The Maurice Louca Elephantine Band – En ordløs støj-odyssé flød ud over alle grænser

af i Kultur/Musik

#RF19 // ANMELDELSE – Maurice Louca er med i en sværm af projekter, han spillede to koncerter på Roskilde sidste år, og spiller to igen i år. Torsdag stod han på scenen med et jazz/post-rock/støj-projekt, der førte publikum på en rejse fra ekstase til klage og tilbage igen.

Der er få ting, der kan lyde så klagende desperat som en saxofon, der skronker igennem. Det skulle da lige være to saxofoner, der skronker igennem. Men hvordan lyder tre saxofoner, der skronker igennem endda relativt uafhængigt af hinanden? Det lyder ikke længere som desperation. Det lyder som undergang. En hel verdens undergang.

Da Maurice Louca Elephantine Band stod på Pavilion-scenen torsdag aften, var det med én lang flydende støj/jazz/post-rock musikstrøm, der ubesværet svang sig fra overlegent groove, over klagende soli og til apokalyptisk støjinferno. Og så tilbage til det overlegne igen.

Fra Cairo med støj

Der har de seneste år været en del fokus på egyptisk musik i britiske medier, hvilket kulminerede i en forsideartikel om bl.a. Maurice Louca i det hæderkronede musikmagasin The Wire. Jeg har kun lige stukket min tå her og der i det meget store lands musikarv, men ud fra hvad jeg kan fornemme, så er der to årsager til, at egyptisk musik får opmærksomhed. For det første er der en specifik ny form for musik, der har væltet i hvert fald en lille gruppe folk omkuld: Electro Chaabi. Det er en elektronisk opdatering af shaabi-musikken, der i årtier har været spillet til fester og bryllupper i Cairo og omegn.

Når man går over til at spille det med to trommeslagere og keys/computer/synths, så sparer man en del musikere, og når musikerne kan sit kald, så er det noget af det vildeste techno, man kan forestille sig. Maurice Loucas debutalbum Benhayyi Al-Baghbaghan (Salute the Parrot) lyder som en eksperimenterende udgave af den lyd.

Men så er der en anden og lidt mørkere baggrund for den nylige opmærksomhed. Egyptisk kultur har i mange år været ret så diasporisk med mange intellektuelle i eksil fra diverse regimer. Og man må sige, det har taget til i løbet af det seneste årti. Min første Egyptisk-inspirerede plade var med Sam Shalabis band Land of Kush, der var baseret i Montreal og udgav plader på det legendariske postrock-selskab Constellation (kendt for at udgive bl.a. Godspeed You! Black Emperor). Shalabi spiller nu med Louca i  The Dwarfs of East Agouza og Karkhana, hvoraf førstnævnte band spillede på Roskilde sidste år, og sidstnævnte såmænd spiller i dag fredag.

Lekhfa, der spillede på Roskilde sidste år. Maurice Louca spiller keys ude til venstre

Fra ekstase til desperation

Det er efterhånden mange ord jeg får skrevet uden at nævne musikken, men det er måske en smule vigtigt at forstå konteksten for det mærkværdige følelses-fletværk jeg fik lagt nedover den ordløse og ret abstrakte koncert. For på den ene side blev, der ikke givet ved dørene: Det var ni musikere, det var én lang strøm, der var ingen taler eller kontakt, der var jazz-passager og så var der støj. Men alligevel var det som en rejse, der gav mening, en fortælling der havde en forløsning.

I og for sig fulgte bandet ret slavisk albummet Elephantine, der blev udgivet tidligere i år. Vi begyndte med lidt groovy guitar-ringlen, hvorefter de to trommeslagere satte i med, hvad der på mig lød som et shaabi-groove (men jeg er ikke ekspert inden for egyptisk rytmik), ligesom på åbningsnummeret The Leper. Det blev dog anderledes, da Rosa Brunello satte ind på kontrabas, hun strøg og rev i strengene, fik det til at klage, som var det en oud. Og så satte blæserne ind; tuba, to på sax, én på klarinet, der dog også lignede en sax, så ramte vi en post-rock agtig crescendo-ekstase, som havde halvdelen af Mogwai skiftet guitarerne ud med træblæsere. Vildere og vildere blev det, mere og mere ekstatisk, men samtidig nærmest marcherende groovy, så man ikke kunne lade være med at følge med dem.

Det var en grænseløs optræden, mellem lande, mellem genrer, mellem følelser. Vi flød fra oprør til desperation og tilbage igen

Og så faldt alt fra hinanden. Og ud fra faldet kom først en baryton-sax, forpint kravlende op og ned af skalaer, derefter de andre træblæsere i en disharmonisk klagesang. Det var nummeret Laika, men det var mange gange mere støjende, end det er på plade. Tillad mig at blive lidt plat: Hvis første nummer lød som en revolutionerende krafteksplosion, så lød andet nummer som samme energi vendt til tragedie. Som var det opstanden på Tahrir-pladsen, og derefter kontrarevolutionen og det endnu mere undertrykkende nye regime.

Hverken Cairo eller Sverige overgiver sig

De næste numre var mere, som jeg kendte dem, omend der ikke var blevet plads til en vokalist blandt de ni musikere, så The Palm of the Ghost var uden sang. Undervejs fik alle musikere plads til at spille et stykke enten som solo eller duo, og den smukke Elephantine blev nærmest til cool-jazz for vibrafon og guitar.

Der var stor lykke, da de to trommeslager/percussionister fik plads til at spille en galloperende polyrytmisk passage, inden tuba og kontrabas satte et avanceret rytmespil i gang, der langsomt udviklede sig til afslutningsnummeret Al Khawaga. Den samme sejlende 6/4 melodi blev spillet af de fleste instrumenter, der dog ikke fulgte hinanden, og kakofonien tog igen over. Men så blev der sendt signaler, og de ni musikere samlede sig, så det samme motiv blev nærmest tæsket igennem af ni ekvilibrister på én gang. Her var det militante nærmest vendt tilbage, men måske mindre som march end som trussel. Cairo overgiver sig aldrig.

Der blev ikke givet ved dørene. Men alligevel var det som en rejse der gav mening, en fortælling der havde en forløsning.

Omend det ikke helt var Cairo, der stod på scenen. På plade er det en egyptisk-italiensk-svensk konstellation, og til lejligheden var der endda danske Rasmus Svale på tuba. Det var en grænseløs optræden mellem lande, mellem genrer, mellem følelser. Vi flød fra oprør til desperation og tilbage igen, og eftersom det ikke var den mest velbesøgte koncert kunne de fleste stå helt tæt på, der hvor lydmuren for alvor blev rensende.

Egyptisk musik, der insisterede på din opmærksomhed alene ved sin kvalitet. Hyl papegøjen. Og lyt til nogle plader fra Maurice Louca og hans utallige sideprojekter. De kan streames der hvor du streamer musik.

Og så spiller Karkhana i dag 16:30 på Gloria. Kom glad.


Foto: Roskilde Festival.

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur