USA2024 // ANALYSE – Den amerikanske valgkamp er i gang. Donald Trump er konstant i retten, mens hans sagførere forhaler anklagemyndighedens muligheder for at afslutte sagerne. Imens fører en økonomisk velpolstret, men afdæmpet Biden kampagne mestendels på økonomiske emner. “Vi har brug for en afklaring af Trumps ansvar for angrebet på Kongressen,” advarer tidligere medlem af Kongressen Liz Cheney. “Ellers overlever USA’s demokrati ikke.”
WASHINGTON, D.C. – “Hvis det lykkes for Donald Trump at undgå at stå til regnskab for angrebet på vores demokrati 6. januar 2021, vil det gøre ubodelig og uoprettelig skade på Amerika.”
“Vi ved, hvad han vil gøre, hvis han bliver genvalgt. Han har ikke lagt skjul på sine intentioner. Han forsøgte at stjæle magten, han ønskede at blokere for valgresultatet i 2020.”
“Og de mennesker, der forsøgte at råde bod på de værste skader og slå ring om ham sidste gang, vil ikke være der denne gang. Og tænk også på, hvad han vil gøre med sin ret til at benåde folk.”
9/11 skyldtes en ekstern fjende, Al Qaeda. I 2021 kom fjenden indefra
Sådan lød det fra det tidligere medlem af Det Republikanske Partis ledelse, Liz Cheney, ved et arrangement i den traditionsrige domkirke, National Cathedral, i USA’s hovedstad onsdag aften.
Foran en større folkemængde – 2.000 tilhørere i alt oplyste katedralens Dean, Randy Hollerith, der også bemærkede, at fremmødet mindede ham om “juleaften” – slog det tidligere republikanske kongresmedlem fast, at angrebet på USA’s Kongres 6. januar 2021 har potentialet til at gøre mere skade på supermagten i det lange løb end terrorangrebet 11. september 2001, der ellers resulterede i over 3.200 døde amerikanere, havde:
“Da jeg så Mike Pence blive bragt i sikkerhed 6. januar 2021, tænkte jeg på dengang, min far (vicepræsident Dick Cheney, red.) blev evakueret efter 9/11. Dengang skyldtes evakueringen en ekstern fjende, nemlig Al Qaeda. I 2021 kom fjenden indefra.”
“Jeg husker også, hvordan præsident George W. Bush i sin tale umiddelbart efter terrorangrebet understregede, at terrorister kan angribe og ryste USA, men de vil aldrig kunne ødelægge det demokratiske fundament for Amerika, sagde han. Men lige nu er det netop vores politiske demokrati, der er truet. Og det er truet indefra – af Donald Trump og hans kampagne.”
Cheney, der blev ekskluderet af sit parti i hjemstaten Wyoming i 2021, efter hun sagde ja til at sidde som næstforkvinde for det kongresudvalg, som skulle undersøge stormen på Kongressen, og efter hun stemte ja til at indlede en rigsretssag mod Trump, har siden brugt betydelige kræfter på at bekæmpe et muligt genvalg af den tidligere præsident.
Hun har skrevet en bog, Oath and Honor: A Memoir and a Warning, hvor hun advarer om konsekvenserne af at lade sin tidligere partifælle vende tilbage til Det Hvide Hus.
At Trumps retorik og påstande om valgfusk har fat i hans vælgere, er der ingen tvivl om. Et solidt flertal i Det Republikanske Parti er i dag overbevist om, at valget af Biden i 2020 skyldes snyd og fusk med stemmeafgivningen – også selvom over 60 retssager har undersøgt påstandene og ikke fundet anledning til kritik af valghandlingen i ét eneste tilfælde.
Flere nye undersøgelser viser, at tilliden i befolkningen ikke bare til selve valghandlingen, men til de demokratiske institutioner som sådan er kraftigt nedadgående
Men det er ikke det hele. Flere nyere undersøgelser viser, at tilliden i befolkningen ikke bare til selve valghandlingen, men også til de demokratiske institutioner som sådan er kraftigt nedadgående. Som det digitale politiske medie RollCall siger:
“Sixty-two percent of Democrats thought Trump had won thanks to Russian interference, while 61 percent of Republicans thought Biden had won because of voter fraud. Only independents had majorities say Biden won fairly (55 percent) and Trump won fairly (52 percent).”
