ANMELDELSE – Forfatter Knud Lindholm Laus ”Bare fordi at” er læsning, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste, skriver Lone Theils. Bogen anskueliggør nogle af vor tids største sociale og demokratiske udfordringer, herunder at der i dag findes politikere, der har store problemer med at agere indenfor rammerne af magtens traditionelle tredeling. At de blander deres politiske sager sammen med angreb på domstole og retsinstanser er et så voldsomt skred i et demokratisk samfund, at det har fortjent en bog i sig selv.
For en måned siden mødte jeg en ekspert i ekstreme miljøer til en debat om, hvordan man egentlig kommer ud af rabiate grupper, hvad enten det er venstreekstremisme, nazisme eller White Pride-bevægelser. Hendes særlige ekspertise er exit-programmer, og jeg spurgte, om vi havde brug for den slags her i landet.
“Mere end nogen sinde før”, lød hendes svar.
– Hvorfor det?
“På grund af den måde vores politikere taler på. De siger måske ikke tingene helt direkte, men de gøder jorden for højreekstremisme og fremmedhad. De her miljøer føler, at de har fået en slags medvind”, sagde hun.
Det var med de ord i baghovedet at jeg satte mig til at læse Knud Lindholm Laus gennemgang af debatten, når det gælder et emne, der igennem de senere år har ikke bare domineret men i høj grad defineret dansk politik.
Lau, der har en uddannelse i blandt andet medieretorik, samfundsvidenskab og journalistik, tager først og fremmest udgangspunkt i sproget.
Metoden er inspireret af den tyske professor Victor Klemperer, der som jøde og gift med en ikke-jødisk tysker dokumenterede nazisternes sprogbrug, mens han langsomt, men sikkert fik frataget de rettigheder, vi i dag tager for givet. Lau har stået for udgivelsen af Klemperers omfattende sproglige arbejde i Danmark med bogen LTI (2010) – om sprogbrugen i nazisternes tredje rige – og det er med dette afsæt, han anbringer den danske udlændingedebat under den verbale lup i Bare fordi at.
Det kan formentlig ikke komme som en overraskelse for de fleste, at læserne ikke mødes af et specielt kønt syn.
Bogen er illustreret med talrige eksempler, lige fra sagen om de somaliske kvinder, der blev stemplet som arbejdsløse og ude af stand til at tale dansk på TV2, fordi de ikke rakte hånden op, da journalisten spurgte ud i rummet (men som godt kunne tale dansk, da det kom til stykket) over til sagen om en kvinde, der i marts sidste år var i Vollsmose for at hente en tilskadekommet kat på vegne af Dyrenes Beskyttelse og endte med at blive overfaldet og truet.
Sproget former den virkelighed, vi befinder os i, og når man tilstrækkeligt mange gange fastholder en bestemt virkelighed, så skaber man et politisk problem
Ifølge politiet var der tale om et personligt opgør på grund af et skænderi i trafikken dagen forinden, men der går ikke lang tid, før det utilstedelige overfald har transmogrifferet sig til en historie om killinger med afrevne hoveder, brutalitet og voldsom dyremishandling i ghettoerne. Andre eksempler stammer fra Facebook og politikeres offentlige udtalelser.
Forestillingen om et opgør med de politiske ukorrekte
Pointen med at lave den historiske reference til Klemperers forskning i nazi-tiden er, udover Laus personlige inspiration, at sprog betyder noget. Sproget former den virkelighed, vi befinder os i, og når man tilstrækkeligt mange gange fastholder en bestemt virkelighed, så skaber man et politisk problem.
Efter min mening burde den sendes i klassesæt til Christiansborg, så politikerne i det mindste kan se et lidt mere samlet billede af, hvad der foregår
Et godt eksempel er den tidligere socialdemokrat, der senere blev socialminister for Venstre, Karen Jespersen, der gang på gang i den offentlige debat angriber ”den politiske korrekthed” og drager en direkte parallel til de problemer, hun ser i det danske samfund:
”Det er korrekt, at det er et tabu for pressen at nævne, at bander er indvandrerbander. Lige som i Sverige breder et forstillelsessprog sig, hvor alt skal læses mellem linjerne, fordi den politisk korrekte magtelite ikke tillader, at der sættes ord på virkeligheden”, skriver hun i forbindelse med problemer med bander i Skovlunde.
