Da Camilla Torp Olsen, 47 år, var barn, betød hendes farmor og mormor alt. Hendes egen mor var svær at gøre tilfreds. I POV’s serie om barndom fortæller Camilla Torp Olsen om, hvordan hun igennem hele livet har arbejdet på bryde med ”en syg, underlig tradition, hvor alt handlede om at gøre forældre tilfredse.” Man skylder ikke sine forældre noget, konkluderer hun og glæder sig over, at hendes egne børn faktisk har lyst til at være sammen med hende.
”Jeg blev født på Sankt Joseph Hospital på Nørrebro i København. Stedet var styret af nonner, så min far måtte ikke komme ind til fødslen. Det var også dengang, at nyfødte blev lagt for sig selv i stedet for sammen med deres mor.!
“Min mor og far var meget unge. De var 21 år, og de blev gift kort før, jeg blev født. De blev gift, fordi min mor var gravid. Det gjorde man dengang. Mine forældre blev skilt inden for et år. Jeg tror ikke, at de nogensinde rigtigt troede på, at det skulle være dem.”
“Jeg mener, at vi boede til leje hos en dame på Østerbro. Min far var i militæret, så han var ikke ret meget hjemme. Efter cirka et år flyttede min mor og jeg til Sydhavnen, hvor vi boede i en lejlighed i cirka seks år.”
Alle psykologer ville sige puha, hvis de hørte, at jeg kun husker lejligheden i grå nuancer. Mit værelse er stadig med i mine drømme. Jeg husker det som kæmpe stort med en seng i hjørnet og intet andet
“Jeg kan godt huske lejligheden. Der var en stue, et stort værelse, som var mit, og et lille værelse, som var min mors soveværelse. Alle psykologer ville sige puha, hvis de hørte, at jeg kun husker lejligheden i grå nuancer. Mit værelse er stadig med i mine drømme. Jeg husker det som kæmpe stort med en seng i hjørnet og intet andet.”
“Stuen var lidt hyggeligere med en sofa i hjørnet og et langhåret tæppe. Vi fik øllebrød hver morgen, og jeg hørte ”Skorstensfejeren gik en tur” på en singleplade. Det var mit morgenritual.”
“Mor sendte mig i Irma efter mælk og hvad vi ellers manglede. Nogle drenge hængte ud på vejen. Dem var jeg rigtig bange for. Der var også et søskendepar, Brian og Laila, som sagde et eller andet til mig, som gjorde mig enormt bange.”
“Jeg ved ikke, hvor mange gange det skete, men det fyldte meget. Jeg sagde ikke noget til min mor. Hvorfor er et godt spørgsmål. Jeg tror ikke, hun ville have lyttet. Hun ville have sagt, at det var noget pjat.”
Alene med bussen til Østerbro
“Min mor var på barsel i de fire måneder, hun havde ret til, og så må jeg have gået i vuggestue og børnehave. Børnehaven ligger der stadig. Det ved jeg, fordi jeg cykler forbi engang i mellem. Der har nok været søde mennesker, men jeg var ikke rigtig glad for at være der.”
“Jeg kan også huske, da jeg var fire-fem år, og jeg ønskede mig en dukkebarnevogn. Min mor og mormor hentede mig i børnehaven, og de havde en ny dukkebarnevogn med. I mit hoved var min dukkebarnevogn mørkeblå, men den, de havde med, var rød. Jeg skjulte, at jeg ked af det, fordi jeg vidste, at jeg burde være glad.”
“På et tidspunkt holdt jeg op i børnehaven. Min mormor var førtidspensionist og boede på Østerbro. Hun passede mig et par år. Min mor satte mig på bussen i Sydhavnen, og min mormor hentede mig på Østerbro.”
“Rutinen var, at min mor ringede til min mormor, lige inden vi gik hjemmefra. Min mormor kunne godt lide at sove længe. På den her måde fik hun tid til at vågne, komme i tøjet og stå klar til at hente mig.”
“Selve busturen kan jeg ikke huske, men jeg husker de par gange, hvor bussen holdt et andet sted end der, hvor den normalt holdt. Så kom jeg af på det forkerte sted, og jeg følte mig meget, meget som Palle alene i verden. Det skete også, at min mor glemte at ringe, eller mormor var forsinket. Det var meget ubehageligt.”
