
NEW YORK // ESSAY – Det, der for mig skulle have været en flirt med New York, blev et langt kærlighedsforhold. Jeg har snart boet i byen i halvdelen af mit liv, så indrømmet; den indledende eufori er for længst fordampet. Nogle gange prøver jeg bevidst at se på byen med friske øjne. Grand Central Terminal et godt sted at nulstille sit perspektiv, skriver Birgitte Carlsen.
Hvis man kan være forelsket i en bygning, er jeg forgabt i Grand Central Terminal. Hver gang jeg går ind i stationen føler jeg mig en smule andægtig. Der er en grund til, at den bliver kaldt ‘Cathedral of the common man’, menigmands katedral. Den store hal, The Main Concourse, er 83 meter lang og 36 meter bred. Der er 38 meter til loftet. De enorme vinduer leder tanken hen på et kirkerum.
Kombinationen af belysningen fra de store lysekroner og de flødefarvede marmorkonstruktioner gør rummet gyldent og blødt. Jeg er ikke religiøs, men jeg bliver altid fredfyldt og en lille smule lykkelig, når jeg opholder mig i dette arkitektoniske mesterværk.
New York er kendt for på godt og ondt at være genstand for kontinuerlig evolution, ofte i fremskridtets navn, selvom profit gennemgående er den egentlige årsag. ‘New York would be a cool place if it was ever done’ bliver der sagt. Der er intet, der tyder på, at det sker foreløbig.
Det forekommer mig, at der hele tiden er et nyt højhus under opbygning. Manhattans skyline er en evigt foranderlig størrelse, og æstetikken er sjældent en prioritet. Rent arkitektonisk bliver der ikke taget hensyn til, om bygninger passer sammen, det er komplet stilkaotisk, og stål og glas dominerer. Man kan jo have sine overvejelser om, hvorvidt vi almindelige dødelige virkelig står og har brug for endnu en tom skyskraber som skattely for milliardærer. Manhattan er prime real estate. Som ø begrænset i areal; det eneste tilgængelige rum for vækst er vertikalt. Men det, der ofte er virkeligt forstemmende, er de bygninger, der bliver ofret til fordel for spekulanters agenda.
Et af de mest tragiske eksempler var nedrivningen af den oprindelige Pennsylvania Station i 1963. Den var et Beaux Art-mesterværk, som blev jævnet med jorden og erstattet af den nuværende æstetisk ucharmerende version af Madison Square Garden.
På nuværende tidspunkt er terminalen serviceret af fem subwaylinier
Mange newyorkere var utilfredse med den beslutning, og det gav udslag i grundlæggelsen af The New York Landmark Preservation Committee i 1965. Den gennemførte, at Grand Central Station fik landemærkestatus i 1967. Men togtrafikken, som havde været den primære transportform i årtier, var i økonomisk krise, fordi lufttrafik og privat bilkørsel havde overtaget. Så Grand Centrals direktør, Stuart Sanders, ignorerede landemærkebeslutningen. Han mente, den var i forfatningsmæssig strid med hans personlige ejendomsret.
Luftrummet over stationen var mere værd end bygningen. Han ville rive stationen ned og udskrev en arkitektkonkurrence, som blandt andet I. M. Pei (mest kendt for Louvre-pyramiden) deltog i med forslaget om en 80-etagers kommerciel bygning.
Men nu blev der demonstreret og protesteret. Historisk set har demonstrationer, om de er imod krig, politivold eller for miljøet, ikke haft nogen nævneværdig konsekvens, men da Grand Central var truet, stillede navnlig en person sig i vejen, og hun blev taget alvorligt: Jackie Kennedy Onassis. Hun var med til at grundlægge The Commission to save Grand Central under The Municipal Arts Society.
Jackie Kennedy Onassis var det nærmeste, man kommer på en kongelig i USA. Den tidligere præsidentfrue havde stået for restaureringen af Det Hvide Hus, og hun var lidenskabeligt optaget af Grand Central Terminals bevarelse. Hun ledte i 1975 en pressekonference i Grand Centrals berømte Oyster Bar, hvor hun udtalte: “If we don’t care about our past we can’t have very much hope for our future.”

Den juridiske disputs, som var startet forinden, stod på i et årti og kulminerede i USA’s højesteret. I 1978 endte den med, at Grand Central fik lov at blive stående og beslutningen skabte præcedens for bygningsbevarelse på landsplan. Med Jackie Kennedy Onassis som en af de primære drivkræfter i samarbejde med The Municipal Arts Society, blev der rejst penge nok til, at den forsømte bygning blev gennemrestaureret.
Tog var den primære transportform både for pendlere og rejsende fra andre stater
En fundraiser som markerede The Municipal Arts Societys 50-års jubilæum blev afholdt på Grand Central Station i 1994 for at indsamle penge til restaureringen af stationen. Jeg deltog, idet jeg var inviteret af en veninde, der arbejdede for foreningen. Vi optog nogle af de billige pladser i The Oyster Bar, men Jackie Kennedy Onassis blev beværtet den store hal. Men vi gik ovenpå senere, hvor jeg tror, jeg opførte mig ret uncool og gloede på hende. Hun udstrålede værdighed. Det var sidste gang, hun viste sig offentligt, inden hun døde senere på året, så desværre så hun aldrig resultatet af sin kampagne.
