
USA // ANALYSE – Præsidentkandidat Hillary Clinton kaldte i en kampagnetale den 9. september 2016 modkandidaten Donald Trumps kernetilhængere for ”deplorables” – de foragtelige mennesker. Målet for fornærmelsen tog betegnelsen til sig med stolthed og bemærkningen blev et søm i Clinton-kampagnens ligkiste. Men ”the deplorables” blev ikke opfundet af hverken Clinton eller Trump. Den anti-elitære politisk ukorrekte forsamling blev til en majdag for 50 år siden, fortæller Else Christensen, der tager os med tilbage til værdikrigene før, efter og under Vietnamkrigen samt opfindelsen af et andet re-aktualiseret begreb om “det tavse flertal”, der også bruges i den politiske debat i USA i dag.
Onsdag den 29. april 2020 trænger en flok svært bevæbnede demonstranter ind i den amerikanske delstat Michigans regeringsbygning. Demonstranterne, hvoraf mange er iført camouflagetøj og maskering, kræver, at delstatsregeringen ophæver forbundsregeringens restriktioner, som har til formål at inddæmme udbruddet af den potentielt dødelige virus covid-19.
”I kan ikke lukke os ude. Det er folkets hus”, råber de taktfast med næverne knyttet i luften. Aktionen fortsætter næste dag.
Heil Whitmer”, er en henvisning til statens guvernør, Gretchen Whitmer, demonstranterne råber ”Lock her up” med en reference til Trump-støtternes krav om at fængsle Hillary Clinton under valgkampen i 2016
Demonstranterne bærer skilte med ”Heil Whitmer”, en henvisning til statens guvernør, Gretchen Whitmer, og råber ”Lock her up” med en reference til Trump-støtternes krav om at fængsle Hillary Clinton under valgkampen i 2016.
De protesterende forlader bygningen, men næste dag er situationen så anspændt, at flere af politikerne ifører sig skudsikre veste, når de bevæger sig rundt i bygningen. ”Jeg har aldrig sat så megen pris på vores bevæbnede vagter som i dag”, skriver senator Dayna Polehanki i et tweet torsdag den 30. april:
Directly above me, men with rifles yelling at us. Some of my colleagues who own bullet proof vests are wearing them. I have never appreciated our Sergeants-at-Arms more than today. #mileg pic.twitter.com/voOZpPYWOs
— Senator Dayna Polehanki (@SenPolehanki) April 30, 2020
De færreste iagttagere vover at sige ordet – i hvert fald udenfor hjemmets fire vægge eller i en snæver vennekreds.
Men de røde MAGA-hatte, riflerne, som ville give enhver europæisk våbenentusiast begejstrede trækninger i affyringsfingeren – og nå, ja, det set med middelklassens kritiske øjne dårligt siddende tøj og den synlige overvægt, afslørede dem; the deplorables var på banen.
High noon i New York
Udtrykket blev til, da Hillary Clinton i valgkampens sidste fase, den 9. september, 2016, udskreg modkandidaten Donald Trumps kernestøtter som hørende hjemme i ”the basket of deplorables” og kasseres som foragtelige mennesker.
Clinton sigtede til Trump-basens tydeligt anti-feministiske og små-racistiske slagside, men bemærkningen blev hurtigt vendt mod Clinton selv; kun et elitært overklasseløg kunne stemple jævne amerikanere som foragtelige, hed det sig.
Om udtrykket blev afgørende for Clintons nederlag er uvist, men udsagnet gavnede bestemt ikke kampagnen.
Og the deplorables selv – en gruppe, hvoraf mange ifølge sociologiske og demografiske studier tilhører USA’s økonomisk og socialt dårligst stillede – tog betegnelsen til sig med taknemmelighed.
Imens undrede den pæne middelklasse sig over, hvor alle disse deplorables dog kom fra, og hvorfor de bar en så forfærdelig beskyldning med stolthed.
En del af svaret finder vi – af alle steder – i New York City, den foragtede elites højborg og legeplads. Men vi må skrue tiden 50 år tilbage.
Kalenderen viser den 8. maj, 1970. I New York er klokken 7.30 og det politiske landskab vil snart være gennemgribende forandret.
Arbejderne har frokostpause og tid til overs. Nu skal hippierne have bank
Ved krydset mellem Wall Street og Broad Street på Manhattans travle sydspids samler flokke af unge sig i små klynger. Forsamlingerne består af både mænd og kvinder, og den altovervejende del er universitets- eller collegestuderende. De fleste er langhårede og bærer flagrende gevandter, de såkaldte hippiers tydelige kendetegn. Flere ankommer, som morgenen skrider frem og mængden spreder sig ud i gaderne.
Ved 11.30-tiden er omkring 1000 forsamlet og mængden presser sig sammen ved Federal Hall, en historisk bygning i Wall Street. Her slår de tæt ring om statuen af landsfaderen George Washington, imens de råber slagord imod USA’s deltagelse i Vietnam-krigen. Den store flok fylder i gaderne og blokerer trafikken, men ellers går alt fredeligt til.
Freden varer ikke ved. På den anden side af gaden begynder en flok bygningsarbejdere rytmisk at banke på nogle jerndragere i en ufærdig bygning. Imens råber de slagord og fornærmelser rettet imod borgmesteren og demonstranterne. Mange af slagsordene har anti-homoseksuelle og racistiske undertoner.
Omkring kl. 11.45 bevæger flokken af bygningsarbejdere sig frem mod demonstranterne. Mændene kommer fra byggepladser i nærheden, mange af dem fra Manhattans østside, hvor World Trade Centers tvillingetårne så småt er ved at tage form.
Mange af mændene bærer ”hard hats”, sikkerhedshjelme, ligesom på byggepladsen. Nogle har værktøj i hænderne. Arbejderne har frokostpause og tid til overs. Nu skal hippierne have bank.
Vietnamprotester blev dødelige
Omkring kl. 12 bryder de ca. 200 bygningsarbejdere igennem den tynde linje af politifolk, som står vagt om de demonstrerende. Med næverne og medbragt værktøj slår de løs på de unge.
Fra de omgivende finanskontorer og fra det nærliggende rådhus iler folk til for at hjælpe de unge demonstranter, men kontoristerne får samme medfart. Da de unge søger tilflugt på et nærliggende college, følger angriberne efter. Nogle af dem stormer endda rådhuset og tiltvinger sig adgang.
Da freden ved 14-tiden igen sænker sig over Mantattan er 70 mennesker – herunder fire betjente – såret, mange så hårdt, at de må behandles på skadestuen.
I marts 1968, da årets valgkamp tog fart, var 20.000 amerikanske soldater blevet dræbt. Hver uge mistede yderligere 500 livet
Volden udgjorde den seneste dramatiske udvikling i reaktionen på en krig, som de færreste amerikanere fra begyndelsen havde ønsket.
USA’s engagement i det asiatiske land begyndte under den republikanske præsident Dwight D. Eisenhower. Præsidenten var under 2. verdenskrig general med ansvar for Operation Overlord – D-Dag. Han havde blandt andet af den grund ingen appetit på omfattende militære eventyr, så USA’s bidrag til, hvad de fleste betragtede som inddæmningen af verdenskommunismen, var dengang begrænset til omkring 1000 militære rådgivere.
Demokraten Lyndon B. Johnson optrappede imidlertid krigen med deraf følgende tilsvarende tab af menneskeliv til følge. I marts 1968, da årets valgkamp tog fart, var 20.000 amerikanske soldater blevet dræbt. Hver uge mistede yderligere 500 livet.
Årets valg endte med en sejr til republikaneren Richard Nixon, som lovede at afslutte krigen, men sådan skulle det ikke gå. Nixon eskalerede i stedet konflikten. Den 30. april bekendtgjorde præsidenten, at sydvietnamesiske styrker med USA’s støtte var gået ind i nabolandet Cambodia med det formål at standse tilførslen af våben og ammunition til fjenden. Få dage senere, den 4. maj, åbnede Nationalgarden ild mod demonstrerende studerende på universitetet i Kent State i Ohio.
