klumme

Taxamandens klumme: Lyset for enden af øjet

i Liv & Mennesker/Klumme af
LIV & MENNESKER // KLUMME – Nogle gange må jeg lede efter kunderne, altså sådan i helt konkret betydning. Det starter med en ret uskyldig bemærkning i min køreordre: ”Hentes og følges!”. Det handler om folk, som skal have særlig omsorg. Det kan være børn eller unge, der skal køres til en særlig skole. Eller ældre, gangbesværede, fysisk handicappede, der skal ”have en arm”. Eller bare en omsorgsfuld følger, som er beredt, hvis der sker noget uforudsigeligt.

I dag må jeg lede efter forklaringen. Det er ikke noget med, at kunden har skjult sig eller er forsvundet i mørket. Det handler om det almindelige digitale helvede, hvor en computer bytter om på tre forskellige muligheder, fordi de alle tre har den samme postadresse. Men patienten kender de ikke noget til ved den første skranke. De leder grundigt i computeren. Men måske på etagen ovenpå? Her leder de lige så grundigt i en anden computer. Heller ikke her kender de fru ”Y”. Men måske to etager nede.

Jeg finder den ældre frue i et hjørne, helt alene. På grund af en fejl i systemet har hun ventet en halv time, og er, skal vi sige – ”høfligt indebrændt”. Jeg skal så til gengæld finde en forklaring, som både matcher voksne menneskers uvilje mod taxichaufførers evige undskyldninger – og sandheden. I dag forsøger jeg mig med charmen. Skal jeg bære fruens taske? Vil De have ”en arm”. Jeg trykker på elevatorknappen, træder ud til siden med små skridt og svinger armen ud med et ”Vær så venlig frue”.

– Kære taxamand, lige nu vil jeg bare gerne hjem. Og OK, stik mig din arm, for jeg ser så ikke så godt efter undersøgelsen.

Det værste var dog, da hun fik besked på, at hun led af en alvorlig øjensygdom, der med tiden – på kortere sigt – ville gøre hende helt blind

Hun taler til mig med et fast blik, og jeg ser de røde øjne, der væsker efter brug af diverse medicinske midler. Men den noget stivfrosne stemning fortager sig i takt med nedturen i byens langsomste elevator. Selv er jeg nærmest lykkelig, for jeg har fundet min kunde og hun skal ud på en længere køretur.

Vi er på god talefod, da jeg starter taxien, så jeg får hendes historie uden at spørge ind til den.

Faktisk er det lidt af et mirakel, at hun overhovedet kan se mig. Hun har lidt af diverse skavanker, efter at manden døde for få år siden, og det blev sværere og sværere at passe den store villa, for slet ikke at tale om den tilhørende have. Det værste var dog, da hun fik besked på, at hun led af en alvorlig øjensygdom, der med tiden – på kortere sigt – ville gøre hende helt blind. Hun havde haft nogle – men ikke så mange år – med sin mand. De var to frie mennesker, der mødte hinanden i en sen alder, hvor børn ikke var på tale.

– Sådan var det, og det havde vi det ok med. Han havde arbejdet i mange år i Grønland og ville ikke byde en kvinde et familieliv med en mand, der hele tiden pendlede mellem de grønne marker og landet i ishavet.

Hun havde i et par årtier haft almindeligt kontorarbejde, men have en uforløst drøm om at bruge sine hænder til at designe bl.a. kjolestoffer. Men så mødte de to individualister hinanden og skabte et godt samliv mellem fællesskab og frihed. Han elskede f.eks. at skrive læserbreve og deltage i debatter. Hun var med til at oprette et værksted/en butik med kreative produkter.

Og så blev hun ramt af den forbandede øjensygdom. Gennemgik forskellige behandlinger, men fik med årene den besked, at de – det offentlige system – ikke kunne gøre mere. Og en designer uden øjne er ikke meget værd!

Jeg var ikke værd at investere i. ”Det private” var dog klar til at foretage en noget kompliceret operation

De var begge blevet ældre og han skrantede.
Hun valgte at gå videre med sin øjensygdom til et privathospital.

– Det er klart, at når udsigten er blindhed, så kæmper man for at finde en udvej. Og jeg kan jo ikke dokumentere det, men jeg oplevede, at interessen for min helbredelse også blev mindre, fordi jeg jo var ved at blive en gammel kone. Jeg var ikke værd at investere i. ”Det private” var dog klar til at foretage en noget kompliceret operation. Ikke uden risici – og ikke billig. Den kom til at koste mere end 80.000 kroner af hendes egen lomme, og – jeg fik kun dækket en smule af min private forsikring.

Min kunde er ikke formuende, men da hun mistede sin mand, arvede hun nogle penge. Han var der for hende før og efter sit eget liv. Og så glemmer hun ikke hans lune bemærkning, da hun nåede at fortælle om den store udgift til operationen:

– Ved du hvad? – Det er bedre at miste kreditværdighed end at miste synet.

Nye vægge, velfungerende teknik og indretning. Befriet for ejer-ansvaret. Og så et bryggers, hvor hun kunne arbejde med sit design, fordi hendes øjne endnu kunne se

Vi smiler til hinanden i bakspejlet, da jeg siger noget om, at ”… det sgu er sådan en indstilling, der klæ’r den gode ægtefælle…”. På resten af turen fortæller hun mig, at hun trods tabet af manden og diverse småsygdomme er et lykkeligt menneske. Villaen blev solgt med en god fortjeneste. Det gik så hurtigt, at hun pludselig måtte flytte ind hos sin gamle bror.

Hun gad ikke have gæld længere og en dag fandt hun det spritnye rækkehus i nabobyen. Til Udlejning. Nye vægge, velfungerende teknik og indretning. Befriet for ejer-ansvaret. Og så et bryggers, hvor hun kunne arbejde med sit design, fordi hendes øjne endnu kunne se. Og smukkest: en terrasse, hvor hun nyder solen og kaffen uden helvedesarbejdet med den store have i villaen.

– Ja, der er skønt, men du kommer på venteliste, sagde manden fra boligselskabet, der utvivlsomt kunne læse skuffelsen – i hendes øjne.

Næste dag var manden i røret igen.

– Vi har fundet en løsning. Vi har en lejlighed til dig, hvis du vil. Nu!

Hun blev så glad.
Nærmest lykkelig.
Og kærligheden til livet har ikke sluppet hende, da vi gnubber albuer efter taxituren.
Irritationen fra venteværelset er fordampet, og hun smiler.

– Hyggelig tur. Næste gang kører du bare en omvej!


 

LÆS ALLE TAXAMANDENS KLUMMER HER


Foto: Pixabay

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker

terror

Den blinde terrorvinkel

TERROR // MEDIEKRITIK – Siden 11. september 2001 har både medier, efterretningstjenester