#RF19 // ANMELDELSE – Mens Bob Dylan spillede på Orange gik Avalon-scenen amok til to former for global pop. Ghanesiske Santrofi var en smeltedigel af afro-pop, mens Rosalías flamenco-r’n’b fungerede optimalt live.
Santrofi, Avalon, onsdag 19.30
Rockmusikken har det svært. Bob Dylan gør det stadigvæk godt – går jeg ud fra, jeg fik ikke hørt det, det er lidt præmissen for denne artikel – men der kommer ikke rigtig nye navne, der kan bære Orange Scenes traditioner videre. Er genren i fare for at blive marginaliseret, lidt ligesom jazzmusikken er blevet det?
Ikke hvis det står til folk som Santrofi. Otte unge fyre fra Ghana, der endnu ikke har udgivet deres debutalbum, men som beviser, at rock stadig kan være rock’n’roll og få koncertsteder til at eksplodere, ligesom de gjorde dengang The Beatles spillede i Hamborg. Forskellen på dem og 90% af hvad der ellers udgør pop-rock, kan opsummeres ganske kort: De lød sammenspillede, og som om de spiller for at få folk til at danse.
Der var en Springsteen’sk fornemmelse af arbejdermusik, musik til drømme og længsler. Det var ikke art-musik, det var hverdagspop
Nu kalder jeg Santrofi for et rockband, men mange vil nok klaske det gamle stempel ‘verdensmusik’ på dem, de kommer trods alt fra Afrika, landet, som alle børn kender. Og man kommer da heller ikke udenom, at de spiller grooves, som vi kender dem fra bands som Fela Kuti og King Sunny Adé: Som regel kun én akkord, sange baseret på sammenspillet mellem basgange, trommer og perkussion, og så ringlende guitar indover, der lægger op til nogle heftige blæser-riffs. Men Kuti og Adé lød nu også ret forskellige, og Santrofi cyklede igennem en lang række lydudtryk.
Nu var de blaxsploitation-funk med vrængende wah-wah guitar og keytar-spilleren i front. Nu lød det fuldstændig som Graceland. Nu var det én lang tromme-ekstase, mens blæserne smed trøjerne og lavede armbøjninger på kommando. Det var en lang, sexet, ualmindeligt kropslig seance, præcis som rock’n’roll plejede at være.
Det var et ungt band, men alligevel en smule tilbageskuende. Som nævnt lød det som musikken der inspirerede Paul Simon, og på et tidspunkt lignede de synkroniserede dansetrin det, som Talking Heads så dagen inden de koreograferede Stop Making Sense. En helt anden livekunstner jeg kom i tanke om undervejs: Bruce Springsteen. Der var den samme fornemmelse af arbejdermusik, af musik til bryllupper, fester, en aften i byen, drømme og længsler. Det var ikke art-musik, det var hverdagspop, og det er den slags, jeg savner hos denne generations rockbands. At møde publikum på halvvejen.
Sandt at sige så kunne man måske godt mærke, at Bob Dylan spillede samtidigt, der var en smule tomt i teltet. Men det betød omvendt plads til at man kunne danse. Og Santrofi leverede festivalens hidtidige dansable højdepunkt. Roskilde er altid garant for musik fra alle kontinenter, men de har måske haft en tendens til at hyre gamle, afrikanske koryfæer, der ikke har været kendte heroppe nordpå. Santrofi holder musikken i live og viser, at der er håb for guitarerne. Om ikke andre steder så i hvert fald i Ghana.
Rosalía, Avalon, onsdag 21.30
Og hvis det var fornyelse af gammel lyd, man kom efter, så skulle man bare blive hængende en times tid ved Avalon indtil catalanske Rosalía gik på. Den unge sangerinde tager udgangspunkt i noget så gammelt som flamencomusikken, men opdaterer det til en helt unik r’n’b-hybrid, hvor klap tager trap-lilletrommens plads, mens synths og loops erstatter guitarer, og Rosalía crooner med ældgamle melismer.
Det er en gudsbenådet kombination, der på rekordtid har gjort Rosalía til stjerne. Avalon-teltet var fuldstændig proppet, og publikum sang med på de hits, hun har lavet med James Blake og J Balvin. De to ting, flamenco og r’n’b, har bare vist sig at passe perfekt sammen ikke mindst live, hvor det gav koncerten et ekstra skud energi, at hendes sangere doblede som klappende perkussionister. Og så stod hendes faste producer, El Guincho, der selv udgav roste sample-elektroniske albums for ti år siden og pludselig har fået et comeback som støtte til en af Spaniens mest interessante nye kunstnere, ude til højre og lod til at koordinere en ret stor del af det elektroniske lydbillede live.
Der er hvert år en lille-scene koncert, der går over i Roskilde-historien. Det kunne i år godt være Rosalía.
Men i centrum var Rosalía selv, klædt i rødt, og hendes danserinder, klædt i hvidt. Alt var sort, hvidt og rødt, og lyssætningen var tydeligvis samstemt hermed. Rosalía lignede mest af alt en dronning med følge. Dansetrinene var koreograferede, stoiske, som statuer der bevægede sig på kommando. Det mindede mig først og fremmest om Solanges legendariske koncert fra to år siden, hvilket også inspirerede Beyoncés Coachella-koncert, der nu kan ses på Netflix.
Hvor Solange dansede foran en blodrød sol, og Beyoncé skabte en pyramide af dansere, så etablerede Rosalía et renæssancehof. Knejsende flot så det ud, mens danserinderne klappede på den ene side og El Guincho drejede knapper på den anden. Hendes koncept-album El Mal Querer er blandt andet inspireret af den Occitanske roman Flamenca fra 1200-tallet, og i hele Rosalías forestilling ligner det, at statuer fra fortiden er vendt tilbage for at advare om kærlighedens evige dårskab. Lidt som sidste scene fra Don Giovanni blot helt anderledes.
Og så har den unge sangerinde et virkelig imponerende katalog. Hun lagde ud med ‘Pienso en tu Mirá’ med komplicerede rytmer, bød på en stor del af seneste album El Mal Querer, lavede flere små mellemspil, heriblandt en a capella udgave af en gammel spansk sang der hensatte salen i jubel, inden hun rundede af med en hitparade af singlerne ‘Con Altura’, ‘Aute Cuture’ og ‘Malamente’. Det er imponerende allerede at have skabt så mange hits så tidligt i karrieren, og for at det ikke skal være løgn, udgav hun samme dag en ny dobbelt-single F*****g Money Man, som vi dog ikke fik at høre noget fra.
Der var blot et enkelt minus: Koncerten skulle have været på Arena, Avalon var ganske enkelt for lille, og man kan ikke klandre de mange rækker af publikummer uden for teltet, at de var travlt optagede af at forklare hinanden, hvad der skete på scenen, som de ikke kunne se. Men denne lille logistiske svipser bliver der forhåbentlig rettet op på, når Rosalía vender tilbage. Der er hvert år en koncert på en af de mindre scener, der går over i Roskilde-historien. I år kunne det godt være Rosalía.
Foto: Roskilde Festival.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
