Hvorfra kommer brændslet til kampagnen mod solomødrene?

af i Børn & unge/Liv & Mennesker

KOMMENTAR – I Danmark er vi frigjorte og ser ikke skævt til enlige mødre. Eller gør vi? Hvorfra kommer brændslet til kampagnen mod solomødrene, spørger Sara Høyrup. Hvorfor går børneværnet påviseligt helst og hårdest efter enlige mødre? Hvorfor mener pædagogerne så utroligt meget om dem? Hvorfor står skolerne dem ikke bi, hvis en forstyrret og hævngerrig chikanestalker angriber den lille familie med falske anklager?

Enlige mødre skal helst gå på bistand og kere sig om at købe nye babser til udstillingsvinduet. Enlige mødre skal helst være ”for unge” og optræde i tv-skabeloner importeret fra Storbritannien, hvor ”for ung” betyder 13 år, mens det i Danmark betyder 26 år. Enlige mødre skal være på kanten af det uforsvarlige, eller langt ude over den, og bruge deres krudt på at finde nye kærester.

For så kan vi forstå dem. Så kan vi se ned på dem uden besvær.

Mødrene må selvfølgelig heller ikke være for gamle eller gå for meget op i deres arbejde alias deres forsørgerevne. Faktisk er der utroligt mange ting, man ikke må i Danmark, og den offentlige modstand mod reproduktion er stor. Så må mødrene ikke amme synligt, så må de ikke gå på café med børnene i flok, så må de ikke fylde for meget i gadebilledet eller ønske sig børnevenlige omgivelser. Og mest af alt skal de huske at føle skyld.

Al den edderspændte irritation over naturens gang kanaliseres over på hadeobjekt nummer 1: de onde solomødre, der henter barnet i sædbanken.

Og det er jo vidunderligt let at skælde enlige mødre hæder og ære fra. De er i forvejen kun alt for parate til at føle skyld for alt i universet og har slet ikke tid til at svare igen.

“Egoistisk!” gjalder anklagen i det naturstridige Danmark. Nej. Det er instinkt! Biologi! Man kan stritte imod naturens kalden, men man behøver altså ikke forklare og forsvare, at man gerne vil have børn

Det er så belejligt at overse de strukturelle grunde til, at nogle ender med at få børn på den ensomste måde i verden.

Og så kan man ved samme lejlighed på diskret vis sammenblande alle former for enligt moderskab. Sålunde skal mødre endda som enke eller det, der ligner, skamme sig over ikke at kunne byde barnet på en far – og ikke stolthed over at klare ærterne alene. Helt alene.

Så er der dem, der er nået frem til, at det drejer sig om et “frigørelsesprojekt” for d’damer. Vel er det da ej: Det er et brændende ønske om tilknytning – og dermed lige det omvendte af en frigørelse fra forhold, som slet ikke findes og derfor ikke kan kaste frugt af sig.

Men det er selvfølgelig også galt. “Egoistisk!” gjalder anklagen i det naturstridige Danmark. Nej. Det er instinkt! Biologi! Man kan stritte imod naturens kalden, men man behøver altså ikke forklare og forsvare, at man gerne vil have børn. Børn er dejlige, og det gør ikke én til et ondt menneske at synes det.

Medmindre man er helt idiot og får børn for et syns skyld eller for at holde på en mand (hvis de to kategorier vitterligt findes), så får man børn, fordi man har lyst. Fordi man mærker en ubændig trang og et hjerte, der flyder over og bare vil give og give. Fordi man er parat, uagtet at situationen aldrig er perfekt.

I Sydeuropa, hvor jeg bor, får folk i mit kvarter gerne en hund i stedet for, når det biologiske ur ringer. Det gør de, fordi det er kropumuligt at få tingene til at hænge sammen som børnefamilie på et arbejdsmarked, som stadig opererer på krisevilkår og vægter tilstedeværelse over effektivitet. Sådan er det ikke i Danmark.

Og alligevel venter og venter vi på dansk grund med at få vores børn. Nogle ganske få ender med en planlagt solomodel.

“Jeg ville smadre sådan en mor!” skriver en voksen mand i et grådkvalt indlæg om sig selv i den imaginære position som barn af en solomor. En strøm af selvgode damer liker voldsfantasien.

Og selvfølgelig er det et tab helt at måtte undvære en far til alt det skønne, som fædre kan, men fædre hænger altså ikke på træerne. Jamen, “de børn ved jo slet ikke, hvor de kommer fra”. De kender altså deres mor. Og det vigtigste for et barns trivsel er ikke identitetshalløj og et 100% kortlagt ophav, men derimod:

TILKNYTNING. At nogen er der, nogen tager sig af én, nogen går an at nå og mærke, nogen holder med én og værner om én i alt slags vejr dag efter dag, lige så længe der er brug for det. Se, dét er godt forældreskab, hvad enten man er kvinde eller mand, alene eller sammen.


Foto: Pixabay.

Sara Høyrup er freelance Spanienskorrespondent med base i Barcelona. Hun er uddannet i spanske forhold og har boet i byen on/off siden 1996. Hun holder også foredrag i Danmark, arbejder som tolk og oversætter samt arrangerer studieture til Spanien.

Vil du støtte Sara Høyrups arbejde og artikler fra Spanien, så giv gerne bidrag til hendes virke:

reg. 8401, konto 5346731

http://SaraHoyrup.com
http://magasineteuropa.dk/sara-hoeyrup/

Seneste artikler om Børn & unge