Snapshots fra en tropisk barndom 2: Katolsk på klondyke-manér / Vestsumatra

af i Asien/Internationalt/Kulturhistorie/Liv & Mennesker

REJSEBREVE // BARNDOM – Hollandskfødte Marieke Burgers skriver rejsebreve fra sin eksotiske barndom i den tidligere hollandske koloni Indonesien, fra Teheran og Kharg i Persien og fra Ghana. Fra de stive halvtredserne til de løsere tressere beretter hun om mødet med andre kulturer, om rejser med fragt- eller passagerskib, med propelfly eller på æselryg – altsammen fra et barns synsvinkel.

“Den lortecykel bremser ikke mere!” Min bror Pieter forsøger at bremse med min søster Dorothee på stangen, mens de suser i fuld fart ned ad bakken mod en dam. Året er 1954, klokken er kvart over ét i Rumbai, Sumatra og mine fire søskende har lige fået fri fra skole. De har cyklet gennem junglen, fordi de som sædvanlig vil afkøle sig i den lille dam, blot iført underbukserne.

Budcyklen som Pieter kører på, er kommet med skib fra Holland, og de tykke cykeldæk samt pedalernes træklamper -så han kan nå dem – gør det ikke let, og nu er kæden endda hoppet af. Parret kører i en farlig fart ned mod dammen, min storebror Herman forsøger at få fat i cyklen, men forgæves. Joep råber: “Til venstre, kør ind i sandbunken!” og Pieter styrer mod sandet. BAM!

Med et brag drøner cyklen mod sandbunken; sandet er ikke løst, men er på grund af regnen stenhårdt! Som et par kanonkugler skyder de to børn gennem luften og lander i det tørre alang-alang – det høje græs. Der ligger de et øjeblik stille, omtåget. Pffff, ikke brækket noget, pyha det var heldigt.


Den første skole, mine søskende gik i, var ligesom vort første hus, af krydsfinér og bestod af tre eller fire kuber ved siden af hinanden med en lille betonsti til toiletterne. Normalt gik børnene i skole til fods, men for at komme til svømmebadet, som lå lidt længere væk, plejede de at cykle. Der kørte dog en bus, man også kunne tage, og senere lå “busstoppestedet” foran det stenhus, vi flyttede ind i.

De højeste klasser, 4., 5. og 6. fik undervisning af skolens inspektør, lærer Bos, mens de mindste klasser blev undervist af frøken Konijn, som var meget fin, fordi hun havde klaver derhjemme. Efter klokken ét var det fritid og tid til at lege. Nogle gange kunne man få en ekstra time i for eksempel fransk, og man kunne også lære indonesisk, men det havde ikke stor interesse; Joep var der kun tre gange, og vi lærte jo sproget hurtigt alligevel af de andre børn.

I skolen lærte man at skrive med blæk fra blækhus og stålpen på papir. Det var fortrykt med fire linjer. Først bundlinjen, så en linje til de små bogstaver, derover en linje til høje bogstaver som t og k og til sidst toplinjen til store bogstaver.

Mine brødre Herman og Pieter og budcyklen.

Man lærte at skrive skråskrift, alle bogstaver skulle skrives sammenhængende i blæk, tyndt blæk op og tykt ned. Balladen opstod hver gang, pennen kørte fast i én af papirets uregelmæssigheder og splat:  blækklat!

I skolen havde børnene både fingermaling og papirflet, og for pigerne blev det også undervist i håndarbejde; stive hvide stykker stof vævet med tykke tråde, som man skulle brodere med uldgarn.

Men i det varme, fugtige klima havde man altid svedige hænder, og det stykke, man havde broderet, blev altid helt slattent og snusket. Så når man skulle brodere videre næste gang, var nålen rustet fast i stoffet. Til sidst havde man et stykke broderi, der hang slapt og klamt og som var fyldt med dobbelte rustpletter. Åbenbart var det ikke interessant at aflevere et smukt produkt, når blot man broderede flittigt fra en kant af.

Sjov og…

I ”klubben”, hvor svømmebadet lå, blev der organiseret alle former for aktiviteter. For eksempel blev de amerikanske børn undervist i tap dance, og selvom min søster brændende ønskede at deltage, fik hun ikke lov, fordi min mor syntes, at disse piger var “for vulgære”.

Og på græsplænen i nærheden af ​​hotellet blev der på nationale festdagene, som f.eks. dronningens fødselsdag, afholdt lege og konkurrencer for børnene med orange limonade og traditionelle hollandske honningkager.