Marengs hver morgen hos mormor
“Min mormor købte rundstykker, og jeg fik marengs hver dag. Der var nok en grund til, at jeg havde mange huller i tænderne de år. Vi fik også blødkogt æg og så Kikkassen i fjernsynet. Hver morgen spiste jeg mit æg og vendte det om og sagde til mormor: ”Se, mormor. Vil du have mit æg?” Hun sagde ”ja, tak” og slog på det hver eneste dag. Hun var uendelig tålmodig.”
“Om eftermiddagen satte hun mig på bussen den anden vej. Jeg skulle ikke til endestationen, men to stop før. Jeg skulle selv trykke på knappen. Når jeg glemte det, og jeg ikke kom af, snørede det helt til i halsen. Jeg kan stadig føle det.”
“Jeg boede meget hos min mormor. Min mor var jo ung, og det var ikke vildt fedt at være alene med et barn. Det er hos min mormor, at jeg kan huske livets gang. Hjemme i lejligheden i Sydhavnen kan jeg kun huske morgenmaden, for vi gjorde ikke ting sammen.”
“Det var lige modsat hos min mormor. Der legede jeg med børn i gården, og jeg hentede tipskuponer sammen med min mormor. Jeg blev en del af hendes liv. Jeg var på værtshus med hende. Hun drak mest citronvand, men der blev også af og til hældt bajere i hovedet, og jeg kan huske engang, der var slåskamp i hendes lejlighed.”
“Mormor var også ret ung. Hun var omkring 47 år, ligesom jeg er nu. Hun havde en kæreste, så jeg må have været i vejen, men jeg følte det ikke.”
Eget glas sirup hos farmor
“Far var der et eller andet sted, men jeg kan ikke huske det. Farfar og farmor så jeg til gengæld i weekenderne. Farfar var altid syg og gammel. Farmor var så sød.”
“Min far var adopteret som spæd, og farmor var glad for mig. Hun var glad for at få et barnebarn og en lille tøs. Jeg blev virkelig forkælet, og det var bare så hyggeligt. Vi gjorde ting sammen. Vi købte ind sammen og lavede ting i køkkenet sammen. Jeg fik, hvad jeg ville have. For eksempel Guldkorn til morgenmad.”
“Vi så tv sammen, og farmor puttede mig. Om morgenen var der ristet brød med smørsirup. Jeg stak kniven i siruppen, og det blev hurtigt ulækkert. Så gav farmor mig mit eget glas sirup. Det var en fin måde at gøre det på. Hun var virkelig, virkelig sød.”
Fra Sydhavnen til Hareskovby
“Indtil 1. klasse boede jeg alene med min mor. Så blev min mor kæreste med Jes, og vi flyttede til hans hus i Hareskovby. På det tidspunkt holdt jeg op med at komme hos mormor. Hun kom i stedet ud til os.”
“Mormor og mor var på en måde meget tætte, men også som hund og kat. De skændtes. Mormor boede hos os i lange perioder. Hun passede huset og hunden, og hun var med på ferier. Min mor og Jes var ikke engang 30 år, så når mormor var der, kunne de gå i byen.”
“Mormor og jeg spillede ”500” og ”Krig.” Det bliver man hurtigt træt af, men hun spillede med mig i timer. Hun var virkelig jordens mest tålmodige menneske og en tryg base.”
“Mor var udlært som sekretær på et dagblad. Siden arbejdede hun i et firma, hvor hun mødte Jes. Da hun mødte ham, holdt hun op med at arbejde og gik i stedet hjemme.”
“Jes døde af kræft, da jeg var 18 år. Der var sket meget i de 12 år, hun var væk fra arbejdsmarkedet, og hendes livsstil ændredes markant. Hun måtte flytte i en lejlighed i Værløse og tage it-kurser, inden hun fik job som sekretær.”
Han spurgte, om jeg kendte andre, der hed Jes. Jeg svarede ”kun ham der Jesus.” Det grinte vi meget af
“Jes var en sød fyr. Inden ham havde min mor forskellige kærester. Nogle af dem mødte jeg. Kurt kunne jeg ikke lide. Hasse var faktisk sød. Så var der alle mulige andre. I starten troede jeg, at Jes var vinduespudseren, fordi han pudsede vores vinduer for at score min mor.”
“Så tog han os med i Dyrehaven, og han spurgte, om jeg kendte andre, der hed Jes. Jeg svarede ”kun ham der Jesus.” Det grinte vi meget af. Jeg var stor nok til at forstå, at Jes ikke var min far, men han ville gerne.”