Konfrontationen endte med, at soldaterne skød og dræbte fire unge, og fire dage senere, den 8. maj, nåede volden New Yorks gader.
Splittelse skulle sikre Nixon magten
Folk, som overværede optrinnet på Wall Street, var forfærdede. ”Hvad jeg så, var ikke amerikanere. Det var sortskjorter og brunskjorter fra Hitlers Tyskland”, udbrød én af de angribende bygningarbejderes kolleger ifølge den amerikanske journalist Max Blumenthal.
Ved en pressekonference samme aften forsikrede Nixon da også nationen om, at hans regering havde sikker kurs imod freden. Han udtrykte også forsonligt sin forståelse for krigsmodstandernes bekymringer.
Nixon måtte for alt i verden holde splittelsen i live, indtil han kunne afslutte krigen eller vinde genvalget i 1972 – hvad der nu kom først
Snart ændrede melodien sig imidlertid. Nixon indså nemlig propagandaværdien i arbejdernes vrede.
Siden 1930’erne havde det demokratiske parti siddet solidt på arbejderklassens stemmer. Forklaringen var den enkle, at partiet siden Roosevelts ”New Deal” havde sikret arbejderne og underklassen de basale sociale, politiske og økonomiske rettigheder, som de ikke hidtil havde haft.
Lige så sikkert havde demokraterne siddet på præsidentposten – med den atypiske republikaner Dwight D. Eisenhower som eneste undtagelse, og historikere er generelt enige om, at den populære Eisenhower var blevet valgt, uanset hvilket parti, han stillede op for.
Men modstanden imod Vietnamkrigen og minoritetsgruppernes stadig mere vedholdende krav om synlighed og anerkendelse skabte i slutningen af 1960’erne splittelse blandt demokraterne.
Splittelsen hjalp Nixon med at vinde præsidentposten i 1968, men Nixons plads bag skrivebordet i det ovale kontor var dog langt fra sikker.
Præsidentens valgsejr skyldtes til dels løfter om at afslutte krigen. Hvis han ikke kunne levere varen, ville usikre vælgere sandsynligvis søge tilbage til demokraterne. Hvis demokraterne desuden kunne finde en fælles linje i krigsmodstanden, ville republikanerne for alvor igen være sat ud på et sidespor.
Nixon måtte for alt i verden holde splittelsen i live, indtil han kunne afslutte krigen eller vinde genvalget i 1972 – hvad der nu kom først.
Grunden til netop den strategi lagde præsidenten et halvt år tidligere, da han den 3. november, 1969, i en tale introducerede begrebet ”the silent majority”, ”det tavse flertal”:
”Tiden er kommet til, at det store tavse flertal af amerikanere i alle aldre og af enhver politisk overbevisning, rejser sig og vender sig imod tidens leflen [Nixon bruger ordet appeasement, som også blev brugt om Storbritanniens eftergivenhed overfor Hitler forud for 2. verdenskrig, red] for folk, der kaster sten og råber beskidte slagord her i Amerika”, sagde præsidenten i den hidtil længste TV-tale nogen amerikansk præsident endnu havde holdt.
Af og til forekommer det, at ingen taler på vegne af det tavse flertal. Men Coolidge hører til iblandt dem. Han lever som dem, han arbejder ligesom dem og han forstår”, skrev Barton i Collier’s Magazine forud for valget i 1920
Hverken udtrykket eller begrebet var nyt. Udtrykket havde i sin grundform rødder i 1800-tallets reformbevægelse, som søgte at afbøde den hastige industrialiserings skadelige virkninger på arbejderklassens levevilkår.
Reformatoren William Graham Sumner påkaldte i den anledning i en tale i 1883 hensynet til ”the forgotten man”, samfundets mest udsatte borgere, som udviklingen og borgerskabet glemte. Franklin D. Roosevelt anvendte samme udtryk i forbindelse med New Deal-reformerne under 1930’erne depression.
