
SYDSTATSLIV // KLUMME – Splittelsen i 2020’s USA er mange steder lige så ikke-italesat, som den er enorm. Og uanset at præsidentvalget fylder utroligt meget, taler ingen om det privat. Julie Bendtsen bliver ikke den, der starter debatten i omgangskredsen i Raleigh, North Carolina, hvor hun bor. Men hun ærgrer sig over den dialog, der er gået tabt.
RALEIGH – Amerikanere snakker generelt meget.
Nogen snakker så meget, at det føles, som om de aldrig stopper. Men ét emne glimrer lige nu – omend falmet og beskidt – ved sit fravær: politik.
Amerikanerne er stoppet med at tale om politiske emner ansigt til ansigt, fordi prisen ganske enkelt er for høj.
“Jeg har selvfølgelig våben over det hele, så jeg føler mig aldrig utryg”.
Uenigheden er blevet så fjendtlig, splittelsen så afgrundsdyb, at det ikke længere kan betale sig at dele synspunkter, så ingen snakker længere om det, og ingen føler, at de har noget at give hinanden
Vi var forrige weekend kørt langt ind i the foothills af Blue Ridge Mountains i Virginia, hvor Cindi bød os velkommen i den AirBnB-bolig, det kun lige med nød og næppe lykkedes os at finde (afsløring: det er svært at finde en feriebolig til Labor Day weekend med fem dages varsel), og hun viste os rundt i sit eget hus, midt på den over 60 hektar store ranch.

Stedet var, ud over Cindi selv, beboet af to hunde, to heste, to pattegrise, tre geder og en håndfuld høns, og det var et decideret paradis for vores børn, som brugte tre dage på at fodre dyr, gå på eventyr og køre ATV. Der var stort set heller ingen internetforbindelse, så for os voksne var det også en lise.
Men den manglende forbindelse til omverdenen gjorde altså Cindis venner nervøs, og det var i den forbindelse, hun fortalte mig om alle sine våben. Viste mig geværet bag hoveddøren og nævnte den revolver, hun havde i bilen; automatriflen i soveværelset. Med flere.
Da hun samtidig fortalte om, hvordan hendes børn ofte i disse tider sendte børnebørnene på besøg fra Washington D.C., fordi de var very liberal og derfor meget bange for pandemien, havde jeg en ret klar fornemmelse af, hvor Cindis stemme formentlig faldt i 2016. Og hvor den nok falder igen til november.
Men jeg spurgte aldrig til det.
Selv om det føltes, som om vi talte om det hele, talte vi ikke om alt. Ikke en eneste gang talte vi om politik
Vi kom ret tæt på Cindi den weekend, og især børnene tilbragte meget tid med hende.
Vi inviterede hende til middag i den jagthytte vi boede i på grunden, bød på snobrød og vin rundt om bålet og hørte hendes livshistorie, om ranchen og om dengang stedet blev ransaget af myndighederne og manden anholdt, fordi der var mistanke om en smitsom sygdom blandt de svin, parret brugte til jagt.
Men selv om det føltes, som om vi talte om det hele, talte vi ikke om alt.
Ikke en eneste gang talte vi om politik. Ikke en eneste gang blev valget, regeringen, protesterne, muren eller ordene demokrater, republikanere, Trump, Biden, Clinton, Obama nævnt.
Det er ellers ikke, fordi der er mangel på Trump-støtte i haverne derude i Virginias landdistrikter. Det er 45’s kerneland (Trump er USA 45. præsident, red.), opbakningen er enorm og in your face, og forhaverne prydes af Trump-skilte på størrelse med gavlmure.
Men der er sket noget med måden, hvorpå folk taler sammen om politiske emner: de gør det slet ikke.

Da jeg voksede op, spurgte jeg tit min far, hvem han stemte på ved Folketingsvalgene, og han afviste altid at svare. For ham var – og er – det en privatsag.
Herovre i USA er der sket et skred. Fra “bare” at være en privatsag er valget af, hvor krydset sættes, blevet noget betændt, noget nærmest ildevarslende
Men politik som emne var noget, vi alle snakkede om. Samfundet, dét der vedkommer os alle. Der var masser af diskussioner over middagsbordet, både i mit barndomshjem og senere over fyldte vinglas med vennerne. Hvor bølgerne gik højt, og vi selv gik derfra med nye perspektiver.
Herovre i USA er der sket et skred. Fra “bare” at være en privatsag er valget af, hvor krydset sættes, blevet noget betændt, noget nærmest ildevarslende.
Det er, som om folk er kommet til en erkendelse af, at uenigheden er blevet så fjendtlig, splittelsen så afgrundsdyb, at det ikke længere kan betale sig at dele synspunkter, så ingen snakker længere om det, og ingen føler, at de har noget at give hinanden.
Der er noget paradoksalt i, at det er fysisk umuligt at tænde for en nyhedskanal uden at havne i et indslag, der handler om enten Trump eller Biden, når det på samme tid føles lige så fysisk umuligt at opdrive en diskussion om samme emner blandt rigtige mennesker.
Jeg er selv med til det. Efter valget i 2016 var jeg så desillusioneret, at jeg længe overvejede at lave en regulær udrensning i min omgangskreds og frasortere alle dem, der var medansvarlige for udfaldet.
I dag, næsten fire år senere, er de mennesker ikke bare stadig at finde i netværket – nogle af dem er blevet endnu bedre venner end før, og det er også gået op for mig, at der var flere af dem, end jeg troede.
De kløfter der skabes, hver gang de to sider forsøger at mødes, er giftige og beskidte, og de ødelægger venskaber, familier og stort set alle andre relationer
Men vi er holdt op med at tale om politik, og det synes jeg er forstemmende. Der er ikke noget ønskværdigt over et samfund, hvor en larmede tavshed dækker over uenighederne, fordi de er så potentielt ødelæggende, at de bare får lov at ligge uberørt og upåtalt hen.
Men jeg er ikke den, der spørger.
Jeg spørger ikke vores venner, præcis som jeg ikke spurgte Cindi.
Ikke kun fordi jeg ved, at jeg højst sandsynligt ikke får et svar, men mest af alt fordi de kløfter, der skabes hver gang, de to sider forsøger at mødes, er giftige og beskidte, og de ødelægger venskaber, familier og stort set alle andre relationer.
Det, der før var private anliggender, er blevet til personlige angreb. Og den rute leder ikke til sejr for nogen.

LÆS FLERE KLUMMER OM SYDSTATSLIVET I USA AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Fra USA. En hængekøje og en bog. Ingen wifi, ingen larm. Men heller ingen samtaler om de emner, der lige nu fylder mere end måske nogensinde. Foto: Julie Bendtsen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.