“Jes havde en rigtig sød familie. Hos hans forældre spiste vi bøffer og Tosca-kage, og de drak rødvin. De var meget familie. Det var jeg ikke vant til, så jeg nød det virkelig. De var også glade for at få mig ind i familien. Hver mandag købte Jes Anders And, og han læste højt for mig og redte mit lange, lyse hår.”
“Min mor og Jes ville meget gerne have børn, men det var svært for dem, og min mor havde en række aborter. Da jeg var ti år, blev min ene søster født. Den anden kom til, da jeg var 17 år.”
“Jes gjorde ingen forskel på os, så følelsen af forskellighed har mere ligget hos mig. Han adopterede mig, da jeg var syv-otte år. De blev også gift på det tidspunkt, og jeg har Jes’ efternavn.”
Lidt tosset at bordadoptere sit barn
“Jeg forstår ikke, hvorfor min egen far syntes, at det var en god idé at adoptere mig væk. Han havde gang i alt muligt. Han sad på en bjergtop i Pakistan eller Nepal, og han boede i kollektiv. I mit hoved blev det til, at han adopterede mig væk, fordi han så slap for at betale børnepenge, for det er da lidt tosset at bortadoptere sit barn.”
“I dag har min far og jeg en god relation. Han er kommet igen, og jeg skal have spurgt ham om, hvorfor han adopterede mig væk. Det vil han have det ok med.”
“Jeg kan godt forstå, hvis min mor syntes, at hun stod meget alene med mig. Vi fik postkort fra Pakistan, og han levede det ungdomsliv, som min mor måske gerne ville have levet.”
“Min mor er vokset op i den Sorte Firkant på Nørrebro, og min far er vokset op på Halmtorvet på Vesterbro.”
“Hareskovby var et helt andet miljø. Her stemte folk på Poul Schlüter, de læste Berlingske Tidende, og de kørte Audi. Far levede stadig sit hippieliv. Det tog ham årevis at blive færdig med HF. Så blev han skolelærer og boede i diverse kollektiver og læste Information.”
Jeg besøgte min far i weekenden. Vi spiste kikærter, og jeg fik lyst til at gøre oprør mod min mor og Jes’ konservative livsstil. Det gav konflikter.
“I dag kan jeg godt mærke, at jeg har været eksponeret til forskellige ting, for jeg har stor forståelse for menneskers forskellige baggrunde. Mine forældres liv har været med til at skabe mig. I dag tænker jeg, at det er en gave.”
Ingen at være fortrolige med
“Jeg har aldrig været typen, der betroede mig til nogen. Når jeg havde problemer, fortalte jeg det til min hund. Hestene var også hyggelige at være sammen med. Jeg brugte rigtig megen tid på rideskolen.”
“Jeg var glad for at gå i skole. Jeg gik i den samme klasse hele vejen fra 1. til 9. klasse, bortset fra tre måneder, hvor vi boede i Ejby ved Køge, da jeg gik i 6. klasse. Jes skulle tættere på sit arbejde i Vordingborg, og vi flyttede ind i et hus ude i en skov.”
“Min søster var bare et par år, og min mor gik helt i sort. Jeg fik sådan nogle røde knopper. Jeg tænker det var af stress over min mor, der vel fik en depression. Jeg græd af glæde, da min mor fortalte mig, at vi skulle flytte hjem til Hareskoven.”
“I Hareskovby var der trygt, der var gode venner og veninder, men fortrolighed? Den har jeg i virkeligheden ikke haft. Hvis der havde været kriser, ved jeg faktisk ikke, hvad jeg ville gøre.”
“Jeg var jo især tæt på min mormor og til dels min farmor. De var de mest kærlige mennesker, og de ville gå i døden for mig, men de havde ingen tradition for at tale om tingene.”
“Hos min farmor var det vigtigt, at min far havde rene underbukser på, hvis han nu skulle komme galt af sted og ende på skadestuen. Hvad andre tænkte, var vigtigt for hende.”
“Min mormor havde en svær barndom med syv-otte søskende og forældre, der døde, da hun kun var otte år. De yngre søskende kom på børnehjem. Hendes yngre søster drak sig ihjel. Det var ikke en familie, hvor man talte om tingene. Hun gav al den kærlighed, hun kunne, men der var ikke et rum, hvor man talte.”
“Min far så jeg for lidt til. Det var hyggeligt, men aldrig tæt.”
