Phyllis Schlafly

Dygtig, flittig og afskyelig – Cate Blanchett rammer plet i HBO’s nye serie, “Mrs. America”

i LIGESTILLING/USA af
USA // ESSAY –  “Det begyndte så snart jeg hørte, at HBO ville vise en serie om Phyllis Schlafly. Jeg fik trykken for øjnene, hedestigninger og åndedrætsbesvær. Hun har aldrig været særlig kendt i Danmark, men i min amerikanske ungdom i 1970’erne var hun for en ung feminist intet mindre end den onde selv. I vores selvbetagelse afviste vi hende i begyndelsen som latterlig og betydningsløs, men vi skulle blive meget klogere.” Lone Kühlmann gør sig overvejelser om HBO Nordics nye serie ‘Mrs. America’.

HBO’s nye serie hedder ‘Mrs. America‘ og det er en velvalgt titel. For Phyllis Schlafly, her fremragende gestaltet af Cate Blanchett, var virkelig Mrs. Ikke Miss, og slet ikke Ms.

Hele hendes korstog gik ud på, at kvindens plads var i hjemmet, hos børnene, ved mandens side. Ligestilling ville true husmødres position som beskyttede og forsørgede af deres mænd.

I hendes verdensbillede var enhver form for ligestilling i virkeligheden fordækt kommunisme. Den skulle bekriges med alle midler og Schlafly skulle være den sejrende hærfører

I Phyllis Schlaflys billede af Amerika var kvinder velplejede (og hvide), boede i forstæderne, sørgede for de velopdragne børn og stod altid klar for med at smil at opfylde deres mands mindste ønske. Hvis en kvinde havde problemer i ægteskabet, var det nok hendes egen skyld.

Phyllis Schlafly
Phyllis Schlafly. Foto: Library of Congress

Som serien viser, var Schlafly oprindeligt optaget af sikkerhedspolitik, men selv om hun var betydelig mere velinformeret end de fleste kongrespolitikere, var der ikke rigtigt nogen, der kunne tage en husmor fra Illinois alvorligt, når det drejede sig om oprustning.

Hun prøvede to gange at blive valgt til kongressen. Men tabte begge gange. Folk i Illinois gad ikke at høre om sikkerhedspolitik.

Nærmest ved et tilfælde faldt hun over en anden sag, der lå lige til sådan en husmors højreben: Ligestilling.

I hendes verdensbillede var enhver form for ligestilling i virkeligheden fordækt kommunisme. Den skulle bekriges med alle midler og Schlafly skulle være den sejrende hærfører.

Modstanderen: En ny tilføjelse til forfatningen om ligeret

Modstanderen var ERA, the Equal Rights Amendment, en tilføjelse om ligestilling til den amerikanske forfatning.

Den havde været begravet i et kongresudvalg siden 1920, men nu var tiden inde, og der var stort flertal i begge kamre, da den blev vedtaget i 1972.

Det så nemt ok ud. Den blev straks ratificeret i en række stater, og alt tydede på, at den ville sejle ind i forfatningen. Men det var før Schlafly kom på banen.

Tilføjelser til forfatningen skal ratificeres i mindst to tredjedele af staterne for at træde i kraft. Det så nemt ok ud. Den blev straks ratificeret i en række stater, og alt tydede på, at den ville sejle ind i forfatningen. Men det var før Schlafly kom på banen.

I skrivende stund har jeg kun set seriens første afsnit, men jeg kan anbefale den. Selv om jeg sommetider må tage hovedet ned mellem knæene og trække været dybt for ikke at blive svimmel.

Jeg gik på det amerikanske universitet Columbia i New York 1970/71. Det var en tid, hvor sorte studenter lavede fraktioner, kun for sorte, latinoer kun for latinoer, bøsser og lesbiske for bøsser og lesbiske, og kvinder kun for kvinder.

I sidstnævnte måtte der gerne være lesbiske med. Men det lå usagt, at de ikke måtte få flertal. Hvide mænd, der hidtil havde siddet på magten, var de eneste, der absolut ikke kunne lave deres egen fraktion. Det ville være diskriminerende.

Logikken var ikke altid til at få øje på, men humøret var højt. Hvis der var professorer eller studerende, der var for Vietnam-krigen og imod ligestilling af køn, racer og seksualitet, så holdt de det for sig selv.

Vi levede i en rus af fælles tanker og handlinger og glæden ved at se århundredes forestillinger om korrekt kvindelig adfærd synke i grus

Vi unge kvinder var frygtløse og fornøjede. Vi levede i en rus af fælles tanker og handlinger og glæden ved at se århundredes forestillinger om korrekt kvindelig adfærd synke i grus.

” Jimmy Carter Signing Extension of Equal Rights Amendment (ERA) Ratification, 20 October 1978″ – men lovforslaget er fortsat ikke endeligt vedtaget. Staten Virginia stemmer om ERA i maj 2020. Foto fra Library of Congress.

Mrs. America mindede mig om, at der for tiden ikke er ret meget at være i højt humør over, og jeg mailede straks til amerikanske veninder, for at være sikre på, at de så den.

Det første svar kom prompte fra min gamle studiekammerat, Pat Reber, der har haft en blomstrende karriere i USA, Europa og Afrika:

”Undgår den omhyggeligt. Hun er det personificerede backlash. Årsagen til at Roe vs Wade er på vej til højesteret igen. Republikanske lovgivere i enkeltstater gør det stadig vanskeligere at få abort.”

“Mit blodtryk tåler det ikke. Lige nu ser jeg Home & Garden TV. Det må du godt citere mig for.”

Roe vs. Wade er navnet på den historiske højesteretsdom, der i 1973 gjorde abort lovlig i USA. Phyllis Schlafly bekæmpede den fra stat til stat hele sit liv, indtil hun døde som 92-årig i 2016.

Stærke kræfter forsøger nu i 2020 at få højesteret til at genoptage sagen. Med det politiske klima og den konservative højesteret tyder meget på, at Schlafly sejrer igen. Efter døden.

Hun havde tråde til hele den ekstreme højrefløj. Daughters of the American Revolution, John Birch Society, våbenlobbyen, The Tea Party, hvide fanatikere, og hele slænget af mere eller mindre bizarre grupperinger omkring Trump, denne beskytter af hjemmet arne.  Som hun naturligvis støttede i 2016.

New York Times: Grimme og højtråbende feminister

Pat Reber og jeg havde aldrig hørt om Phyllis Schlafly, da vi i 1971 samarbejdede om vores eksamensopgave på Columbia University’s School of Journalism. Men det kom vi til.

Opgaven gik ud på at sammenligne den hæderkronede avis New York Times’ dækning af debatten op til kvindelig valgret i 1920, og artikler og kommentarer i forbindelse med ERAs vandring mod vedtagelse.

Vi var faktisk lidt rystede over, hvor mandschauvinistisk den pæne avis var, selv i 1971.

Det handlede helt ubegribeligt meget om feministers (uheldige) udseende ellers deres sjuskede påklædning ”.. sagde hun, medens hendes underkjole kunne ses hænge forneden…” eller deres manglende oratoriske evner.. ”Betty Friedans stemme kammede over i hysteri”.

Når vi sammenlignede dækningen fra 1920 og 1970/71, var det svært at se forskel.

Schlafly foragter den fraskilte intellektuelle forfatter, Betty Friedan, der med et andet citat fra New York times ”altid lignede en, der havde glemt det sidste kig i spejlet, inden hun gik hjemmefra”

Det passede meget godt med Schlaflys holdninger. I hendes optik var feminister alt andet end feminine. De var grimme og højtråbende og frustrede over, at de ikke havde fået gaflen i en mand.

Opmærksomme læsere vil bemærke, at hun på intet tidspunkt har været alene med den holdning, som ikke begrænser sig til USA.

I et berømt interview, hvor Betty Friedan og Phyllis Schlafly er i debat, fremgår det tydeligt, hvordan den ranke og selvsikre Schlafly foragter den fraskilte intellektuelle forfatter, der med et andet citat fra New York times ”altid lignede en, der havde glemt det sidste kig i spejlet, inden hun gik hjemmefra.”.

Friedan, der med sin bog The Feminine Mystique fra 1963 satte en tændstik til den brand, der fik horder af kvinder til at flygte fra forstæderne og ud på arbejdspladserne, blev hånet og latterliggjort af Schlafly. Jeg vil tro, at Cate Blanchett har set interviewet mindst 100 gange, for hun rammer hende lige på kornet.

Valgkamp i flagrende gevandter og møllehjulshatte

Det var sværere at gøre Gloria Steinem til grin.

Hun var (og er) en førende feminist, aktivist, forfatter og journalist. En på alle måder flot cigar, som bl.a. havde arbejdet undercover  som Playboy-Bunny i en Playboy Club for at afsløre de nedværdigende forhold, de arbejdede under.

Steinem har selv beskrevet, hvordan hun ankom til sit 25-års jubilæum på det fornemme Smith’s College, forberedt på giftige bemærkninger på grund af sin store berømmelse som feminist.

