POV BUSINESS // ARBEJDSLIV– Lad os gøre det helt klart: Stress er et naturfænomen. Det er definitionerne derimod ikke. De er skabt af mennesker og bliver derfor afgørende for, hvordan vi opfatter stress, skriver Thomas Milsted, der opfordrer ledere og arbejdsgivere til at ændre perspektiv.
Det bæredygtige arbejdsliv er på alle læbers og selvom det er klart, hvad der er det essentielle i begrebet, ser vi allerede konturerne af de tegninger, der forsøger at gøre det bæredygtige arbejdsliv til et spørgsmål om at flytte ansvaret for stress fra organisationen over på individet. Men før vi nu gør det bæredygtige arbejdsliv til endnu et spørgsmål om medarbejderne eget ansvar og indsats, skulle man måske tænke lidt over, hvorfor årtiers stresslidelser endnu ikke er kureret.
For til trods for et væld af kursustilbud, hvor medarbejderne kan blive bedre til at holde pauser fra den endorfin-producerende teknologi, møde tillært friske op efter en nat, hvor man har danset sig gennem søvnens stadier, og ikke mindst at have fået udviklet en hjerne der er så smart trænet, at intet udefrakommende kan forstyrre den indkapslede ro, er stresskurven ikke knækket.
Når ledere ikke vælger at se på strukturerne og rammerne, kan vi ikke umiddelbart beskylde dem for at være kyniske, men vi må hjælpe dem med at udvide deres perspektiver
Lad os gøre det helt klart: Stress er et naturfænomen. Det er definitionerne derimod ikke. De er fænomener skabt af mennesker. Når mennesker er indblandet, bliver perspektivet derfor afgørende for, hvordan vi opfatter naturens fænomener. Det gælder også vores syn på stress.
Psykologen kan have sit perspektiv, lægen, biologen, præsten og sociologen har måske hver deres. Og da der ikke er konsensus om definitionen af den stress, der relaterer sig til arbejdet, kan både ledere og medarbejdere for så vidt også være med, når det handler om af finde meningsfulde bud på definitioner med udgangspunkt i deres forskellige perspektiver på stress. Imidlertid skal man dog være opmærksom på, at netop perspektivet er afgørende for de metoder og midler, vi tænker, er mest nyttige til at forebygge de psykiske konsekvenser af arbejdet og komme stressen til livs.
Vi kan selvfølgelig ikke undgå at opfatte et bestemt fænomen i et bestemt perspektiv. Vi vil altid være forudindtaget. Det afgørende er dog, at man også, og det gælder især som leder, kan se begrænsningerne i sit eget perspektiv. Her taler vi så om den begrænsning et forsnævret perspektiv kan give på virkeligheden. Lederens perspektiv er jo ofte – og det deler de med mange psykologer og læger – personorienteret, hvor der fokuseres på den menneskelige virkelighed. Derfor er behandling også det mest nærliggende. Men rækkevidden af det personorienterede perspektiv er for snævert til også at kunne forstå de omkringliggende årsager. Man interesserer sig altså primært for sygdommen, ikke hvorfor vi fik den.
Vi kan selvfølgelig ikke undgå at opfatte et bestemt fænomen i et bestemt perspektiv. Vi vil altid være forudindtaget. Det afgørende er dog, at man også, og det gælder især som leder, kan se begrænsningerne i ens eget perspektiv
Når ledere ikke vælger at se på strukturerne og rammerne, kan vi ikke umiddelbart beskylde dem for at være kyniske, men vi må hjælpe dem med at udvide deres perspektiver sådan, at lederne i højere grad anlægger en helhedsbetragtning og forstår at stress primært opstår på grund af belastende arbejdsvilkår. Det er altså den enkelte leders perspektiv der afgør, om man er åben overfor den kendsgerning, at arbejdsforholdene faktisk kan overskride den enkelte medarbejders formåen og ikke er et resultat af en brist i hjernens maskinrum.
Lederne er heller ikke onde, når de stempler og fastholder medarbejderne i den tro, at stress er selvforskyldt. Lederne har bare et perspektiv på stress, som skygger for de realiter, der bør kigges på, hvis det skal lykkes at forebygge de psykiske konsekvenser af arbejdslivet.
Stress forebygges bedst, når lederen formår at se indad
Der efterlyses mere uddannelse til lederne, og det kan nok have sin berettigelse, men det som lederen i første omgang må være opmærksom på, er at være mere nysgerrige på deres perspektivs underlægningsmusik.
For om tonerne er moralske eller patologiske, økonomiske eller humane, individualistiske eller strukturelle, bæredygtige eller brutale, er nemlig ikke ligegyldigt i forhold til de teorier, man som organisation efterfølgende vælger at følge. Og det er i sagens natur heller ikke ligegyldig i forhold til, om de tiltag man iværksætter i organisationen, peger på individuelle og adfærdsregulerende træningsforløb eller om man vælger at fokusere på de forhold i arbejdslivet, som ikke har vist sig at være bæredygtige eller fremmende for trivslen.
Organisationer vil hellere rydde op fremfor at undgå at svine
Når lederne finder det væsentligere at prioritere midler til behandling fremfor forebyggelse, er det ikke fordi de er uvidende om den kendsgerning, at sygemeldinger på grund af arbejdsrelateret stress (ARS) skyldtes længerevarende belastninger på arbejdspladsen. Det er heller ikke fremmed for dem, at disse belastninger leder til fysiske og psykiske symptomer via kroppens stressrespons og som resulterer i en sygemelding.
Når så mange medarbejdere – og især unge medarbejdere – stadig slås med stress og det som er langt værre, er det fordi lederne ikke vil udvide deres perspektiv
Nej, det er fordi deres personorienterede perspektiv har overbevist dem om, at de længerevarende belastninger skyldtes medarbejdernes mindset. Og da man dårlig kan bebrejde medarbejderne, at de ikke er mere hjernesmarte, ser man faktisk de mange individuelle behandlingstilbud som et udtryk for et højt niveau af ”corporate social responsibility” frem for den falliterklæring, det rettelig burde opfattes som, hvis man havde haft et perspektiv som flugtede med en helhedsbetragtning.
Når så mange medarbejdere – og især unge medarbejdere – stadig slås med stress og det som er langt værre, er det fordi lederne ikke vil udvide deres perspektiv. Lederne bør i højere grad erkende de vanskelige erfaringer og betingelser i arbejdsvilkårene fremfor at forstå problemerne med stress som sundhedsmæssige og emotionelle udfordringer hos det enkelte individ.
Denne artikel er en redigeret artikel fra A4 Medier, som kan læses her.
Foto. Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