Bruce Barton, kampagnechef for præsident Calvin Coolidge anvendte i 1920 udtrykket ordret for at forklare, at præsidentkandidaten Calvin Coolidge var en helt almindelig amerikaner. ”Af og til forekommer det, at ingen taler på vegne af det tavse flertal.
Men Coolidge hører til iblandt dem. Han lever som dem, han arbejder ligesom dem og han forstår”, skrev Barton i Collier’s Magazine forud for valget i 1920.
Det tavse flertal fik ansigt og navn
Men Nixons tavse flertal var hverken Coolidges jævne mand eller Roosevelts arbejdsløse industriarbejder.
Nixons tavse flertal var USA’s hvide lavere middelklasse/arbejderklasse, den befolkningsgruppe, som relativt set havde nydt mest godt af 1950’ernes og 1960’ernes næsten eksplosionsagtige økonomiske fremgang, men som nu følte sig truet af feminister, sorte og minoriteter, der alle ønskede en større del af den voksende samfundskage.
Voldsmændene blev helte og bøllerne hædersmænd
Og netop disse grupper havde forbundsregeringen under Det Demokratiske Partis ledelse fremmet gennem lovgivning som fx 1960’ernes Voting Rights Act og Civil Rights Act, love, som skulle sikre sorte amerikanere borgerlige og politiske rettigheder.
Med bygningsarbejdernes angreb kunne Nixon tildele Det Tavse Flertal ansigt og navn. Bøllerne blev ophævet som det ypperste, Amerika kunne byde på. Et par uger efter overfaldet – den 26. maj – modtog Nixon Peter J. Brennan, formand for New Yorks bygningsråd flankeret af 22 fagforeningsledere i Det Hvide Hus som tak for indsatsen.
Under stor mediebevågenhed forærede arbejderlederne præsidenten en række sikkerhedshjelme som hæderstegn og som et bevis på støtten til regeringen. ”Sikkerhedshjelmen vil, ligesom vort flag, stå for frihed, patriotisme og vort elskede fædreland”, erklærede Brennan højstemt. Voldsmændene var blevet helte og bøllerne hædersmænd.

Nixon udlagde straks besøget som en støtte til Vietnam-krigen. Èn af de inviterede fagforeningsledere havde mistet en søn i krigen og udtrykte støtte til Nixons nylige beslutning om at invadere Cambodia:
“Havde nogen haft modet til at gå ind i Cambodia [noget før, red.], havde de måske kunnet fjerne den kugle, som gjorde en ende på min søns liv”, sagde manden med gråd i stemmen.
Fagforeningslederens sorg var reel, men hvad angik arbejdernes støtte til Vietnam-krigen tog Nixon fejl.
Arbejderklassen leverede ganske vist en uproportional mængde soldater til krigen i Vietnam, for i modsætning til den øvre middelklasse og overklassen kunne den lavere middelklasses sønner nemlig ikke sikre sig fritagelse for aktiv tjeneste gennem uddannelse eller forbindelser.
”Lad være”, råbte hun, mens hun hev manden i jakkeærmet. ”Slip mig, kælling”, lød svaret, ”hvis du vil behandles ligeværdigt, så skal vi nok behandle dig som sådan”
Mange familier, som havde mistet en mand, søn eller far i krigen, følte sig derfor ydmyget og trampet på, når krigsmodstanderne stemplede Vietnamsoldaterne som unødigt brutale eller argumenterede for, at krigen slet ikke gav mening.
Krigens støtter skulle imidlertid på dette tidspunkt ikke fortrinsvis findes hos arbejdere, men snarere hos den veluddannede og vellønnede middelklasseungdom. En opinionsundersøgelse udført lige efter hændelsen på Wall Street viste da også, at hele 53 procent af de adspurgte organiserede arbejdere – segmentet, som bygningarbejderene tilhørte – var modstandere af krigen.
