
POLITIK // ANALYSE – Vælgerne er flygtet i hobevis fra regeringen, men Søren Pape fra De Konservative har stort set ikke været i stand til at samle op, selv om diskussionen om store bededag indeholder så mange konservative elementer, at den burde være en kæmpe fuldmoden appelsin i den konservative turban.
Der er grænser for hovedbestyrelsens tålmodighed, og Søren Pape Poulsen lever derfor på lånt tid som formand, hvis K’s målinger ikke snart begynder at pege direkte mod Nordstjernen.
Meningsmålinger bliver i den politiske analyse ofte tillagt alt for stor betydning i forhold til, hvad de i virkeligheden viser. Små udsving blæses op, selvom de ligger inden for det, som betegnes den statistiske usikkerhed.
De målinger, der er foretaget efter balladen om store bededag, er imidlertid af en en sådan karakter, at selv den dygtigste spindoktor ikke bare kan slå dem hen.
Regeringen optræder som tyve om natten
Forberedelsen af regeringens bededagsforslag har været til ren dumpekarakter, og man skal helt tilbage til DONG-sagen for at finde en tilsvarende elendig planlægning. For dem, som husker forløbet tilbage i 2014, hvor finansminister Bjarne Corydon solgte 26 pct. af statens Dong-aktier til Goldmann Sachs, endte det som bekendt med at sprænge regeringen med SF’s udtræden og sende Socialdemokratiet ud i en historisk krise, hvor Socialdemokratiets meningsmålinger nåede et historisk lavpunkt på under 20 pct.
Læren fra dengang burde være, at vælgerne ikke bryder sig ikke om at blive taget på sengen med upopulære forslag.
De skal forberedes i god tid. Grundreglen er, at det tager op til et helt år at ”prime” et upopulært forslag, og sker det ikke, falder hammeren prompte.
Den konservative hovedbestyrelse har besluttet at vise Søren Pape tålmodighed, men spørgsmålet er, hvor langt den elastik kan trækkes?
Forslaget om at afskaffe store bededag er kommet som en tyv om natten. 150 års arbejderkamp, der næsten entydigt har handlet om at reducere arbejdstiden mod til gengæld at levere klare produktivitetsstigninger, er skruet tilbage.
I årevis har det lydt, at vi i Danmark skal “work smarter – not harder”, da vi alligevel ikke kan konkurrere med den arbejdsmængde, som især de østasiatiske tigerøkonomier kan præstere.
Det er foreløbigt gået ganske godt. Dansk økonomi er bundsolid. Kæmpe overskud på betalingsbalancen, den offentlige saldo og en rekordhøj beskæftigelse. Dansk økonomi skal finjusteres, men behovet for omkalfatrende reformer er ikke-eksisterende i vælgernes bevidsthed. De er ikke kriseparate.
Derfor er det forståeligt, at fagbevægelsen nu reagerer stærkt, mens arbejdsgiverne i store træk forholder sig passivt.
Store bededag er indarbejdet i de kollektive overenskomster som en velerhvervet rettighed. Det skal politikerne ikke begynde at pille ved, og da slet ikke, når effekten er så usikker, som det er tilfældet.

Regeringen er isoleret
Regeringen mangler stadig at finde en autoritet fra den økonomiske sagkundskab, der vil bakke op, men foreløbigt har vismændene, Cepos og stort set alle andre stillet alvorlige spørgsmålstegn ved effekten.
Regeringen står alene, og danskerne forstår stadig ikke logikken. Der er krig i Ukraine. Putin truer Vesten, og derfor skal vi arbejde en dag mere. Den direkte kobling er ikke til at få øje på, og når det økonomiske råderum kan rumme finansieringen, er det stort set umuligt at overbevise befolkningen om, at de skal opgive en over 300 år gammel velerhvervet rettighed.
Afskaffelsen af store bededag er og bliver derfor en gigantisk tabersag, og den bliver ikke bedre af, at Lars Løkke Rasmussen taler ned til vælgerne.