Hadet kom, fordi hun stadig passede tøj i størrelse 36

Det viste sig, at de gamle studiekammerater ganske rigtig hadede hende. Men ikke fordi hun var berømt. Det blev opvejet af, at hun var ugift og derfor manglede status. Nej, hadet kom, fordi hun stadig passede tøj i størrelse 36.

Det gjorde Bella Abzug ikke. Hun var til gengæld en farverig og meget støjende demokratisk kongreskvinde, en af de ledende i kvindebevægelsen og meget aktiv for ERA.

Jeg dækkede hendes valgkampagne i 1970, da hun for første gang blev valgt til kongressen. Vietnamkrigen var på sit højeste, Nixon var forhadt, (selv om han faktisk gik ind for ERA), og Abzug var mod krigen og for ligestilling – også for bøsser og lesbiske.

Hun førte valgkamp iført flagrende gevandter og møllehjulshatte. Jeg fulgte hende op ad Broadway, hvor hun flåede døre til butikkerne op og brølede ”STOP THE BOMBING NOW”, så chokerede kunder tabte deres byttepenge, varer og børn.

Den gang havde meget få udenfor Illinois hørt om Schlafly, og selv om det var hendes valgsprog, var det ikke hende, der opfandt udtrykket om, at en kvindes plads var i hjemmet.

Et udtryk Abzug blev valgt på at vende om: ”This woman’s place is in the house. The House of Representatives.”

Phyllis Schlafly: gudbenådet taler og organisator i pink

Schlafly var en gudbenådet taler og organisator.

Hun stablede på ingen tid en kæmpe organisation på benene. De kaldte sig husmødre, men det ironiske i hele situationen var naturligvis, at der var tale om effektive, handlekraftige, begavede kvinder, der nok var husmødre, men sandelig også i den grad havde ressourcer, der rakte langt udover hjemmets fire vægge.

De var organiseret lokalt, og kunne omgående træde til, hvis der skulle demonstreres mod ERA, ligegyldigt hvor i USA.

Ligestilling ville ødelægge det heteroseksuelle samfund og føre til umoral, kvinder ville miste deres kvindelighed og muligheden for at blive forsørget i ægteskabet. Desuden ville det føre til unisex offentlige toiletter

Schlafly kaldte organisationen STOP ERA eller Stop taking our privileges, Equal Rights Amendment.

Hun advarede kvinder om, at ligestilling ville ødelægge det heteroseksuelle samfund og føre til umoral, kvinder ville miste deres kvindelighed og muligheden for at blive forsørget i ægteskabet. Desuden ville det føre til unisex offentlige toiletter.

Det sidste har jeg nu heller aldrig kunne fordrage.

Overhusmoren Schlafly havde en succesrig sagførermand, seks børn og en husholderske, der gjorde det muligt for hende at helgenkåre husmorrollen, mens hun selv fløj fra stat til stat, organiserede møder, kongresser og demonstrationer og stort set aldrig var hjemme.

Hun var altid slank og smilende, med perfekt sat hår og en elegant broche på den næsten altid lyserøde kjole.

Pink var STOP ERAs hoffarve, og bevægelsen veg ikke tilbage fra at skaffe sig sympati ved at aflevere hjemmelavet bagværk til lovgivere både lokalt og i Washington.

Som tidens feminister ikke var sene til at påpege, var det en meget feministisk måde, hun kørte sit liv på. Hun kørte bare den forkerte vej.

Vi undervurderede vores fjende og forstod den ikke

Bella Abzug, Gloria Steinem, Betty Friedan, de andre ledere i kvindebevægelsen og alle os hangers-on mærkede, da ERA blev vedtaget, og fri abort indført i 1973, vinden i ryggen.

Vi blev overmodige. Det fik os til at begå den fejl, der begås ved alle revolutioner. Vi troede, at alle andre var ligesom os.

Mange af os havde set på vores mødres liv, og besluttet, at det ikke var noget for os. Vi begreb simpelthen ikke, at nogen frivilligt kunne vælge at være økonomisk afhængige af noget så flygtigt som en mand, og oven i købet så det som et privilegium

Man skal kende sin fjende, og det gjorde vi ikke. Mange af os havde set på vores mødres liv, og besluttet, at det ikke var noget for os.

Vi begreb simpelthen ikke, at nogen frivilligt kunne vælge at være økonomisk afhængige af noget så flygtigt som en mand, og oven i købet så det som et privilegium.

Og vi begreb slet ikke, at nogen kvinde kunne have lyst til at vende tilbage til usle bagtrappeaborter. Vi vidste, at alternativet til fri abort ikke er ingen abort, men livsfarlige aborter.

Vi undervurderede totalt Phyllis Schlafly. Vi vidste helt ind i knoglerne, at vi levede i et diskriminerende samfund, og vi havde alle sammen vore egne fortællinger.

