#RF19 // ANMELDELSE – Britiske SOPHIE er et toneangivende navn indenfor tidens elektroniske musik, og det gav hun prøver på fredag aften. Hun forsøgte at skabe et helt unikt univers på Apollo-scenen, lige dele tøven og ekstase, men det kan man bare ikke, når publikum er kommet for at rave. Det bliver bedre næste gang.
Der er sket en queering af IDM-musikken. Det måtte også komme før eller senere. Op igennem den elektroniske musiks historie var det som regel de marginaliserede, der stod for innovationen, det var sorte musikere i den glemte by Detroit, der udviklede techno, og det var latino-queer-miljøer, der i fællesskab etablerede house. Og så i halvfemserne fandt nogle hvide engelske mænd på at lave intelligent dance music. Hvis nu man får det til at lyde rigtig stift og straight, så må det da være meget mere klogt?
Ok, det er karikeret, og det har altid været til IDM-musikernes kredit, at de godt selv kunne se, det var en forfærdelig genrebetegnelse, de havde fået trukket ned over hovedet. De var bare nogle musikere, der prøvede noget nyt, og så kom der nogle dumme journalister og koblede dumme talking points på dem. Men der var i mange år et behov for en gentænkning af, hvad IDM-agtig musik skulle være i forhold til den, æh, ikke-intelligente danse-musik.
Den nye bølge
Et sådant skift kom så småt med kunstneren Arca, der over tre albums, foruden produktioner for kunstnere som Björk, Kanye West og FKA Twigs, har stået for en muterende, glitrende, omskiftelig lyd. Væk var de lange rytme-grooves, og i stedet var numrene små omskiftelige statuer. Transkønnethed har fyldt meget i kulturen de seneste år, og man kan godt sige, det startede i den elektroniske musik. Da Arca sprang ud som ikke-binær sidste år og bad om ændrede pronominer, så blev det tematiske underlag i den omskiftelige men meget kropslige musik pludselig ganske tydelig.
‘Is It Cold in the Water’ er en af de smukkeste skildringer af tøven jeg kender, sitrende, crescenderende, på vej mod et eller andet stort spring
En anden kunster, der for nyligt er sprunget ud som transkønnet, er britiske SOPHIE, hvis navn indtil da var blevet opfattet som ret tongue-in-cheek af mange kritikere. Men pludselig udgav hun videoen ‘It’s Okay to Cry’, hvor den ellers hidtil ret anonyme producer trådte ud af skyggen som en gudesmuk rødhåret kvinde, der leverede en af de seneste års mest skrøbelige og smukke ballader. Albummet Oil of Every Pearl’s Un-Insides fulgte sidste år, et helt anderledes udtryk end Arca, men ligeledes en eksperimenterende og tankevækkende rejse funderet i dansable udtryk.
Apollo-scenen er virkelig optimeret til rave i år, men SOPHIE vekslede mellem det ambiente og det ekstatiske til sin koncert. Det fantastiske nummer ‘Is It Cold in the Water’ er en af de smukkeste skildringer af tøven, jeg kender; sitrende, crescenderende, på vej mod et eller andet stort spring. Live ledte den hen til bangeren ‘Whole New World / Pretend World’, hvor pigestemmer jubler over det nye liv. Endda med et tydeligt citat fra Aladdin-sangen af samme navn.
Gurlesque Power
Brugen af Aladdin er et tydeligt eksempel på, hvordan SOPHIE svælger i det gurlesque. Det er hekseudgaven af et pigeværelse, fyldt med Madonna-citater, heliums-lillepige stemmer, ja selv Disney. Spice Girls, men hvis ‘Girl Power’ ikke bare var noget man levede med, men noget man skulle kæmpe for, blev bedømt på, noget der per definition var en politisk kamp. Og så banker beats’ne af sted, og forvrængede synthlyde sværmer i baggrunden på noget, der lyder som en dekonstrueret eurodance-sang à la Aqua.
