Lone Theils har været i Finland, men er vendt skuffet hjem: Hun mødte simpelthen aldrig finsk cuisine. På positivsiden blev hun klar over, at hun er lidt af et grødhoved – og som house sitter har hun i den kommende tid adgang til et køkken med ovn. Første måltid kredser om kyllingelår og trøffelpolenta.
Denne klumme skulle have handlet om finsk mad.
Jeg har været til bogmesse i Helsinki i den forløbne uge, og jeg tænkte, at det ville være en fremragende lejlighed til at undersøge og beskrive det finske cuisine, som jo ikke rigtig nyder særlig meget international bevågenhed.
Jeg forestillede mig noget med tørret rensdyrkød, måske ost, multebær og andre ting som man kan fouragere efter i naturen i landet, der efter et berømt turistslogan har tusind søer. Det korrekte tal, som jeg lige har slået op, er faktisk endnu mere imponerende: Der er faktisk 187.888 søer (med en størrelse på mere end 500 kvm) i Finland.
Da jeg kom i lufthavnen ledte jeg efter kogebøger og finske specialiteter, men fandt jeg lakrids og Mumitrolde-kaffe i så mange variationer, at jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle stille op med det
Det tegnede meget godt, da min forlægger hentede mig i lufthavnen, og vi kom til at tale om hans nylige ferie i familiens sommerhus. Det ligger i det nordlige Finland, tæt ved Lapland, og han viste mig fine billeder af friskfanget fisk, som familien var ved at ryge over bål for at spise med det samme. Der var storslåede landskaber og buske med multebær, der lyste gult over vidderne og de enorme stabler af hjemmehugget brænde.
Men ak. Så ramte virkeligheden. Jeg befandt mig i et gigantisk messecenter, og maden i messecentre er, som den nu engang er. Ikke inspirerende. Faktisk ikke noget at skrive hjem om, så det vil jeg egentlig lade være med i detaljer. Det var noget med kostbare rejemadder med æg, svensk inspirerede kødboller, der ikke helt kom i mål, og triste salater i plasticbokse. Jeg spurgte en anden af mine finske konktakter, hvilken slags mad man laver til hverdag. Laksesuppe er stort, oplyste hun, og opvarmede tærter fra supermarkedet.
Men jeg havde ikke helt opgivet det finske cuisine.
Jeg ledte i byens største stormagasins deli-afdeling, der lå lige ved siden af en Joe & The Juice, og der fandt jeg mest take-away-salater og Halloween-slik i store stabler. Da jeg kom i lufthavnen ledte jeg efter kogebøger og finske specialiteter, men fandt jeg lakrids og Mumitrolde-kaffe i så mange variationer, at jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle stille op med det. Jeg fandt også en ost, jeg havde lyst til at købe, men da jeg kiggede nærmere på etiketten var den hollandsk.
Så da jeg sad i afgangshallen og reflekterede, måtte jeg erkende, at det mest spændende og nye jeg havde spist i Helsinki var den byggrød, jeg havde fået til morgenmaden på mit hotel.
Byggrød har jeg aldrig prøvet før. Heldigvis boede jeg på et af den slags steder, hvor man ikke bare serverer maden, men gerne vil oplyse kunderne om, hvordan den er lavet. Så på et lille skilt på gryden stod der, at byggen havde ligget i blød i mælk natten over, og derefter langsomt var varmet op. Jeg dryssede min grød med lidt kerner og hotellets hjemmelavede müesli.
Nu med køkken og polenta
I denne uge er jeg også flyttet. Og jeg er nu house sitter i et hus med ikke bare opvaskemaskine men også ovn. Hurra. Jeg fejrede det straks med at lave kyllingelår i ovnen til min middagsgæst. Jeg smurte dem med lidt olivenolie, dryssede med salt, peber og frisk timian (som jeg alligevel havde stående) og så ind på 200 grader varmluft vel lidt over en halv time.
Jeg serverede det sammen med en trøffelpolenta, jeg opdagede i flytterodet. Polenta er jo også en slags grød, denne lavet på majsmel. Det er en spise, der går igen i mange lande, og jeg elsker den italienske version her med tørrede trøfler i.
Det er nemt nok at lave: Kogende vand og majsmel hilser på hinanden i en gryde. Ca. en halv liter vand til 100 g. polenta, alt efter hvor fast eller løs man gerne vil have sin grød. Så rører man cirka ti minutter. Der findes andre versioner, hvor det tager længere tid, men til denne portion passede 10 minutter fint. Hvis grøden bliver for fast, kan man løsne den lidt igen med enten smør, god olivenolie – eller vand såmænd. Så salter man og serverer.
Oven på polentaen kom en sauce lavet af markchampignoner og kantareller stegt af på en pande med en lille smule fløde og kyllingefond og med min hemmelige ingrediens, der giver ekstra dybde i smagen: En skefuld løgmarmelade.
Det grønne indslag blev en lille salat bestående af feldsalat (eller forårssalat som det åbenbart hedder i visse supermarkeder), meget tyndt skåret fennikel, et drys valnødder og en hjemmelavet vinaigrette med olivenolie, hvid balsamico og sennep efter smag.
Det tog nærmest ingen tid at lave, men jeg må sige, at jeg elsker at være tilbage i et køkken, hvor jeg kan opholde mig og lave mad, uden at jeg tænker på, hvornår jeg kan komme væk, selv om det kun er for en kort stund, inden jeg igen skal rejse ud i verden.
Og så har jeg opdaget om mig selv, at jeg faktisk er lidt af et grødhoved. I hvert tilfælde i den her uge.
Fotos: Lone Theils.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her