Cardi B – triumferende trap-manifestation af den amerikanske drøm

af i Kultur/Musik

#RF19 // ANMELDELSE – Onsdag aften leverede Cardi B en intens eksplosion af en hiphop-koncert. Hun rappede, twerkede, triumferede, i fyrre minutter, og så var der ikke behov for så meget mere. POV’s udsendte tvivler på, live-trap kan gøres ret meget bedre.

“They gave a bitch two options: Stripping or lose”. Sådan lyder de første ord på Cardi B’s album Invasion of Privacy, og det var også de første ord, vi fik leveret under onsdag aftenens sene koncert på Orange Scene.

Idéen om at Cardi B har vundet via stripklubben og i bredere forstand har formået at vende en svær situation til en triumferende sejr, går som en rød tråd gennem hele Cardi B’s kunst.

Hun sad fast i en fælde, havde en dårlig hånd, men hun spillede den til perfektion. “Knock me down nine times, but I get up 10″. Onsdag kom hun lige knap op ti gange – hun spillede kun fyrre minutter – men det var en triumferende sejr for en unik performer.

Silvana Imam har nok teknisk set et bedre flow, men Cardi har en bedre stemme. Hun har måske genrens bedste stemme lige nu

Trap betyder fælde. Et trap house er et crack-hus. Trap rap er en videreudvikling af gangster rap, men med et helt andet musikalsk udtryk.

Væk er de soulede samples og den varme vestkyst-lyd, i stedet hjemsøges trap-musikken af minimalistiske synthloops, dunkende bas og galloperende lilletrommer, plus et væld af ‘ad libbede’ stemmer i baggrunden, der messer små ord, alt imens rapperne genbruger de samme to-tre flows – EN art SYNko-PEret MESsen, Eller tri-Oler på Række og Rad.

Det kan lyde ensformigt, når en kunstner som Future udgiver en tre-fire mixtapes på et år med den samme lyd, men det har revolutioneret popmusikken, det er det tætteste vi har på en årtiets lyd, og – hvilket kom bag på mig – det lyder pissefedt live.

Hvorfor fungerede det så godt?

Tidligere på dagen kom Silvana Imams hiphop-koncert aldrig rigtig ud over rampen, den gik lidt død i manglende show, og fordi hiphop live virkelig er lydmæssigt krævende med den mærkværdige kombination af massiv bas + trommer og så en rigtig teksttung stemme ovenpå.

Når Imams sange skulle gå et trin op i omkvædene, så kunne lyden ikke følge med, og publikum blev sat af – med mindre de kendte sangene i forvejen, hvilket flere af dem da heldigvis også gjorde.

Så hvorfor fungerede Cardi B’s show så meget bedre? En del af det har med hendes stemme at gøre, et helt unikt instrument, lige dele hæst og diskant, der markerer hvert eneste ord, som var det Cardis eget.

Silvana har nok teknisk set et bedre flow, men Cardi har en bedre stemme. Hun har måske genrens bedste stemme lige nu.

Og så fungerede lydbilledet helt eminent. Tungt som bare fa’en, rytmisk eksploderende som var der en kortslutning i trommemaskinen, og så med det her hakkede flow, snart stødt, snart sunget:

Lil BITCH / you can’t FUCK with ME / if you waaan-ted to’.” 

Det er minimalistisk, det hakker sig igennem lydinfernoet, og det er perfekt at synge med på. Og så var der ikke så mange dikkedarer. Hvor Silvana Imam havde skit-agtige mellemspil og et væld af gæster, så fyrede Cardi bare sine sange af og snakkede lidt om, hvor koldt det var, og når hun ramte et gæstevers – og der er mange gæstevers på hendes stjernefyldte debut – så sprang hun det over, og så blev sangen så kort som den måtte være.

Hun spillede som sagt kun 40 minutter, men hun kom godt igennem kataloget. ‘I Like It’ er en nyklassiker, men derfor behøver den da ikke at vare mere end to minutter? Så kan man jo spille ‘Bodak Yellow’ bagefter.

Når hun flyder, når hun flyver, når hun twerker; det bliver til en totaloptræden, en sammensmeltning af lyd og dans, der inkarnerer genrens aspirationer, ja – hele den amerikanske drøm

Og så var der showdelen. Hun var iklædt et grøn paillet suit, der lignede det havfrue-kostume Scarlett Johansson har på i Hail Ceasar. Hun lignede en Busby Berkeley pige fra tredivernes studiesystem, omend hendes kropbygning er en lille smule anderledes.

Og så er der ikke noget korpige over hende, hvor dansepiger dengang koordineret bevægede sig frem og tilbage, så er Cardis dans en fysisk manifestation af hendes egen krops fortræffeligheder.

Hun twerker på repeat, hun går i spagat, hun kravler frem på scenen, vender sin fyldige bag direkte op i kameraet. Hun har branchens bedste stemme, hun har en af genrens bedste kroppe, hun har arbejdet hårdt og investeret i begge dele, og hun har ikke tænkt sig at gemme dem væk.

Sejrede på egne præmisser

Trap-genren er tæt forbundet til Atlantas stripklubber, hvor hits blev skabt via dansernes sangvalg. Cardi B – der dog er fra New York – vendte den udvikling på hovedet, hun vandt over ikke bare det amerikanske stammesamfund, men også hiphop-genrens egen sexisme.

Da ‘Bodak Yellow’ ramte nummer et på Billboards hitliste, var det kun den anden rapsang fra en solo kvinde på den plads. Trap-genren handler helt fundamentalt om at komme ud af fælderne, det være sig gadens kaos eller det farligt dominerende lydbillede, og Cardi har som ingen anden formået dette.

Når hun flyder, når hun flyver, når hun twerker; det bliver til en totaloptræden, en sammensmeltning af lyd og dans, der inkarnerer genrens aspirationer, ja – hele den amerikanske drøm.

Trap har mere egensindige kunstnere, førnævnte Future f.eks., der blander godt med xanax og afrofuturisme ind i sit univers, eller Travis Scott, hvis produktioner på hovedværket Astroworld er eminente – og der er bedre albums end Invasion of Privacy – jeg elsker Migos’ Culture, hvor de tre rappere spiller ping-pong op af genrens bedste produktioner, en lyd-odyssé der er for lilletrommen hvad Loveless er for shoegaze-guitarren.

Men onsdag nat fik vi set stjernen over dem alle. Jeg tvivler på live-trap kan gøres ret meget bedre, end det Cardi B leverede. Stemme, dans, lydbillede.

Det gik op i en højere enhed, med en højere pointe. Og så tror jeg i øvrigt sjældent, jeg har været til en koncert, hvor så mange teenage-piger kunne teksterne.

Der findes værre forbilleder.


Foto: Roskilde Festival. 

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur