
MAD // VIKINGER – Det syder og bobler i den store gryde, munden løber i vand og maven knurrer. På vikingemarkeder og museer landet over, er det ingen tvivl om, at vikingemad er et hit hos gæsterne. Det er populært at smage på vikingetiden. Men hvad er der egentlig i den store sorte vikingegryde? Hvad spiste en rigtig viking? Og ved fagfolk og forskere nok til at kunne bespise nutidens mennesker med et vikingemåltid, som ikke bare smager godt og mætter maven, men som også giver vitaminer til hovedet hos de som er sultne efter viden?
Skriftlige kilder giver viden om vikingemad
-Da tog Mor mønstret dug, skinnende af hør, skjulte bordet, tog så derpaa, tynde brød, skinnende af hvede og skjulte dugen. Frem satte hun fyldte skaale, sølvomsvundne, satte saa frem, flæsk og kødmad og fugle stegte, vin var i kanden, vægtige sølvkrus, de drak og talte, til dagen hælded.
Sådan lyder et par af stroferne fra Eddadigtet ’Rigs Vandring’ der fortæller historien om den nordiske gud Heimdal, der som en rejsende ved navn Rig besøger Jorden, tager på gæstebud i tre forskellige hjem og undervejs bliver far til den første søn af trælle-, bonde- og stormandsslægt.
Vi ved noget, men ikke alt. Vi har et puslespil, men halvdelen af brikkerne mangler
Bordet, som bliver beskrevet med en overflod af hvedebrød og stegemad, er det som står i stormandsslægtens hjem. Hos trællene er serveringen – selvom værterne gør sig nok så umage – langt mindre tiltalende:
-Da tog Oldemor, urent brød, klumpet, klistret, klægt af avner, bar saa maden ind midt på skiven, søbe i skaalen, satte hun frem, med kogt kalv, kræsed hun.
Hos bonden, hverdagsvikingen, ved vi ikke hvordan den rejsende Rig blev trakteret. Den del af teksten er – til filologers og historikeres store ærgrelse – ikke bevaret. Noget som er sigende, når temaet er vikingemad, eller vikinger generelt. Vi ved noget, men ikke alt.
Vi har et puslespil, men halvdelen af brikkerne mangler.
Fra jord til bord: Det ved vi fra arkæologiske fund
Gamle knoglestumper, rustne fladbrødspander, og forkullede planterester. Det lyder ikke umiddelbart lækkert, men det arkæologiske materiale, er, ligesom eddadigte, sagn, sagaer og gamle lovtekster, noget af det, der giver mad på bordet, når det kommer til viden om vikingens spisevaner.
Fra udgravninger og analyser ved vi, at vikingerne spiste både korn, fisk, kød, mælkeprodukter og grønsager.
Vikingebonden dyrkede både byg, rug, havre, hirse, hvede og hestebønne. Mest af de to første, og mindre af de andre. Fintmalet hvede i rå mængder hørte formentlig til hos toppen af samfundet.
I stalden havde vikingerne mange af de husdyr vi kender i dag. Kvæg, hest, svin, får, geder, gæs, høns og ænder. Fra havet fik man fisk, og til tider sæl.
Menuen hos vikingetidens hr. og fru. Jensen har formentlig ganske tit budt på suppe, brød og grød
Grøntsager efterlader sig knap så mange spor, men på vikingernes råvareliste ender blandt andet kål i alskens afskygninger, gulerødder, pastinak, selleri, løg og ærter. Plus masser af krydderurter. Både lokale, og importerede som timian og koriander. Vilde æbler, hasselnødder og hvad man har kunne finde af frugt og bær, er også gledet ned. Hos de rigeste suppleret med importerede delikatesser som valnødder og måske endda ferskner. I hvert fald er der fundet en ferskensten i Hedeby.
Men selvom listen er imponerende lang, har menuen hos vikingetidens hr. og fru. Jensen formentlig ganske tit budt på suppe, brød og grød. Grøden muligvis efterfulgt af en smule fisk eller en skive flæsk som har været med i gryden og som kan spises, efter grøden har lagt en god bund i maven. Men hos de rige har bordet bugnet.
Godt værtskab, krævede et fyldt bord og masser af mjød
Med råvarelisten i lommen, giver de skriftlige kilder endnu større udbytte. Gennem teksterne får vi et glimt af, hvordan vikingerne opfattede mad, og det at kunne give deres gæster rigeligt at spise og drikke. Og det har været mindst ligeså vigtigt for dem som for nogen nutidig vært.
Det vrimler med eksempler. Et af dem er fra Erik den Rødes saga, hvor hovedpersonen en vinter er i aldeles ulideligt humør, fordi han ikke har forråd nok til at byde sine gæster på et ordentligt julegilde. Heldigvis bliver han reddet af sine gæster, der snedigt hjælper ham ud af den akavede knibe ved at takke ham for hans værtskab med gaver i form af både korn, mel og malt, så han kan byde dem på et gilde med rigelig mad, og øl der flyder til ingen kan klemme et horn mere ned.
At ‘Drikke Jul’ var en skik, hvor man skålede til ære for de nordiske guder og ønskede for et godt og frodigt nyt år
Et andet eksempel er eddadigtet Hávámal, hvor man allerede i strofe 3 og 4 bliver formanet om at tage godt imod gæster og byde dem både mad og drikke. Man skal dog, både som vært og som gæst, vare sig for at kigge for dybt i drikkehornet og spise til bæltet sprækker, råder Hávámal, som bruger hele 7 strofer på at advare læseren imod at drikke og spise for meget!
Så selvom vikingerne var uovertrufne værter, så kunne nogle af dem, måske, ligesom mange danskere i dag sikkert kender det fra sig selv, ind imellem komme til at spise for meget eller drikke sig fra sans og samling. For eksempel til jul.
I vikingetiden rimede julen (også) på druk
Nutidens danskere har ingenting på fortidens vikinger. Måske bør man endda sende dem en venlig tanke, hvis man er fan af julefrokoster. For ordet ‘jul’ kan spores tilbage til vikingetiden – det kommer af udtrykket at ‘Drikke Jul’, som bliver brugt i det norske ‘Haraldskvadet’.
At ‘Drikke Jul’ var en skik, hvor man skålede til ære for de nordiske guder og ønskede for et godt og frodigt nyt år. Traditionen knyttede sig til vikingernes hedenske midvinterfester, hvor kernen var et æde- og drikkegilde af dimensioner, der uden problemer matcher den moderne version og desuden en torn i øjet på kristne missionærer.
Vikingemad: hvad er der i gryden
Lægger man skriftlige kilder og arkæologiske fund i en stor samlet bunke, er resultatet, at vi har ganske mange brikker til puslespillet. Så mange, at fagfolk og forskere godt kan byde nutidens danskere på et vikingemåltid, der mætter.
For selvom der ikke er en eneste opskrift bevaret fra vikingetiden, baserer de fleste museer og kulturinstitutioner, som i dag byder deres gæster på vikingemad, deres opskrifter på hvad vi ved. Og mad er god formidling. Det tænder interesse, det gør vikingetiden nærværende. Alle kan relatere sig til et måltid mad. For ingen kan leve uden.
Det skal museer og kulturinstitutioner udnytte. Men de skal gøre som de knap så rige vikinger. Lægge en god bund. Spise brød til, eller grød først. I overført betydning. Serverer man et vikingemåltid, mætter det mere, hvis smagsløgene ikke står alene. Hvis man viser hvad baggrunden er. Indbyder gæsten til god mad og god samtale. Fortæller hvad man ved, og hvad man ikke ved. Tit er det der, den mest spændende historie ligger. Og uden, er formidlingen tomme kalorier.
Vikingesuppe med flyvske fugle (8 personer)
1 hel kylling
Vand
Timian
2 Løg
2 Gulerødder
1/2 Spidskål
1 Lille kurv markchampignon
Valle (kan udelades)
1/2 L fløde
Salt
1 godt skævt mjød, hvis man rigtig skal forkæles
Læg kyllingen i gryden og dæk med vand. (og evt. mjød) Tilsæt godt med timian. Læg brænde på bålet (eller skru op for kogepladen) og gå i gang med at hakke grøntsagerne. Put grønsagerne i gryden efterhånden som de bliver hakket. Når suppen har kogt godt igennem, gerne en 2-3 timer, tager man kyllingen op, piller det møre kød fra benene, og putter kødet tilbage i suppen.)
Smag til med salt. Velbekomme!
Fotos: Sagnlandet Lejre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her