Grand Central Terminals historie
Opførelsen af Grand Central Terminal startede i 1903 i Midtown Manhattan. Den var den tredje generation af stationer på denne lokalitet. Den originale udgave, Grand Central Depot, blev kommissioneret af magnaten Cornelius Vanderbilt i 1871. Den blev hurtigt for lille og rekonstrueredes til Grand Central Station i 1900.
Efter et sammenstød mellem to damplokomotiver i 1902, blev den nuværende konstruktion bygget med henblik på elektrisk togdrift. Arkitekten William John Wilgus designede stationen med undergrundsspor og perroner i to niveauer. Konstruktionen foregik i stadier for at sikre den fortsatte togdrift, hvilket forsinkede og komplicerede processen. 800 toge brugte stationen daglig, så dynamitsprængningerne kunne kun foregå om natten. Opbygningen tog ti år og kostede 180 millioner dollars. Over 10.000 arbejdere var involveret og over 200 bygninger blev revet ned. Resultatet var verdens største togstation, en status stationen har den dag i dag med 49 perroner og 67 spor.
Indenfor de første 16 timer efter åbningen var 150.000 mennesker passeret igennem stationen, og fra åbningen den 2. februar til 30. juni 1913 servicerede stationen 22,4 millioner passagerer. Flere udvidelser blev foretaget og i 1927 betjente stationen 43 millioner passagerer.

Dette foregik under jernbanernes storhedstid. Stationens opførelse bidrog til både lokal vækst og oprettelsen af forstæder. Tog var den primære transportform både for pendlere og rejsende fra andre stater.
I en årrække fra 1902 til 1967 kørte et helt specielt tog fra Track 34 på Grand Central, The Twentieth Century Limited. Det var et luksustog, der dagligt tilbagelagde strækningen mellem New York og Chicago med ca. 110 km/t. ‘The Most Famous Train in the World’, blev det kaldt. Der var cocktailvogn, spisevogn og sovevogn ‘for people bred to gracious living.’
Plyssæder, aircondition og haute cuisine. Og hver dag blev en rød løber rullet ud til disse berettigede passagerer. Det er efter sigende derfra traditionen med den røde løber kommer fra. I filmen ”The Sting” er det i The Twentieth Century Limited, at Paul Newmans berømte pokerspil foregår.
Der er efter sigende også et spor, nummer 61, der har direkte adgang fra det berømte hotel Waldorf Astoria, og som kun er blevet benyttet af præsidenter og andre personer med VIP-status. Den tidligere amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt skal have brugt passagen til at skjule for befolkningen, at han havde polio.
Men tingene ændrede sig efter 2. Verdenskrig. Flytrafikken overtog langdistancetrafikken og et stigende antal lokale pendlere anskaffede sig deres egen bil. Togselskabernes økonomi led og Grand Central Terminal gik i forfald. New York City var på randen af konkurs. En appel om økonomisk hjælp fra Washington blev afvist. Hjemløse flyttede ind i terminalen og kriminalitet fra stofhandel til prostitution florerede.
Restaurering
Restaureringen af Grand Central tog adskillige år, og de budgetterede 118 millioner dollars blev til 250 millioner. Mørkelægningsmaling fra 2. Verdenskrig blev skrabet af de store vinduer. De enorme reklamer, der dækkede både dem og væggene, blev fjernet og skillevægge blev revet ned. Et centimeter tykt lag snavs, hovedsagelig bestående af nikotin, blev skrabet af det store loft. Et lille rektangel blev efterladt, så man i dag kan se, hvor beskidt stationen var.
En østvendt marmortrappe, som havde været med i den oprindelige plan, men aldrig opført, blev konstrueret og passagervenlige rulletrapper blev installeret. Renoveringen blev udført i overensstemmelse med retningslinjer for konservation og var fuldendt i 1998.
Et arkitektonisk mesterværk
Grand Central Terminal er opført i Beaux Art-stil. Verdens største Tiffany-ur pryder facaden. Det er ca. fire meter i diameter og det romerske VI er en dør, man kan åbne for vedligeholdelse og reparation. Ovenover er en limstenstatue på 1500 tons af Merkur, Minerva og Herkules – symboler på transport, handel, visdom og styrke.
Stationens forhal ved indgangen fra 42th Street er dedikeret til Jackie Kennedy Onassis af indlysende årsager, med et ikke særligt vellignende relief af hende på en mindeplade.

Det næste rum er The Vanderbilt Hall, som oprindeligt var en ventesal med smukke egetræsbænke. I stationens storhedstid var den opdelt i en mandlig og en kvindelig afdeling. Man kunne blive klippet og få pudset sine sko, mens man ventede. Efter stationen gik i forfald, blev alle bænkene undtaget en enkelt fjernet, fordi de hovedsageligt blev benyttet af hjemløse.
