The Cure er det evige tusmørke over en revnende Dyrskueplads

af i Kultur/Musik

#RF19 // ANMELDELSE – På et tidspunkt bliver The Cure for gamle. Det legendariske firserband har ikke udgivet en plade i et årti, men live fungerer det stadigvæk. Alderen klæder dem ligefrem, for deres musik har altid handlet om det skrøbelige individs kamp mod livets uimodståelige fremdrift.

Jeg skal ærligt indrømme, at det var en fejl, jeg sagde, at jeg ville anmelde The Cure. Det føles altid hårdt, når man kommer til afslutningskoncerten, men mine venner og jeg har været fans af The Cure siden gymnasiet, så jeg tænkte, det ville blive en oplevelse at se dem sammen. Det viser sig så bare, at mine venner er blevet for gamle til Roskilde. Og af de to som så alligevel kom, så måtte de begge kapitulere lørdag eftermiddag.

Det føles ligefrem ironisk, for The Cure er også et band, man kunne frygte virkelig var blevet for gamle til Roskilde. Idéen om gothikonet Robert Smith som gammel har været så komisk, at der ligefrem er blevet lavet en film om det, Paolo Sorrentinos This Must Be the Place, hvor Sean Penn trisser rundt med mascara og læbestift og får skæld ud af sin teenagedatter. Den film er fra 2011, og Smith-pendanten skal forestille at være 50 år. Smith selv er efterhånden blevet 60, og bandet har ikke udgivet en plade i over ti år. Var de for gamle?

The Cure er for evigt

Her er det virkelig overraskende og absurde: Det har virkelig klædt Robert Smith at blive gammel. Han er blevet tyk, han er blevet tyndhåret, han har stadigvæk for meget sminke i hovedet, og nu også et par perlekæder om halsen. Han ligner i mærkværdig grad min mormor, da hun kom op i firserne. Men han synger stadigvæk som en drøm, og han holder om sine instrumenter, som var de en del af ham selv. Han hviler i sig selv og sit mormorlook, og det er helt ærligt noget af det mest rockstar, jeg så på hele festivalen.

Resten af musikerne har været mindre heldige, de ligner lidt gamle mænd, der gerne vil se yngre ud end de er. Men who cares? De spiller stadigvæk godt. Og der er noget med The Cures lyd, som bare ikke kan ødelægges, hverken af vejr og vind eller lidt lydproblemer her og der, heller ikke af en enkelt svipser eller af træthed hos publikum. Den er som optimeret til festivalformatet, stor og imposant, fyldt med rumklang og basbulder, så den rammer også, selvom omstændighederne ikke er optimale. Jeg forestiller mig lidt, det er på samme måde med et band som U2, omend Bono nok klarer mormor-looket lidt mindre fornemt. Orange Scene passer stadigvæk perfekt til dette format, hvorimod mange moderne lyde har det svært. Kun Cardi B fik så megen hjælp af den overdådige scene + lydsystem, som The Cure gjorde.

Selvfølgelig kløjes Robert Smith i teksterne nu og da, engang imellem er vores følelser større end vores evne til at sætte ord på dem.

The Cure spillede dog en noget længere koncert end Cardi B, de spillede 2 timer og 20 minutter, og det var en af de kortere Roskilde-koncerter, de har givet. Hurtigt kom vi ind i en lille fase med numre fra hovedværket Disintegration, hvor lydfladerne fremstår som oceaner lille Smith sukker indover. Vi fik popsange som ‘In Between Days’ og ‘Just Like Heaven’, der hver gang overrasker mig ved at være effektive og korte – de stopper begge to ganske kort efter andet omkvæd. Vi fik det tidlige nummer ‘A Forest’, der endte blot med den simpleste basgang, og en Robert Smith solo, der helt ærligt kun var skulptureret støj.

The Cures to måske mest elskede sange er fra henholdsvis 79 og 92 – ‘Boy’s Don’t Cry’ og ‘Friday I’m In Love’ – men deres plads i musikhistorien er sikret med deres forbløffende stime i firserne, de tre nærmest nihilistisk gotiske Seventeen Seconds, Faith og Pornography, skiftet til den overgearede new wave synthpop på singlerne der blev til opsamlingen Japanese Whispers, hvorefter de to sider blev smeltet sammen på forskellig vis på plader som The Head on the Door (min favorit) og Disintegration. Når man ser på deres firserperiode er det ikke mindst imponerende, hvor mange slags gode numre, de fik lavet.

The Cure er The Cure

Og så omvendt: Når man hører det live, så er der 100% en specifik Cure-lyd. Der er godt nok ikke mange The Cure-sange, der går i 3/4, og der er godt nok mange af dem, der har nogenlunde samme tempo. Bas og trommer buldrer også derudaf, aldrig præcis samme bulder, men det er heller ikke tit, at det ligefrem lyder som en funk- eller soul-rundgang. Der er også den der helt specielle måde, en Smith-melodi ligesom flyder på en sang, de mange forskellige lag af instrumenter, der introduceres og varieres inden han synger et vers eller to, indtil sange bliver syv, otte, ni minutter lange.

