Skolefobi

i Børn & unge/Liv & Mennesker/Politik & Samfund af

ESSAY – Engang mente man, at det var de ulydige og dovne børn, som ikke gad at gå i skole. Når vi i dag taler om “skolefobi” eller “skolevægring” handler det imidlertid ikke om børn, der ikke vil gå i skole, men om børn, der ikke kanOg der er en meget god grund til, at de ikke kan, skriver Peter Schjødt. Konkurrence- og produktionssamfundet har nemlig ikke kun konsekvenser for voksne på arbejdsmarkedet – også i folkeskolen mærker børnene det voldsomme pres fra målinger, effektiviseringer, nedskæringer og omstruktureringer.  

Jeg er den eneste i vores familie, der har en psykiatrisk diagnose.

Som så mange af de børn, der i dag får en diagnose, fik jeg min i forbindelse med problemer i skolen. Det gik fint i de første år, men efter et skift til en større skole skete der noget, så jeg endte med diagnosen “skolefobi”.

Det er ikke nogen kendt diagnose i dag. Måske er den blevet overhalet af alle de andre diagnoser, der er i omløb, eller forsvundet i mængden af de problemer, som børn støder på, her i 2000-tallet. Min diagnose blev trods alt udløst i midten af 1970’erne.

Siden har jeg, også som så mange andre, brugt en del kræfter på at balancere det, der skete, mens jeg gik i skole. Selv da diagnosen med tiden blev glemt som en relevant beskrivelse af mig, ophørte den ikke med at være en del af min selvforståelse. Men som diagnose har jeg ikke hørt om “skolefobi” siden.

Selve diagnosen “skolefobi” er ganske velbeskrevet. For eksempel kan man læse, at problemet stammer fra familien, fordi barnets vægring mod at gå i skole knytter sig til separationsangst og angst for at miste forældrenes kærlighed

Det ser imidlertid ud til, at problemet er vendt tilbage, men i dag kaldes for ”skolevægring”. Tidligere sagde man, at barnet skulkede fra skole. Det var de ulydige børn, der ikke gad gå i skole.

Når vi i dag taler om skolefobi eller skolevægring handler det imidlertid ikke om børn, der ikke vil gå i skole; det er børn, der ikke kan. PPR-psykologerne (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) vurderer således, at flere og flere børn ikke kommer i skole på grund af angstbetinget eller nervøs skolevægring.

Mit hjerte er hos disse børn, for selv om det er år og dage siden, ved jeg, hvor svært det med skolen kan være.

Vi bliver det, som andre siger, vi er

Jeg ville ikke i skole, da jeg barn. Jeg gemte mig og stak af; dage, weekender og nætter tilbragte jeg i panik med at planlægge, hvordan jeg kunne undgå at komme i skole.

Først og fremmest løj jeg mig syg. Jo mere jeg blev væk fra skolen, jo værre blev det. For selvfølgelig blev jeg også drillet af de andre i klassen. Alle vidste, at jeg pjækkede og ikke kunne noget, hverken fagligt eller socialt. Jeg var udenfor og klassens mærkelige dreng.

I dag vil man sige, at jeg blev mobbet. Men problemet var i virkeligheden ikke så meget mine klassekammerater. Først og fremmest var det min klasselærer.

Når jeg endelig kiggede inden for på skolen, blev jeg mødt af hendes åbenlyse foragt og nedgørende behandling. En dag, hvor hun kaldte mig “dum”, tog jeg mig sammen og spurgte “hvorfor?”. “Fordi jeg siger det,” lød svaret. Hun var bare en version af lektor Blomme, men jeg havde desværre ikke nogen maltbolsjer.

Sikkert utilsigtet ramte hun imidlertid en langt større sandhed end den, der knyttede sig til mine åndsevner: Vi bliver ofte det, som andre siger, vi er!

Når jeg i dag tænker over mit skoleforløb, undrer det mig naturligvis, at jeg aldrig fortalte om drillerierne og min skræk for klasselærerens foragt. Selvfølgelig måtte det jo få omgivelserne til at tro, at der rent faktisk var noget galt med mig

Derfor kom jeg til skolepsykolog og fik lavet en intelligenstest. Jeg kender ikke resultatet, men konsultationen hjalp ikke.

Jeg pjækkede fortsat og blev sendt videre til en børnepsykiater, der vurderede, at jeg var syg; ikke fysisk, men psykisk, og så fik jeg diagnosen “skolefobi”. Psykiateren ville gerne have mig indlagt på børnepsykiatrisk afdeling, for her kunne man sikkert helbrede mig.

Men så trådte mine forældre på bremsen og sagde stop. Nok var de autoritetstro, men de mente hverken, at jeg var dum eller psykisk syg, og så tog vi hjem igen med den besked, at det var deres ansvar, hvis jeg ikke kom i behandling.

Det gik da heller ikke specielt godt. Jeg pjækkede fortsat, og det hele endte med, at jeg blev taget ud af skolen midt i 8. klasse. Min exit blev ledsaget af skoleinspektørens besked til mine forældre: “Peter egner sig ikke til at læse, han bør blive arbejdsdreng.”

Jeg skammede mig over mig selv, når jeg blev hængt ud i skolegården eller i klassen

Alt dette skete uden, at jeg på noget tidspunkt fortalte, hvorfor jeg ikke ville gå i skole.

