ROSKILDE 2024 // KLUMME – Som i tidligere år er Roskile Festival 2024 også præget af politiske budskaber og identitetspolitiske brudflader. Hertil kommer den globalisering, som gør, at der, hvor man musikalsk har hjemme, er flere steder. Garbi Schmidt var med til koncert med Khruangbin torsdag eftermiddag og AySay fredag formiddag.
Flag spiller en helt særlig rolle ved dette års Roskilde Festival. Ikke bare de flag, som står her og der på lejrpladsen, eller som blafrer fra høje stænger som et samlingspunkt for venner, når de skal finde hinanden på pladsen, hvor musikken spiller, og menneskemylderet tæt.
Flaget som statement
Flag er ved dette års Roskilde Festival et uomtvisteligt statement, og ét flag – nemlig det palæstinensiske – har ved flere koncerter fået lov til at spille en central rolle.
Ved Mija Milovics koncert i Gaja tirsdag eftermiddag hang det palæstinensiske flag over klaveret. Og fredag, var det blæst op på storskærmen bag århusianske AySay, alt imens bandets forsanger Luna Ersahin sang en palæstinensisk folkesang siddende på knæ foran publikum.
En af de måder, hvorpå identitet synliggøres – eller nok nærmere gives melodi – er i de blandingsformer af forskellige musikalske traditioner, som man som publikum præsenteres for
Der er intet nyt i koblingen af musik og politik. Og Roskilde Festival forekommer ofte som et sted, hvor man kan tage temperaturen på strømninger – politiske og identitetspolitiske – som enten har betydning i et bestemt historisk her og nu, eller kommer til at få det.
Sidste år skrev jeg om, hvor meget køn og leg med kønsidentitet spillede på scener og blandt publikum. Dette fokus er der absolut stadigvæk. Året inden, i 2022, var synliggørelsen af overgreb mod kvinder, som både gjorde sig udslag i en koncert på Gloria og et kæmpe vægmaleri samme sted, og som også synliggjorde problematikken.
En af de måder, hvorpå identitet synliggøres – eller nok nærmere gives melodi – er i de blandingsformer af forskellige musikalske traditioner, som man som publikum præsenteres for. Koncerten med AySay er et eksempel herpå. Her blev der sunget på både tyrkisk, kurdisk og dansk.
Lalalar – som jeg anmeldte for et par dage siden – tydeliggjorde også betydning af musikalske kulturmøder. Den globalisering, som vi alle sammen møder på daglig basis har helt sikkert en betydning herfor. Men det har migration helt sikkert også. Hvor hører man hjemme? Hvad er hjem?
Hvor hører man hjemme? Hvad er hjem?
Hér giver det også mening lige at vende snuden mod Gloria, og gå ind i bygningens foyer. Her dominerer en kunstinstallation af den dansk-palæstinensisk-jordanske kunstner Banaan Al-Nasser gulv og vægge. Et oliventræ, omgivet af murbrokker, står midt på gulvet. På en væg står der med store lysblå bogstaver skrevet ”Memory of Home” – typer og farvekoordinering peger på UNHCR, altså FN Flygtningeagenturs farver.
Khruangbin: Texansk flyver med lidt tunge vinger
Blanding af forskellige musiktraditioner til noget, der pegede på et musikalsk hjem på tværs af grænser og konventioner, var også en understrøm i det amerikanske Khruangbins koncert på Arena torsdag eftermiddag. Bandet arbejder utraditionelt, og har tidligere udtalt, at de lægger toner og udtryk oven på hinanden, når de laver deres musik.
Det meste er tydeligvis tilladt. Khruangbin betyder i øvrigt flyvemaskine på thai. Og fra en flyvemaskine har man jo udsyn, også over og mod det fjerne og ukendte. ”Con todo el mondo” – med hele verden – som bandets album fra 2018 hedder.
Der er tale om tre aldeles garvede musikere, med flere albums i ryggen, og en tydelig og forståelig publikumsopbakning. Ikke bare Arenateltet men hele området foran teltet var fyldt med forventningsfulde og glade mennesker – og det på et tidspunkt, hvor solen skinnede, og der virkelig var mulighed for fest og dans med både dem man kendte, og ikke gjorde.
Det hele gav indtryk af, at man – udover at spille de numre, der nu var på setlisten – ville have lov til at være i fred som menneske og individ. At den man er, er publikum uvedkommende.
Og Khruangbing musik kan absolut få en til at bevæge sig og smile til omgivelserne. Numrene kom i en lind strøm, uden pauser. Hvad der manglede, var interaktion med publikum. Det var først ca. 40 minutter henne i koncerten at bandets vokalist Laura Lee Ochoa henvendte sig til publikum og sagde hej. Det hele forekom anonymt og derfor underspillet i forhold til det potentiale, som numrene faktisk har.
Og anonymitet var og er en af de ting, som ligger og lurer i Khruangbins kodeks. Både Laura Lee Ochoa (bas og vokal) og Mark Speer (guitar og vokal) bærer lange, sorte parykker ved deres koncerter. Ochoa fremstod torsdag på Arena nærmest Sia-agtig i et outfit med store sløjfer i hår og kjole.
Det hele gav indtryk af, at man – udover at spille de numre, der nu var på setlisten – ville have lov til at være i fred som menneske og individ. At den man er, er publikum uvedkommende.
Gad vide, om vi kommer til at se mere af det. Mon ikke.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
