KLUMME // ALDERDOM – I andre lande ser man masser af gamle mennesker på gaden. Hvor er de i Danmark? Vi har brug for at se alderdommen både blomstre og visne som en naturlig del af det at være menneske.
Der var mennesker overalt. Tusindvis af mennesker som mediterede, dansede, løb, gik, gjorde gymnastik, spillede badminton eller udøvede tai-chi med graciøse bevægelser, mens dagens første lys ramte de røde vifter eller sværd, som var en del af øvelsen.
Nattens kølighed lurede stadig under bladkronerne, svøbt om en grøn duft af ferskvand fra Hoan Kiem-søen, den vietnamesiske hovedstad, Hanois, hjerte. Hver morgen gentog det sig. Mennesker i et virvar af bevægelse, nogle hastige, andre langsomme.
Det mest forbløffende for mig som dansker var de gamle mennesker. Der var gamle mennesker i stort antal, alene, i grupper, sammen med yngre. Og de bar deres krop med en naturlig og ubesværet værdighed, den var ikke pakket væk, den var fremme i lyset, der var rynkede arme, tynde ben, hængende bryster, fødder med knyster, løs hud og leverpletter uden skyggen af skam.
Jeg kiggede fascineret og sikkert mere, end jeg burde. Alle disse gamle på én gang stærke og skrøbelige mennesker i bevægelse og fællesskab med andre.
Det gik op for mig, hvor sjældent synet er i Danmark. Selvfølgelig bærer klimaet en væsentlig del af skylden – det er meget lidt tillokkende at vise mere end et par kvadratcentimeter bar hud frem det meste af året.
Men jeg tænkte på min far, som var en statelig og smuk mand, på det tidspunkt 90 år, og som var pinligt berørt over sin krops forfald og gemte sig stadig mere i sit lille rækkehus. Den dybe respekt for alderdommen, som gennemsyrer det vietnamesiske samfund, genfinder vi i hvert fald ikke i Danmark, og det slog mig, hvor sørgeligt det er.
De elskede bedsteforældre
I mellemtiden er jeg flyttet til Lissabon. Her viser de ældre ikke bar krop på samme måde, men de er stadig en meget synlig og levende del af bylivet.
Når jeg kommer op i min lille favoritpark i nabolaget sidst på eftermiddagen, sidder de gamle mænd og spiller kort, eller de styrketræner i nogle af de redskaber, som bystyret har sat op mange steder i byen. De bliver faktisk brugt, hvad jeg ind imellem undrer mig over i betragtning af, hvor meget naturlig motion man får ved bare at bevæge sig rundt i de usandsynligt stejle gader med trapper overalt.
Om formiddagen læser de ældre herrer avis, drikker kaffe, mødes, snakker, griner og brokker sig over tingenes tilstand og ungdommen nutildags.
Kvinderne drikker også kaffe og mødes og læser avis – når de da ellers har tid til al den lediggang, som mændene dyrker. I den ældre generation er Portugal stadig et konservativt samfund, hvor kvinderne køber ind, laver mad, ordner vasketøj … først efter spisetid kommer de for alvor ud på gaden, når de sætter sig på trappestenene, og gyderne runger af deres sladder, skældsord og latter, ofte rettet mod de børnebørn, som de passer.
Bedsteforældre er en vældig ressource i et land, hvor det stadig kræver op mod to job at få pengene til at slå til efter en voldsom økonomisk krise, og hvor der godt nok er børnepasningsmuligheder, men også begrænsede åbningstider og ubønhørligt pres på husholdningsbudgettet.
De gamle er nødvendige og ønskede, og de er på gaden og synlige overalt. Grænsen mellem offentlig og privat er langt mere flydende her end i f.eks. Italien, hvor ‘bella figura’ kræver en påklædning af en vis kvalitet, før man viser sig. De ældre portugisere vil til hverdag dukke op i snart sagt hvad som helst, selv om mændene ganske ofte er noble og med hat.
De visnede pikkes have
Kærligheden til den ældre generation forhindrer nu ikke de unge i at gøre grin med den. I mit kvarter, det ældgamle Alfama, hænger et særligt gadeskilt, som jeg var sikker på, at jeg havde fejloversat, første gang jeg så det.
Når man hviler i sin alderdom, kan man godt tåle at høre den omtalt uhøvisk.
“Jardim das Pichas Murchas”, de visnede pikkes have, læste jeg. Men den er god nok. Det står der faktisk. Alfama er foruden at være et af Europas ældste kvarterer også et sted med egne regler og egen jargon, et tyvekvarter (ifølge resten af Lissabon) og i hvert fald et sted, hvor tonen var og til dels stadig er bramfri.
Navnet opstod, fordi den lille plads var blevet et særligt foretrukket siddested for de gamle mænd. Og den lokale ungdom fandt så på den ret uærbødige titel, som nu er blevet officiel. Både mænd og kvinder (også de gamle) holder af den. Når man hviler i sin alderdom, kan man godt tåle at høre den omtalt uhøvisk.
Angsten for forfaldet
Selvfølgelig er der også mange ældre og gamle på gaden i Danmark. Men det slår mig, hvor aldersopdelt et samfund vi er blevet, og hvor meget vi dyrker den unge og smukke krop og betragter naturlig ældning med en slags skræk. Vi vil gerne leve længe, men vi vil ikke være gamle!
Jeg mærker det selv, når jeg en morgen får øje på endnu en rynke og den stigende tendens til løs hud og mormorarme. Jeg vil helst have taget fotos i blødt lys (eller modlys), på en eller anden måde er alderdommen en systemfejl, som jeg er ansvarlig for og bør modarbejde.
Dagligt ser jeg – også i Portugal – magasiner, hvor ældre kvinder og mænd hyldes for stadig at se så unge ud. En Facebook-opdatering fra en dansk bekendt gjorde mig trist, fordi jeg kunne genkende mig selv i skrækken over at se gammel ud. Hun jublede over, hvordan hun som næsten 50-årig stadig blev slået til at være 10-15 år yngre og så det som en triumf.
Og jeg kender mænd, som ældes med stor skønhed, men stadig har svært ved at forlige sig med den gamle krop, ganske som min far havde svært ved det. De kan ikke se, hvor smukke de er, de kan kun se, hvor smukke de var.
Det er lettere at finde fejl ved forfaldet end at affinde sig med det, sværere at glæde sig over alt det, kroppen stadig kan, end at græmmes over, hvad den har mistet i ungdommelig styrke.
Måske kræver det andres blik at kunne se skønheden. De gamle mennesker, jeg ser her, savner utvivlsomt også en del af deres ungdom og ønsker sig de skinnende øjne og det gnistrende hår, de hvide tænder og den stramme hud tilbage. Men savnet får dem ikke til at gemme sig væk, og jeg fornemmer ingen skam, snarere en accept af tingenes tilstand. Herregud, sådan ser vi jo alle ud!
På en eller anden måde er alderdommen en systemfejl, som jeg er ansvarlig for og bør modarbejde
Og det er måske det sidste, som er afgørende. Hernede ser man mange på sin egen alder, ikke bare i lukkede kredse, men overalt i gadebilledet. De læser, de handler, de danser, de dyrker motion, de laver mad, de mødes på cafeer, de fylder bænkene i parkerne, de leger med børnebørn på legepladserne, de lufter hunde, og de kindkysser genboen, naboen og vennerne på de rynkede kinder, når de mødes.
Lad os få flere gamle kroppe frem i lyset. Ud i solen hvor vi kan blive mindet om, at kroppen har mange aldre og mange udtryk, og at vi ikke behøver at skamme os over dem.
Bærende foto: Hoan Kiem-søen i Hanoi er hver dag ved solopgang centrum for tusindvis af vietnameseres morgengymnastik, som de udfører, inden de tager på arbejde. Her er unge og gamle i skøn blanding. Foto: Søren Rud
Kan du lide, hvad du læser? Så er du meget velkommen til at dele. Du kan også vælge at bidrage til mine fortsatte skriverier ved at sende et beløb til min Mobilepay – +45 40 99 49 36 – men det er helt frivilligt. Og har du ikke allerede givet os et ‘like’ på Facebook, bliver vi noget så glade for et.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