I forbindelse med Mrs. America har vi gamle studiekammerater (igen) udvekslet erfaringer. Småting måske, men alligevel AHA-oplevelser.

Jeg husker en ansættelsessamtale i DR, da jeg var meget ung og inden jeg blev journalist. Jeg søgte en stilling i teknisk afdeling. Personalechefen bad mig efter en kort samtale om at stige op på hans skrivebord og skrue en pære ud af loftlampen. For at se min teknik, formoder jeg.

Jeg så udtryksløst på ham. Rejste mig og skruede pæren ud af hans arkitektlampe på skrivebordet, og satte mig ned uden et ord. Mærkelig nok blev jeg ansat.

Studievejlederen sad med benene oppe på skrivebordet, og hilste hende med udsagnet: ”Kvinder er elendige arkitekter”. Hun samlede sig og spurgte ”hvorfor?”. ”De har det forkerte rørsystem”

Min studiekammerat, Louise Levathes, fortæller om, hvordan hun efter college på det fornemme kvindekollegie Barnard søgte ind på arkitekturstudiet på Yale. Studievejlederen sad med benene oppe på skrivebordet, og hilste hende med udsagnet;”Kvinder er elendige arkitekter”.

Hun samlede sig og spurgte ”hvorfor?”. ”De har det forkerte rørsystem”.

Louise blev en meget dygtig journalist i stedet for. Har bl.a. skrevet om arkitektur fra hele verden. Hun undrer sig stadig over, hvorfor de gentagne ydmygelser, Schlafly udsættes for, også i serien, i stedet for at tage kampen op mod undertrykkelsen, får hende til at forherlige den.

Debattøren og forfatteren Margo Jefferson mindes, hvordan hun ved et cocktail-party i 70’erne to på hinanden følgende gange var fordybet i samtale med en anden kvinde, og begge gange kom der indenfor få minutter en mand op og sagde, ”I må være feminister, når I har så meget at tale om.”

For kvinder, der ikke er feminister, gider da ikke tale med andre kvinder. Hun oplever unge kvinder og afro-amerikanere i dag være flove over kvote-ansættelser.

Selv siger hun, at hendes karriere på bl.a. Newsweek, Vogue og som Pulitzerpris-vindende anmelder på New York Times, aldrig var blevet til noget, hvis ikke der havde været pres på for at ansætte kvinder og afro-amerikanere.

 

‘Feminism and socialism’ (1972)  er redigeret af Linda Jenness, her er forsiden med et billede fra den berømte ERA-mach i på 5th Avenue i 1972. Lone Kühlmanns veninde, Pat Reber, er nr. to fra venstre og Margo Jefferson ses yderst til højre.

Fornægtelse eller løgn

For os er Phyllis Schlafly en kønsforræder og en afskyelig kvinde. Men hun var dygtig. Og flittig.

Den gang i 70’erne fik hun forhindret, at ERA fik samlet stater nok til at blive vedtaget.

Fordi det lykkedes hende at bilde kvinder ind, at det er sikrere at være forsørget end selv at tage ansvar for sit liv.

Mrs. America har mindet mig om en vigtig ting: Hvis du står overfor en kvinde, der siger, at hun aldrig har været udsat for diskrimination, står du overfor en kvinde i dyb fornægtelse. Eller en løgner

I seriens første afsnit ser vi et meget afslørende klip, hvor hun er til møde med kongrespolitikere om nedrustningsaftalen SALT. Hun ved mere om aftalen, end de andre tilstedeværende tilsammen, men alligevel er det hende, de beder om at tage noter.

Det er kvinder jo bedst til.

Hvorfor gør det hende ikke til feminist? Hele sit liv påstod Phyllis Schlafly, at hun aldrig havde været udsat for diskrimination. Det har jeg hørt mange kvinder sige.

Det bliver det ikke sandere af. Mrs. America har mindet mig om en vigtig ting:

Hvis du står overfor en kvinde, der siger, at hun aldrig har været udsat for diskrimination, står du overfor en kvinde i dyb fornægtelse. Eller en løgner.

Men det er en rigtig god serie. Se traileren nedenfor – i Danmark kan andet afsnit af serien ses på HBO Nordic onsdag 22. april.

LÆS MERE OM LIGESTILLING I POV HER.


Topillustration: Cate Blanchett spiller hovedrollen som Phyllis Schlafly. Foto fra filmen.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lone Kühlmann er journalist og forfatter. Hun har bestredet en række tillidsposter, bl.a. som formand for TV2Danmark 1995-99. Hun og Karen Thisted har været venner i over 50 år.

Seneste artikler om LIGESTILLING