Liz Cheney: Præsidentvalget handler ikke om politik i år, men om at bevare USA’s demokrati
På en måde var det absurd at se klapsalverne overvælde Cheney onsdag i en med sikkerhed solid demokratisk tilhørerskare (93 % af hovedstadens vælgere stemte på Biden i 2020).
Den tidligere Deputy Secretary of State for Near Eastern Affairs under George W. Bush har igennem hele sin karriere været en førende højreideologisk konservativ og en trofast repræsentant for det republikanske establishment.
Hun er 100 % pro-business med en ekspertise inden for sikkerhedspolitik og bakker altid varmt op om det amerikanske militær. Ligesom sin far, der også er tidligere forsvarsminister, er hun endvidere en klassisk høg i udenrigs- og forsvarspolitikken – en såkaldt Neo-con. Og hun stemte i øvrigt for stort set alle Trumps politikker lige frem til magtskiftet.
Jeg er uenig med præsident Biden i stort set alt. Men USA kan overleve 4 år mere med ham. Dette valg handler om USA’s demokratis overlevelse
Men efter 6. januar 2021 var det slut. Og 5. november 2024 vil hun stemme på Joe Biden:
“Jeg er uenig med præsident Biden i stort set alt. Men USA kan overleve 4 år mere med ham. Dette valg handler om USA’s demokratis overlevelse,” siger hun, der også advarer mod at slå alle Trumps vælgere over én kam:
“Der er mange amerikanere, der føler sig overset. De mener ikke, at deres stemme bliver hørt. Den skuffelse og frustration køber Trump ind i. Det er den følelse, der ligger bag den personkult, som han har opbygget. Han lover oprejsning og hævn.” Men det er langtfra alle hans vælgere, som er enige med ham politisk.
“Det kommende valg handler bare ikke om politik. Hvis det havde handlet om politik, ville Nikki Haley have vundet vores primærvalg,” tilføjer hun.
“Mange republikanere ved bedre – det er dybt skuffende, at de ikke siger fra”
“Til gengæld er der mange ledende politikere i Det Republikanske Parti, som ved bedre. Og der er mange republikanske kandidater ved det kommende valg, som udmærket ved, at Trumps påstande ikke passer. Alligevel ønsker de hans anbefaling,” lyder det fra Cheney, der ikke viger tilbage for at nævne navne:
“David McCormick, der stiller op i Pennsylvania til Senatet, ved bedre. Han er ikke på Trumps hold i virkeligheden. Han har en fin erhvervskarriere og har tjent sit land med ære. Alligevel turnerer han p.t. med sin valgkampagne og med Trumps støtte. Det er skuffende, og det er mere end det. Det hjælper Trump aktivt med at blive set som respektabel og valgbar,” siger hun.
Trump selv virkede ikke synderlig imponeret over Barrs anbefaling
En anden mand, Cheney nævner, er Trumps tidligere justitsminister, Bill Barr, der har været særdeles kritisk over for sin gamle chef. Da han blev afhørt om angrebet på Kongressen 6. januar 2021, kaldte han Trumps påstande om valgsnyd for “skingrende skøre”.
Alligevel har Barr lige sagt, at han agter at “stemme på Det Republikanske Partis kandidat”, og at “4 år mere med Biden er udtryk for et nationalt selvmord, så jeg bliver nødt til at stemme på Trump”.
“Barrs beslutning er dybt skuffende og kan ikke forsvares. Han har selv sagt, at Trump var en løgner,” bemærker Cheney.
Trump selv virkede ikke synderlig imponeret over Barrs anbefaling. Som netmediet Salon skriver:
“Trump rewarded Barr’s renewed allegiance with a mocking Truth Social post that doubled down on past name-calling. “Former A.G. Bill Barr, who let a lot of great people down by not investigating Voter Fraud in our Country, has just Endorsed me for President despite the fact that I called him ‘Weak, Slow Moving, Lethargic, Gutless, and Lazy’ (New York Post!),” he wrote. “Based on the fact that I greatly appreciate his wholehearted Endorsement, I am removing the word ‘Lethargic’ from my statement.”