The Oyster Bar har eksisteret lige så længe som stationen og er en institution
Det var i Vanderbilt Hall, at Claus Meyer i en periode fra 2015-2020 havde The Great Northern Food Hall og Restaurant Agern. Man kunne få øllebrød, frøsnappere og kartoffelmadder på vej til og fra arbejde.
Inde i hallen, The Main Concourse, er loftet udsmykket med stjernekonstellationer, angiveligt som himlen tager sig ud i oktober i Middelhavs-området. Det var den oprindelige hensigt. Men under udførelsen blev modeltegningen vendt, så afbildningen viser tegnene, som de ville se ud fra oven. Kun Orion vender rigtigt. Der er 61 stjerner, eller snarere fiberoptiske pærer, der lyser fra den grønmalede himmel. Hallen har ti lysekroner, som hver har 110 pærer og vejer 1,5 ton.
Et gennemgående tema for stationens ornamenter er agern og egetræsblade, Vandebilt-familiens symbol. De kan ses over urene, hugget ud i sten og indgraveret i lysarmaturer.
I midten af hallen står en informationsstand, som har en intern vindeltrappe ned til en tilsvarende stand i midten af underetagen. Ovenpå standen i hallen står et ur, som har en skive mod alle verdenshjørner. I henhold til en urban myte er uret 20 millioner dollars værd. Det passer imidlertid ikke. Derimod er det sandt, at alle tog kører et minut senere end angivet på togplanen, for at give fortravlede rejsende lidt ekstra tid til at komme med.
Det meste af underetagen i Grand Central kaldes The Food Court. Der er mange forskellige restauranter, mest i fastfood-genren og overvejende udelukkende med ståpladser, en strategi til forebyggelse af uønsket okkupering af sæder. Der er et par undtagelser; den mest prominente er The Oyster Bar, som ligger for sig selv for enden af en af de mange ramper, der i modsætning til trapper gør det nemt at færdes.
The Oyster Bar har eksisteret lige så længe som stationen og er en institution. Der kan være over 400 gæster i restauranten, som har 25 slags fisk og op til 30 slags østers på menuen, samt diverse specialiteter, og dertil en vinliste med 80 valgmuligheder.
Loftet i restauranten har hvælvinger udført med Rafael Guastavino-kakler i sildebensmønster, hvilket er et besøg værd i sig selv. Hvælvingen umiddelbart udenfor restauranten er ligeledes en Guastavino-kreation, der som biprodukt også fungerer som et whispering gallery, så hvis man står med ansigtet vendt mod et af hjørnerne og hvisker, kan man tydeligt høre det i det diagonalt modsatte hjørne.
Mere end en station
Grand Central er mere end blot en station. Der er forretninger, et luksuriøst fødevaremarked og to cocktailbarer og en stor Apple Store. I en periode var der også en biograf og på de øvre etager en TV-station, et kunstgalleri og tennisbaner.
Nu er her er The New York Transit Museum. Der er også et hittegodskontor, som efter sigende er det mest effektive i USA. Der katalogiseres over 50.000 artikler årligt, mest tasker, tegnebøger og mobiltelefoner, men mere eksotiske objekter som benproteser, kæledyr og angiveligt en enkelt kofanger er også blevet indleveret.
På nuværende tidspunkt er terminalen serviceret af fem subwaylinier. For de andre linier, Metro Norths Hudson, Harlem og New Haven er stationen, som navnet illustrerer, en terminal. 98 procent af Metro Norths toge ankommer til tiden. 250.000 passagerer benytter stationen dagligt, men derudover er Grand Central besøgt af over 21 millioner turister om året.
I 2023 åbnede en udvidelse af terminalen, The Grand Central Madison, en ny endestation for The Long Island Railroad 140 meter undergrund med fire perroner og otte spor. Den har gjort det rejsetiden kortere for navnlig pendlere, som før kørte til den vestlige Penn Station. 17 millioner passagerer benytter nu denne del af terminalen årligt.
Sommetider stiller jeg mig op på en af marmortrapperne i myldretiden og betragter den myretue, The Main Concourse-hallen ligner, når pendlerne vrimler igennem, og så føler jeg mig som forholdsvis nyudsprunget pensionist umådelig heldig, fordi jeg ikke er en af dem.
Det, der for mig skulle have været en flirt med New York, blev et langt kærlighedsforhold.
Jeg har snart boet i byen i halvdelen af mit liv, så indrømmet; den indledende eufori er for længst fordampet, New York er hverdag, man er ‘jaded’, som amerikanerne kalder det, og tit er det først, når jeg har besøg, at jeg via udefrakommendes reaktion bliver mindet om, hvor ekceptionelt et sted, jeg bor. Nogle gange prøver jeg bevidst at ‘jomfrunalisere’ mine observationer, se på byen med friske øjne. Grand Central et godt sted at nulstille sit perspektiv.
Men bygningen er ikke min eneste forelskelse: Der er også Central Park, The Chrysler Building, en nu hedengangen knappeforretning, en papegøjekoloni i Greenwood Cemetery og en rustik vinbar nede om hjørnet. Bare for et nævne et par stykker.
I still love New York.
Kan du lide, hvad du læser? Så klik dig videre på andre af Birgitte Carlsens artikler her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her