LONGREAD // DEMOKRATI – Der foregår noget fedt på en grå parkeringsplads i Nordvest, som på mange måder kan og bør inspirere alle os andre til at gribe til handling og få ting til at ske. Demokrati er ikke kun at stemme og stille krav til stat og kommune, det er også deltagelse, initiativ og fantasi. Bent Gringer er taget på rundtur i en omdiskuteret bydel i København, hvor private aktører arbejder på at skabe grobund for demokratiske fællesskaber med initiativer som Demokrati Garagen og Garage Park NV.
2400 København NV
Rentemestervej er grå og overskyet i oktober. En 1,4 kilometer lang vej i København, som går sydøst-nordvest fra Silvan på Nørrebro til Utterslev Torv. Vi er på det ydre Nørrebro og Bispebjerg, hvor der slet ikke er blevet fashionabelt endnu. Men det skal nok komme, for sådan går det i storbyerne over hele verden. I mellemtiden – og i mellemrummet – sker der en hel masse. Der er stadig små snuskede værksteder i kvarteret, hvor folk skuler til en, hvis man kommer for tæt på, og der er mange tomme huse med krydsfiner og graffiti. Men der er også nye byggerier, som ikke alle er lige vellykkede, og der er liv i en del af de gamle og smukke industribygninger, hvoraf mange er blevet sat fint i stand. Og man tænker Hov halløj, hvor Berliner-smart, lige her kunne man da godt bo?
Jeg har for lang tid siden boet på Fælledvej på det forreste Nørrebro og elskede det, selvom der både var mellemhus, baghus, lokummer og narkomaner i baggården. Og en tv-udsendelse med junkier in the act optaget med skjult kamera i vores port. En udsendelse som blev sendt på den eneste danske tv-kanal en aften lige efter, vi flyttede ind i 1979.
Det var chokerende for mig, at det i sig selv var en historie, at der boede en mand i Nordvest, der både kunne skrive og læse. Da gik det virkelig op for mig, hvor dæmoniseret kvarteret er”
– Jan Sonnergaard i et interview til Information, 2000
Der var med andre ord garanti for, at ens forældre så med, og den forskrækkede opringning fra Gentofte udeblev da heller ikke. Da vi efter 17 år – og i nogle år med POVs chefredaktrice som medkollektivist – flyttede i 1996, var alt undtagen forhuset ryddet, kvarteret var på vej til at blive smart, og narkomanerne var skubbet andre steder hen. Nogle til Christiania og Vesterbro, andre ”længere ud” – ud i 2400 Nordvest. En følge af den proces, som kaldes gentrificering.
Nordvest har aldrig trukket i mig for alvor, og jeg gik ellers til karate med forfatteren Jan Sonnergaard i 80’erne. Nordvest, som i 30’erne var arbejderfamiliernes og socialdemokraternes drøm om ordentlige boliger, blev misbrugernes holdeplads i 80’erne og 90’erne. Og de enlige forsørgere, de psykisk syge og andre fattige fik anvist lejlighederne i boligblokkene mellem fabrikker og værksteder.
Jan Sonnergaard skrev i 1997 den mørke novellesamling Radiator, hvor han fortalte om sølle og ensomme liv blandt studerende og sociale tabere, og han boede selv i Nordvest. Lige det faktum vakte en hel masse opstand. Som han selv siger i et interview fra 2000: ”Det var chokerende for mig, at det i sig selv var en historie, at der boede en mand i Nordvest, der både kunne skrive og læse. Da gik det virkelig op for mig, hvor dæmoniseret kvarteret er”.
Et dæmoniseret kvarter. Også i dag er Nordvest det område i Danmark, hvor valgdeltagelsen er lavest, hvor der er flest arbejdsløse, flest unge, flest udenfor arbejdsmarkedet og flest socialt udsatte. Men det er også Fuglekvarteret med små, gode lejligheder, folkekøkkener, Fælleskafé, fester, plads mellem husene i de lange rækker og træer. Og som denne historie vil vise, har vi alle vores dæmoner. Bare ikke de samme. For nogle er Nordvest et område med god gang i gryden, stærk lokal identitet og høj diversitet. Og det kan vise sig at være en kvalitet – ikke et dæmonisk onde – når folk siger og gør tingene på en anden og lidt mere direkte måde i det gamle arbejderkvarter.