Der er ingen bund under dansen, vi er er ude, hvor vi ikke kan svømme. Det er en fundamental gentænkning af synthpoppen
Da SOPHIE først fik opmærksomhed, var det som en del af kunst-kollektivet PC Music, der med lige dele ironi og kommercialisering forsøgte at genopfinde den euforiske rave-musik én single af gangen. Det var meget, meget svært at tage seriøst især på grund af de mange anonyme mænd bag pigestemmerne og et katalog, der syntes at bestå lige så meget af læskedrikke som sange, der måske / måske ikke var reklamer for læskedrikke. Det lignede en døgnflue på linje med Vaporwave-scenen, som de udsprang af – kunstnere, der lavede eksperimenterende electro-pop, som endte med at lyde som startmelodien fra Windows 95.
Men på en eller anden måde har PC Music-stilen levet videre. Det hjalp, at der kom nogle stjerner ind over: Superstjernen Charli XCX har f.eks. samarbejdet en del med PC Music-producere på sine albums. At der var en kunstnerisk pointe med det, kunne man også forvisse sig om via den danske film Team Hurricane, der et godt stykke hen ad vejen lignede en visuel udgave af PC Music-æstetikken.
Co-produceret af SOPHIE
Men det var altså SOPHIEs album Oil of Every Pearl’s Un-Insides, der for alvor gav stilen en kunstnerisk klangbund. Her, såvel til koncerten, blev det til på en og samme tid en svælgen i kønsnormer og en dekonstruktion af selv samme. Ligesom i tv-serien Pose, hvor transkønnede i Ballroom-miljøet går catwalk og kæmper om at være Mother of the Year, så resulterer SOPHIEs musik i nogle af de mest intelligente udsagn om køn og skønhed. Det er virkelig intelligent, og det finder virkelig de intelligente lag i selv Aquas plastik-univers.
Det bliver bedre
De der forvrængede synthlyde, de er så essentiel en del af SOPHIEs æstetik, og de er så svære at tale om. Dancegenren er fyldt med den her slags synkoperede synth-stabs, men SOPHIE bruger dem helt unikt. Det er ikke bare som et rytmisk kontrapunkt til sangen, det er selve sangen i sig selv. Hele musikkens udtryk bliver til disse rytmiske angreb, der slår til og forsvinder. Der mangler de typiske flader af lyd, bunden, det man kan hvile sig i, mens man bliver angrebet af synkoperne. Der er ingen bund under dansen, vi er er ude, hvor vi ikke kan svømme. Det er en fundamental gentænkning af synthpoppen.
SOPHIEs musik er virkelig intelligent, og det finder virkelig de intelligente lag i selv Aquas plastikunivers.
Men som nævnt, så er Apollo-scenen beregnet til rave, og det var tydeligt, at det ikke var de tøvende passager – så essentielle hos SOPHIE – som publikum var kommet for at høre. De begyndte at klappe i takt og ventede på, at der endelig skulle komme et beat. Tvetydigheden i SOPHIEs univers forsvandt fredag aften. Det var en fejlbooking. Hun skulle have spillet på Avalon eller Gloria, og det var ualmindeligt synd.
Derudover står SOPHIE stadig ved begyndelsen af sin rejse.
Jeg vil godt vove den påstand, at Oil of Every Pearl’s Un-Insides vil komme til at stå som en milepæl i den elektroniske musiks historie. Albummet udstikker et væld af nye retninger, man kan bevæge sig ud fra. SOPHIE er kun lige begyndt at udforske disse veje, og det kan forhåbentlig blive meget bedre. Hun har ikke engang kunnet finde plads til at spille ‘It’s OK to Cry’ i sit sæt endnu.
Der manglede med andre ord lige det sidste, og det der manglede var endda ting, vi ved SOPHIE kan finde ud af. Det kommer næste gang.
Foto: Roskilde Festival.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her