Min far lærte os at svømme i det bad… “Kom bare.” Vi svømmede “doggy style”, vi krabbede, indtil vi kom frem

Teatret viste også Disney-film. Til det formål blev en storskærm og en række stole stillet op udenfor. Snehvide var den første tegnefilm, der blev vist der. Selvom det var efter sengetid, fik børnene lov til at se den, fordi min mor syntes, det var så dejligt, at der endelig var lidt underholdning til ungerne. Men scenen, hvor den onde dronning sparker til skelettet af skovløberen, der havde reddet Snehvides liv, var så skræmmende, at den gav min søster mareridt i flere dage. Min mor besluttede derfor, at vi ikke længere måtte se Disney-film, men alligevel fik jeg – meget senere og i et andet tropisk land – lov til at se Bambi. Den var måske ikke så skræmmende, men godt nok meget sørgelig, syntes jeg.

Svømmebadet var en fantastisk facilitet for alle. Min far lærte os at svømme i det bad. Ikke nogen indviklet metodik, men bare stå et lille stykke fra én med udstrakte arme og derefter sige: “Kom bare.” Vi svømmede “doggy style”, vi krabbede, indtil vi kom frem.

Min søster husker svømmekonkurrencerne, ikke fordi vi deltog, men fordi en mand med en fed australsk accent hver gang ved start råbte:“Fajs de wattuh, gaw!” (Face the water, go!)

Mor skænker limonade ved national festdag, min storebror og vennerne ser på.

Ballade

Normalt gik man rundt i ”blote kakkies”, bare fødder, selvom vejene om sommeren kunne være så kogende hede, at man hurtigt måtte ud til siden og gå i græsset.

I skolen skulle man dog have noget på fødderne, og i første omgang gik alle børnene i klipklapper. Men de blev forbudt, fordi ungerne havde den frække vane ustandseligt at sætte sandalen bag skolebænkens fodstøtte og derefter med et smæld lade den knalde ned på gulvet. Dét blev for meget for lærer Bos, og så blev klipklapper bandlyst og sko påbudt.

Det var heller ikke tilladt at male fingerneglene med rød farveblyant og spyt. For selvom man gjorde sit bedste for at skjule hænderne, så skulle man alligevel på et tidspunkt aflevere en skriftlig opgave, og dér blev neglene afsløret – og den anstødelige farve skulle straks skrubbes af.

Vi nytilkomne,“kaaskoppen” eller ”cheeseheads” blev naturligvis straks sat på prøve af de lokale børn. Mine tre brødre blev af vores indonesiske nabodrenge introduceret til krupuk, spicy rejechips, eller karryris, men de skulle også lige prøve en “grøn bønne”, som i virkeligheden var en grøn chilipeber. Waaah!!! Pedis! Hot! Den komiske effekt udeblev ikke, og offeret var nødt til lynhurtigt at snuppe en skefuld sukker for at slukke ilden.

Vejene var enten lavet af groft tilhuggede træstammer eller – sikke et fremskridt – lavet af andre af naturens ressourcer: sand, vand og den olie, som der alligevel blev boret efter. Gaderne i Rumbai var altså ikke lavet med asfalt, men af sand, sprøjtet med råolie og nogle gange lå den tykke tjære samlet i store pytter langs vejen.

Årtier senere har Zwarte Piets blackface i de multikulturelle Nederlandene fået en hård medfart og skulle skures lige så rent som min søster og hendes veninde. Men også her er historiens tjære svær at få af

Det var som sædvanligt meget varmt den dag i starten af december. Olien var flydende, og snart ville det være børnenes fest, nemlig Sinterklaas, som har en sort makker, kaldt Zwarte Piet. Min søster og hendes veninde Thea ville i den anledning lave sig en sort Zwarte Piet-maske og smurte hele fjæset ind med tyktflydende olie…

Det blev Theas mor, der fik æren af at få damerne rene igen. Hun satte dem ude i haven i en balje med vand og skurede pigerne af helt til benet. Dog var det virkelig et problem af få olien ud af håret.

I halvtredserne var Zwarte Piet-figuren stadig accepteret, men årtier senere har Zwarte Piets blackface i de multikulturelle Nederlandene fået en hård medfart og skulle skures lige så rent som min søster og hendes veninde. Men også her er historiens tjære svær at få af.

