ROSKILDE FESTIVAL // ANMELDELSER – Sidste års Roskilde blev ejet af Nigeria. Også i år skabte afrikanske artister store pop-fester, men det var mere spraglet. Og en sydafrikansk clubartist var måske det mest fantastiske.
Man skal passe på med at gentage en succes. Sidste års store Roskilde-fortælling var nok afropoppens triumftog, kulminerende med Burna Boys allerede nylegendariske Orange-koncert. I år har festivalen så taget ekstra mange kunstnere ind fra det store kontinent mod syd, inklusive Tems på Orange og Omah Lay på Arena.
Jeg var en lille smule nervøs for, om det ville blive godt igen. Ingen af årets afrikanske popartister er store som Burna Boy, og måske det ville være lille publikum og fejlslagne popfester.
En fredag aften i afropoppens tegn bød på både store triumfer og ting, der faldt igennem. Tja, ligesom med alle andre genrer på Roskilde. Så mon ikke de afrikanske popartister er kommet for at blive?
Amaarae kunne ikke arbejde med Eos’ lyd
Jeg havde egentlig troet, at ghanesisk-amerikanske Amaarae var blandt de største af årets afrikanske navne. Begge hendes plader er blevet storhyldet i internationale medier, og sangen ”Co-Star” er en banger. Alligevel spillede hun på den mindre Eos-scene. Det var enormt synd, for scenens dårlige lyd ødelagde det meste af festen. Og Amaarae havde ikke helt udstråling nok til at gøre op for det.
Den første bølge af det, vi (ok, jeg) nu kalder for afro-pop, kom, da en række London-DJ’s af vestafrikansk afstamning fandt på at lave afrobeatsaftener med popmusik fra regionen. Det var egentlig helt normal popmusik, houseinspireret som al anden pop i årene efter Lady Gaga, der var bare bedre beats. Rytmerne var federe og mere komplekse.
Til en vis grad er det stadig sådan, det er med afropopartister: De er popartister ligesom alle andre, men hjemmepublikummet kræver altså nogle lag af rytmik på en sang, før de gider at være med.
Man gik derfra uden sure miner, men lidt skuffet over en koncert, som kunne have været meget bedre.
Derfor falder det hele sgu ret meget til jorden, hvis lyden er så dårlig, at man ikke kan finde en rytmisk bund … Amaarae spillede med en guitarist og en trommeslager + backingtracks, men det lød bare som en gang grød. Eos scenen havde lige før leveret overraskende fin lyd til Belle & Sebastians klassisk instrumentaliserede kammerpop, men poppens bas-og-tromme-bund dræbte lydsystemet.
Den gode nyhed var, at ”Co-star” alligevel blev et højdepunkt. For det første er den dancehallinspirerede single lidt mere let og luftig, så lyden holdt den oppe. For det andet inviterede Amaarae til en lille dansekonkurrence oppe på scenen, og de tre unge deltagere kunne vitterligt danse! Så man gik derfra uden sure miner, men lidt skuffet over en koncert, som kunne have været meget bedre.
Omah Lay var en superstjerne på Arena
Tænk nu, hvis Amaarae havde haft det samme som nigerianske Omah Lay. Trommer og perkussion, foruden både bas og guitar og en dj til backingtracks. Og så et lydsystem på Arena, som kunne få alle delene til at fungere. Så kunne hun måske have skabt den samme geniale dansefest?
Eller måske ikke. For Omah Lay indtog også scenen som en superstjerne, sang overbevisende, dansede smilende rundt og havde bare karisma til overflod. Og så har han åbenbart et katalog, som de unge kender. Så det blev uden tvivl årets kæmpe afropoptriumf, der endnu engang beviste, at danske unge har et ret så grænseløst forhold til pop.
Jeg ved ikke, hvor ungdommen kender hans musik fra. Et par af dem er måske gået viralt på TikTok? Men der var singalong og lykkelig dans
Jeg kan enormt godt lide Omah Lays udgivelser, troede egentlig, jeg ville være en af teltets største fans. Hans musik er ikke bare pop med ekstra rytmer, han har en melankolsk grundtone, og sange som ”Safe heaven” er til tider nærmest dub-ambient popmusik i sit lydbillede. Hvilket til gengæld ikke lød som den store popfest, men altså.
