ARKITEKTUR OG URBANITET // ESSAY – ”En by er kun interessant og dynamisk i længden, hvis den er fyldt med mennesker, der har en hverdag og bor der, og ikke kun pendler ind som turister eller fra forstæderne”. Jakob Cold fortæller historien om Robert Moses, der som vej- og parkdirektør ændrede Manhattans morfologi mere end nogen anden, og i hvis fodspor danske Gehl Architects og Bjarke Ingels Group er gået.
Byggemand Bobs faktisk historiske forlæg var Robert Moses. Moses var vej- og parkdirektør i New York City igennem 40 år frem til 1963. En ”do-er”, der fik tingene gjort. Han ændrede Manhattans morfologi mere end den sidste istid og var karismatisk, dynamisk og kontroversiel. Sidstnævnte ikke mindst på grund af hans enorme sats på indretning af byen på privatbilismens præmisser. Her blev hans koncepter udfordret fundamentalt og effektivt af den lige så legendariske Jane Jacobs, der slog til lyd for en storby på menneskenes præmisser.
At opbygge magt fra et svagt fundament er en kunst, som kun de færreste magter
Sidstnævnte har blandt andre danske Gehl Architects og Bjarke Engels Group bidraget stærkt til de sidste 20 år blandt andet med koncepter for cykelstier, shared spaces og mere organiske og inviterende byggerier frem for golde facader. I dag kan vi alle – på business såvel som pleasure – erfare spændingen mellem Robert Moses’ monumentale løsninger og den senere urbanismes mere menneskelige skala.
Robert Moses’ magt og skaberkraft gennem fire årtier
Som vej- og parkdirektør i New York City fra 1920’erne til 1960’erne stod Robert Moses (1888-1981) i spidsen for anlæg af broer og tunneller over og under Hudson og East River, 650 km. motorvej, mere end 600 legepladser, adskillige strandparker og vandkraftværker ved blandt andet Niagara. FN-bygningen, Central Park Zoo, Lincoln Center of Performing Arts og Brooklyn Battery Tunnel er blot nogle af de mange projekter, han realiserede. Ifølge hans kendteste biografist og dobbelte Pulitzerpris-vinder, Robert Caro, har kun istidens gletsjere ændret landskabet mere omkring New York City end Robert Moses.
Men historien om Robert Moses er ikke kun fascinerende, fordi han byggede som få andre i verdenshistorien indtil boomet i fjernøstlige metropoler som Shanghai. Historien er også betagende, fordi Moses opbyggede en magt, som kunne overmatche borgmestre, guvernører og præsidenter, når det gjaldt byudviklingen. Og magten, som ellers let er så flygtig, udøvede han ikke kun i nogle år, men – med opture og nedture – igennem hele fire årtier. Ikke for egen vindings skyld, men for at realisere sine visioner.
New York City – Fragmenteret, korrupt og underfinansieret
At opbygge magt fra et svagt fundament er en kunst, som kun de færreste magter. Men det gjorde Robert Moses. Hvor organisationen var støvet og impotent, strammede han den op. Hvor byudviklingen var gennemsyret af korruption, ændrede han spillet. Og hvor finansieringen var umulig, fandt han pengene.
I midten af 1920’erne var organisationen for veje og parker ikke kun fragmenteret på de fem bydele Manhattan, Brooklyn, Staten Island, Queens og The Bronx, men også i yderligere tværgående departementer. Ofte talte deres ledelse ikke sammen. Næsten lige så ofte lå de i krig med hinanden om magt, karrierechancer og bevillinger. Dette medførte, at byudviklingsprojekter snarere end at blive fremmet måtte løbe spidsrod mellem de forskellige forvaltninger.
Korruptionen med det deraf følgende pengespild hjalp selvfølgelig heller ikke på det forhold, at byen var finansielt nødlidende
Men problemet lå ikke kun i det formelle organisationsdiagram. Det lå mindst ligeså meget i den korruption, som gennemsyrede relationerne mellem politik, forvaltning og erhvervsliv. Korruptionen førte ikke kun til tab af penge, herunder byggekontrakter, som var alt for dyre for byen. Mindst lige så slemt var det, at mange ansættelser i offentlige embeder skete ud fra partibogen i stedet for faglige kompetencer.
Korruptionen med det deraf følgende pengespild hjalp selvfølgelig heller ikke på det forhold, at byen var finansielt nødlidende. Selvom New York ud fra mange parametre var verdens mest dynamiske by i verdens mest dynamiske økonomi, så var borgere og erhvervsliv dengang – som nu – generelt skeptiske over for big government. Dertil kom det forhold, at store infrastrukturprojekter ofte ikke kun skulle finansieres af byen New York, men også af New York som stat, og det forudsatte så en enighed på tværs af by og land, som ofte var svær at etablere.
Depressionen som chance for den parate
Udgangspunktet var altså, at byen New York led under en fragmenteret organisation, korruption og mangel på finanser. Paradoksalt nok skulle det blive endnu værre, for at det kunne blive bedre. Kraket i Wall Street i 1929 og den efterfølgende økonomiske depression var en katastrofe, men førte også til valget af Roosevelt som præsident i 1933, der i sine første 100 dage gennemførte et hidtil uset omfattende lovgivningsprogram med Kongressen.
Moses kunne forelægge konkrete og detaljerede planer, mens mange andre ikke kunne levere meget andet end skitser
Disse 100 dage – som siden har været målestokken først for andre præsidenter og efterhånden ofte også for andre offentlige og private ledere i og uden for USA’s grænser – førte blandt andet til frigivelse af enorme føderale investeringsmidler som led i en keynesiansk efterspørgselsorienteret stimulation af økonomien.
Ingen andre kunne som Robert Moses lægge billet ind på disse midler. Når hans ansøgninger gjorde så stort indtryk, skyldtes det selvfølgelig blandt andet, at han agerede på vegne af USA’s (og verdens) største by. Men mindst lige så afgørende var det, at Moses kunne forelægge konkrete og detaljerede planer, mens mange andre ikke kunne levere meget andet end skitser.
Hvorfra kom så denne kapacitet? Svaret er, at Moses havde opbygget sin organisation, efterhånden som hans popularitet, politiske støtte og finansielle grundlag voksede. En afgørende milesten var, at Moses, siden han i første omgang tiltrådte stillingen som vej- og parkdirektør for Long Island i 1924, lykkedes med at anlægge de første store strandparker ude på Long Island med ekspresveje til og fra city.
Newyorkerne havde fået mere fritid og flere biler, og nu ville de altså gerne med familien ud af byen til strand og hav på de ofte kvælende varme weekenddage i sommerhalvåret. Skalaen for strandparkerne var hidtil uset. På Jones Beach State Park havde parkeringspladsen kapacitet til 5.000 biler og omklædningsfaciliteterne rum til 10.000 besøgende. Samtidig blev der bygget i de bedste materialer og i art deco stil.
Moses blev ikke kun umådelig populær blandt strandgæsterne. Han blev også populær blandt de politikere, som fik en stor del af æren i pressen og blandt vælgerne. Her grundlagdes hans ry som ”The Man Who Get Things Done” og som Bob the Builder. Et navn, der senere skulle finde anvendelse for en kær animeret figur i børne-tv.
Samtidig var der masser af penge i det, fordi benyttelsen af strandparkerne og de nye ekspresveje derud var gebyrbelagt. En del af de penge kunne Moses ansætte folk for, og det skete efter faglige kvalifikationer og ikke efter partibog, hvilket i sig selv bidrog yderligere til hans popularitet som almenvellets tjener.
Midlerne fra New Deal indgik i Robert Moses’ finansiering af bl.a. den såkaldte Triborough Bridge (senere også kaldet R.F. Kennedy Bridge), som gjorde det muligt for køretøjer at komme fra Bronx til Queens uden at skulle hen over Manhattan.
Men ud over den trafikale gevinst og ingeniørmæssige præstation er det interessante, at broens økonomi blev udskilt i et særligt selskab, som i takt med den stigende bilisme genererede enorme pengestrømme, som vel og mærket gik uden om byen New Yorks rådhus og politiske prioritering. Robert Moses kunne dermed lægge egne revenukilder oven i sin stigende popularitet som leverandør af parker og infrastrukturløsninger samt en stadig større og mere kompetent medarbejderstab.
Modellen blev gentaget i de følgende tre årtier i en lang række andre projekter. Fagforeningerne så ham som en af byens største arbejdsgivere. Entreprenørerne erfarede, at ingen andre underskrev så store anlægskontrakter som ham. Og politikerne lærte, at chancerne for valg eller genvalg voksede, hvis man stod på tribunen, når endnu et Moses-monument for almenvellet blev indviet. Positiv eller snarere ukritisk presse i blandt andet New York Times, hvor Robert Moses plejede tætte relationer til hovedaktionæren forstærkede kun denne positive dynamik.
For lidt lydhørhed, for megen biltrafik og for mange ofre
Når Robert Moses holdt sig på toppen igennem fire årtier, skyldtes det selvfølgelig også hans egne personlige forudsætninger. Han var uddannet på eliteuniversiteterne Yale og Oxford. Energien og intelligensen var i særklasse. Hans over 100 kilo tunge legeme trænet til eliteniveau i svømning sammenholdt med hans enorme intensitet gav ham en psykofysisk pondus, som kunne charmere de fleste og skræmme livet af næsten alle, som havde noget i klemme i byudviklingen.
Men styrkens bagside var en arrogance og magtfuldkommenhed, som gjorde det stadig sværere for Moses at høre på afvigende synspunkter. Hans folk var teknisk dygtige, men rygklappere på de fundamentale præmisser, og han opererede i en tidsalder, hvor borgerhøringer, ret til aktindsigt og lignende kun var i sin spæde vorden. Igennem de fyrre år, Moses beklædte sine offentlige embeder, forstærkedes denne arrogance samtidig med, at tidsånden ændredes i antiautoritær og kritisk retning. Det gik galt.
Mange accepterede ikke Moses’ paroler om, at man ikke kan lave en omelet uden at smadre æg
Første gang hans image for alvor slår revner, er han oppe mod grædende mødre med børn på armen, hvilket eksponeret i medierne som bekendt er svært at overtrumfe. I Central Park, som også dengang var det allerhelligste rekreative område for newyorkerne, fandtes en restaurant, hvis gæster hidtil var ankommet til fods eller per taxi. Moses ville nu inddrage en del af parken til en parkeringsplads. Denne del af parken havde indtil da været en kær tumleplads for børn. Det slap Moses ikke godt fra.
Også i saneringen af byens slum mødte patriarken Robert Moses modstand fra hovedsageligt kvinder. Borgerkomiteer dokumenterede blandt andet i forbindelse med slumsaneringen af det område, hvor Metropolitan Opera ligger i dag, at løfterne om genhusning til overkommelige huslejer ikke blev holdt, og at mange beboere blev forvist til endnu mere ydmygende og helbredsnedbrydende forhold end tidligere. I slumsaneringens og infrastrukturudviklingens navn nedrev Moses beboelsesejendomme, som husede sammenlagt 260.000 mennesker. Mange accepterede ikke Moses’ paroler om, at man ikke kan lave en omelet uden at smadre æg.
Kritikken af de destruktive omkostninger forbundet med Robert Moses’ projekter blev skærpet, da han planlagde en 10-sporet motorvej, som tværs igennem Lower Manhattan skulle forbinde broerne over East River med Holland Tunnel under Hudson River. Også denne gang stod en kvinde i forreste række blandt modstanderne. Igennem pressen, offentlige høringer og i sin klassiker The Life end Death of Great American Cities (fra 1961) formulerede Jane Jacobs en fundamental kritik af Moses’ byudvikling på privatbilismens præmisser.
Hvor Robert Moses’ logik var, at mere biltrafik kun kunne løses via flere motorveje, broer, tunneller og parkeringspladser, pegede Jacobs på, at denne logik havde ødelagt blandt andet Los Angeles fuldstændigt, og at byens attraktivitet og erhvervsliv tværtimod kunne fremmes ved at hæmme bilismen og fremme offentlig transport. Moses skaber ikke byliv, men ødelægger byliv, hævdede Jacobs med succes. Også Eleanor Roosevelt gav sit besyv med. Moses’ plan forpurredes, og det kan turister såvel som residents på slendretur igennem SoHo så glæde sig over i dag.
Rockefeller som den offentlige transports fortaler
Det endelige stød kom dog ikke fra Jacobs eller Roosevelt, men fra en Rockefeller, der ganske vist inkarnerede den amerikanske kapitalisme, men også en stærk filantropisk og almenorienteret tilgang. Nelson Rockefeller, som blev valgt som guvernør for staten New York fire gange i træk og senere tjente som vicepræsident under Gerald Ford, gennemførte mange vellykkede projekter med Robert Moses. Blandt andet var det dette makkerpar, som det i sidste øjeblik lykkedes at få placeret FN’s hovedkvarter i New York i stedet for i Philadelphia.