Rentemestervej
Rentemestervej er ikke den grønneste del af Nordvest. Den skærer sig gennem et gammelt industrikvarter, her har der været et mejeri og fabrikker, som producerede sæbe, plastikvarer, Madam Blå kaffekander, min barndoms teknobiler og en hel stribe autoværksteder. Og mange af bygningerne fra den tid står endnu, og nye boliger skyder frem. Der er en hel del Klondike over kvarteret – om end man lige på Rentemestervej skal om i baggårdene for at se det.
Nogle af de efterladte industribygninger huser offentlige institutioner, andre rummer kreative erhverv og mærkelige små virksomheder. Og på deres 16 store gavle i den nordlige ende har andelsboligforeningen AB Mønten etableret et imponerende Open Air Gallery.
På den forblæste hjørnegrund op til Tomsgårdsvej havde ISS Danmark hovedkvarter i cirka 30 år, før de flyttede ud i 2014.
ISS efterlod ca. 15.000 kvadratmeter, som efter nogle år blev samlet op af Ejendomsudviklerfirmaet Calum fra Aalborg. De vil bygge 6.000 kvadratmeter erhverv og 10.500 kvadratmeter boliger svarende til cirka 120 boliger, som forventes at blive opført over en 4-årig periode fra slutningen af 2020. Heraf skal 25 boliger udvikles som byggefællesskab, hvor de fremtidige beboere er med til at udvikle boligerne og fælleslivet sammen med en håndfuld andre familier.
Men man venter på, at Københavns Kommune godkender lokalplanen. Det forventes at ske her sidst på året.
I mellemtiden er der plads til et initiativ. Og til at nogen rykker på det fysiske mellemrum på ISS- parkeringspladsen – mellem store planer og dagens rod, mellem gammelt og nyt, mellem skrammel og kvalitet og mellem dæmoner og design.
We Do Democracy
Det meste innovation i det offentlige rum skyldes ildsjæle, og de første og vigtigste og fremfor alt stædigste ildsjæle i hele denne historie er We Do Democracy. Det er en lille virksomhed bestående af de to stiftere Zakia Elvang og Johan Galster og lidt senere Sara Nardi, som rådgiver om demokrati og deltagelse. De er sygeligt optaget af, at demokrati er baseret på deltagelse og altså ikke kun er en styreform, men også en leveform, hvor man skal tage fingeren ud, være med, gå i dialog og skabe fællesskaber.
For tiden arbejder We Do Democracy med tre store initiativer: Folkemøder og deres udbredelse til resten af verden, hvor de hedder Democracy Festivals. Borgersamlinger som metode til at involvere i forbindelse med politiske beslutninger. Og – som det tredje store initiativ blandt et væld af mindre opgaver – en midlertidig Garage Park og en permanent Demokrati Garage på ISS-grunden.
De to stiftere har tilsammen over 30 års erfaring som management konsulenter og rådgivere i bystrategisk kommunikation på partnerniveau og som demokrati-entreprenører i ind- og udland.
Og så har Johan Galster hjulpet Calum med at udvikle det koncept for ISS-grunden, som måske kan fungere med Københavns Kommunes ønsker. Som ikke bare er boliger, men boliger, der giver noget tilbage til området. Sammen med Werk Arkitekter er der lavet en plan for ISS-grunden, som skal være ”et levende grønt fællesskabssøgende bolig- og iværksætterkvarter, hvor flere familier kan samles om bygge-fællesskaber. Ligeledes bliver der mulighed for, at kreative erhverv og området får masser af delefaciliteter, grønne fællesområder, en daginstitution, samt et nyt kultur- og mødested for demokrati.”