En optræden med The Cure er altid en melankolsk fornøjelse, men en eller anden dag vil det være for sørgeligt. Den dag var dog ikke lørdag.

Det er også derfor The Cure er for evigt. Fordi deres lyd er større end bandet selv. Fordi Robert Smith altid tekstmæssigt har dyrket det sublime og lydmæssigt er gået efter det grandiose, men har haft den melodiøse tæft til at lokalisere en vej igennem uvejret. En lille, faretruende vej, aldrig sikker. Og tekstmæssigt har han altid været never enough eller han er faldet, eller han har siddet alene og kigget på billeder. Hans tekster handler altid om at være lille og forkert, og hans lyd handler altid om, at verden er stor og imposant. Så selvfølgelig kløjes han i teksterne nu og da, engang imellem er vores følelser større end vores evne til at sætte ord på dem.

Der kommer til at være en dag, hvor The Cure ikke længere kan. Robert Smith undskyldte for at synge lidt forkert inden ekstranumrene, og han kløjes også i det hastige omkvæd i ‘The Caterpillar’. En optræden med The Cure er altid en melankolsk fornøjelse, men en eller anden dag vil det være for sørgeligt. Den dag var dog ikke lørdag. Og selvom det nok er de mest letkøbte fem stjerner, jeg har givet, og jeg har ikke været karrig med stjernerne i år, så er det nu engang sådan, det er. Det er næsten snyd, at deres lyd fungerer så godt, men det får det ikke til at fungere mindre.

Roskilde er for evigt

Når nu man havde et to timers univers at drive rundt i, så gav det også tid til at fundere lidt over festivalen anno 2019 i lidt bredere forstand. Det har været et lidt særligt år. Alle år er afhængige af omstændighederne, nogen gange regner det hele væk og hver eneste koncert bliver på trods af regnen, andre gange bager solen non stop og alt bliver til gejl og løjer. 2019 vekslede mellem kulde og sol, det blev aldrig rigtig varmt, ej heller rigtig mudret. Det gav en lidt eftertænksom fornemmelse.

Roskilde er for evigt, men det har også ofte virket som et sted, der var lige ved at revne, og hvor revnerne ofte var der, hvor der virkelig skete noget.

Det vil være et år, man ser tilbage på som bevis for, at kvinder burde have en langt større plads på festivalscenerne: Cardi B, Robyn, Rosalía, Janelle Monáe, SOPHIE, MØ, Weyes Blood, Sharon van Etten, det mest forunderlige har næsten været, hvor ubesværet de alle sammen fyldte scenen ud og indtog Roskilde-universet uden problemer. Hvor mange gode koncerter er vi ikke gået glip af, fordi bookerne sagde, det ikke kunne lade sig gøre?

Det var et år, hvor trap og pop viste, hvad det kunne, mens metalmusikken omvendt havde det svært. Metal-lyden gør sig ellers næsten lige så fantastisk på Orange som goth-lyden, men det kræver jo også, at publikum kommer, ellers bliver det lidt rungende. Diskussionen om hiphop virkelig nu også hører hjemme på en rock festival bliver ekstra morsom, når den mest bedagede booking viser sig at være Wu Tang Clan. Det er vel også en form for fremskridt…

Det evigt nye

Der har været nogle år, hvor Roskilde har skullet finde sig selv i en musikverden i konstant forandring. I år lød det som om, der var fast grund under fødderne igen. Der var koks i planlægningen, men der var ikke noget, der sådan helt grelt faldt igennem. Der var heller ikke fornemmelsen af så meget eksperimenteren, folk fik, hvad de kom for, Cardi B spillede jo f.eks. fyrre minutter uden så meget pjat.

Det er så omvendt også lidt mærkeligt. Roskilde er også for evigt, men det har også ofte virket som et sted, der var lige ved at revne, og hvor revnerne ofte var der, hvor der virkelig skete noget. Jeg tager en masse fantastiske oplevelser med mig, som jeg også havde regnet med ville være fantastiske, og noterer mig, at jeg nu virkelig føler, jeg har set, hvordan hiphop skal leveres live. Og så var årets store lille lyd fra Mellemøsten, egyptiske Maurice Louca og algierske Sofiane Saidi & Mazalda, en herlig blanding af house-keyboards, sax og guitar riffs, og mellemøstlig melodik, der åbenbart kaldes electro raï. Det er også den slags, man finder på Roskilde og ingen andre steder. Lige så sikkert, som at The Cure nok spiller endnu en god koncert om fem år.


Foto: Robert Smith under The Cures koncert på Roskilde Festival i 2012, Wikimedia Commons. 

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur