CORONASTRESS // INTERVIEW – I foråret 2022 var det tæt på at gå galt for anlægsgartner Mikael Saugmann Olesen: ”Min chef spurgte mig, ’hvordan går det egentlig,’ og pludselig kunne jeg mærke, hvor dårligt jeg havde det. ’Det går slet ikke,’ hørte jeg mig selv sige. Jeg vidste det egentlig godt selv, men jeg havde ikke kunnet forholde mig til det. Jeg tjekkede mails kl. 02 om natten, jeg vrissede ad mine ansatte, og min kone sagde, ’du er her jo slet ikke’”. Den erfarne driftsleder havde et sammenbrud, men i stedet for at sygemelde sig med stress, lykkedes det for ham selv og en arbejdsplads med en dygtig chef og HR-afdeling at samle ham op i sidste øjeblik.
Mikael Saugmann Olesen ligner ikke en mand, som kan slås ud af noget.
Den høje mand i 50’erne, som POV møder på en stille villavej foran en have, han er ved at anlægge, er rolig, underspillet morsom og dygtig til sit arbejde som anlægsgartner og driftsleder i et anlægsgartneri og entreprisefirma i det nordsjællandske
Jeg tænkte på alle dem, der blev ramt, og på alle dem, der skulle passe på de syge. Imens fortsatte arbejdsopgaverne med at vælte ind. Og det bare fortsatte og fortsatte. Det var en bølge, og mængden af ulæste mails i min indbakke begyndte at overtage mit liv
Men i foråret i år var det ikke desto mindre alligevel tæt på at gå helt galt for den erfarne mellemleder. På det tidspunkt var der fortsat fokus på eftervirkningerne af coronakrisen i det danske, men det meste af opmærksomheden, når talen faldt på stress og de mentale effekter af pandemien, handlede om de mennesker, der havde været syge og især de mange børn og unge, som havde lidt afsavn hen over de mange måneder i 2020 og 2021, hvor det sociale liv var lagt i dybfryseren, og hvor skolegang var noget, som mest foregik foran en skærm.
”Ja,” indleder han og tager en dyb indånding, ”det er jo nok ikke noget, mænd i min alder taler så meget om. Hvis man ikke kan klare mosten. Og i lang tid nægtede jeg også fuldstændig at forholde mig til, hvad det var, der skete med mig.”
En spiral, der startede i det stille
Men lad os spole tilbage til før coronaen startede. Mikael Saugmann lægger ud:
”Jeg startede på min nuværende arbejdsplads her i Nordsjælland i 2019, og i de første halvandet år trivedes jeg virkelig. Der var hele tiden noget at lave, men vinteren 2019 havde været ret stille, som det ofte er tilfældet i have- og byggebranchen. Og så er man altid glad, når foråret kommer, og arbejdsopgaverne myldrer frem.
I foråret 2020 startede coronaen jo, men fordi der altid er travlt om foråret i et havefirma, tænkte jeg ikke så meget over, at vi arbejdede på overtid At det viste sig at være en spiral, hæftede jeg mig heller ikke ved i løbet af sommeren, selvom der klart var mere run på,” siger han og fortsætter:
”Så gik vi ind i efteråret. Her var der langt mere travlt end normalt. Det føltes lidt, som om sommeren bare fortsatte. Og i vinteren 2020/21 var der simpelthen ingen pause. Store dele af Danmark sad hjemme, og en del mennesker arbejdede ikke.”
“Der var megen fokus i medierne på de mennesker, som knoklede i sundhedssektoren, for folk var jo syge, og det var også det, jeg selv mest tænkte på dengang. Jeg tænkte på alle dem, der blev ramt og på alle dem, der skulle passe på de syge.”
Da vi gik fra 2021 og ind i 2022, var alt i virkeligheden brændt sammen inde i hovedet på mig
”Imens fortsatte arbejdsopgaverne med at vælte ind. Og det bare fortsatte og fortsatte. Det var en bølge, og mængden af ulæste mails i min indbakke begyndte at overtage mit liv. Da vi nåede foråret 2021, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke rigtig kunne følge med.”
