs tidligere borgmester Olaf Scholz har ikke et helt pletfrit ry især ikke i hjembyen Hamburg, hvor hans popularitet led et gevaldigt knæk efter urolighederne under G-20 topmødet i Hamburg i 2017, hvor store dele af byen blev smadret af autonome. Forud for mødet havde Scholz erklæret, at der var fuldstændig styr på situationen, men det løfte kunne han ikke holde. Desuden har han været involveret i en finansskandale i form af et bankkrak, som kostede delstaten Hamburg en formue i form af manglende skatteinddrivelse.
Det ser dog ikke ud til at have haft indflydelse hos flertallet af vælgerne, som klart peger på Scholz, hvis de kunne stemme direkte på en kommende kansler.
Tidligere er han blevet kritiseret for at være kedelig, men han har åbenbart mere „statsmandskvalitet“ end både Merkels efterfølger Armin Laschet og Annalena Baerbock fra De Grønne. Sidstnævnte er dumpet ned på andenpladsen som foretrukken kanslerkandidat. Mange vælgere ser hendes manglende erfaring som et svagt punkt, og det er en af forklaringerne på vælgervandringen fra De Grønne til SPD.
Merkels parti i frit fald
Laschet har ikke formået at løfte arven efter Merkel og indtager sidstepladsen som foretrukken kanslerkandidat. En medvirkende årsag kan være hans uheldige optræden efter oversvømmelseskatastrofen i Ahrweiler i juli, som krævede 133 dødsofre. Her blev han afsløret i et malplaceret latterudbrud for rullende kameraer under en officiel besigtigelse af katastrofeområdet.
Desuden har CDU/CSU været præget af interne stridigheder. Bayerns ministerpræsident, Markus Söder, er væsentligt mere populær end Laschet, men partiledelsen valgte at holde fast i Nordrhein-Westfalens ministerpræsident.
Den mindst ringe
Det kan man vælge at tolke derhen, at Scholz er den mindst ringe kanslerkandidat. Blot 44 procent ønsker ham, hvis de kunne stemme direkte – altså slet ikke den tilslutning, som Merkel har haft gennem tiderne.
Delstaten Berlin går også til valg den 26. september, og her lurer der et muligt systemskifte
Men tilslutningen til Scholz viser også, at personen ofte er vigtigere end partiet i Tyskland. Mange har kaldt Merkel for „skabssocialdemokrat“, da hun på mange områder lå væsentligt længere til venstre end den konservative kristelige fløj i CDU. Det samme kan siges om Scholz, der tilhører den moderate og midtsøgende fløj hos SPD. Altså en klar tendens til at det tyske mantra med at undgå yderfløje i regeringer gentager sig.
De seneste målinger viser, at vælgerne har kasseret CDU/CSU og gerne ser partiet i opposition efter 16 år ved magten. Men omvendt hersker også mantraet „bloss keine Experimente“ – altså ingen eksperimenter.
Et sådant eksperiment kunne være en R2G-regering med Die Linke, hvilket især industrien og erhvervslivet ser som det helt store skrækscenarie. Vælgernes foretrukne koalition er en såkaldt Ampel-regering hen over midten med SPD, De Grønne og det liberale parti FDP. Her lader Scholz til at have fundet balancen, da han appellerer til det bredeste udsnit af vælgerne.
Endelig er der den vigtige faktor, at SPD har undgået at udstille interne magtkampe frem mod valget. Selvom partiledelsen i bund og grund ligger væsentligt længere til venstre end Scholz, nyder han åbenbart fuld opbakning som partileder udadtil.
Konflikt i Berlin
Umiddelbart ser Scholz ud til at vinde på emnet social retfærdighed, eller rettere en ændret fordelingspolitik, hvor forbedrede levevilkår for de lavtlønnede skal finansieres af højere skatter for de velstillede.