Vi er en by, der vokser enormt meget. Hver en kvadratmeter skal jo hele tiden udbygges til boliger til de mange københavnere. Men det øger også presset på de frie steder, hvor man kan gøre noget andet, hvor man kan mødes på tværs, hvor det ikke er enten et kommercielt formål eller et kommunalt formål, men et nyt fælles tredje i byen…”
– Johan Galster
Byudvikling er en langvarig affære med planer, forhandlinger og vedtagelser, og i tiden indtil byggeriet starter – den såkaldte midlertidighedsperiode – får We Do Democracy lov til at bruge området til at lave en midlertidig bypark, der kan aktivere, udvikle fællesskaber og lokal forankring, og grundlæggende bringe noget mere liv ind på den vindblæste parkeringsplads under navnet Garage Park. De grundlæggende principper – som man kan læse på et skilt på parkeringspladsen – er:
”Vi er en grøn bypark, der er drevet af deltagelse og aktører, som selv går i gang. Sammen puster vi liv i ISS-grunden – inden området omdannes til nye boliger. Aktørerne på pladsen arbejder med aktive hverdagsfællesskaber, urbane grønne løsninger og deltagelse og demokrati”
Samtidig får We Do Democracy lov til at bruge de gamle garageanlæg ud mod Rentemestervej til at indrette en Demokrati Garage. Det er planen, at Demokrati Garagen skal række udover det midlertidige og permanent være et værksted og en katalysator for udvikling af deltagelsesdrevet demokrati i de engang flotte, men nu ret skramlede bygninger. Et demokratiets fælleshus, et sted hvor man kan gå hen og gå til demokrati.
Garage Park NV
Tanken her og nu er at skabe en masse byliv og involvering på parkeringspladsen Garage Park NV. Men det er også planen at bruge midlertidighedsperioden til at lægge det sociale fundament og til at tiltrække, undersøge og afprøve en masse aktører og samarbejder, som kan være interessante i den permanente Demokrati Garage.
Og liv kommer der hurtigt. Det er, som om kvarteret har hungret efter et frirum, hvor ting kunne gro:
Garage Park NV åbner i forsommeren 2019, da prototypen til Venligboligerne bliver stillet op, og allerede efter kort tid flytter Foreningen Byhumle ind.
Foreningen, der i de seneste år har skabt et fællesskab for mange engagerede frivillige i Sydhavnen og Carlsberg-byen, begynder at plante humle i deres baljer på parkeringspladsen. De er ikke øl-bryggere, men de kan godt lide humle – og har lavet aftaler med bryggerier. Og de har et stærkt ønske om at bruge planterne til at skabe fantastiske grønne byrum, som kan berige både byen og fællesskabet omkring dyrkningen. Det passer godt med Garage Parkens intention om at ”lægge plads” til og være et frirum for deltagerdrevne aktiviteter, som skaber fællesskaber og ”giver noget igen” til byen.
Og så går det stærkt! Pop up-baren Den Blå Bar etableres i en blå container, og sommeren igennem er der liv, snak og glade dage ved borde og bænke.
TagTomat – som laver selvvandende plantekasser til byhaver og rådgiver om grønne fællesskaber i f.eks. boligforeninger – flytter ind.
Og Bugging Denmark stiller en stor grøn container op, hvor der produceres en hel masse CO2-neutrale fårekyllinger, som efter sigende er fremtidens fødevarer. Mange skoleklasser og interesserede kommer forbi.
Den kreative organisation Bureau Detours, som arbejder for at skabe sociale miljøer på offentlige steder, har værksted i Garage Park og samler møbler på pladsen.
Og forsknings- og analysevirksomheden Analyse & Tal, som er specialiserede i analyser og udviklingen af nye metoder, projekter og i demokratiseringen af vores samfund, og Foreningen Akademiet for Social Innovation, der arbejder for at skabe social innovation på tværs af sektorer, etablerer sig i de gamle kontorfaciliteter. De for tiden sidst ankomne er Vibe & Tone, som i tæt samspil med lokale aktører arbejder med uddannelse, iværksætteri, netværk og events.
Og events er der masser af: Journalisthøjskolen bruger Garage Park som pop-up redaktion i 14 dage og slutter af med en åben fernisering. Klimaklubben.nu arrangerer klimaskattejagt på Nørrebro med efterfølgende middag i den store hal, KEA bruger faciliteterne til at bringe 100 internationale studerende i kontakt med nærmiljøet og professionelle i Nordvest med henblik på at udvikle innovative løsninger på udfordringer i området, og i forbindelse med C40 Cities holder NVærk et åbent møde med talks, live-musik og gratis mad. Og Copenhagen Cooking arrangerer langbordsmiddag under Food Festivalen, hvor man kan møde naboerne og tale om, hvad der sker i Nordvest. Bare for at nævne nogle af de sidste events.
