LIV & MENNESKER // KLUMME – Udenpå er det bare en taxitur fra lufthavnen en træt søndag aften, men en historie er lige under overfladen. Sådan oplever TAXAMANDEN alias Jesper Grunwald det ofte i vogn 6828. Overskriften på lufthavnsturene på dette tidspunkt er oftest ro. Størstedelen af kunderne er enten på vej hjem fra en festlig weekend, eller de er udenlandske forretningsfolk, der skal være klar til handel og forhandlinger mandag morgen. Kunden lige nu er pæredansk og træt efter en privat weekend, det første gensyn efter corona, som skulle have været fryd og “krammen”.
Jeg har ofte kaldt taxien for en rullende skriftestol. Uendeligt mange gange er den blevet brugt som en nødvendig ”lytter”, når noget trænger sig på hos kunderne.
I den smarte forretningsverden ville man kalde det for branchens convenience. Noget der kan bruges uden så mange besværligheder. Noget praktisk og klart billigere end at gå i terapi. Du kommer ovenikøbet både hurtigt og individuelt frem til din bopæl eller dit hotel i byen.
Det kræver, at man ”falder i hak”. Og det gjorde vi hurtigt.
Corona og det maniske arbejde
– Så er det vist ved at være sengetid?
Hun nikkede, smilede og fortalte, at hun var på vej hjem efter et møde med nogle internationale venner i en af de større, sydtyske byer. De næste kilometer behøvede jeg ikke at stille mange opklarende spørgsmål. Festen er slut, og Taxamanden fik en virkelig historie fra det virkelige liv.
I mit univers er hun ung – i mine døtres alder – først i 30’erne. Hun har et vågent blik, også når hun er træt åbenbart. I det daglige arbejder hun i en lederstilling i en stor detailbutik.
Jeg havde en kæreste – indtil i går
Det har selvfølgelig været hårde tider under corona. Først var der alt, alt for lidt at lave, mens pandemien lå som en uhyggelig, usynlig tåge over butikslivet og hendes levebrød. Ingen fysiske kunder. Nedlukning. Hjemsendelse. Og så en voldsom og nødvendig acceleration af forretningen, da muligheden for at genoptage salg endelig meldte sig igen.
Men hun er ung, har ingen børn og har kunnet arbejde nærmest manisk for igen at skrabe noget guld sammen til kistebunden.
– Du må være en drøm for en arbejdsgiver?
Hun nikker og ler.
– Og ingen børn til at kræve dit nærvær?
Hun smiler fortsat og ryster på hovedet.
– … eller kæreste?
Smilet fordufter et øjeblik – og erstattes af en mild fattethed.
“Jeg havde én – indtil i aftes. Men han boede jo langt væk, og vi sås meget sjældent under corona.”
Egentlig bærer hun sin kærestesorg med værdighed.
Festen i Sydtyskland knytter kærlighedshistorien til hele baggrunden for deres møde engang for nogle år siden. De er en lille gruppe venner under et skoleophold i USA. De fleste i gruppen kommer fra forskellige europæiske lande, og skoleopholdet blev en livsoplevelse for dem alle. Ikke mindst for min kunde, som efterhånden blev kæreste med en tysk mand i vennegruppen.
Det var både smukt og besværligt at etablere deres langdistanceforhold. For de var begge alt for nye i deres uddannelses- og arbejdsliv til at rive teltpæle op og flytte til et andet land. Men det fungerede – måske fordi deres stævnemøder måtte blive særligt ønskede og stærke, når de nu ikke så noget til hinanden i dagligdagen.
Fjern på en måde jeg ikke har oplevet før
Og så kom corona.
“Jamen, det var næsten ligesom i en romantisk film, hvor det at savne fylder mere end selve vores tid sammen. Selvfølgelig med masser af telefon- og digital kontakt. Og så bare glæde sig endnu mere til at skulle ses igen”, fortalte hun.
Weekendens møde og fest i Tyskland havde ladet vente på sig. Nu havde hele den gamle vennekreds fra skolen i USA besluttet, at når dette isolerede helvede var ovre, så skulle de ses igen. Alle.
Udsættelser, fordi pandemien slog igen i bølger. Nye beslutninger. Men i den forgangne weekend skulle de så – e n d e l i g – samles i det sydtyske.
Jeg slap min tilstræbte taxifoniske neutralitet og enhver solidaritet med mit eget, søgende køn
Gensynet med vennerne var vidunderligt. Anderledes gik det med romancen. Kærlighedsforholdet endte på den hårde måde.
“Det var nærmest lidt absurd. For jeg havde jo glædet mig til at se ham, som om jeg var teenager-forelsket. Han var ret fjern på en måde, som jeg ikke har oplevet før. Og midt i festen derude i nattelivet, da jeg gik lidt alene omkring og kiggede, så jeg ham i aktion. Han kyssede sgu på en anden kvinde! Så blev jeg ked af det”.
Jeg slap min tilstræbte taxifoniske neutralitet og enhver solidaritet med mit eget, søgende køn.
– IDIOT, sagde jeg, skriftefaderen, tydeligt og højt. Det pæneste ord, jeg kunne finde. For jeg havde mest lyst til at råbe noget, som i et mere stuerent sprog kaldes menneskets bagerste ringmuskel.
Jeg hører en befriende latter fra bagsædet.
“Ja”, siger kunden – “et rigtigt røvhul!”
På resten af turen fik den alt, hvad remme og tøjler kan holde til i psykologisk medløb. Og jeg trådte helt naturligt ind i en rolle, som passede godt til aldersforskellen. Jeg blev hendes omsorgsfulde far på de sidste kilometer gennem byens regnvåde nattelys.
Tilbage er blot hævnen
For ham her ungersvenden i Tyskland – han var sgu en mand uden stil. At snige sig ud af et anstændigt farvel ved at kysse videre på nærmeste omgivelser, det gør man bare ikke, hvis altså man er en voksen mand.
Ingen kunne se min glorie, der lyste usynligt over den sølvfarvede taxi.
Jeg kan godt høre, at det lyder selvfedt. Men den unge kvinde fik nøjagtigt dét, hun havde brug for. At den første fremmede, hun møde efter vennefesten med det skæbnesvangre stævnemøde, beskrev ekskæresten, som det, han er: En slapsvans! En bedrager!
Tilbage er blot hævnen, den søde. Eller snarere den beduggede. Hun afslører den, da taxituren er slut, og jeg lægger en hånd på hendes skulder som tak for turen:
“Jeg samler veninderne på lørdag, så vi kan bunde nogle flasker hvidvin. Og så skal han svines til!”
Hun smiler til mig, så jeg både kan se hævngerrigheden og kærestesorgen. Jeg tror, den sidste er aftagende.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her