Hvis man spørger folk på gaden i hovedstaden Berlin, er det for mange det afgørende punkt, da mange lavtlønnede grupper og især pensionister har svært ved at klare til dagen og vejen med gennemsnitslønninger på 15.000 kroner brutto pr. måned eller mindre, i en storby, hvor det er svært at finde en lejebolig, som kan betales af to lave indtægter.
Den såkaldte „gentrificering“ og horrible huslejer er et varmt emne i hovedstaden i lighed med København og flere andre europæiske storbyer.
Delstaten Berlin går også til valg den 26. september, og her lurer der et muligt systemskifte i en storby, som hidtil har været en rød-grøn-rød bastion. Den tidligere familieminister Franziska Giffey (SPD) stiller op som borgmesterkandidat, og det har udløst en større konflikt med venstrefløjen hos De Grønne og woke-fløjen hos Die Linke.
Der er lagt op til en mulig paladsrevolution, hvis SPD vælger en ny lokalregering uden De Grønne og Die Linke
Giffey støtter Scholz‘ linje og har også bevæget sig ind på emner som indvandrerkriminalitet og kritik af politisk korrekthed, som hidtil har været rent tabu for Die Linke og fundi‘erne hos De Grønne. Fundi‘er er betegnelsen for „fundamentalister“ eller den „røde“ fløj hos De Grønne, som er dominerende i det siddende bystyre. Kritikere af fundi-fløjen opererer med betegnelsen „vandmelon-partiet“ – altså grønne udenpå, men røde indeni.
Valget tegner hermed pivåbent, da alle regeringskoalitioner med både FDP, CDU og SPD lader være i spil. Med andre ord er der lagt op til en mulig paladsrevolution, hvis SPD vælger en ny lokalregering uden De Grønne og Die Linke.
Indvandring er ikke et tema – og dog
Man kunne have forventet, at netop indvandring og politisk korrekthed ville blive centrale elementer i den tyske valgkamp på forbundsplan, set i lyset af udviklingen i mange andre europæiske lande. Men Tyskland lader til at styre uden om den politiske polarisering, der præger nabolandene. Nok har man et højrenationalt parti i lighed med DF og Nye Borgerlige i Danmark i form af AfD.
Men selv om partiet står til 12 procent på forbundsplan, vil ingen regere med dem. Og modsat Danmark er tyskerne noget mere tilbageholdende med at ytre sig, hvis man tilhører den yderste højrefløj eller er medlem af AfD.
Valget er blevet kaldt det mest spændende i Tyskland i nyere tid
Udviklingen i Berlin kan dog sammenlignes lidt med Danmark, da SPD vover at tage hul på nogle centrale emner, som optager befolkningen, men som hidtil har været no-go i tiden under Merkel. Den siddende kansler gennem 16 år har været hyldet som den sidste bastion mod den såkaldte højredrejning, som ses i nabolande som Polen og Ungarn eller Danmark for den sags skyld. Scholz og SPD har formået at undgå disse emner
Hvad går SPD til valg på?
Bortset fra grundlæggende emner som social retfærdighed og fordelingspolitik går SPD til valg på en storstilet plan om at sikre en grøn omstilling og en sikring af det tyske elnet, som har afgørende betydning for den tyske økonomi og industri samt bevarelse af arbejdspladser fremover.
Målet er at blive klimaneutral frem mod 2045. De Grønnes planer om udelukkende at dække forbruget med sol- og vindenergi er næppe realistisk. Det har flertallet af vælgerne lugtet, og dermed har SPD til en vis grad overtaget en realistisk form af den grønne dagsorden, hvilket meget vel kan være en af årsagerne til De Grønnes nedtur. Og som siddende finansminister har Olaf Scholz allerede ført mange forhandlinger med erhvervslivet og industrien med hensyn til en realistisk grøn omstilling.
Er Die Linke regeringsduelige?