Hvor kommer alle disse virksomheder og initiativer fra? Johan Galster fortæller: ”De er kommet til os, fordi de har set det, der foregår, og det er det fede ved det her, vi har bare ligesom skubbet den første sten, og pludselig er der så en masse sten i området, der begynder at trille og samle sig, og så kommer folk til, og så skal vi finde ud af, hvad der er meningsfuldt. Jeg synes, det er så meningsfuldt bare give en masse aktører lov til at være med og tage deres ideer og give dem et sted til at udfolde dem.”
Men det er ikke alle og enhver, som bliver inviteret med ombord. Man skal ”give noget tilbage til fællesskabet”, dvs. bidrage til at skabe aktive hverdagsfællesskaber eller involvering og deltagelse og gerne i den gode = fælles sags tjeneste, som på Garage Park bl.a. er byøkologi, sociale indsatser, kultur og samtale mellem folk, gerne dem, der ellers ikke taler sammen.
For Johan Galster er Garage Parks overvældende succes et åbenlyst eksempel på, at der er behov for nogle mødesteder. Og ikke et ondt ord om cafeer, kommunale medborgerhuse eller biblioteker, hvor man også kan mødes, men det er ikke nok: Man skal have nogle fysiske mødesteder, hvor man kan gøre noget sammen.
”Jeg tror, det vigtigste kommunen kan gøre, det er i virkeligheden at sørge for, at der er nogle fristeder i byen, hvor borgere har mulighed for at interagere og gå i aktion. Vi mangler dem, de fristeder.”
Fristed fra hvad eller fristed til hvad? Johan Galster uddyber:
”Fristed for borgeres frivillighed, måske? Fristed for ildsjæle, fristed for iværksætteri, hvor det ikke er kommunen, der styrer det, men hvor det er drevet af deltagelse blandt en række aktører og dermed fællesskab. Det er vigtigt. Vi er en by, der vokser enormt meget. Hver en kvadratmeter skal jo hele tiden udbygges til boliger til de mange københavnere. Men det øger også presset på de frie steder, hvor man kan gøre noget andet, hvor man kan mødes på tværs, hvor det ikke er enten et kommercielt formål eller et kommunalt formål, men et nyt fælles tredje i byen… det er en truet race, ikke? Den slags fristeder – som Garage Park – er jo en innovationshub for nye måder at lave ting på. Som ikke er bestemt af nogen, men som er groet op af initiativ, og groet op nedefra af forskellige typer af aktører på tværs.”
Man forstår, at det for We Do Democracy er en del af DNA’et, at borgerne selv skal gå i gang, hvis de ser et uudnyttet potentiale i lokalområdet i deres by. Man skal i hvert fald droppe forestillingen om, at kommunen tager sig af den slags
Der er i sagens natur en delikat balance, som man skal være opmærksom på, når kommunale (eller kommercielle) aktører skal skabe rammer for lokal deltagelse og selvorganisering. Det handler i høj grad om ansvar og initiativ. Begge dele kan man som bekendt både tage – og tage fra folk. Borgernes involvering i beslutningsprocesser er rigtig godt, men det er ikke nødvendigvis ”rigtig deltagelse”. For dem, som definerer udfordringerne og de problemer, man søger at løse, sætter sig fra starten på en del af kontrollen over, hvad der kommer til at foregå – alene i kraft af definitionsmagten. Det helt frie rum er en illusion, Men ville lokale entreprenante og fantasifulde typer have defineret og prioriteret anderledes, hvis der havde været et mere frit rum?
Kommunen er en vigtig spiller omkring sikringen af frirummene og rammerne, men er ikke nødvendigvis den bedste til at udvikle eller drive aktiviteterne. Det kræver folk, som er dygtige til at udvikle og til at være entreprenante og være iværksættere. Det at tage en risiko bor ikke udpræget i DNAet i en kommune, som ikke kan slippe kontrollen over kommunale institutioner og projekter, og det skal de heller ikke, mener Johan Galster. Efter hans opfattelse er det klogt, hvis kommunen får nogen, der er dygtige til den slags, til at gå foran – og så støtter dem i deres arbejde.
”Det synes jeg også er godt af den grund, at du får nogle andre aktører med. Du får åbnet projektet op på en anden måde og for andre problemstillinger, end hvis det alene er kommunen, der skal stå for og sikre alting. Så derfor tror jeg på, at den privat-offentlige partnerskabsmodel, som vi også har valgt i Garage Park, er givtig for alle parter. Og vi kan være med til at geare kommunens økonomi på en helt anden måde, end de selv ville have mulighed for, fordi deres støtte kan give private fonde en sikkerhed og tillid til os og vores projekt og dermed udløse flere midler.”