Hvad Trump foretog sig 6. januar 2021, var et udtryk for ondskab – slet og ret
Derudover, sukker Cheney og tager en dyb indånding:
“Trump sagde ‘og hvad så’, da han fik at vide, at Mike Pence var blevet evakueret. Han så bare TV, og da en person var blevet skudt inde i salen, og andre var blevet angrebet af folkemængden, fortsatte han i lang tid med at se på og nægtede at gøre noget, selvom flere af hans egne familiemedlemmer ringede til ham og hans stab og partifæller bønfaldt han om at gøre noget. Det er ondskab.”
Når alt det er sagt, mener Cheney ikke, at Trump står til at vinde:
“Der er et betydeligt antal vælgere, som er dybt frustrerede over det valg, de bliver stillet over for i november, og der er et signifikant antal republikanske vælgere, som ikke vil stemme på ham. De ønsker ikke et isolationistisk og protektionistisk USA; de ser Trumps forkærlighed for Putin og hans truende direkte og åbenmundede besked om, at Moskva bare kan angribe en af vores Nato-allierede.”
Vi bliver nødt til at lytte til hinanden i politik. Vi bliver nødt til at bevæge os væk fra den refleksagtige skyttegravskrig
“Husk også, at næsten 20 % stemte på Nikki Haley under de republikanske primærvalg; de vælgere ønsker sig ikke Trump tilbage,” siger hun, der også bemærker, at Republikanerne “med lethed” ville have kunnet vinde over Biden, hvis partiet havde valgt den tidligere FN-ambassadør som deres præsidentkandidat.
Hjælpen til Ukraine var et rigtigt og vigtigt skridt fremad
Men hvor Cheney har en del kritik tilovers for sit gamle parti, har hun til gengæld ros til Kongressen og begge partier for tidligere på ugen at vedtage en hjælpepakke til bl.a. Ukraine, som ellers har været forsinket i månedsvis grundet Trumps modstand mod at hjælpe Kyiv med at forsvare sig i krigen mod Moskva:
“Ja, de endte med at gøre det rigtige. Det tog alt for lang tid, men til sidst lyttede politikerne til efterretningstjenesterne og til militæret. Det var godt, at de to partier ikke blot gravede sig ned i hver deres hjørne. Vi bliver nødt til at lytte til hinanden i politik. Vi bliver nødt til at bevæge os væk fra den refleksagtige skyttegravskrig,” siger hun.
Vi ønsker os en præsident, vi kan være stolte af, og som vi og vores børn kan se op til
“Modsat Moscow Marjorie,” tilføjer hun med et øgenavn for medlem af Kongressen fra Georgia, Marjorie Taylor-Greene, som ikke bare er arg modstander af den militære bistand til Ukraine, men som også har truet med at forsøge at vælte sin partifælle, Speaker Mike Johnson, for dennes accept af som formand at sætte hjælpepakkerne til afstemning i Repræsentanternes Hus.
“Jeg tror på det gode i amerikanerne”
Men når alt kommer til alt, tror Cheney fortsat på, som hun siger, the good people in America:
“Vi bliver nødt til at minde amerikanerne om, at vi ikke bare er et great country – vi er også et good country. Vi ønsker os en præsident, vi kan være stolte af, og som vi og vores børn kan se op til. Vi ønsker at leve i et demokrati, og vi ønsker, at vores børn kan leve i den samme frie verden. Og derfor ønsker vi også, at politikere bliver holdt ansvarlige for deres gerninger.”
Med det standpunkt er det naturligt at tale om, hvorvidt en præsident kan holdes ansvarlig i en retssal for sine gerninger. Eller om en præsident – som Trump og hans advokater mener – nyder såkaldt “absolut immunitet”?
Det er en påstand, der aldrig har været for USA’s Højesteret, men netop den sag startede i denne uge som en del af retssagen om ansvaret for stormen på Kongressen 6. januar 2021. Alt efter udfaldet kan højesteretsdommen også være relevant for to andre retssager: dels om Trumps omgang med fortrolige dokumenter, en sag, der er for retten i Florida, og dels en retssag i staten Georgia, der handler om Trumps påståede forsøg på at påvirke og potentielt omgøre resultatet af præsidentvalget i staten i 2020.