“Jeg har aldrig manglet venner og veninder, og jeg har aldrig følt mig udenfor, og så alligevel. Engang i 8. eller 9. klasse havde jeg en veninde. Det var lige i den fase, hvor vi var holdt op med at lege, og hvor vi var begyndt at drikke te. Vi indrettede værelser og købte det samme tøj. En dag sagde hun: ‘Det ville være rart, hvis vi kunne tale om andet end Alt for Damerne.'”
“Jeg forstod ikke, hvad hun mente. Det var først senere, jeg forstod, at hun ville tættere på mig og tale om personlige ting, men det havde jeg ikke lært.”
“Det blev for alvor slående, da Jes blev syg. Jeg var cirka 16 år, og det blev nævnt, at han havde kræft, og så talte vi ikke mere om det. Mor og Jes havde venner, som var meget mere åbne. Når vi var på ferie med dem, snakkede jeg mere med dem, og jeg brugte dem, da jeg flyttede hjemmefra.”
Bange for mor
“Min mor tager alting meget personligt. Hun bliver vred i stedet for at lytte. Jeg kunne ikke engang skændes med hende. Jeg kunne skændes med og blive sur på Jes og sige grimme ting, og jeg vidste, at han ville tilgive. Det var jeg ikke sikker på, at hun kunne.”
“Hun var ikke særlig nem at vokse op hos. Jeg var bange for hende. Jeg var bange for at forstyrre hende. Jeg prøvede på at gøre tingene, så de generede hende mindst muligt.”
“Jeg havde mange pligter. Jeg skulle støvsuge, ordne badeværelse, ordne køkkenet og gå tur med hunden. Det var godt nok, men også lidt tosset. Min mor var hjemmegående, og jeg ville gerne på rideskolen. Jeg følte, jeg blev brugt, men der blev ikke sat pris på det. Jeg følte, jeg blev taget for givet.”
“På et tidspunkt lærte hun mig at sy. Det var super hyggeligt at gøre noget sammen, selvom det var på hendes præmisser. Hun var dygtig. Vi kunne også godt spille kort. Men jeg har savnet, at hun interesserede sig for det, som jeg syntes var spændende.”
“Vi boede lige ved rideskolen, men jeg kan tælle på en hånd, hvor mange gange hun har set mig ride. Jeg havde en fornemmelse af, at min mor ikke syntes, at det var hyggeligt at være sammen med mig.”
Tog ansvar for sit eget liv
“Jeg er vokset op med et menneske, som jeg tog utrolig meget hensyn til. Ellers blev hun sur. Hvis jeg lavede en kop te, kunne hun spørge: ”Hvorfor skal du have te nu?” Jeg listede rundt for ikke at gøre hende irriteret.”
“Hun var humørsyg. Når hun var i godt humør, var jeg med ude og købe ind, og så var det super hyggeligt. Der var bare mange dage, hvor det ikke var hyggeligt. Så jeg passede mig selv, og jeg tilpassede mig, og alle syntes, at jeg var sød og velopdragen.”
Det var hårdt som barn, men den styrke, jeg fik, kan jeg bruge i dag til at tage ansvar for mit eget liv. Jeg har lært at være stærk
“Der blev ikke pylret i min barndom. Fra jeg var ti år, var der ingen madpakke og ingen morgenmad klar om morgenen. Jeg har lært at gøre tingene selv. Det, jeg har savnet, er blevet tydeligere, efter jeg selv er blevet mor. Jeg har så meget lyst til at være der for mine børn, til at pylre om dem. Hvorfor havde min mor egentlig ikke lyst til det?”
“Det var hårdt som barn, men den styrke, jeg fik, kan jeg bruge i dag til at tage ansvar for mit eget liv. Jeg har lært at være stærk. Som ældre har jeg lært, at man godt må pibe og bede om hjælp, men det er stadig svært at gøre det.”
“Jeg har rykket mig langt og lever et liv, jeg er meget glad for, og som jeg selv har været med til at skabe. Jeg er privilegeret og kan ændre mit liv, hvis jeg vil.”
Selv en meget ung mor
“Den dag, jeg fyldte 18, fortalte jeg, at ‘i morgen flytter jeg hjemmefra.’ Mor sagde bare ‘hmm.’ Jes sagde: ‘Hvis det ikke går, kan du altid komme hjem igen.’ Manden var ved at dø af kræft. Alligevel var det ham, der sagde det.”
