
Så er jeg landet i det lille køkken i Californien, hvor jeg kommer til at husere i den næste måneds tid, mens jeg sidder og skriver på min næste krimi. Jeg er stadig ved at vænne mig til at bruge gaskomfur og gasovn og stadig ved at lære at finde ud af logikken i det mellemstore Safeway-supermarked, der ligger få minutters gang herfra. Her ligger også en god grønthandler, et fransk bageri og en god italiensk slagter. Lone Theils har slået sig ned med mad og krimi.
Jeg kan mærke, at jeg bliver glad for at bo her, når jeg cruiser rundt i supermarkedets grøntafdeling og finder grønne tomatillos, der bruges i mexicansk mad, slanke lyslilla kinesiske auberginer og økologiske solgule rødbeder. Det bliver fantastisk at lave mad her. Men først og fremmest har jeg i de tre dage, jeg har været her, haft travlt med at bruge af den fineste gave den veninde, jeg bor hos, har stående: En hel kurvfuld af frisk, aromatiske økologiske citroner, leveret lige til døren fra haven.
De står der i køkkenet og lyser op som små sole, selv i dag, hvor det regner i stride strømme og vandet plasker ned fra tagrenderne og vander alle sukkulenterne, mens vinduesviskerne farer frem og tilbage over forruderne på de forbipasserende amerikanerbiler.
When life gives you lemons
Min mor fortæller mig, at jeg ikke kunne tåle appelsiner eller andre citrustfrugter, da jeg var lille. Men jeg har taget revanche siden.
Der er et gammel ordsprog, der siger, at hvis livet giver en citroner, skal man lave lemonade. Men hvorfor egentlig stoppe der? Jeg er vild med at buge citron i alle retter, og når jeg har mit eget køkken, er der altid enten en citron eller lime ved hånden bare for en sikkerheds skyld.
Man ved jo aldrig, hvornår man lige får brug for at give en rejemad eller et stykke fisk et ekstra pift eller hvornår man lige skal lave sig en gremolata, der er en klassisk italiensk blanding af meget finthakket hvidløg, bredbladet persille og revet citronskal. Drys det over en gryderet og pludselig synger den opera inde i munden.
Citronsaft og hjemmelavet sukkersirup fryses i en beholder og fræses med jævne mellemrum op med en gaffel i, så man til sidst har en konsistens som grødis. Serveres i glas i ulidelig varme, hvorefter verden bliver god og mild igen
Den første dag brugte jeg en citron til at lave omelet. Den bløde og eftergivende skal blev revet ned i en omelet med parmesanost og skinke og gav den en ekstra dimension. Saften blev brugt til en vinaigrette til salaten med store modne avocadoer og tomater, som jeg serverede til.
Alene duften af citronolie, der bredte sig i køkkenet, mens jeg stod og rev skallerne, havde sendt mig ud på en ny rejse.
Den mindede mig om den sensommer, jeg tilbragte i et lille hvidt hus med blå vinduer på en bjergtop i Amalfi, hvor jeg tilbragte de fleste dage med at redigere min første roman.
Bjergskråningerne ligger ned til det turkisblå hav er oversået med citrontræer og Amalfi-citroner er noget helt særligt.
De bruges selvfølgelig til den gule Limoncelli-likør, der når sandheden skal frem, smager allerbedst i Italien og mister lidt af sin magi ved at blive bragt hjem til mere nordlige egne.
Og de bruges til verdens mest læskende og mest enkle forfriskning: Citron-granita: Citronsaft og hjemmelavet sukkersirup fryses i en beholder og fræses med jævne mellemrum op med en gaffel i, så man til sidst har en konsistens som grødis. Serveres i glas i ulidelig varme, hvorefter verden bliver god og mild igen.
Men vi har ærligt talt ikke ulidelig varme her i Californien lige nu. Så jeg lod mig inspirere af et andet minde fra Amalfi-kysten.
En af de dage, jeg tog fri, lå jeg på stranden det meste af formiddagen og ved frokosttid søgte jeg op på en restaurant, der serverede en ganske enkel ret, der på mange måder er en demonstration af alt, hvad jeg elsker ved det italienske køkken: Enkle, gode råvarer som man behandler med respekt.
Den dag fik jeg serveret frisk pasta med en sauce bestående af fløde, parmesan og masser af revet citronskræl. Drysset med frisk basilikum. En let sommerret, der var perfekt med havudsigt.
Det var den ret, jeg forsøgte at genskabe i det lille køkken her. Og fordi vi er gået over i efterårssæsonen serverede jeg et stykke kylling ved siden af og en solid salat med knasende grøn frisee, lidt avocado, rødløg og en smule smuldret feta. Det var ikke helt som at sidde på en strand i Amalfi, men som aftensmad var det nu heller ikke tosset.
Den gode nyhed er, at vi stadig har masser af citroner tilbage, og når det bliver Thanksgiving har min veninde, der ikke er nogen fan af den traditionelle pumpkin pie, lovet, at hun vil forsøge sig med at lave Lemon Marengue Pie, bar jeg vil kaste mig over alt det der med kalkun og den slags.
Så nu er jeg ved at researche og læse op. For hvad er det lige, der skal til for at lave et perfekt Thanksgiving-måltid?
Bonusinfo:
Hvis man som jeg har fascination af citrusfrugter og dyb kærlighed til Italien, kan jeg ikke anbefale denne bog nok: “The Land Where Lemon Grow” af Helena Attlee, der gennemgår citrusfrugtens kulturhistorie i Italien.
Her lærer man blandt andet om hvordan renæssancens millionærer var fuldstændig optaget af at fremavle hybrider og konkurrerede om hvem, der havde de mærkeligste citroner. Man forstår hvordan orangerierne egentlig blev opfundet og hvordan citroner faktisk har spillet en ikke lille rolle i hvordan mafiaen vandt frem på Sicilien. Det sure med det søde.
Topfoto: Lone Theils
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.