Jeg ved ikke, hvor ungdommen kender hans musik fra. Et par af dem er måske gået viralt på TikTok? Men der var singalong og lykkelig dans. Og der var også tilført et par dansable lag til de fleste af sangene, hvilket fik de stille melankolske ballader til at virke endnu bedre som kontrast. Selvom det var lidt svært at danse for meget, for teltet var proppet.
Det blev faktisk virkelig proppet. For cirka halvvejs inde i koncerten åbnede himlen sig, og regnen fossede ned, hvilket skabte et lille skub, så alle kunne komme ind i tørvejr. Jeg tror i øvrigt, det passede med, at han spillede den nye single ”Holy Ghost”, der hylder en kvinde som hans ”Mami water”, så det passede jo ret perfekt.
Omah Lay beviste, at Nigeria har flere superstjerner parat også til de kommende år
Egentlig mindede bandets musik mig om så mange andre koncerter med afrikanske grupper op igennem nullerne: Polyrytmiske grooves med popmelodier indover. Forskellen er så, at det unge publikum nu skråler med på teksterne af fuld hals, det gjorde de altså ikke til Seun Kuti. Det er blevet pop! Og en fyr som Omah Lay er bare en rockstar, der kan holde et kæmpe telt i sin hule hånd, også i de numre, som de ikke kender.
Derfor mindede koncerten mig først og fremmest om Remas fra sidste år, som jeg kaldte for ”en skelsættende begivenhed for dansk popkultur […] Musikverdenen ændrede sig en ganske lille smule.” Derfor havde jeg ikke helt samme lykkefølelse i kroppen til gentagelsen i år. Men det beviste, at Nigeria har flere superstjerner parat også til de kommende år.
Sho Madjozi var en afroclub fest af ypperste karat
Ved midnat stod sydafrikanske Sho Madjozi så klar til at starte nattefesten på Gloria. Og det blev en danseseance i højeste gear. Sho Madjozi havde medbragt en DJ og fire dansere, så det her var ikke popmusik med ekstra polyrytmik. Det var tunge beats og hastige hoftevrid, med rapflows oveni som pynt. Det var mere club end pop. Det var vidunderligt.
Jeg har anklaget Roskilde for at være lidt langsomme til at acceptere ikke-vestlig pop, men de har faktisk været meget gode til at vise international clubmusik frem. Latinamerikansk cumbia, diverse mikrogenrer fra afrikanske storbyer, vi har kunnet høre en del. Det kulminerede for mig i 2022, hvor de hyrede en hel række artister fra det østafrikanske pladeselskab Nyege Nyege, så den festival husker jeg først og fremmest for at danse til beats fra Kenya og Tanzania.
Der var ingen øvre grænse for, hvor tunge, hurtige og komplekse rytmerne kunne være, så vi kunne danse videre mest muligt
Derfor var jeg heller ikke decideret overrumplet af Sho Madjozi, der har lidt den samme smeltedigel-fornemmelse af alle beats på én gang, fra amerikansk trap til afrikansk gqom og singeli. Men for fanden, hvor var det en fest!
Det mest vidunderlige var, hvor skamløs en seance det var. Der var intet trick, der var for corny for at få publikum til at være på – et enkelt nummer lød decideret som Vengaboys – mens der samtidig ingen øvre grænse var for, hvor tunge, hurtige og komplekse rytmerne kunne være, så vi kunne danse videre mest muligt. Det var vitalt, sympatisk, innovativt, helt igennem skønt.
Og så sluttede det af med ”Chale”, hvor Sho Madjozi blander den hippe amapiano op med et ratchet-beat, som man kunne høre det i LA omkrig 2013, og så pumper det igennem i syv minutter, kombineret med call-and-response-vokal med publikum. Hun lærte os det først: Hun sang ”Ku na mani?”, og vi svarede ”Chale!!!” Og så gjorde vi det igen og igen og igen, mens vi hoppede op og ned i komplet ekstase.
Da koncerten var færdig, hørte jeg det samme overalt omkring mig: ”Wow …” ”Ja, det var … wow?” ”Ja, jeg … Wow! … er helt … Wow? …” ”Jep. Og så var det bare … Wow!”
Læs meget mere fra Roskilde Festival her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