Sikkerhedshjelmenes oprør
Det politiske trick virkede imidlertid. Ikke mindst fordi utilfredsheden blandt bygningsarbejderne var reel. Mange i byggebranchen følte sig truet af affirmative action, integration og ligestilling gennem lovgivning om kvoter og offentlige incitamenter.
Byggebranchen var igennem 1960’erne velorganiseret og godt betalt. Branchen var også umiskendeligt ”hvid” – i 1967 udgjorde andelen af ikke-hvide kun to procent af den samlede arbejdsstyrke blandt højtlønnede, faglærte arbejdere. Sådan skulle det blive ved med at være, mente mange arbejdere.
TV-seriernes og sæbeoperaernes glatte middelklassefamilier fik i januar 1971 selskab af den brovtende Archie Bunker, serien All in the Family’s patriark, der hadede sorte, hippier, jøder og feminister
”Hvorfor skulle jeg arbejde med spades [et nedsættende udtryk for sorte, red], når de truer med at brænde mit hus ned”, spurgte en bygningsarbejder retorisk med henvisning til stigende uroligheder blandt sorte i flere af USA’s storbyer.
Kort før demonstrationen kom det frem, at New Yorks demokratiske borgmester havde planer om fremover kun at ville gøre brug af firmaer, som levede op til tidens krav om at ansætte minoriteter.
Modstanden mod feminismen var også stærk blandt arbejderne. Det Demokratiske Parti måtte i 1968 opgive at støtte ligestillingsloven ERA – som blev promoveret af kvinderetsikoner som Gloria Steinem og Betty Friedan – blandt andet på grund af modstand fra baglandet i fagforeningerne.
Øjenvidneberetninger fortæller, at også de frustrationer fik frit løb den majdag. Det fik blandt andre Susan Harman at føle. Harman, der dengang var 29 år og arbejdede som assistent for borgmesteren, forsøgte at komme en student til undsætning, da han blev angrebet af en bygningsarbejder bevæbnet med en tang.
”Lad være”, råbte hun, mens hun hev manden i jakkeærmet. ”Slip mig, kælling”, lød svaret, ”hvis du vil behandles ligeværdigt, så skal vi nok behandle dig som sådan”. Herefter smadrede manden Susan Harmans briller og slog hende i asfalten.
Mange medlemmer af middel- og arbejderklassen følte, at de med, hvad der nu blev omtalt som hard hat riots – “sikkerhedshjelmenes oprør” – havde fået et talerør og mediernes opmærksomhed forstærkede tendensen.
‘The deplorables’ kommer til at agere tøjlesløse spydspidser i den republikanske højrefløjs bestræbelser på at minimere forbundsregeringens magt og standse eller tilbagerulle sociale og politiske reformer
Snart havde hele Amerika fået øje for den karikerede arbejder-arketypes charme. Countrysangeren Merle Haggards hymne til den jævne amerikaners simple glæder, Okie from Muskogee, lanceret i 1969, blev i 1970 en landeplage.
TV-seriernes og sæbeoperaernes glatte middelklassefamilier fik i januar 1971 selskab af den brovtende Archie Bunker (spillet af Carrol O’Connor), serien All in the Family’s elskelige (?) patriark, der under dække af humor udspyede foragt for sorte, hippier, jøder og feminister.
”The Archie Bunker vote” blev i øvrigt i maj 2016 – nogle måneder før the deplorables gjorde deres indtog på den politiske arena, af den britiske journalist Conrad Black brugt som betegnelse for vælgersegmentet, som Conrad Black senere i sin Trump-biografi ”A President Like No Other” definerede som ”de harmdirrende arbejdere, the deplorables, som fru Clinton benævnte dem”.