“Min søster flyttede hjemmefra som 16-årig. Hun malede håret sort, hvis hun altså havde hår. Hun gjorde virkelig oprør.”
“Jeg fik selv mit første barn som 24-årig og det næste allerede to år efter. Jeg har tit tænkt over, at jeg selv var meget ung mor, og at jeg stadig arbejder med min egen mor den dag i dag.”
“Min mand er seks år ældre end mig, og han var et helt andet sted, da vi mødtes. Han er et godt anker at have i livet. Jeg har tvivlet, været rastløs, han har været rolig og stabil.”
“Vi havde ikke nået at blive etablerede, da vi fik det første barn. Dengang var det ingen videnskab at få børn, og der var intet krav om udstyr. Barnet blev født og lagt til brystet. Der var ikke så mange forventninger som i dag. Når min mand skulle på feltarbejde i Polen og Ghana, tog jeg og børnene bare med.”
“Jeg var startet på uddannelse, og vi skrev det yngste barn op til vuggestuer, så jeg kunne vende tilbage til studiet, da barnet var otte måneder. Jeg var en hel dag med ham i vuggestuen. Dagen efter fik jeg besked på at gå en tur, så han kunne prøve at være alene i vuggestuen. Jeg græd. Det var så forfærdeligt.”
“Bagefter cyklede vi hjem, og jeg sagde til min mand, at ‘det kan vi ikke. Vores søn er kun otte måneder’. Min mand var 100 procent enig, og så tog jeg længere orlov og blev hjemme, til barnet var halvandet år. Jeg gjorde det samme med de to andre.”
Der er altid en hjemme
“Det er ikke bare fed lykke at gå hjemme med børn. Det var kedeligt. Alle andre arbejdede. Der var mange, lange dage, og jeg var ikke altid den sødeste mor. Men når jeg tænker tilbage på det, er jeg glad for det. Børn kræver tid. Vi vil rigtig gerne vil være sammen med vores børn, selvom det betyder, at der så er meget andet, vi ikke kan.”
“Vi har begge rejst rigtigt meget, og vi arbejder meget, men en af os er altid hjemme. Også nu, hvor børnene er store. Vi er tilgængelige, hvis de har brug for det.”
“Ind i mellem kan jeg høre min mor i mig selv. Det hader jeg. Men jeg har rykket mig rigtig meget, og jeg har forsøgt at give mine børn det, jeg har savnet. Det, jeg ikke har i mig, har min mand. Tålmodighed til at lege i timevis, for eksempel. Jeg synes, det er sjovt, hvis de vil være med til at lave mad. Det er mit projekt. Min mand er der på deres præmisser.”
Det er stadig svært at tale om følelser, fordi ingen af os har gjort det som børn. Der ville vi godt være anderledes. Men vi har gjort vores bedste, og jeg tror, vi har vores børns tillid, og at de ved, at de kan regne med os
“Jeg er rigtig god til at pylre, nusse, forkæle og lave god mad til dem. Jeg kommer med te til dem i sofaen, og jeg skifter deres sengetøj. Vi lytter til dem, det bedste vi kan. Det er stadig svært at tale om følelser, fordi ingen af os har gjort det som børn. Der ville vi godt være anderledes. Men vi har gjort vores bedste, og jeg tror, vi har vores børns tillid, og at de ved, at de kan regne med os.”
“Min mission har været at bryde med en syg, underlig tradition, hvor alt handlede om at gøre forældre tilfredse. Man skylder ikke sine forældre noget. Hjemme hos os glæder vi os bare over, at vores børn faktisk har lyst til at være sammen med os.”
“Derfor håber jeg også, at de kan tilgive os, når de bliver ældre og finder ud af, at vi heller ikke har været perfekte forældre. Når det sker, vil jeg gøre mit yderste for at lytte og forstå og anerkende. Børn har altid ret i de følelser og oplevelser, de har haft, og forældrene har altid ansvaret. Også når børnene er blevet voksne.”
Alle fotos pånær det sidste tilhører Camilla. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der har taget hvilke fotos.
Jeg modtager ikke honorar, når jeg blogger for POV International. Hvis du kan lide at læse mine artikler, kan du sende et beløb direkte til mig via Mobile Pay til 27 30 17 89. Det giver mig råd til at skrive mere. Og, nej, det er ikke pinligt at give et bidrag. Jeg bliver helt vildt rørt over det mindste beløb.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