Men Rockefeller kunne også indse, at hvis byen skulle fungere, så måtte subway og bustransport styrkes gevaldigt. Rockefeller kunne kun svært hæve skatterne, men i stedet lykkedes det ham at fravriste Moses sine indtægtskilder. Igennem alle årene var hver eneste dime, bilister havde betalt i afgift for at krydse Moses’ broer, tunneller og motorveje gået til at anlægge mere af det samme. Ingen af indtægterne var gået til den offentlige transport, som blandt andet derfor var tilsvarende nedslidt og utilstrækkeligt forgrenet til blandt andet de store lufthavne. Den pengestrøm fik Rockefeller vendt, og genopretningen af den offentlige trafik er i høj grad Rockefellers fortjeneste.
Manden, der havde forvaltet enorme finansielle midler til udvikling af New York på privatbilismens præmisser, blev aldrig selv rig, og han fik aldrig taget et kørekort
Robert Moses mistede ikke kun selskabernes selvstændige indtægter som grundlag for nye investeringer i infrastruktur. Han mistede også stadig flere af sine direktørposter. På toppen af sin karriere havde han stået i spidsen ikke kun for vej og park, men også broer og tunneller samt kraftstationerne ved blandt andet Niagara Falls. I 1968 stod han tilbage som rådgiver for Triboroughs broselskab. Direktionsmøderne havde han ikke adgang til. Sekretæren og chaufføren fik han lov at beholde.
Manden, der havde forvaltet enorme finansielle midler til udvikling af New York på privatbilismens præmisser, blev aldrig selv rig, og han fik aldrig taget et kørekort. Da han havde succes, blev han – også af en forblændet presse – tiljublet ukritisk, og da hans vanskeligheder voksede, og det blev tydeligt, at han mistede magt til at uddele arbejde og kontrakter, blev han kritiseret tilsvarende hårdt og svigtet af alliancepartnere.
Moses inspirerer stadig – men tiden kalder på andre løsninger med prominente danske bidrag
Tilbage står en fortælling, som er en nøgle til studiet af magt, amerikansk politik og byudvikling. De altid aktuelle dilemmaer mellem mobilitet og bykvalitet, handlekraft og lydhørhed, mål og midler samt fornyelse og bevaring, herunder tab af identitet og historie, samles eksemplarisk i personen Robert Moses.
Efter udpræget at være fremstillet som skurk de første årtier efter sin afgang, er der siden midten af 90’erne sket en vis rehabilitering igennem blandt andet udstillinger, nye bogudgivelser og tv-produktioner af typen The World Robert Moses Build, som også kan ses på YouTube.
Også i forbindelse med de langstrakte processer vedrørende genopbygningen på Ground Zero og den årelange debat om en ny tunnel til Manhattan som USA’s generelle nedslidte infrastruktur, høres endog undertiden et suk efter en karakter som Moses med klare visioner og evnen til at skære igennem.
en by er kun interessant og dynamisk i længden, hvis den er fyldt med mennesker, der har en hverdag og bor der, og ikke kun pendler ind som turister eller fra forstæderne
Eller måske bare lidt som en Robert Moses. For selvom nogle af dilemmaerne er de samme, så skal de tackles i en anden tid, hvor der også er kommet nye dilemmaer til: Eksekvering skal balanceres af borgerinddragelse. Fossildreven privatbilisme må vige for mindre CO2-tunge løsninger. Klimatilpasninger af Manhattans kystlinje er påtrængende.
Og en by er kun interessant og dynamisk i længden, hvis den er fyldt med mennesker, der har en hverdag og bor der, og ikke kun pendler ind som turister eller fra forstæderne. Når byens net af cykelstier de sidste år er udvidet med flere tusinde kilometer, skyldes det ikke mindst koncepter udarbejdet af danske Gehl Architects.
Og når byens kyst- og skyline nu har en mere organisk karakter med ikoniske byggerier, skyldes det ikke mindst byggerierne fra Bjarke Ingels Group. Og mere kuriøst: I filmens verden indgår flere af Robert Moses’ ikoniske byggerier prominent i Men in Black.
Synes du, denne artikel var interessant? Så læs andre artikler af samme skribent her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