Tænderne skulle også passes. At gå til tandlægen var aldrig sjovt, men i Rumbai var det den rene elendighed. Først skulle man tage færgen over floden Siak ned til Palembang. Så skulle man krydse byen, fordi franciskanerne, som man skulle hen til, boede lidt udenfor byen. Én af de unge munke, omkring 25 år gammel, gik derefter i gang med behandlingen, for det meste ved at udbore den slemme tand – uden bedøvelse selvfølgelig. Engang gik strømmen, mens han var i gang. Men Guds forsyn var tydeligvis med og skaffede akutløsning i form af et foddrevent pedalbor, der stod gemt i et hjørne. Således kunne boreopgaven alligevel klares. Værsgo og skyl!

Søde minder: Slik og legetøj

Før vi rejste til Indonesien, havde min mor konsulteret lægen: “Doktor, hvad kan jeg bedst give mine børn at spise?” “Frue, hold Dem til kartofler, kød og grøntsager. Ris kun som dessert!”

Desværre var det det, der skete. Så bortset fra en enkelt gang nasi goreng, stegt ris, fik vi ikke megen indonesisk mad.


Der var kun én købmandsbutik, Commissary, i nærheden af posthuset. Her købte min mor ind på en Berini M-19 knallert, importeret fra Holland.

Der var jo ikke så meget slik i troperne, men vi børn var opfindsomme nok til selv at lave det. Mælkepulver lå i store klumper, i papirsække med 25 kilo i. Hvis vi ikke ligefrem gnavede en klump af som et æble, kunne vi finde på at blande de fedtede klumper med lidt vand, smør og kakao til en klæbrig, tyk masse eller mose en banan i mælkemassen. Fedt som fløde selvfølgelig, men min mor så – altid med krigens smalhans i tankerne – en klar fordel i, at vi på eget initiativ fik kalk indenbords. Cola fik vi som koncentrat; det skulle fortyndes med vand og kom i øvrigt ikke i flasker, men i store, runde, flade dunke.

Hele familien Burgers i Rumbai, Sumatra, 1955.

Lejlighedsvis fik vi efter aftensmaden en stor skål med soft ice, som var til overs fra Officers’ Mess, som det blev kaldt, selvom der ikke var nogen officerer. Officersmessen lå ved svømmebadet ligesom issalonen.

Og selvfølgelig fik vi ved særlige lejligheder også en is i salonen. Når vi havde fået gode karakterer i skolen – det fik vi hver gang – trakterede min far med en banana split på salonen, hvor der altid hang en lidt kvalm mælkeduft.

Med falkeblik fulgte vi, hvordan man i en aflang skål successivt placerede tre skeer is, to vanilje og én chokolade, en overskåret banan på begge sider, to halve ferskner fra dåse, chokoladesauce blev pumpet over det hele og derefter flødeskum! Paradis!

Legetøj skulle naturligvis importeres af familien selv. Med hver flytning blev legetøjet jo pakket ned og barang, de store kister med hele flyttelæsset, ankom først måneder senere.

Hver gang vi flyttede, måtte jeg kun vælge én af ​​mine dukker, bamser og andre tøjdyr, som måtte komme med i håndbagagen – et frygteligt dilemma.

Min far havde en gang taget knaldhættepistoler med til drengene fra Singapore. For at komme med flyet, måtte han binde dem til låret med et elastikbånd. Sådan noget kunne lade sig gøre dengang.

Min forældre kørte tit en tur om aftenen. Hvis børnene ville med, kunne de sidde på det åbne lad, så mine forældre kunne tale uforstyrret sammen om de ting, de små poder ikke skulle høre. Det var forresten det lad, min ene bror hang på smækken af, da min far pludselig skulle undvige en slange.

Da de kørte gennem junglen, legede min søster, at hun var prinsessen, som uddelte rigdom og kastede gaver til sine fattige undersåtter

Men ikke blot stærke muskler, også en livlig fantasi kan skabe glæde hos nogen. En dag kørte børnene på det åbne lad igen, og min søster havde en hel pose med marmorkugler med – en sjældenhed, som min mor havde medbragt fra Holland til børnene. Man kunne dengang kun få marmorkugler ved at vinde i spil, og at få en hel pose uden videre blev nærmest betragtet som snyd. Men dejligt var det alligevel.

