LOKALLIV & LÆRING // KLUMME – Fællesskaber er vigtige, for de skaber trivsel. Men fællesskaber er også nødvendige, fordi de rummer løsningen på mange af fremtidens problemer, skriver Henrik Majlund Toft i klummen her.
Jeg bor i en landsby på Norddjurs, som hedder Gjerrild. Gjerrild ligger idyllisk mellem skov og strand. I byen findes Danmarks ældste bøgetræ, et vandrerhjem, en kro, en købmand, en idrætsforening og både en børnehave og en friskole. Det er ret imponerende i en by, hvor der kun bor 500 mennesker.
Og så har jeg ikke engang nævnt alt det andet, der også er. Men der findes noget andet, som er større. I Gjerrild er der nemlig et stærkt fællesskab. Faktisk findes der omkring 40 foreninger i byen. Foreninger, som bygger på engagement og frivillighed.
Frivillighed og fællesskab er en betingelse for, at Gjerrild kan have så mange tilbud
Omdrejningspunktet i Gjerrild er friskolen. Det er et sted, man mødes, og et sted, hvor alle foreningerne har adgang til skolens faciliteter. Gjerrild-modellen handler netop om at styrke skolens rolle i fællesskabet. Formålet er at nedbryde grænsen mellem skole og samfund.
Frivillighed og fællesskab er en betingelse for, at Gjerrild kan have så mange tilbud. Ellers ville idrætsforeningen ikke kunne udbyde alle sine mange aktiviteter, eller byen være så flot at køre igennem, fordi borgerne jævnligt indkaldes til vedligehold af byens offentlige arealer og den nærliggende strand. Det er den slags frivillighed, som står i stedet for en stor bevilling.
Borgerne tilbyder deres tid og ressourcer, noget der ellers ville være en udgift for kommunen. Hertil så godt, for nu ligner det en lokal model for cirkulær økonomi, et begreb, som ofte nævnes i den offentlige debat, når snakken falder på forskellige økonomiske modeller, der skal løse fremtidens problemer.
Alternativer til den cirkulære økonomi
Ingen kan nemlig længere være i tvivl om, at vi skal finde alternativer til vækstfilosofi og lineær økonomi, som det hedder om vores nuværende økonomiske model, der forbruger mere, end den genanvender.
Gjerrild-modellen går et stort skridt videre end cirkulær økonomi. Cirkulær økonomi er baseret på forbrug og produktion. Med Gjerrild-modellen tilføjer vi socialisering og dannelse. Fordi vi tror på, at vores model kan imødekomme den stigende mistrivsel blandt både unge og ældre.
Den kan også motivere til at engagere sig i samfundet i stedet for at resignere, fordi mange af de problemer, vi står over for i verden, er så komplekse, at det er nemmere at opgive. Hvilket jo ikke er meningen med demokratiet, der kun fungerer, hvis borgerne engagerer sig. For at forstå, hvordan det hele hænger sammen, må vi starte et andet sted.
Inden for pædagogikken findes på engelsk et begreb som hedder Scientific Literacy. På dansk bliver det oversat til naturvidenskabelig dannelse. Dannelse har ikke tidligere været knyttet til naturvidenskaberne. Men tingene har ændret sig med klimakrisen. For at forstå bare lidt af, hvordan klimakrisen udspiller sig, har naturvidenskaberne været nødt til at se verden i en ny og mere udogmatisk optik.
Udviklingen inden for naturvidenskaben betyder, at det faktisk er den, der ændrer vores selvforståelse mest i disse år. Fordi naturvidenskaben, og dermed også den måde, vi forstår verden på, opdager, at naturen er mere kompleks, end vi på noget tidspunkt har opfattet den som.
Planter har en slags bevidsthed og kan reagere på deres omverden. Svampe i skoven fungerer som en slags velfærdsstat, når de er i stand til at distribuere næring til de enkelte planter med størst behov, fordi planter og svampe indgår i en symbiose i deres biotop.
Klogere på naturen – og os selv
Med andre ord rummer naturen en form for ånd. Noget, som vi i vores antropomorfiske selvherligheds-forblændelse næppe tidligere ville have accepteret, og som er med til at understrege udviklingen i vores egen status i forhold til naturen: Vi bliver mindre, og naturen større.
Det, vi kan bruge de ny indsigter til, er selvfølgelig at blive klogere, fordi vi dermed også har fået en forståelse, som er mere i overensstemmelse med de faktiske forhold i verden. Som en konsekvens er det også nu blevet endnu sværere at argumentere for, at vi ikke skal passe bedre på naturen.
