Marie-Louise Wedel Bruun: Det større fællesskab og den lokale sammenhængskraft er vigtig for mig

Malou Wedel Bruun 10.11.2025

Hver mandag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.

Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.

CIVILSAMFUND // KOMMENTAR – Det er et år siden, jeg blev valgt til formand for menighedsrådet, og symbolske ni måneder siden, at jeg sagde ja til at stille op til kommunalvalget. Og trods min indre frygt for det modsatte, når nu man offentligt skal vejes af sine medborgere, må jeg sige, at det vigtige for mig har vist sig ikke at være konkurrenceelementet i det. Det vigtige har for mig været at bevæge mig rundt i mit lokalsamfund som ambassadør for det.

Den seneste tid – nej, stort set hele dette år – har mine tanker kredset om identitet. Identitet i form af kerne. Som i ”Hvem er du?”, som Kålormen i Eventyrland spørger Alice om. Hele tiden skal hun aktivt forandre sig for at opnå sit næste mål; spise småkager og drikke væsker.

Kålormen, derimod, ligger tålmodigt og venter. Taler roligt. Nysgerrigt spørgende: ”Hvem er du?”. Indtil den en dag vågner op som sommerfugl – den ultimative forvandling.

Vi bruger vores forstand til at forstå og acceptere, at kålormen og sommerfuglen er en og den samme, for det er på ingen måde synligt for øjet. Mennesket Alice, derimod, ser ens ud, selvom hun er i konstant, forvirrende forandring. Lige så hektisk som Kaninen, der farer rundt med sit ur.

Jeg har længe gået og kredset om det fine danske fænomen ”frivillig”. Jeg har oplevet det fra de ældre generationer i min familie, i mine børns sportsklubber, i deres skoler, til spejder. På arbejdspladsen i form af kagebagning, kunstforeninger, indsamlinger og fejringer.

Allersenest har jeg oplevet det inden for min hobby, bridge, hvor 80 bridgespillere en søndag genererede 120.000 kroner til SOS Børnebyerne som resultat af en flok utrættelige ildsjæles indsats med at organisere og invitere i den gode sags tjeneste.

Hvad ligger der egentlig i begrebet frivillig, kan man måske tænke? Jo, det er, at man med åbne øjne kaster sig ud i at tage en for holdet – i sin fritid

Jeg har også selv taget skridt i den frivillige retning. Alt fra at lave institutblad til at være medlem af gårdlauget og til de førnævnte spejdere og at skabe en forening til fordel for børns og unges læsning. Men mest har det nok battet, at jeg sidste år blev medlem af mit lokale menighedsråd, hvor vi sørger for at holde vores kirke og sognegård i gang og relevant i en splittet tid. Der var flere brikker, som faldt på plads for mig i den forbindelse. Af samme årsag har jeg også takket ja til at stille op til kommunalvalget. Fordi det større fællesskab og den lokale sammenhængskraft er vigtig for mig.

Hvad ligger der egentlig i begrebet frivillig, kan man måske tænke? Jo, det er, at man med åbne øjne kaster sig ud i at tage en for holdet – i sin fritid. Lad os være ærlige: Selvfølgelig er der en vis portion både optimisme og egoisme bag; vi tror jo alle sammen på, at netop vi kan gøre det bedst, og at vi ved lige, hvordan tingene skal gøres. Så kæden bliver endnu stærkere, og i hvert fald ikke svagere. Og så hygger vi os med det, og glæder os over at kunne bidrage til inspiration og glæde for andre. Ellers ville vi ikke blive ved.

Men først og fremmest er alle som en drevet af kærligheden til fællesskabet og den givne ”sag”. Uanset hvor uenige, man kan være i hverdagene om, hvorvidt den ene eller den anden fremgangsmåde er den rette, er gruppen ved hver håndboldkamp/spejderlejr/velgørenhedsbridge/indsamlingsrunde/museumsvagt/besøgsvensdag/ (fortsæt selv) fuldstændig enige om, at en velgennemført kamp/en glad borger/en støttet sag er det hele værd. At det er sjæleberigende. Uden at det skal lyde alt for frelst, sker der nemlig noget helt særligt, når man finder det rette sted at bruge sine kræfter. Man finder indre ro.

Lad os være ærlige: Selvfølgelig er der en vis portion både optimisme og egoisme bag; vi tror jo alle sammen på, at netop vi kan gøre det bedst, og at vi ved lige, hvordan tingene skal gøres

Jeg tjekkede med kalenderen, og det er et år siden, jeg blev valgt til formand for menighedsrådet, og symbolske ni måneder siden, at jeg sagde ja til at stille op til kommunalvalget. Og trods min indre frygt for det modsatte, når nu man offentligt skal vejes af sine medborgere, må jeg sige, at det vigtige for mig har vist sig ikke at være konkurrenceelementet i det (om end jeg har sagt til mand og børn, at jeg forlanger en forklaring, hvis jeg får færre end fire stemmer). Det vigtige har for mig været at bevæge mig rundt i mit lokalsamfund som ambassadør for det. En, der ikke bare skal haste fra A til B som Kaninen i Eventyrland, men som besøger ukendte kvarterer, bemærker forskelle og ligheder. Taler med folk. De venligste er ikke overraskende de nysgerrige. De behøver ikke være enige med mig, men de gør som Kålormen og stiller spørgsmål. De samtaler.

Fællesskab har altid været en drivkraft for mig, men det har været de nære; familien, vennerne og jobbet – tilsat et læserbrev i ny og næ. Nu er fællesskabet udvidet til at indbefatte mit lokalsamfund. Og den erkendelse står ikke til at ændre. For den føles rigtig. Og den ro, det giver mig, er en sjælden gave.

For hvor ofte bruger man egentlig tid på at definere sig selv, sådan helt? Sætte sig ned, og til spørgsmålet: ”Hvem er du” med ærlighed svare: ”Jeg er mig.” Og måske tilføje: ”Jeg behøver hverken at gøre mig selv mindre eller større. Og jeg vil gerne tage en for holdet som den, jeg er.” Jeg kan bare sige: Det er aldrig for sent at blive frivillig.

Malou Wedel Bruun

Malou Wedel Bruun er redaktør, skribent og boganmelder. Cand.mag. i dansk med mange års erfaring i magasin- og kulturbranchen. Forfatter til "Borgerlige samtaler" og medforfatter (med Ditlev Tamm og Michael Christiansen) til "Syv samtaler om hverdagens synder".