”Jeg havde talt lidt med min chef på det tidspunkt, og først sagde han, at han håbede, at det ville gå over, og at folk vel ville begynde at slappe af igen efter et stykke tid. Men det skete ikke.”
”Så i sommeren 2021 holdt jeg selv ferie i nogle uger, og jeg bad til, at alt ville blive anderledes, når jeg kom tilbage. Men der skete det modsatte. Alt hobede sig op, og da jeg satte mig ved mit skrivebord den første dag, da jeg kom tilbage, tog det mig 3 uger bare at komme igennem mine e-mails.”
Nattesøvnen forsvandt
”På det tidspunkt begyndte det også at gå ud over mine medarbejdere. Med det arbejde, jeg har, er jeg driftsleder for et hold, så i virkeligheden har jeg også en slags personale- eller HR-ansvar; jeg lægger også budgettet og er tilbudsgiver for de bygge- og haveprojekter, vi står for,” forklarer han og fortsætter hurtigt:
”Det var også der, jeg begyndte ikke længere at kunne sove om natten. Jeg kunne bare slet ikke slå fra. Jeg blev kort for hovedet og kunne godt selv mærke, at jeg blev en dårlig chef. Jeg er normalt ikke bleg for at hoppe i arbejdsbukserne og tage fat og hjælpe mine folk, men det var umuligt i denne periode. Jeg kunne simpelthen ikke være en god chef på nogen måder.”
”Da vi nåede december, havde vi for længst overskredet to tredjedele af det, der normalt ville være et helt års arbejde. Min afdeling var blevet fordoblet på det tidspunkt – og den vækst er i øvrigt fortsat. Da jeg startede for over 3 år siden, havde jeg én fast medarbejder – og nu har jeg 12!”
Mikael Saugmann, der er uddannet anlægsgartner fra 1996, arbejdede som selvstændig i ti år og var også anlægsgartner i en kommune i 15 år. I januar 2013 blev han imidlertid sygemeldt med en diskusprolaps, og så uddannede han sig til jordbrugsteknolog i Slagelse.
Da han ikke længere kunne lave rent fysisk arbejde, skiftede han kurs og begyndte at fokusere mere på planlægning og entrepriser for et større firma, hvorfra han blev headhuntet til sin nuværende arbejdsplads. Han fortsætter sin fortælling:
Pludselig røg ordene ud af munden på mig, og jeg svarede ’det går slet ikke, jeg kan ikke mere, jeg har ikke svaret på 50 mails, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre’
”Da vi gik fra 2021 og ind i 2022, var alt i virkeligheden brændt sammen inde i hovedet på mig. Men jeg havde ikke selv indset, hvor farlig min indstilling om, at man altid skulle svare samme dag og have det fulde overblik, uanset at der måske ankommer 50 mails med nye projekter om dagen, var.”
”Men jeg var endt med at være en slags brandslukker hver eneste dag, og opgaverne faldt af og til på gulvet. Man kunne sige, at det var min egen skyld, fordi jeg ikke sagde fra, for min chef sagde på det tidspunkt til mig, at det var helt okay at udskyde en opgave i tre uger eller give et overslag frem for et egentligt tilbud. Kunden måtte forstå, at vi havde travlt Jeg syntes selv, at jeg blev bedre til det, men det var ikke nok.”
”Hvor er du henne, Mikael?”
I 2022 begyndte Mikael Saugmanns familie at undre sig over, hvor den rare ægtemand og far, de kendte, egentlig var blevet af: ”Jeg snappede efter folk, var kort for hovedet, og min hustru led også under det. Jeg kan huske, at hun spurgte på et tidspunkt, ’hvor er du henne Mikael?’ Og hun svarede selv: ‘Du er der jo ikke, du er overhovedet ikke til stede.’”