Naturvidenskabelig dannelse handler om, at det er vigtigt at have indsigt i naturvidenskabens grundlæggende metoder, teorier og resultater. Fordi klima og biodiversitetskrisen er så omfattende og kompleks, at ingen, hverken nogen stat eller institution, ejer ressourcer til at løse den i sin helhed.
Vi skal altså prioritere, hvordan vi kan bruge vores ressourcer bedst. Det vil være en demokratisk pligt at deltage i beslutningerne. På den måde minder naturvidenskabelig dannelse om det klassiske dannelsesbegreb, der også er fokuseret på at gøre os til mere kompetente borgere i demokratiet.
Revolutionen inden for videnskaberne handler også om, at den begynder at fokusere på sammenhænge og mindre på forskelle. Samtidig bliver det også tydeligt, at den traditionelle opfattelse af objektivitet også er en kulturel konstruktion.
Eller, som den danske fysiker Niels Bohr er citeret for at have sagt: Øjet, der betragter, kan ikke undgå at påvirke det, øjet betragter. At holde en ting i strakt arm og tro, at vi kan beskrive den objektivt og komplet, er altså en illusion.
Vi må altså forstå, at sandheden om tingene nu også handler om aftryk og indtryk. Om hvordan tingen, vi betragter, påvirker verden, og hvordan verden påvirker den. Det er altså en mere holistisk verdensforståelse, der inddrager tingens placering i verden, det lokale og den historie, den erindring, som er indpodet i tingen. Hermed er vi tilbage ved den vigtige betydning af det lokale og dets historie.
Gjerrilds holistiske arbejde
Gjerrild har en unik historie, der er godt beskrevet, hvilket gør den nemt tilgængelig at arbejde med. Meget af undervisningen på friskolen foregår i forvejen i det fri uanset årstid og tager udgangspunkt i det lokale som afsæt for at skabe viden og læring. Med Gjerrild-modellen ønsker vi at gå dybere ved at arbejde mere holistisk med det lokale. Vi ønsker at bruge borgernes viden, historie og erfaring som en bærende del af undervisningen.
Således bliver det de lokale borgere, som indgår i undervisningen med den viden, historie og erfaring, de har, og som bliver afsæt og mål for elevernes læring. Både i forhold til lærings- og kompetencemål. Så nu kan det være vores skovfoged, der underviser i skovens træer, jægerne, der fortæller om, hvilke dyr der lever i skoven, og viser dyrevekslerne, og Inga med de grønne fingre og den smukke have, som fortæller om de særlige gjerrildske pæoner, hun har dyrket en livsalder i sin have.
Selvfølgelig understøttet af naturvidenskabelige faglærere og begrundet i de faglige læringsmål. Samtidig kobler de andre fakulteter sig på, for skovens historie er også kultur og samfundshistorie, og pæoner er et smukt symbol på udviklingen i vores natursyn fra romantismen til i dag.
Fællesskabet er også en begrænset ressource, som går i stykker, hvis det bliver overforbrugt
Det er derfor, fremtidens fællesskab handler om at nedbryde grænsen mellem skole og samfund. Ved at lade den lokale viden og de lokale kompetencer flyde ind i skolen, og skolen ud i det lokale. Ikke bare som læring og viden, men selvfølgelig også noget at være sammen om.
Et fællesskab, der styrker den naturvidenskabelige og klassiske dannelse. Men som også har mange andre positive sideeffekter. Undervisningen bliver mere nærværende for eleverne, og samtidig kan de lokale, som bidrager til undervisningen, heller ikke undgå selv at lære noget, når de skal fortælle og forklare.
Fremtidens fællesskab er en proces
Det er udveksling af viden mellem generationer, som skaber sammenhold. Og så er der den inderlige tilfredsstillelse ved at give og være noget for andre, som er med til at styrke trivslen.
Fremtidens fællesskab er ikke noget, vi etablerer med et trylleslag. Det er en proces. Først skal vi have overblik over, hvilken viden og hvilke kompetencer vi har til rådighed, og hvor meget fællesskabet ønsker. For fællesskabet er også en begrænset ressource, som går i stykker, hvis det bliver overforbrugt.
Dernæst skal fællesskabet organiseres, der skal laves nye undervisningsmaterialer, og på sigt udvikles en arkitektur, som understøtter den ny læring. Det er nemlig vores drøm, at fremtidens fællesskab også fører til bygninger, der kan facilitere fremtidens skole.
Vi har en god fornemmelse, og vi tror på at Gjerrild-modellen også kan være med til at skabe håb for vores unge og ældre medborgere. Nu er der nemlig et sted at engagere sig og et rum at handle i. For vi kan faktisk gøre noget hver især, og fremtiden begynder med at engagere sig i fællesskabet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