Hvis præsidenten nyder absolut immunitet, kan han selvsagt ikke dømmes for de handlinger han foretog sig, hverken op til, under eller umiddelbart efter 6. januar 2021. Joe Biden blev indsat 20. januar 2021
Special counsel Jack Smith – udnævnt af justitsminister Merrick Garland – har anlagt sagen mod Trump i Washington, men den tidligere præsidents advokater har anmodet Højesteret om at tage stilling til immunitets-spørgsmålet, før den egentlige retssag går i gang.
Det har Højesteret accepteret, og sagen gik i gang i denne uge. Og hvis et flertal af højesteretsdommerne giver Trumps advokater ret, falder søgsmålet til jorden. For hvis præsidenten nyder absolut immunitet, kan han selvsagt ikke dømmes for de handlinger, han foretog sig, hverken op til, under eller umiddelbart efter 6. januar 2021. Joe Biden først blev indsat 20. januar 2021.
Og selv hvis den tidligere præsident ikke får ret, går tiden fortsat, og det er mere end tvivlsomt, om sagen kommer for retten, før præsidentvalget har fundet sted.
Trumps advokater: En præsident må nyde absolut immunitet
Trumps advokater har to hovedpåstande:
- En præsident er altid immun (og derfor kan ingen af de handlinger, Trump foretog, mens han sad i Det Hvide Hus, være strafbare). Hvis ikke en præsident har immunitet, kan alle mulige mennesker lægge sag an mod ham og potentielt afpresse ham, lyder argumentet.
- Sekundært: Måske kan en præsident dømmes i en retssal, men kun hvis han først har været impeached, er blevet dømt i Senatet og fjernet fra embedet.
Det er svært at forudse forløbet efter den første dag i Højesteret, torsdag, men efter den mundtlige argumentation at dømme ser det dog ud, som om et flertal af dommerne leder efter en måde at give en snæver beskyttelse af en præsidents kerneforfatningsmæssige pligter på – fx magten til at udstede benådninger og udnævne offentlige embedsmænd.
Det er op til os. Vi har muligheden for at fortælle vores børn og vores børnebørn, at vi holdt stand, at vi forsvarede demokratiet. At vi, når alt kommer til alt, valgte at gøre det rigtige
Men der syntes efter den første dags oral arguments også at være enighed om, at en præsident ikke er beskyttet mod enhver form for retsforfølgelse og dermed i teorien kan blive dømt for sine gerninger. Absolut immunitet ville fx betyde, at en præsident kunne beordre et mord på en politisk modstander ustraffet, som flere af rettens Liberals har nævnt.
Alt dette betyder på den anden side, at Højesterets afgørelse sandsynligvis vil sende sagen tilbage en lavere retsinstans til afklaring og hermed skabe mere arbejde for domstolen i Washington, D.C., før den egentlige sag om Trumps mulige ansvar for at obstruere valget overhovedet kan genoptages.
“Vi har muligheden for at gøre det rigtige”
Og netop denne forsinkelse bekymrer Cheney, der mener, at selve forfatningen og det politiske demokrati er på vippen, hvis ikke afgørelsen om Trumps ansvar falder før præsidentvalget den 5. november 2024:
“Vi må og skal have accountability. Og her kan vi alle gøre noget. Vi kan skrive læserbreve, vi kan skrive, ringe og e-maile eller tagge vores folkevalgte ledere. Vi kan sørge for, at der er et pres fra vælgerne om, at denne sag bliver afgjort før 5. november.”
“Hvis vores demokrati skal opretholdes, må den sag afgøres. Og det er virkelig op til vælgerne; det er op til os. Vi har muligheden for at fortælle vores børn og vores børnebørn, at vi holdt stand, at vi forsvarede demokratiet. At vi, når alt kom til alt, valgte at gøre det rigtige.”
Følg den amerikanske valgkamp frem mod 5. november 2024 – læs vores korrespondent, Annegrethe Rasmussen, her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her