På arbejdspladsen havde hans øverste chef også bemærket ændringen:
”I foråret 2022 indkalder Tobias, min chef, mig så til en samtale og stiller mig et meget direkte spørgsmål. Han siger ’hvordan går det egentlig Mikael?’ Jeg sad bare der – det var meget underligt, for jeg kunne faktisk ikke lige svare, så der kom en lang pause. Og pludselig røg ordene ud af munden på mig, og jeg svarede ’det går slet ikke, jeg kan ikke mere, jeg har ikke svaret på 50 mails, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.’”
Mikael Saugmann får lidt blanke øjne, da han husker tilbage på samtalen, og fortæller videre: ”Tobias sagde straks. ’Det stopper nu. Du går ind, og så opretter du opgaver på dine mails, som vi overdrager. Det her det skal du ud af’.”
Jeg er ikke bare blevet bedre til at håndtere stress – jeg er også blevet både en bedre chef og et bedre menneske. Men jeg er ikke i land endnu
”Næste dag mødte jeg klokken 07.40 og ringede rundt til kunderne og sagde nej til nye opgaver. De fleste opgaver, som var startet, blev så overtaget af andre. Vi har også en rigtig dygtig HR-chef, Dorthe, og hun startede i et forløb med mig samme dag.”
Mikael Saugmnanns tilbud om et internt stresshåndteringsforløb med HR-chefen virkede, men andre i firmaet er blevet sendt ud i byen med stress til eksterne forløb, fortæller han. Hans arbejdsplads vurderer alle individuelt fra sag til sag. Selv kunne Mikael Saugmann mærke forandringerne efter få måneder:
”Jeg har ændret mig meget. Jeg er ikke bare blevet bedre til at håndtere stress – jeg er også blevet både en bedre chef og et bedre menneske. Men jeg er ikke i land endnu. Jeg kan stadig have dage, hvor jeg taler i telefon med kunder i en 2-3 timer oven i min normale arbejdstid, og det er ikke meningen”.
Jeg skal aldrig tilbage til notifikationerne
Hans mobiltelefon har spillet en hovedrolle i forløbet, forklarer han:
”En af de ting, der lyder nemt, men ikke nødvendigvis er det i virkeligheden, er simpelthen, at jeg ikke altid behøver at tage telefonen.”
“Dorthe og jeg startede med en simpel, men effektiv manøvre: Vi fjernede notifikationerne fra min mobil. Og det virkede med det samme. For da min stress var værst, tog jeg mig selv i at tjekke mails på min mobil klokken 2 om natten. Notifikationerne kom jo ind hele tiden, også om natten og om morgenen. Det var sygt, kan jeg godt se i dag.”
To andre gode læreregler har været at blive bedre til at lytte til sig selv og til at gå en tur:
”Jeg kan godt blive en lille smule nervøs, når jeg lige er vendt tilbage til bunken af e-mails stadigvæk, men en ting er sikker: Jeg skal aldrig tilbage til notifikationerne eller til at svare på alle opkald.”
”Det vigtige spørgsmål, man skal huske at stille sig selv. og som virker, er: “Hvordan har du det?”. Det er måske simpelt, men mange glemmer det – måske er mænd i min alder ikke vant til den slags. Det er ikke noget, vi er blevet spurgt om så tit måske
“Og jeg har simpelthen lært at lytte til beskeder fra min hjerne, som jeg ignorerede før. Jeg har lært at sige, ’nu er det nok’, og så kan jeg gå hjem, og det er fint med min chef.”
I det hele taget understreger Mikael Saugmann, at det enkle, men vigtige spørgsmål, man skal huske at stille sig selv, og som virker, er: “Hvordan har du det?”
”Den besked er måske simpel, men mange glemmer den – måske er mænd i min alder ikke vant til den slags. Det er ikke noget, vi er blevet spurgt om så tit måske.”
“Og jeg får i øvrigt faktisk notifikationer fra min telefon stadigvæk. Men det er nogle helt andre end før, nemlig at jeg skal gå en tur hver anden time – bare en lille en. Dorte minder mig også om det. Hun følger op og holder øje med mig,” slutter han med et smil.
Læs mere om stress på POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