Man forstår, at det for We Do Democracy er en del af DNA’et, at borgerne selv skal gå i gang, hvis de ser et uudnyttet potentiale i lokalområdet i deres by. Man skal i hvert fald droppe forestillingen om, at kommunen tager sig af den slags. Og man skal i hvert fald ikke bare vente på, at der sker noget. Så kommer man til at vente længe og nogle gange på det forkerte. Det lyder i mine øren sådan lidt direkte aktions-agtigt, og hvordan er det nu med den private ejendomsret? Typisk er der jo nogen, som ejer de forskellige fri-arealer, som kan blive til fri-rum?
”Selvfølgelig er der det, og det er jo også derfor, vi har lavet en aftale med ejeren. Altså … det er klart en fordel for Calum, at der sker noget på denne her grund, som ellers bare står og bliver indtaget af graffiti-malere og hjemløse og hærværk og så videre, ikke? Og så er det også en fordel for Calum ift. deres lokalplan, at der sker noget, så man kan se, at de er med til at understøtte, at der bliver givet noget til lokalområdet. Calum sætter jo et eller andet sted området frit som en mulighed for lokalområdet, godt nok i en midlertidig periode, men det er jo sådan noget, som også giver dem goodwill på Rådhuset og lokalt. Og viser, at man mener det alvorligt, som man har skrevet i sin plan – med det fællesskabssøgende og et nyt kultur- og mødested for demokrati.”
Og det kan der være brug for, når man er en ejendomsudvikler fra Aalborg, der arbejder i Nordvest.
Demokrati Garagen
Det nye kultur- og mødested for demokrati er skrevet ind i Calums planforslag. Elvang & Galster håber på, at det bliver deres såkaldte Demokrati Garage. Men det er faktisk ikke helt afgjort endnu.
”Demokrati Garagen er et middel til at indfri nogle større strategiske mål, som handler om at skabe et mødested for demokrati-sektoren. Og skabe et sted, hvor man som borger kan gå til demokrati, ligesom man kan gå til fodbold, til badminton eller til syning. Gøre demokrati til noget, som ikke bare er noget, du stemmer om hvert 4. år, eller bare betaler din skat til. Men noget, vi alle sammen gør i hverdagen. Det er vores ambition med projektet”, siger Johan Galster og fortsætter:
”Vi blev inspireret, da vi var i Amsterdam for 2 år siden og så noget, der hed Pakhuis de Zwijger. Som har været i gang i 10 år, og som er et gammelt pakhus i deres Nordvest. Det var første gang, vi så lige præcis det demokratihus, som vi havde på indersiden af nethinden. Et hus, hvor aktører mødtes på tværs, hvor det ikke handler om det partipolitiske, men om demokrati bredest muligt. Og dermed også byudvikling. Hvordan udvikler vi vores by bedst muligt, og hvordan får vi alle parter med? Det er et sted, hvor man ikke bare snakker om demokrati, men hvor man gør demokrati. Eller det man gør, det er i virkeligheden demokrati-innovation.”
Fysisk skal Demokrati Garagen bo i de gamle værkstedsbygninger ud mod Rentemestervej. Men er de bygninger ikke noget gammelt lort, som burde jævnes med jorden? Nej, siger Fredningsmyndighederne, der har klassificeret dem som bevaringsværdige. Og Johan Galster lyder da også lettere forelsket:
”Altså de gamle værkstedsbygninger… Det er jo startet som smedeværksted, gudesmukt, højloftet, sprossede vinduer helt op til kip næsten, ikke? Det er nærmest et kirkerum, hvor lyset bare falder ind. Og sådan nogle trækonstruktioner inde i bygningerne, der har båret det her virkelig rå, lækre flotte rum. Som jo er fra det tidspunkt, hvor industrialiseringen ramte København, og det gik fremad.”
