På sporet af verdens ikke-troende: Humanisterne i Uganda

af i Internationalt/Liv & Mennesker/Podcast

LONGREAD // REJSEBREV & PODCAST – I en ny serie i POV rejser Kirstine Kærn Jorden rundt for at undersøge livsbetingelserne for verdens ikke-troende. I dette første afsnit tager rejsen sin begyndelse i Uganda, hvor langt størstedelen af befolkningen er kristne. Her bliver ikke-troende ofte anset for at være dårlige mennesker uden moral og etik, men særligt de sociale medier har gjort det muligt for humanister og ateister at organisere sig.

UGANDA – I det sekund du stiger af flyveren, rammer duften af Afrika dig i ansigtet, som en af de lune fugtige klude du får udleveret til hænderne på en fancy restaurant. Den fugtige duft er sammensat af lugten af råddenskab, krydderier, sved, solskin og den røde jord. Jeg har elsket den røde jord, siden jeg første gang mødte Afrika i Mali for snart 14 år siden. Det var mens landet var et fattigt men fredeligt demokrati, før terrorismen spredte død og ødelæggelse. Sofie var 10 år gammel, og vi tog på eventyr fra Bamako til Timbuktu i en jeep med en guide og vores chauffør Baloo.

Det næste år vil jeg rejse jorden rundt og opleve livet i så mange lande som muligt. Undervejs vil jeg tale med mennesker og lave en podcast med deres livshistorier. De mennesker jeg vil tale med, er humanister, fritænkere og ateister. De er ikke-troende i en primær religiøs verden, og jeg vil gerne dokumentere deres liv og deres udfordringer.

’Muzungu, muzungu’

Jeg starter rejsen i Uganda i slutningen af december og har inviteret min datter med den første uge. Sofie er i dag 24 år gammel og bor i London med sin kæreste Rasmus. Vi plejer at rejse væk henover julen, bare os to på eventyr til steder som de færreste besøger. Jeg glæder mig til lidt kvalitetstid med hende, inden jeg for alvor starter på mit projekt.

I Uganda er de fleste mennesker ekstremt religiøse. Hovedparten er kristne, og der er en kirke på næsten hvert gadehjørne. Men det er vigtigt at forstå, at de ikke er kristne på den samme måde som danskere er kristne

Den første uge er vi turister, der bliver båret på hænder og fødder uanset, hvor vi skal hen. Selvom vi foretrækker at bo uden den vilde luksus, er vores indkvartering præget af overdådighed. Det står i skærende kontrast til de hytter vi kører forbi undervejs med deres fattigdom og pjaltede børn.

Der er et eller andet søvndyssende over at få rystet nyrerne løs på de hullede veje, efter et stykke tid er det som om rystelserne påvirker dine øjenlåg, så de bliver tungere og tungere. Det eneste du kigger på, er de grønne landskaber, de små landsbyer og børnene der løber efter bussen og råber ’muzungu, muzungu’ (swahili for hvid vesterlænding).

Uganda er Afrikas glemte perle

Uganda er ikke umiddelbart et land man vil tænke på som turistland, men her er skønt. Der er få turister og derfor masser af plads. Det er billigere end i de mest kendte safarilande i Afrika. På den anden side er det svært selv at komme rundt i landet. Vejene er dårlige så man skal passe på med kør selv-ferie, selvom vi mødte et enkelt sydafrikansk par der havde lejet en bil. De havde haft enkelte problemer med deres GPS, men ellers var deres rejse forholdsvis gnidningsløs.

Uganda er en glemt perle i Afrika med masser af nationalparker. Der er både savanne, ørken, skove og bjerge. Vi møder mange forskellige dyr. Nogle gange kræver det flere timers søgen på savannen, andre gange er vi heldige og møder en elefant efter få minutter. Vi møder et utal af flodheste, elefanter, zebraer, vandbøfler, fugle, bavianer og chimpanser. Det er overvældende at se de fantastiske og fascinerende dyr tæt på.

Solopgang i bwindi impenetrable national park.

Vi kaster os ud i trekking for at stå ansigt til ansigt med bjerggorillaer. Det er den hårdeste udfordring jeg nogensinde har udsat mig selv for. Man vandrer op og ned at stejle glatte skråninger, hvor man hele tiden skal passe på ikke at falde. Selvom vi er udstyret med en vandrestok og får hjælp af vores bærer, så er det ekstremt hårdt.

Endelige efter flere timers søgen står vi ansigt til ansigt med en bjerggorillafamilie. Hvis ikke vi havde været så trætte, havde vi grædt af glæde. Det var så overvældende at møde dem. Det var alle strabadserne værd. Tilbageturen ud af nationalparken var den samme tur, bare op ad bakke. Jeg måtte give op på halvvejen og blev båret ud på en båre. Her to måneder senere har jeg stadig mén efter turen, og har mistet neglen på min ene storetå. Men mødet med gorillaerne er stadig hele kampen værd.

Vi kører forbi det ene smukke grønne landskab efter det andet. Den mindste plet udnyttes til dyrkning eller græsning, selv i folks egne haver er der plantet majs. Køer og geder græsser alle vegne, langs grøftekanter eller på afgrænsede marker. På vejene skal biler altid vige for husdyr. Det giver en ro at opholde sig i bjergene eller på savannen. Du falder i søvn og vågner til naturens lyde.

De fleste mennesker er meget religiøse

Det er et chok at skifte fra de rolige og afslappede omgivelser i nationalparkerne til hovedstaden Kampalas ukontrollerede kaos. Gadelarmen er ubeskrivelig. Den er fyldt med støjen fra dyttende biler, taxaer, minibusser, mennesker og ikke mindst de allestedsnærværende boda bodas.

En boda boda er en mindre motorcykel, og er den foretrukne taxa i byen. Det er hurtigst men også livsfarligt at bruge dem, når de zigzagger sig gennem trafikpropperne og ikke stopper for rødt lys. Jeg prøvede dem flere gange, med hvide knoer af at klamre mig fast til sædet og chaufføren.

Kato har været involveret i det humanistiske arbejde i årevis, og selv mærket hvordan omverdenen betragter ikke-troende som djævletilbedere og dårlige mennesker uden moral og etik

Jeg skal bo en uge i et gæstehus på universitets campus, der er en lomme af fred midt i hovedstadens mylder. Det er her jeg skal møde de første humanister på min tur og sætte rammerne for podcasten. Det er her jeg starter mit projekt. Der er her min skøre idé skal testes.

Da Sofie er taget hjem, sidder jeg der, alene med mine tanker nytårsaften i gæstehuset. Jeg er taget afsted uden andet end gode intentioner. De eneste penge jeg har, er min egen opsparing. Jeg har ingen sponsorer og indtil videre intet publikum. Forhåbentlig bliver det mit livs eventyr, men lige der tænker jeg: ”Hvad f… laver jeg her?”

I Uganda er de fleste mennesker ekstremt religiøse. Hovedparten er kristne, og der er en kirke på næsten hvert gadehjørne. Men det er vigtigt at forstå, at de ikke er kristne på den samme måde som danskere er kristne. De første missionærer kom hertil for få hundrede år siden, men de fortsætter med at strømme til. Her er kristendommen uløseligt knyttet sammen med troen på trolddom. Der er ingen modsætning mellem at tro på Jesus og tro på hekse.

De fleste af de humanister, jeg taler med i Uganda, fortæller om den ensomhed, de har oplevet i deres opvækst. Igennem det meste af deres opvækst har de troet, at de var alene om at være i tvivl om deres tro eller slet ikke at tro

Her tror nogle, at albinoer har magiske kræfter. Hvis man slår dem ihjel, skærer dem i småstykker og bruger deres lemmer i magiske ritualer, vil man kunne opnå rigdom og berømmelse. Det er ufattelig svært at forstå, hvordan de kan få sig selv til at slå et andet menneske ihjel. Men det kan de, fordi de tror på noget overnaturligt.

Der er et utal af religiøse retninger, men især vækkelsesprædikanterne har kronede dage. De tjener enorme summer på deres tilhængere, der hellere end gerne giver deres sidste krone væk til deres præst. Så præsterne er ekstremt rige med kæmpevillaer, privatfly og store biler, mens deres tilhængere bor i faldefærdige hytter.