Så da de kørte gennem junglen, legede min søster, at hun var prinsessen, som uddelte rigdom og kastede gaver til sine fattige undersåtter. Hun tømte hele posen med marmorkugler til det taknemmelige folk. Til gengæld var min mor bagefter ikke særligt taknemmelig; det var jo i bogstavelig forstand perler for (vild-)svin.

Det såkaldte Swedish prefab hus i Rumbai.

Bingo-skrifte hos rundrejsende præster

“Sin nummer two – five times, sin nummer four – three times.”

Som troende, gode katolikker gik vi i kirke for at deltage i messen, hver gang det var muligt, d.v.s. hver fjortende dag. Hele familien kørte i pickup, med børnene bagerst på det åbne lad.

Oprindeligt fandtes der ingen kirker i Rumbai, så præsterne kom rejsende for at afholde messe på et improviseret sted. Så hver anden søndag blev en sal på hotellet lejet til formålet. Her blev først afholdt en protestantisk gudstjeneste og så en katolsk.

Senere blev der bygget en kirke i den centrale del af byen, et byggeri min far var ansvarlig for.


Min far var altid meget engageret i kirken og sang gregoriansk i koret, som kom og øvede hos os derhjemme. I den kirkeløse periode kom præsten også hjemme hos os. Den rundrejsende præst blev kaldt Si Panjang, den Lange. Si Panjang fejrede adskillige gange messe i vort hus, og ved sådanne lejligheder blev mine brødre naturligvis messedrenge.

Det var nu alligevel lidt underligt at se hele det fjerne og ophøjede ritual blive opført alt for tæt på. Noget af mystikken gik tabt, når det foregik på spisebordet, og brødrene stavrede lige hen foran én i deres hvide og røde messedragter.

Og så var der altså den italienske monsignore, en italiensk præst, der regelmæssigt kom rejsende, inden vi fik en kirke. Han fejrede som regel også messe i et privat hjem og ordnede ved sine besøg alle mulige trossager, herunder at høre skrifte, hvor han, i mangel af en skriftestol, holdt en lille træskærm op, som han så sad bag.

Min mor forklarede, at man skulle fortælle alle de uartigheder, man havde lavet i den forløbne tid. Der var kun ét problem: Monsignore talte kun italiensk. Men han havde et hæfte med en smuk liste over alle mulige synder med tilhørende oversættelse. Man skulle så pege på den relevante synd og vise med fingrene det antal af gange, den var begået, ligesom når du bestiller fra menuen hos en take away restaurant: “Sin nummer two – five times, sin nummer four – three times.”

En ikke uvæsentlig detalje var det, at hæftet med rækken af synder oprindelig var blevet udarbejdet til brug i hæren, og spørgsmålene havde således en – lad os sige – temmelig voksen karakter. Med andre ord indeholdt det flersprogede hæfte en sand guldgrube af alskens saftige sager og udskejelser, såsom at drikke igennem, bedrive hor, utugt og andre interessante sexakter. Og børnene havde ikke den mindste chance for at gennemskue, hvad det gik ud på.

Min tiårige bror Pieter har således helhjertet skriftet, at han mange gange havde ”spillet den af”. Han havde jo tit spillet bold med de andre drenge…

Min søster derimod kunne med sine syv år ikke komme i tanker om eller finde en relevant synd i det syndefulde hæfte, indtil hun fandt: “Jeg har drukket for meget.” Selvfølgelig, dér var den! Vi drak jo alle litervis af vand, så meget at det skvulpede i maven.

Hun havde godt nok aldrig været klar over, at det var syndigt, men skriftede det pligtskyldigt. Desuden forstod hun, at det åbenbart også var en synd at lege udenfor, man blev jo snavset, så hun har også bravt tilstået: “Jeg har besudlet mig selv”. Hvad mon monsignore må have troet om familien Burgers?


Næste gang: Tigre i baghaven og turbulente flyveture.


©marieke burgers

Forfatter, foredragsholder, mag. art. i kunsthistorie. Født 1954, i Holland. Hollandske Marieke Burgers har boet i mere end 20 år i Danmark, men er vokset op med tigre i baghaven i Indonesien, æsler på øen Kharg i den Persiske Bugt og aber i Afrika. Hun er fast skribent på POV international, hvor hun mest skriver satiriske fabler, når hun ikke skriver om kultur. Tolv af hendes fabler er samlet i bogen "Smiling Beasts with Dirty Habits", som er udkommet på Olympia Publishers i London som paperback og e-book på Amazon.

Seneste artikler om Asien