HVERDAGSMAD // MADKLUMMEN – “I den her uge har jeg været lidt træt af at åbne mit køleskab og se på de gode gamle kendinge, der efterhånden har ligget der et par uger, så jeg har lavet retter, der har gjort plads til nye indkøb og samtidig beriget mit bord med nye fine smage. Fidusen er at finde en lækker ny ingrediens, der løfter det hele,” skriver Lone Theils, der håber, hun kan overraske sig selv resten af året, hvor hun som resten af Danmark kommer til at spise hjemme.
Tidligere på året havde jeg en fest sammen med en veninde på Facebook, der bundede i, at vi havde set en såkaldt spareopskrift, der benyttede noget i omegnen af fem avokadoer, som det var formodet, at man nok lige havde liggende.
Det blev til en sjov joke, hvor vi forsøgte at overgå hinanden i bud på andre opskrifter som: Hvad gør man egentlig med de to hummere man lige har til overs? Og den magnum-flaske med champagne, der altid rasler rundt nede i bunden? Og trøflerne?
og et par tomater, der sådan set var fine nok, men internt var begyndt at diskutere med sig selv, om de skulle have Botox for rynkerne
Men det er måske i virkeligheden ikke så tosset at bruge lidt luksus, når man skal have ryddet lidt op i skuffen. I den her uge har jeg været lidt træt af at åbne mit køleskab og se på de gode gamle kendinge, der efterhånden har ligget der et par uger, så jeg har lavet retter, der har gjort plads til nye indkøb og samtidig beriget mit bord med nye fine smage. Fidusen er at finde en lækker ny ingrediens, der løfter det hele.
Skru op for smagen
I det første tilfælde var det et stykke tørsaltet bacon, jeg havde købt i en lækker gårdbutik i Himmerland. Jeg havde ikke lige nogle specifikke planer med den, da den blev købt, men bacon kan man altid bruge. Tørsaltning er den traditionelle metode, og ud over at det bliver lidt mere intenst i smagen, så kommer der heller ikke vand ud, når man steger det på panden. Og så er der tilfredsstillelsen ved at skære tykke skiver af og skære dem i tern præcis så store eller små, som man vil have dem.
Jeg stegte dem i wokken med lidt olie, og da de var klar, fik de selskab af løg, hvidløg, en kvist finthakket rosmarin fra potten i haven, et lille drys tørret chili, rød og gul peber, porre i skiver og et par tomater, der sådan set var fine nok, men internt var begyndt at diskutere med sig selv, om de skulle have Botox for rynkerne.
Senere på ugen fandt jeg det tunge skyts frem: Belugaerne
Jeg reddede dem fra videre diskussion ved at skære dem i tern og hælde dem i saucen, der også lige fik den sidste slat tomatpuré fra tuben og lidt røget paprika. Det hele blev rundet af med lidt fløde og fik lov til at simre, mens jeg kogte en halv pakke af den gode fusilli, der blev til fede pastaskruer, parat til at suge saucen til sig som en tørstig mand i en ørken.
Mødet mellem de to dele var lykkeligt, og lidt parmesanost over, fuldendte. For en middag midt på ugen var det helt tilfredsstillende. Igen ikke mindst, fordi der blev ryddet lidt ud i grøntsagsskuffen.
Tørbeluga fra skuffen
Senere på ugen fandt jeg det tunge skyts frem: Belugaerne. Og nej, vi taler ikke her om tusindvis af små fiskeæg, der kunne have udviklet sig til russisk stør, men lækre glatte små sorte linser, der har fået deres navn, fordi de bittesmå sorte knapper ligner den rigtige luksusvare.
Linser kan hurtigt bliver lige lidt for urtekrams-agtigt, hvis der er tale om melede varianter, men belugaerne holder formen og den lette nøddesmag så fint, og jeg laver dem på italiensk maner og serverer dem med en god kødfuld pølse i form af salsiccia.
Det er pærelet at lave: Man starter med løg, lidt finthakket bladselleri, en gulerod i små tern i olivenolie på en stor pande med tilhørende låg, hvor der senere skal være plads til linserne. Dette for at lægge en god smagsbase. Senere kan man tilsætte rød peberfrugt i små tern og til sidst hvidløg og lidt porre, hvis man har. Hvidløg til sidst, for den brænder hurtigt på og bliver bitter. Derfor skal den ikke have så lang tid som de øvrige ting.
Jeg tror formularen med luksus og rester får lov til at køre lidt videre, mens vi venter på bedre tider
Så tilsætter man de tørre linser lige ud af posen og ned i panden og tilsætter noget væde. Man kan tage en slat vin, hvis man har. Både rød og hvid er fint. Ellers bare vand og noget fond (kylling er min foretrukne). Man rører lige rundt og sørger for, at linserne er våde og skruer ned til simretemperatur og lægger låget på og venter cirka en halv time, mens de skønneste dufte breder sig.
Man skal ikke salte linser før ved servering, for salter man dem inden, bliver de aldrig møre. Hvis man har lyst og har noget liggende, tager denne ret gerne imod grønt drys i form af bredbladet persille eller finthakket ruccola. Ikke noget man ligefrem skal rende til grønthandleren for at hente, men hvis man alligevel har noget liggende.
Retten er i sig selv meget fin og tilfredsstillende at spise, men hvis man er så heldig at have lavet rigeligt, så kan man glæde sig til næste dags frokost, hvor man lige kan røre en virkelig bastant og brutal sennepsdressing sammen (sennep, balsamico og olie) og folde den ind i linserne. Det smager ret så skønt. Med eksempelvis en sprød kålsalat og et stykke kylling, men man kan sagtens spise det alene også.
Ahorn i kålen
Den sidste lille luksus jeg har sneget ind i min madlavning i denne uge, er ahornsirup. Jeg var egentlig inspireret af den gamle traver mormorsalat, der som bekendt er den smukkeste ting om sommeren:
Lysegrønt hovedsalat med en hel enkel dressing af fløde, citronsaft og sukker. Jeg gik lidt off piste med det, men brugte stadig hovedingredienserne: Salat, i det her tilfælde et savoykål, som jeg snittede fint. Det sure blev saften fra en halv lime, jeg alligevel havde liggende, og det søde indslag blev flydende canadisk ahornsirup. Fløden var den eneste ingrediens, der overlevede vinterjusteringen. Men det smagte ret så fint til en gang hakkebøf med bløde løg.
I dag, hvor jeg netop har modtaget min nye grøntsagskasse, kan jeg bare glæde mig over, at jeg har plads til at lægge de nye ting i skuffen og lave vilde planer om, hvordan jeg kan bruge tingene. En ting er sikkert: Jeg kommer som resten af Danmark til at spise hjemme resten af året, og jeg håber jeg kan overraske mig selv.
Jeg tror formularen med luksus og rester får lov til at køre lidt videre, mens vi venter på bedre tider.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