Ikke-troende bliver betragtet som djævletilbedere

Kato Mukasa

I modsætning de troende er der humanisterne, som jeg mødes med. Mit første interview er med Kato Mukasa. Han leder organisationen HALEA Uganda og Pearl College, der er en humanistisk skole for unge mødre. Derudover koordinerer Kato de humanistiske organisationer i Uganda og sidder i bestyrelsen for Humanists International (international paraplyorganisation for humanistiske organisationer).

Kato har været involveret i det humanistiske arbejde i årevis, og selv mærket hvordan omverdenen betragter ikke-troende som djævletilbedere og dårlige mennesker uden moral og etik. De troende kan ikke forstå, hvordan man kan være et godt menneske uden at følge de regler, en gud dikterer. Den sidste holdning har jeg også mødt enkelte gange i Danmark til min egen overraskelse.

Kato har selv mærket nogle af de konsekvenser, der kan være når ikke-troende deltager i den offentlige debat. Uganda er et meget homofobisk land. Parlamentet arbejder på at gøre homoseksualitet forbudt, selvom det strider imod deres egen forfatning. Forfatningen er sekulær, meget moderne og baseret på menneskerettighederne. For nogle år tilbage støttede Kato og de andre humanister op om LGBT+ rettighederne med det resultat, at deres kontor i Kampala blev angrebet og smadret. En gruppe troppede op hjemme hos Kato og satte ild til hans bil, da han ikke var hjemme.

Hør interviewet med Kato Mukasa her: 

 

Uganda har omkring otte humanistiske organisationer, og det er et imponerende antal for et afrikansk land. Flere af organisationerne har egne humanistiske skoler. Det kan måske undre en dansker, men i Uganda er skolerne religiøse. Man går i en skole, der er gennemsyret af en bestemt religiøs retning, fx pinsebevægelsen. Der er ikke krav om at skolerne skal tilbyde en videnskabelige funderet uddannelse og giver et nuanceret billede af religion. De humanistiske skoler er oprettet for at skabe en modvægt og for at give børnene en sekulær uddannelse uden indoktrinering i en bestemt religion.

De fleste af dem jeg interviewede, har mistet venner og familie, da de offentliggjorde at de er humanister og ikke tror på en eller flere guder. Enkelte er blevet udstødt af deres familie, ligesom Solomon som jeg mødte i Mbarabara i den vestlige del af Uganda. Jeg beundrer deres vedholdenhed. Vi har alle brug for at være en del af et fællesskab og føle, at vi hører til et sted. Det er ikke nemt at fastholde hvem man er, når man bliver udstødt af det fællesskab man har været en del af hele sit liv.

Her i Uganda møder jeg en gruppe mennesker, der er meget entusiastiske omkring deres arbejde med humanisme og menneskerettigheder. På trods af at de lever i et ekstremt religiøst land, er de optimistiske og positive ift. fremtiden. De tror på at flere og flere vil springe ud som ikke-troende. Det er ikke mindst de sociale medier, der vil gøre den store forskel.

Sociale medier har brudt tavsheden

Jeg interviewer Don, der er meget aktiv på de sociale medier. Han har etableret en gruppe på WhatsApp, der skal fremme en åben og fordomsfri debat. Don fortæller, at der er mange medlemmer af gruppen som er anonyme. De er anonyme i den forstand, at de ikke har fortalt deres nærmeste at de er ikke-troende. I stedet søger de fællesskabet med andre ikke-troende online.

Hør interviewet med Don Mugarura her: 

 

De fleste af de humanister, jeg taler med i Uganda, fortæller om den ensomhed, de har oplevet i deres opvækst. Igennem det meste af deres opvækst har de troet, at de var alene om at være i tvivl om deres tro eller slet ikke at tro. De fleste har oplevet, at der i deres barndom ikke måtte sættes spørgsmålstegn ved religionen. Derfor har de fleste været tavse i årevis. Indtil den dag de via de sociale medier opdager, at der er andre ligesom dem selv. Til deres store lettelse opdager de et fællesskab, som de føler sig hjemme i.

