EKSISTENS // ESSAY #1 – I denne første del af essayet om det sene liv deler Mogens Fjord Christensen sine personlige refleksioner om aldringens uundgåelige konsekvenser og de eksistentielle spørgsmål, der opstår. Med et stille eftertænksomt blik overvejer han både det personlige mismod, som aldringen fører med sig, og det dybere mismod over verdens tilstand. Hvordan kan vi finde håb og balance, når vi konfronteres med alderdommens uomgængelige realiteter?
En dag sent i livet, hen på sommeren, hvor træerne står stille og filtrerer det mættede lys, vider tiden sig roligt ud. Opgaver i hus og have er lagt til side. Der er styr på skrivebordets bunker. Nettet er lukket ned. Fragmenter af et overblik dukker op, vil til orde.
Et mismod trænger sig på. Mismod over min egen situation. På trods af at jeg må siges at være privilegeret min fremskredne alder taget i betragtning. Jeg må forholde mig til tab af sansekvalitet, svækket styrke og manglende overskud holdt op mod en uformindsket længsel efter at være fuldt og helt til stede.
Efter et langt rigt liv kunne det være rimeligt, om jeg fandt mig til rette i venlig resignation. I en erkendelse af de grundliggende betingelser, tilstedeværelse og fortsættelse. Hvormed jeg mener det basale, at hvert individ ved fødslen er tildelt sin helt særegne tilstedeværelse, og denne tilstedeværelse fra fødsel til død sætter sit helt særlige aftryk på livet og siden fortsætter gennem individets efterkommere. Jeg har været til stede, og jeg har sat mit aftryk. Hvad vil jeg mere? Er mismodet rimeligt?
Afslutningen på min tilstedeværelse ligger på et ukendt, men ikke længere så fjernt tidspunkt. Jeg tænker oftere på døden. Men jeg tror, at det er tanken på dødens forløbere mere end på døden selv, der kan udløse mismodet. Jeg mener ikke, at jeg frygter døden selv og slet ikke den følgende drømmeløse søvn, men jeg frygter svækkelsen, der fører frem til afslutningen.
Mismod over verdens situation
Verden har, hvad de fleste nok er enige om, altid været af lave. For dyret ”menneske” er ikke sådan udrustet, at det magter at opnå tilstrækkelig indsigt og at handle på en sådan indsigt, så det formår at lede evolutionen gunstigt igennem truslerne mod livet på kloden. Tværtimod ser det ud til, at mennesket selv er den mest afgørende trussel.
En triade af fortsat vækst, forbrug og forurening er en af de største udfordringer i nutiden. Med afledt skræmmende effekt på klimaet.
Og det er ekstra bekymrende, at det tempo, hvori væksten sker, på en række områder er accelererende, det gælder ikke mindst inden for det teknologiske område. Der udvikler sig en tiltagende afhængighed af elektroniske devices.
Og med udbredelsen af kunstig intelligens bliver den delvise sammenkobling mellem menneske og maskine yderligere befæstet. Det indebærer blandt andet en voksende afstand mellem menneske og natur. Det er min påstand, at denne udvikling baner vej for rodløshed, usikker identitet. Og svækket mulighed for at opnå resonans i tilværelsen.
Jeg finder det værd at overveje, om troen og håbet kan være endegyldigt meningsbærende for min livstilstedeværelse
Læg dertil den dybe skuffelse over erkendelsen af, at kriges selvfølgelighed er stemplet ind i nutiden. Langt de fleste mennesker ønsker fred og fordragelighed og forhandlingsløsninger på uoverensstemmelser, men vores mentale udrustning slår ikke til i komplicerede konflikter. Vi forfalder for nemt til primitive løsninger som umiddelbar konfrontering, hvilket sjældent viser sig at føre til løsninger. Snarere leder de til en skærpelse af konflikterne. Det gælder mellem enkeltpersoner, det gælder mellem nationer. Fjerner man den camouflerende retorik i en strid mellem to magter, vil deres adfærd i konflikten ofte komme til at minde om den primitive adfærd, man ser i en skolegårdsstrid.
I denne sammenhæng er det ubehageligt at erkende, hvordan bare ét begavet menneske med magtbegær, karisma, forførelsesevne, evne til at lyve overbevisende og total mangel på respekt for det enkelte menneske hurtigt kan opbygge en skare af medløbere og få skræmmende indflydelse på balancen mellem nationer. Det er set i historien. Det ses i nutiden.
Disse betragtninger er sandelig mismodsbefordrende, men de bør retfærdigvis holdes op imod det væld af positive livsudfoldelsesmuligheder, muligheder af rent ud ufattelige dimensioner, udviklingen også har bragt med sig.
En højere mening?
Hvilken indflydelse har sådanne betragtninger i det sene liv? Mismodet er indlysende et personligt anliggende. Men bekymringerne over livssvækkelsen og betænkelighederne over for verdens gang er almene fænomener. Så hvor efterlader sådanne betragtninger os? Gives der måske en overordnet ”idé”, som giver mening til tilværelsen? En mening, som tilbyder afklarethed og tryghed?
Spørgsmål af den art har fulgt mig gennem årene, men er blevet mere påtrængende i de sene år. Uden at der har tegnet sig klare svar.
Allerede fra tidlig færd stiftede jeg bekendtskab med alvorlige konsekvenser af at nå til en bestemt mening om, hvad der definerer menneskelivet. Min farfar var præst på Askø. I begyndelsen med en almindelig rummelig indstilling til tilværelsen. Men under en vandretur fik han et ”syn” og var fra den dag forandret. Han stod nu for en strengt ortodoks tolkning af kristendommen.
Hvis far for eksempel var kommet til at slå en rude i stykker under boldspil om søndagen, blev det noteret, men først om mandagen faldt den korporlige afstraffelse. Man skulle komme hviledagen i hu og holde den hellig. Hvis et af børnene blev sygt, var det op til Gud at afgøre, om det skulle blive raskt. Lægen skulle ikke tilkaldes.
Han måtte forlade folkekirken, men etablerede sin egen menighed, som havde enklaver over det ganske land. Det siges, at han var karismatisk.
Min far måtte reagere mod den barndom, der blev resultatet. Meget af tiden opholdt han sig hos en kunstmalerfamilie med et helt andet lyst livssyn. Hans ungdomsliv var en protest mod gudeligheden, en protest, han bevarede højt op i årene. Til gengæld var han præget af stærke etiske holdninger, som han jævnligt gav udtryk for. Han var samtidig ærlig nok til at indrømme, at han selv havde problemer med at leve op til holdningernes krav i praksis.
Det har vel altid været nærliggende at tro og håbe på noget andet og mere end det, der umiddelbart kan erfares, noget åndeligt, noget, man kan gøre sig forestillinger om, men som ikke kan gribes med sanserne. Dette ”åndelige” har op gennem historien antaget et væld af former – fra de oprindelige samfunds åndetro og fetichdyrkelse over polyteistiske gudeverdener til monoteistiske religioner, der søger ståsted i et moderne dybt kompliceret samfund. Eller det har antaget karakter af, hvad man kunne kalde religionserstatninger, spirituelle strømninger med bredt varieret kerneindhold.
Heller ikke nutidsmennesket ønsker at være overladt til sig selv og naturlovene. Der må være noget ’andet’, noget mere. Noget, der giver mening. Konfronteret med livsundere, stillet over for de store gåder søger man noget, der kan belyse det uforklarlige.
Dette ”andet” kan vise sig som troen på en gud, for nogle endda forestillingen om en gud som den store forklaringsmodel på verdens skabelse og livet på jorden. Dette synspunkt ser ud til at få tiltagende trange kår med den voksende viden om universet og biologien. Eller dette ”andet” kan vise sig som troen på, at der findes ”energier”, der på forskellig vis har indflydelse på vores liv. Eller blot som drømme om, håb om ”noget større”.
Jeg finder det værd at overveje, om troen og håbet kan være endegyldigt meningsbærende for min livstilstedeværelse.
At tro på Gud
Med stor overbevisning er Gud jævnligt blevet erklæret død. Hvilket dog ikke har udryddet ”troen på Gud”.
Men hvad ligger der i dette begreb ”at tro på Gud”? At få hold på det kristne gudsbegreb forekommer mig ganske vanskeligt. Hvad – formentlig ikke hvem – er det, man forestiller sig, når man taler om ”én sand Gud fra evighed til evighed”?
Jeg mener, det er rigtigt at hævde, at den kristne kirkes Gud med tiden er blevet væsentlig mindre substantiel, at udviklingen er gået fra tanken om et eksisterende ophøjet omnipotent væsen til noget, der vel bedst kan udtrykkes som en idé.
Det er min opfattelse, at tolkningen af denne idé varierer betydeligt fra kristen til kristen. At betydningsindholdet i ”Jeg tror på Gud” på ingen måde er det samme fra person til person. Hver person danner sig sin idé om Gud.
En Gud, der bliver skubbet ind mellem en person og personens ansvar, forfladiger ansvarets betydning for personen
Hvis denne opfattelse holder, synes jeg, det er vanskeligt at acceptere formuleringen ”Én sand Gud fra evighed til evighed”.
Det bliver sagt, at Gud er kærlighed. I den betydning af kærlighed, der ligger i agapebegrebet. Det lyder snarere som et postulat end som et begrundet udsagn. Er gudsbegrebet nødvendigt for kærligheden, for agapefølelsen og agapehandlingen? Er kærligheden nødvendigvis forbundet med gudsbegrebet? Kærlighed som idé og fænomen forekommer efter min opfattelse i sin egen ret, eo ipso. Kærlighed eksisterer som fænomen i alle kulturer, ikke kun i den kristne.
Hvad bliver så tilbage af idéen Gud? Hvad er det, man tror på, når man tror på Gud?