“Det gjorde det så ikke i fattigfirserne, vel, så blev det til hovedsæde for en bilforhandler, og så til sidst til nogle autoværksteder, hvor man har lukket alle de der vinduer, har forsænket lofterne og det ene og det andet, ikke? Så det er ligesom gået fra at være en industri-perle til at være totalt trash out Auto Nordvest. Vi vil gerne bruge bygningerne og tage dem fra at være et sted, hvor man har banket på gamle biler til at være et sted, hvor vi banker på undervognen af demokratiet og giver det noget værdi tilbage. Så det skal være et demokrati-værksted, hvor vi kigger på demokratiet, undersøger det, diagnosticerer det og finder ud af, hvad der er galt med den gode gamle demokrati-bil. Og sammen prøve at finde ud af, hvordan fanden kan vi få den op på hjulene igen, inden den crasher helt…”
Siger Johan Galster, inden han slynger om sig med begreber som Citizen Assembly, Fluid Democracy, Delegativt Demokrati og begynder på en længere redegørelse for demokratiets tilstand, inspireret af den britiske tænker David Runciman. På kort form har vi simpelthen brug for at udfordre og udvikle nye formater, involverings- og deltagelsesformer, som gør, at borgere oplever, at de har en tættere adgang til systemet. Eller har større medindflydelse.
Demokratiet skal altså på værksted og op på liften. Og det skal ske i en garage i Nordvest.
Det hører med til historien om Calum og demokratiet, at ejeren af området ikke kan bygge boliger i stedet for de bevaringsværdige bygninger. Og at de kun efter gennemgribende istandsættelse vil kunne bruges til almindelige erhvervsformål. Spillet mellem ejeren og kommunen om lokalplanen er således også en balancegang mellem to hensyn: Dels hensynet til at der er en businesscase for ejeren. Og dels hensynet til at kommunen får nogle af de ting igennem, som fremmer fællesskab, eller områdeudvikling, eller åbenhed mod kvarteret – eller hvad der nu er vigtigt for Københavns Kommune netop her.
At der er plads i mellemrummet mellem de to hensyn, skaber nogle muligheder for et projekt som Demokrati Garagen. Men det kan være svært at forstå eller for den sags skyld tro på, når man som jeg og mange andre Københavnere – og herunder folk i Nordvest – igennem flere generationer har set vores by og kvarterer bliver udviklet efter helt andre rationaliteter.
Jeg tænker, at det var legitime hensyn til beskæftigelsen og det fremtidige skattegrundlag i byen, som i de fattige 80’ere fik kommunen til at acceptere alt for mange grimme bygninger og dårligt designede kvarterer i København. Der skulle bygges, næsten for enhver pris, og hvis man har brug for de store ejere og udvikleres investeringer, må man også tage hensyn til deres indtjeningsforventninger. Men det var en uskøn tid og en uskøn alliance, der i hvert fald ikke gav megen plads til det selvorganiserede og skæve, eller til frirummet for det lokale initiativ.
Derfor finder nogle i Nordvest, at det kan det være svært at tro på, at træerne vokser ind i himlen. Men det er selvfølgelig også en form for dæmonisering: Kan man overhovedet forestille sig, at private aktører vil være med til at etablere frirum, fælles mødesteder og arealer? Og at de vil være med til at arbejde for involvering, deltagelse og demokrati? Og har vi egentlig ikke set det hele (og næsten hørt navnet) før med NV Auto Park – som var en lille aktivist-drevet park på en anden byggegrund lige om hjørnet, som blev ryddet i 2014, da byggeriet skulle i gang? Og hvad er det egentlig for nogen designer-smarte konsulenter – de bor jo slet ikke i kvarteret, helt ærligt?
Jeg spørger Johan Galster, om han er en dæmon. We Do Democracy har også hørt de skeptiske stemmer – heldigvis sjældent, men de er der, siger han. Men nej. Han mener, at det vil være klogt at tage bestik af de enkelte private aktører og ikke skære dem over en bred kam. Historien om Auto Park NV er en god grund til, at We Do Democracy fra starten har søgt at lave en mere langsigtet aftale med Calum og har forsøgt – og med held – at involvere kommunen omkring disse planer. Og har satset på at få en bred gruppe af aktører med i projektet – både private, foreninger, forskning & analyse, lokale og iværksættere – og lave noget, som fra dag 1 var forankret i og kunne vise sin værdi for lokalområdet.