Tilbage til de mulige scenarier efter valget, som er blevet kaldt det mest spændende i Tyskland i nyere tid. En decideret sejrherre bliver der næppe tale om, da andre partier end de to store folkepartier SPD og CDU/CSU får det afgørende ord. Alt tyder på en regering med Scholz som kansler, men i teorien kan man ikke udelukke en Jamaica-koalition bestående af CDU/CSU, FDP og De Grønne med Laschet som kansler.
Hvis de nuværende målinger holder stik, opstår der en situation, hvor der skal tre partier til for et flertal. Lige nu er der et muligt flertal for en rød-grøn-rød regering med SPD, De Grønne og Die Linke. Alternativet er en regering hen over midten med SPD, De Grønne og det liberale parti FDP, som på mange måder ligner Liberal Alliance i Danmark og dermed er meget langt fra de to andre partier.
Indtil i søndags havde SPD og Scholz ikke kategorisk udelukket et samarbejde med Die Linke, som af mange ikke regnes for regeringsduelige, da partiet ikke bekender sig til NATO og militære indsatser i udlandet. Søndag tog Scholz dog bladet fra munden og garanterede, at Die Linke skal afvige fra kursen for at blive regeringsduelige. Samtidig plæderede han for et samarbejde med FPD i en såkaldt lyskurv-regering (rød-gul-grøn).
Den konstellation kan dog blive vanskelig at realisere. For det første er baglandet i SPD ikke ubetinget imod en rød-grøn-rød regering, så her lurer der en mulig konflikt mellem Scholz og partibasen. Det samme gælder De Grønne, hvor Annalena Baerbock også har udtrykt skepsis over for Die Linke, men også her er dele af baglandet for en R2G.
Nøglen til den kommende regeringsdannelse ser således ud til at ligge hos FPD, som ligger stabilt i målingerne på omkring 12-13 procent. Hidtil har partiet udtalt, at en Ampel (lyskurv – rød-gul-grøn) kun er en teoretisk mulighed, da man hellere vil regere sammen med CDU/CSU og De Grønne. Sidstnævnte skal med, hvis der skal være et muligt flertal for en såkaldt Jamaica-koalition med Armin Laschet fra CDU som kansler.
Mange har ikke taget stilling
Dette komplicerede scenarie kan dog vise sig at blive løst på anden vis. SPD og De Grønne har gensidigt udtalt, at de vil være de ideelle regeringspartnere som de to partier med den største fællesmængde.
Med godt 14 dage til valget kan meget nå at ændre sig. Mange vælgere har endnu ikke taget stilling, og et muligt stemmespild kan få afgørende betydning. En række små partier stiller op til valget, og de udgør omkring 8 procent af de samlede stemmer, men ingen ser ud til at klare spærregrænsen på 5 procent. Kun det konservative sydtyske parti Freie Wähler har en mikroskopisk chance.
Endelig kan man forestille, at Linke-vælgere i sidste øjeblik vælger SPD eller De Grønne. Partiet er tæt på spærregrænsen ifølge nogle målinger, og deres stemmer vil således være spildt. Og mange ser nok hellere en ren rød-grøn regering uden FDP. Seneste måling viser en klar tendens. CDU er nu under 20 procent, og Die Linke er med 6 procents tilslutning tæt på spærregrænsen på 5 procent.
De kommende 14 dage bliver således afgørende.
Hvis De Grønne holder stand på omkring 15 procent, og SPD fortsætter kursen mod de 30 procent, kan det vise sig at være nok til en ren rød-grøn regering med SPD og De Grønne, når vi kender den endelige mandatfordeling i den kommende Forbundsdag efter valget.
LÆS MERE OM DET TYSKE VALG HER
LÆS MERE AF MICHAEL SKOVGAARD HER
Topillustration: SPD’s kandidat til kanslerposten, Olaf Scholz på tur hos de tyske vælgere, her i byen Melsungen. Foto fra Phototek med tilladelse fra Olaf Scholz’ FB-side.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