Men gruppen består ikke alene af arbejdere eller mennesker på samfundets bund, påpeger historikeren Rick Perlstein:
”Det tavse flertal er en sindstilstand, påpeger forfatteren, som har skrevet flere bøger om Nixon og den republikanske højrefløj. ”Det er en følelse af at blive berøvet noget. Og den følelse viser sig på den mest dramatiske måde i tider med store forandringer; tider hvor alt, som før forekom fast og solidt smelter bort i den tomme luft”, sagde Perlstein til radiostationen NPR i 2016.
Grunden til, at vi er tavse, er, at vi ikke må sige noget. Det bedste ved Trump er, at han vil afskaffe den politiske korrekthed
Forklaringen tydeliggør, hvorfor demokraterne ikke kan tale på segmentets vegne, selvom flere har forsøgt.
”Der findes i det amerikanske kerneland et tavst flertal, som bare ønsker, at tingene skal være normale”, forsøgte kongresmedlem Cheri Bustos fra Illinois sig fx i 2018 uden at vinde det mindste gehør. Det Demokratiske Parti er nemlig historisk set, hvad enten partiet vil det eller ej, uløseligt forbundet med de sociale og ligestillingsfremmende reformer, som dele af partiets base nu vender sig imod.
Når bølleadfærd bliver en værdi i sig selv – Trumps dyrkelse af vold
Ronald Reagan appellerede med stor effektivitet til Det Tavse Flertal, men Trump er gået et skridt videre.
Ved at omfavne betegnelsen ”the deplorables” har han ophøjet Nixons implicitte accept af vreden og volden til en eksplicit dyrkelse af det socialt uacceptable og gjort bølleadfærden til en værdi i sig selv. For enhver, som nu fremfører holdninger, som ingen før ville stå ved i fuldt dagslys, gør det jo angiveligt for at give folket – og især de mindst begunstigede – en stemme.
”Grunden til, at vi er tavse, er, at vi ikke må sige noget. Det bedste ved Trump er, at han vil afskaffe den politiske korrekthed”, betroede en Trump-støtte under valgkampen avisen Washington Post. Udsagnet skulle blive gentaget adskillige gange både før og efter valget.
Det er en del af forklaringen på, at demonstranterne i Michigan slipper afsted med såvel at råbe Heil som med at bære hagekorsfaner, sydstatsflag og skilte med ”Arbeit macht Frei”, teksten som står over hovedporten til udryddelseslejren Auschwitz.
Hvis samfundets svageste ikke alene erklærer sig enige, men med våben i hånd anfægter statens gyldighed, har Trump for alvor taget stikket hjem
Ligesom Nixon har Trump heller ingen fine fornemmelser, når det gælder politisk motiveret vold fra støtter eller potentielle støtter.
I sensommeren 2017 var han var betænkeligt længe om entydigt at fordømme hvide suprematisters vold under et Unite the Right-rally i byen Charlottesville i Virginia. Præsidenten holdt sig heller ikke for god til at støtte demonstranterne i Michigan. ”Befri Michigan” tweetede Trump den 17. april, mens maskerede og svært bevæbnede demonstranter i demonstrationsbølgens første dage forsamlede sig foran delstatens regeringsbygning:
LIBERATE MICHIGAN!
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) April 17, 2020
The deplorables kommer derved til at agere tøjlesløse spydspidser i den republikanske højrefløjs bestræbelser på at minimere forbundsregeringens magt og standse eller tilbagerulle sociale og politiske reformer.
Republikanernes højrefløj har for længst vedtaget, at en stærk stat er dårlig for forretningslivet og velhaverne. Hvis en del af middelklassen ikke alene erklærer sig enige, men med våben i hånd anfægter forbundsregeringens autoritet og gyldighed, har Trump taget et vigtigt stik hjem.
Kilder: Rick Perlstein: Nixonland. The Rise of a President and the Fracturing of America, (Simon and Schuster, 2010). Conrad Black: Donald J. Trump. President Like No Other, (Simon and Schuster, 2018). Max Blumenthal: Republican Gomorrah, Inside the Movement, that shattered the Party, (Hachette UK, 2009).
Topillustration: En anden slags deplorables. Foto: Unite the Right Rally, Charlottesville, august 2017, Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.