Uganda er et land omgivet af konflikter fx i DR Congo og Sydsudan, så der er mange flygtninge i landet. Det er et land, der ikke har særlig mange ressourcer selv. Især ungdomsarbejdsløsheden er høj, og mange kæmper for at tjene nok til de daglige fornødenheder. Jeg mødte mange gadebørn og tiggere i Kampala. De humanistiske organisationer er involveret i velgørende arbejde. Mens jeg var i Uganda, besøgte organisationen HALEA en af de store flygtningelejre i den nordlige del af landet og medbragte tøj og andre forsyninger.

En af den første uddannede humanistiske celebranter

Viola Namyalo

En af de unge humanister i Uganda er Viola, der er min guide i Kampala. Hun er også formand for den afrikanske gruppe i Young Humanists International. Viola er vokset op i slummen og er den første fra sin grundskole, der har fået en videregående uddannelse. Nu giver hun tilbage til lokalsamfundet og laver velgørende arbejde for HALEA i hovedstadens slumkvarterer. Hun afholder kurser for de unge, hvor de lærer at sy deres egne genbrugelige bind. Det kan lyde lidt banal for os, der bare køber dem i supermarkedet. Men når de har svært ved at skaffe penge til mad, er der slet ikke penge til at købe bind.

Viola er også blandt de første uddannede humanistiske celebranter i Østafrika. En humanistisk celebrant gennemfører humanistiske ceremonier fx bryllupper og begravelser (I Danmark udføres de af Humanistisk Samfund). Celebranterne blev færdiguddannede i januar, og det første humanistiske bryllup er allerede blevet holdt i Mombasa i Kenya.

Hør interviewet med Viola Namyalo her:

 

Håbet blandt humanister er, at både velgørenhedsarbejdet, de humanistiske skoler og de humanistiske ceremonier viser omverdenen, at humanister ikke er dårlige mennesker og djævletilbedere. På den måde håber de, at humanister og ikke-troende bliver accepteret i Uganda. Men de ved godt, at der er lang vej før det bliver virkelighed. Med den øgede adgang til informationer via internettet er det den unge generation, der kommer til at bane vejen.

Efter at have mødt alle de fantastisk engagerede humanister, tænker jeg ikke længere: ”Hvad f… laver jeg her?” I stedet tænker jeg, at det er den bedste beslutning jeg har truffet i hele mit liv. Jeg har mødt de skønneste mennesker, der er dybt engagerede i menneskerettigheder og humanisme. De mødte mig med åbne arme. De fortæller mig igen og igen, hvor glade de er for at blive set og hørt. De er så taknemmelige for at deres livshistorier bliver fortalt og dokumenteret.

Det var alligevel ikke en helt tosset idé, jeg fik dengang, så jeg tager videre til Rwanda med glæde i mit hjerte.


FAKTA 

Uganda kontra Danmark

Indbyggertal: 45 mio. – 5.8 mio.

Areal: 241.000 km2 – 43.000 km2

Befolkningstæthed: 183/km2 – 133/km2

Levealder: 58 år – 80 år

Tror på Gud: 97% – 42%

Kilder: World Population Review, Københavns Universitet og Catholics&Cultures


Hør alle episoderne af podcasten fra Uganda her.

Følg Kirstine Kærns rejse her


Topfoto: Skribenten 

Kirstine Kærn (f. 1971) er blogger, skribent, foredragsholder og producerer podcasten Babelfish. Hun er også næstforperson i Humanistisk Samfund.

Kirstine solgte i 2018 alt, hvad hun ejede for at rejse jorden rundt. Undervejs interviewer hun humanister, fritænkere og ateister for at dokumentere deres livshistorier i podcasten Babelfish. De fortæller om de udfordringer de møder som ikke-troende i en religiøs verden, og hvordan de arbejder for humanisme og menneskerettigheder.

Hun er cand.mag. i Filmvidenskab fra Københavns Universitet (1999). Har arbejdet som projektleder, programchef & kvalitetschef i IT-branchen i 20 år samt undervist projektledere og ledere.

Alle bidrag er velkomne på Mobilepay 25188437

Seneste artikler om Internationalt