Disse spørgsmål stiller jeg ud fra en fornuftstankegang og vil derfor af mange troende blive mødt med afvisning, for trosspørgsmål kan ikke angribes rationelt. ”Jeg tror” kommer man til kort overfor. ”Der er mere mellem himmel og jord, end man kan begribe” kan ikke bare fejes af bordet. Indrømmet.
Men hvis man accepterer at blive i fornuftstankegangen, er det blevet tiltagende vanskeligt at godtage idéen om en Gud uden for mennesket. Meget kan forenes med, at idéen er en konstruktion, skabt i den humane hjerne.
Og hvad så? Er idéen Gud ikke en udmærket og trøsterig konstruktion? Noget at støtte sig til, både i hverdagen og i fortvivlelsen? Uskadelig?
Selv når man ser bort fra de uhyrlige situationer, hvor folkeslag manipuleres i en guds navn med ødelæggende konfrontationer til følge, kan der efter min mening rejses indvendinger mod gudsdyrkelsen.
Håbet, der kan opfattes som en usikker forventning om ændring til noget bedre, er for mig ikke et rationelt stabilt holdepunkt i tilværelsen
En Gud, der bliver skubbet ind mellem en person og personens ansvar, forfladiger ansvarets betydning for personen. En Gud, der hjælper med at bære en persons skyld, svækker oplevelsen af konsekvensen af den forkerte handling, der førte til skyldfølelsen. At lægge sine problemer i Guds hånd synes jeg, ligner en form for flugt, et forsøg på at undgå at konfrontere sig med problemerne, selv at tage stilling.
Troen på, at et gudfrygtigt liv i den sidste ende her på jorden eller måske hinsides vil resultere i en form for belønning, har en indbygget risiko. Den kan flytte opmærksomheden fra at være fuldt og helt til stede her og nu til en selvkorrigerende adfærd i håb om sidenhen at høste en gevinst, måske endda at opnå salighed.
For mig er troen på Gud ikke det fænomen, der giver livsmening og fungerer som bolværk mod mismod og bekymring. Men jeg erkender, at den er det for mange. Nogle er tvivlende troende. Andre er overbevist troende. Denne sidste form for tro kan jeg bedst forstå som ”subjektiv viden”. (Hvilket er en anden udlægning af begrebet tro end den, begrebet rummer, når det opfattes som modsætning til viden. Her er der indbygget en usikkerhed. ”Jeg tror, altså tvivler jeg.”)
Over for troen på alternativer til en gudetro, spirituelle idéer, ”energier” som i større eller mindre grad skulle kunne gribe ind i vores liv og give mening, forholder jeg mig også kritisk. Jeg skal være varsom med at generalisere, for de spirituelle strømninger er legio, men jeg har vanskelighed med at forlige mig med tanken om, at visse udefra kommende ”energier” skulle være styrende for min eksistens. For mig har sådanne fænomener karakter af postulater. Idéer fostret i den menneskelige hjerne i vores søgen efter mening og harmoni.
Men jeg må også vedstå, at det vil være arrogant blankt at afslå muligheden af, at sådanne ”energier” findes. Ligesom deres eksistens ikke kan bevises, findes der heller ikke beviser for det modsatte.
Håbet, der kan opfattes som en usikker forventning om ændring til noget bedre, er for mig ikke et rationelt stabilt holdepunkt i tilværelsen. Men håbet er universelt. Selv i håbløse situationer lader man sig løfte af håbet, som altså er en umiddelbar hjælper. Også selv om det senere viser sig som en bedrager.
Tilstedeværelse og fortsættelse
En gudløs verden da? En verden uden tro på noget andet og større? Er det ikke en gold tanke?
En gudløs verden er naturligvis på ingen måde identisk med en åndløs verden. Det afgørende må være at udskille de områder i åndens verden, der har kernebetydning for vores liv. Man vil næppe kunne opnå konsensus om, hvilke områder det drejer sig om, men ved at bygge på tænkere op gennem tiden forekommer det mig muligt at give et bud på, hvad der til enhver tid vil kunne give tilstedeværelsen retning og fylde.
Også i det sene liv.
Jeg mener, at der er udbredt enighed om, at vi er dannet af genetisk materiale og siden formet af omgivelsernes påvirkning. Vi er anbragt i en verden underlagt naturlove. Tilfældigheder rådede ved vores opståen (man kan bare forestille sig, at det kunne have været en anden af de millioner af spermatozoer på vej til ægget, der nåede først frem). Vi skal finde vores plads i en uoverskuelig nutid præget af en modsætningsfyldt accelererende udvikling. Altid udsat for mødet med tilværelsens absurditet. Mens vi søger efter mening.
Hvis det er sandt, at vi er et tilfældigt naturprodukt, og tilværelsen er absurd, synes jeg, at det er vanskeligt at hævde en højere mening med os end blot tilstedeværelsen og fortsættelsen.
Vi får liv, bliver sat i verden og har som lod at være og at give vores liv videre.
Læs anden del af Mogens Fjord Christensens essay her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og