Han fortsætter: ”Den skeptiske stemme har været der. Vi har lavet nogle åbne møder med området og har mødt enorm meget begejstring, men vi har også mødt lige præcis den stemme. Men der er jo sket meget bare på det her år, og jeg tror, at man har fundet ud af, at vi er her og prøver at gøre det, vi siger, vi vil gøre, nemlig skabe værdi for lokalområdet. Og nu vil de faktisk gerne være en del af det.”
Hvem ejer Demokratiet og Garagen?
For We Do Democracy er det lokale ejerskab til demokratiet noget af det vigtigste. Hvad med ejerskabet til en Demokrati Garage?
”For øjeblikket ejer Calum jo det hele, også værkstederne. Og vi forhandler om at leje bygningerne eller i bedste fald købe dem. Problemet er, at vi skal ud og investere mindst 10 millioner for at sætte værkstederne i stand. Og 10 millioner kan ikke rigtig betale sig hjem, hvis vi lejer. Og så skal vi finde nogle fonde, som sammen med os vil sætte det i stand.”
Intet er således givet endnu. Men muligheden for at rejse de 10 millioner til istandsættelsen er blevet meget større af, at Demokrati Garagen og Garage Park netop har fået 2 millioner over to år i driftsstøtte af Københavns Kommunes Borgerrepræsentation. For selvom pengene ikke kan bruges til istandsættelse, viser bevillingen, at Københavns Kommune har tillid til projektet og folkene bag. Og den støtte og bagvedliggende kvalitetsvurdering vil skabe sikkerhed og være guld værd, når der skal søges om midler hos private fonde.
Og hvad sker der så?
”We Do Democracy er fødselshjælpere på Demokrati Garagen. Vi er inspiratorer, og vi er dem, der gør alt arbejdet for det. Og vi låner osse pengene og hæfter for dem, hvis vi skal købe. Men vi køber og stifter Demokrati Garagen sammen med Analyse & Tal, og når vi kommer til at realisere det, laver vi en forening. Eller faktisk et kooperativ af nogle flere aktører, som er med på det her. Og med på, at det er et almennyttigt projekt. Og at det er en almennyttig aktør, der kommer til at drive det i form af et driftsselskab, sådan så at den dag, Zakia og jeg siger, at nu tager vi til Sydkorea og laver Folkemøde i stedet for, så kan det her drives videre. Så det her er vores bidrag til at prøve at skabe et varigt sted for demokrati-innovation i København. Det står jo ikke i kortene, at det er os, som skal drive det herfra og til evigheden.” slutter Johan Galster.
Efterskrift
Jeg synes, det er passende at deklarere, at jeg har kendt Zakia Elvang i mange år og deltaget i flere af hendes demokratiprojekter. F.eks. har jeg været én af dem med gul vest og skruemaskine på Demokrati Scenen på Folkemødet. Jeg har ikke haft noget at gøre med Garage Park eller Demokrati Garagen, og jeg har selvfølgelig prøvet at bevare en vis kritisk distance. Men jeg er nok blevet forført af fantasien, visionen, energien og stædigheden. Hvem synes ikke, det er fedt, hvis der i stedet for forblæst tomrum kommer demokratiinitiativer for unge, borgersamlinger, festivaler, teater og talks? Eller at nogen trækker deltagere til samling i hverdagen omkring et verdenskøkken med 40 fællesspisninger om året, hvor man laver og spiser mad fra hele verden sammen? Eller et borgerdrevet bageri med fælles bagninger, ugentligt brødsalg, bage-skoler og brød fra andre verdensdele? Eller borgerværksteder og værktøjsbiblioteker?
Count me in.
Demokratiets tilstand og den kapitalistiske realitet slår også igennem i forhold til byudvikling, og ikke kun i Nordvest, og det er ikke lutter lagkage. Der er, skriver Københavns tidligere stadsarkitekt Tina Saabye i et aktuelt Facebook-opslag, en lang række fuldstændig identiske globale udfordringer i de fleste byer verden over. Jeg synes, at projektet på ISS-grunden viser en vej frem for flere af dem. Men er der da ikke et kritisk perspektiv eller en kritisk vinkel, som man kan anlægge på Garage Park og Demokrati Garagen, og som kan afdække nogle huller i osten? Svaret er nej. Eller jo måske. Men jeg synes nu mest, at det er et eksempel til efterfølgelse. Sæt i værk!
Topillustration: © Bent Gringer
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