”De landsdækkende medier bragte inden Karen Jespersens artikel 18 artikler alene om indvandrerbander i Skovlunde”, konstaterer forfatteren.
En bog, politikere og journalister bør læse
Et af bogens største problemer er imidlertid, at den formentlig ikke bliver læst af de mennesker, der har allermest brug for dem.
Efter min mening burde den sendes i klassesæt til Christiansborg, så politikere i det mindste kan se et lidt mere samlet billede af, hvad der foregår, inden de igen melder ud i udlændingedebatten for at tækkes en vælgerskare, der igennem år nu er blevet konditioneret som pavlovske hunde til at stå og gø foran det aspekt af det danske samfund, mens andre emner går i glemmebogen.
Af samme grund vil mange journalister med fordel kunne læse bogen til eftertanke om, hvordan man dækker lige præcis denne del af den politiske debat i Danmark.
Og det er da også de to grupper Lau forsøger at få i tale sidst i bogen, når han kommer med løsninger til, hvordan vi kan komme videre.
Danskere er blandt de mest kriminelle udlændinge, hvis man eksempelvis ser på statistikker i Norge
Opfordringen til politikerne går først og fremmest på at holde op med at opdele befolkningen i ‘dem og os’ i populismens navn.
For journalisternes vedkommende opfordrer Lau til, at medierne indfører en mere konsekvent og gennemgående kildekritik, inden man ukritisk viderebringer udtalelser fra politikere, der har mere tjek på deres egne synsninger end fakta.
Hvilket måske af og til er med fuldt overlæg, hvis man skal tro Dansk Folkepartis Peter Skaarup, der i 2017 skrev:
”Politik skal ikke videnskabeliggøres. Der findes ikke noget facit i politik, kun følelser og holdninger. Begreber som sandt og falsk eller godt og ondt har ganske enkelt ikke hjemme i det politiske rum. Sandt og falsk hører til i videnskabens verden og godt og ondt er et spørgsmål om moral.”
Den politiske grundvold ryster
Bare fordi at analyserer aspekterne i den danske udlændingedebat på en overbevisende måde, men en svaghed ved bogen er måske, at den vil (for) meget, og at den beskæftiger sig med meget store problemer.
Sprogligt giver den gode værktøjer og begreber til at analysere og forstå, hvad der sker, når en minister f.eks. omtaler østeuropæere som ”græshopper” eller formanden for Folketinget siger om udlændinge, at ”de yngler som kaniner”.
Bare fordi at lægger også vægt på at fortælle en anden sandhed om Danmark. Den godtgør, at vi danskere faktisk ikke er så homogene, som vi gerne ser os selv, når vi diskuterer ”dem” og ”os”. Og den fremlægger en interessant statistik vedrørende kriminelle udlændinge, der demonstrerer, at danskere er blandt de mest kriminelle udlændinge, hvis man eksempelvis ser på statistikker i Norge.
Men det virkelige og måske allerstørste problem, der bliver anskueliggjort i bogen, fremgår i sidste del under kapitlet ”os”, der forsøger at indkredse, hvordan vi definerer danskheden.
Her godtgøres det med en række eksempler, at der er flere politikere, som har store problemer med at agere indenfor rammerne af den traditionelle tredeling af magten: Den dømmende, udøvende og den lovgivende. At disse folkevalgte simpelthen blander deres politiske sager sammen med angreb på domstole og retsinstanser.
Det er læsning, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste. Og lige den del er et så voldsomt skred i et demokratisk samfund, at det havde fortjent en bog i sig selv.
Foto: Bogens forside, Lone Theils.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
