KOMMENTAR // VELFÆRD – Er der ét eneste område, som det offentlige Danmark har ansvar for, hvor der ikke er sket voldsomme forringelser over de seneste år? Jeg kan ikke komme i tanke om et, skriver Peer Aagaard, der vurderer, at de koldeste hænder her i landet ikke sidder på lægesekretæren, regnskabsmedarbejderen eller kontormedarbejderen, der sørger for at lægge vagtplaner for de ansatte i hjemmeplejen. Men på “de Christiansborg-politikere, der ser Danmark som deres eget lille beskæftigelsesprojekt, hvor de kan skalte og valte med både borgere og ansatte efter forgodtbefindende alt efter deres politiske temperament”.
Arbejdstilsynets besøg i den farligste del af vores produktionssektor er faldet med 59 procent over de sidste fire år, mens antallet af arbejdsulykker er steget.
Den alvorlige nyhed blev genstand for en masse omtale i DR’s TV Avisen i denne uge, men det er som om, ingen forholder sig til, at denne historie bare føjer sig til en lang, lang række af lignende fortællinger fra dagens Danmark:
Vi har et skatteopkrævningssystem, der ikke virker; en sundhedsplatform, der har tvunget store dele af sygehussektoren i knæ; vi har et stigende antal af forretninger og restauranter, hvor hygiejnen er dybt problematisk, og vi har en kommunalsektor, der slet ikke kan følge med det stigende antal af ældre, så de gamle oplever massive forringelser på deres pasning, og syge går på sulteydelser i årevis uden nogen afklaring af deres situation.
Det er min påstand, at hvis vi tilbagerullede al den lovgivning af samfundsøkonomisk relevans, der er gennemført de sidste 18 år, ville Danmark være et bedre land at leve i
Listen over sprækkerne i vores velfærdssamfund bare vokser og vokser, og tilmed bliver revnerne dybere og dybere.
Fælles for alle problemerne er, at de skyldes massive besparelser, som alle forsvares af borgerlige Christiansborg-politikere med, at det er et spørgsmål om at prioritere rigtigt.
Hvis bare man effektiviserer, standardiserer, centraliserer og fyrer en masse i administrationen, kan det sagtens lade sig gøre at opretholde det hidtil kendte serviceniveau – påstår de.
I processen har en eller anden smart spindoktor endda fundet på at opdele offentligt ansatte i såkaldt varme og kolde hænder, så enhver, der ikke lige arbejder med behandling af den enkelte borger, for alvor kan føle dæmoniseringen fra det høje. Hvem ønsker at være en kold hånd?
Hvor bliver pengene af?
Jeg er ked af at se Danmark – et af verdens rigeste lande – fejle så fatalt på flere og flere områder, og jeg mangler en italesættelse af det helt grundlæggende problem: Hvor bliver alle pengene af?
Samfundsøkonomisk er der ingen tvivl:
De rigeste bliver rigere og rigere, de fattige bliver fattigere og fattigere, samtidig med at vi poster milliarder ud på kampfly, etablering af ølejre for asylansøgere, en overflødig grænsekontrol, udflytning af arbejdspladser til egne, hvor man ikke er i stand til at besætte de ledige specialiststillinger med kvalificerede medarbejdere, hegn og bomme og andre symbolpolitiske tiltag, som ikke gavner almindelige borgere det mindste.
Politikernes systematiske nedbrydning af Velfærdsdanmark er en ideologisk betinget kamp for individets ret til at rage til sig på fællesskabets bekostning – koste hvad det vil
Er der ét eneste område, som det offentlige Danmark har ansvar for, hvor der ikke er sket voldsomme forringelser over de seneste år? Jeg kan ikke komme i tanke om et.
Det er min påstand, at hvis vi tilbagerullede al den lovgivning af samfundsøkonomisk relevans, der er gennemført de sidste 18 år, ville Danmark være et bedre land at leve i. De koldeste hænder her i landet sidder nemlig ikke på lægesekretæren, regnskabsmedarbejderen eller kontormedarbejderen, der sørger for at lægge vagtplaner for de ansatte i hjemmeplejen.
De sidder på de Christiansborg-politikere, der ser Danmark som deres eget lille beskæftigelsesprojekt, hvor de kan skalte og valte med både borgere og ansatte efter forgodtbefindende alt efter deres politiske temperament.
Til forsvar for fællesskabet
Tag ikke fejl: Disse politikere ved udmærket, hvad de har gang i. Deres systematiske nedbrydning af Velfærdsdanmark skyldes ikke pludselige indskydelser. Nej, det er en ideologisk betinget kamp for individets ret til at rage til sig på fællesskabets bekostning – koste hvad det vil.
Lyder det her revolutionært og ræverødt? Så smalsporet vil jeg nødigt have, at mit budskab opfattes. Jeg ser helst, at mine ord læses som et forsvar for det fællesskab, som vi sammen har bygget op. Et forsvar for den anstændighed, som i borgerlige munde nærmest er blevet et skældsord i de senere år.
Vi har brug for en generel debat om, hvilket Danmark vi ønsker: De riges paradis, hvor den økonomiske, sociale og kulturelle forarmelse til gengæld breder sig i resten af befolkningen, eller et Danmark i bedre balance?
Hundredtusindvis af danskere stemmer imod deres egne interesser til folketingsvalgene. De lader sig besnære af spin om truslen fra udenlandske horder, der vil overtage Danmark og lignende pladder, som kan tilbagevises med fakta på få minutter.
Derefter går de i stemmeboksen og sætter deres kryds ud for et parti, der forringer deres egne levevilkår eller medvirker til at gøre livet sværere for deres forældre og bedsteforældre. Hvis de i stedet stillede sig selv det højst relevante spørgsmål, hvad deres parti har gjort for netop dem og deres familie i den forgangne valgperiode, ville meget se anderledes ud.
Det er mit håb, at valgkampen ikke ender i flueknepperi. Vi har brug for en generel debat om, hvilket Danmark vi ønsker: De riges paradis, hvor den økonomiske, sociale og kulturelle forarmelse til gengæld breder sig i resten af befolkningen, eller et Danmark i bedre balance?
Topfoto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