Mette Frederiksen og Socialdemokratiet betaler lige nu den højeste pris. Tilbagegangen er signifikant med over fem procentpoint, men heldigvis for statsministeren bliver vælgerne inden for den gamle røde blok.
SF og Pia Olsen Dyhr samler S-vælgere op i spandevis og ligger nu mellem 13-15 pct., mens Enhedslisten, der fik et skuffende valg, har løftet sig fra 5,1 pct. til 6,7 pct. i den seneste Voxmeter.
Den yderste højrefløj er død
Samme mønster ser man ikke helt på højrefløjen. Nye Borgerlige kæmper lige nu deres egen “overlevelseskamp”, efter Pernille Vermund har trukket sig som formand. Det viser sig i målingerne, og selv om Morten Messerschmidt blev frikendt for snyd med EU-midler og reelt har samlet både Mikkel Bjørn og Mette Thiesen op fra Nye Borgerlige, mangler DF stadig at lette.
Tre pct. står Messerschmidt til, og ligesom Inger Støjberg og Danmarks Demokraterne er det altså ikke lykkedes at løfte sig nævneværdigt fra valgresultatet.
Det truer dog hverken Messerschmidts eller Støjbergs lederskab.
Søren Pape lever på lånt tid
Det samme kan man imidlertid ikke sige om Det Konservative Folkeparti og Søren Pape. Forslaget om at afskaffe store bededag burde være en kæmpe appelsin i den konservative turban. Den indeholder alt, hvad Konservative værner om. Traditioner, kirke, ordnede forhold på arbejdsmarkedet samt respekt for indgåede aftaler.
Men Søren Pape er ikke i stand til at samle op i nævneværdig grad. Han er stadig vingeskudt efter partiets nedsmeltning under valgkampen.
LA kappes lige nu med Venstre om at være det største borgerlige parti, hvilket må siges at være noget af en bedrift af et parti, der for 3,5 år siden var på kanten af ryge helt ud
Den konservative hovedbestyrelse har besluttet at vise Søren Pape tålmodighed, men spørgsmålet er, hvor langt den elastik kan trækkes?
På et tidspunkt inden sommer vil hovedbestyrelsen blive tvunget til at gøre regnebrættet op. Hvis regeringen til den tid stadig står alvorligt svækket, og Søren Pape stadig ikke har samlet op fra hverken Moderaterne eller Venstre, vil der falde brænde ned.
Konservative må til den tid gøre op, om den nye formand skal være koldkrigeren, Rasmus Jarlov, erhvervskvinden Mona Juul eller den socialkonservative Mette Abildgaard. Det bliver et valg mellem politiske linjer frem for personer.
Vanopslagh skummer fløden
Som det er tilfældet på den røde side, hvor et parti samler stort op, er det også tilfældet på den blå side. Alex Vanopslagh førte en positiv valgkamp, og selv om afskaffelsen af store bededag burde være et forslag, der falder i tråd med LA’s politik om øget arbejdsudbud og skattelettelser, er det lykkedes for Vanopslagh at fedtspille og holde sig uden for de værste politiske sværdslag.
Det lønner sig. LA kappes lige nu med Venstre om at være det største borgerlige parti, hvilket må siges at være noget af en bedrift af et parti, der for 3,5 år siden var på kanten af at ryge helt ud.
For Radikale er de nuværende meningsmålinger en blandet fornøjelse. Ingen ved rigtigt, hvad de står for i helligdagsdiskussionen. Det er vist noget med, at det er en dårlig ide, at afskaffe store bededag, men det til gengæld vil være god ide at afskaffe 2. pinsedag.
Så kender man De Radikale. Ingen forstår deres standpunkt, og de er ikke i stand til at forklare rationalet.
Det bliver op ad bakke for Martin Lidegaard frem til næste folketingsvalg.
Læs mere om politik i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her