Selve diagnosen “skolefobi” er ganske velbeskrevet. For eksempel kan man læse, at problemet stammer fra familien, fordi barnets vægring mod at gå i skole knytter sig til separationsangst og angst for at miste forældrenes kærlighed.

Jeg udelukker ikke, at diagnosen kan knytte sig til den slags problemer. Men det er også nødvendigt lige at træde et skridt tilbage. Når jeg i dag tænker over mit skoleforløb, undrer det mig naturligvis, at jeg aldrig fortalte, hvorfor jeg ikke ville gå i skole; fortalte om drillerierne og min skræk for klasselærerens foragt.

Selvfølgelig måtte det jo få omgivelserne til at tro, at der rent faktisk var noget galt med mig.

Konkurrence- og produktionssamfundets modbydeligheder

Måske er det anderledes for børnene i dag. Måske er det blevet lettere at tale om problemerne, men jeg kan godt have en lille tvivl.

Skam og skyld er stadig noget privat, på samme måde som da jeg gik i skole. Men indholdet har ændret sig. Jeg skammede mig over kammeraternes drillerier og lærerens modbydeligheder, jeg følte skyld over ikke at kunne følge med, over at være hægtet af og ikke være som de andre.

Med målinger, effektiviseringer, nedskæringer og omstruktureringer har vi fået installeret markedets sårbarhedsskabende træk i skolen, og de rammer børnene som en frygt for fiasko og en skam over ikke at kunne leve op til kravene om succes

Jeg skammede mig over mig selv, når jeg blev hængt ud i skolegården eller i klassen. Ingen skammede sig over det, jeg blev udsat for, og jeg vidste slet ikke, at det kunne være skolens skyld, lærerens skyld, de andre børns skyld.

Jeg troede, at det var mig, der ikke kunne klare det, fordi jeg var så dum, at jeg ikke kunne følge med; at jeg var en fiasko, men at det hele var min egen skyld.

Vi bliver det, som andre siger, vi er. Min klasselærer sagde, at jeg var dum, og i mange år troede jeg på det. Men hvad er det så, der bliver signaleret til børnene i dag? Er det mærkeligt, hvis vores børn kommer til at lide af skolevægring?

Egentlig ikke, for skolen er blevet en forlængelse af markedets krav om succes. Med målinger, effektiviseringer, nedskæringer og omstruktureringer har vi fået installeret markedets sårbarhedsskabende træk i skolen, og de rammer børnene som en frygt for fiasko og en skam over ikke at kunne leve op til kravene om succes.

Resultatet er manglende selvværd, nederlagsfølelse og en mere eller mindre ubevidst fremtidsfrygt.

Når diagnosen “skolefobi”, under navn af skolevægring, atter kommer i spil i disse år – sammen med alle de andre diagnoser – kan det være, fordi vi har gjort ting ved skolen, som børnene lider under

Det er ikke på grund af manglende økonomiske ressourcer, vi er nået hertil, men fordi der har været politisk vilje til at skabe en skole, som bygger på markedets effektivitetskrav, mere end på dannelsens og omsorgens værdier.

Det er en skoletænkning, der mener, at børn bliver mere motiverede og dygtigere, hvis de sættes under konstant pres. Og dét signalerer samfundet til dem. Det er en perverteret udgave af den managementstænkning, som truer med at tage livet af børnenes forældre på arbejdsmarkedet. Det er konkurrence- og produktionssamfundets modbydeligheder, tilpasset skolen.

Vi sender børnene i terapi, som jeg i sin tid kom til psykiater, men vi glemmer, at de lever i en verden, der i stigende grad opleves som truende og rent faktisk er skadelig for dem.

Når diagnosen “skolefobi”, under navn af skolevægring, atter kommer i spil i disse år – sammen med alle de andre diagnoser – kan det være fordi, vi har gjort ting ved skolen, som børnene lider under.

Ingen nåde for de sårbare

Når vi “behandler” børn for skolevægring, er det derfor vigtigt at lytte: Hvad er det, de oplever i skolen? Samfundets forestillinger om skolen og om børnelivet må også en tur på briksen. Skolevægring kan nemlig være en lærende fortælling om, hvad der gør børn syge og bange.

Naturligvis skal man aldrig undervurdere de familiemæssige årsager. Men den psykologiske ekspertise peger også på årsager, der knytter sig til skolen og til vores måde at indrette samfundet på.

I skolen drejer det sig om mobning, konflikter med lærerne, social isolation og lignende. Samfundsmæssigt skabes der vækstbetingelser for skoleværing gennem politiske krav om en konkurrenceorienteret skole og økonomiske vilkår, som rammer skolens faglige, pædagogiske og sociale kerneopgaver i forhold til børnene.

Vi har fået skabt en sårbarhed uden at anerkende denne sårbarhed som et samfundsmæssigt problem. Tværtimod er der en udtalt foragt for svaghed, skrøbelighed og sårbarhed

Vi må ikke adskille børnenes historie fra skolens og samfundets historie; ikke kun lede efter årsagen til børnenes lidelse i børnene selv. Måske skal vi ikke skelne så skarpt mellem det enkelte menneskes indre psykiske habitus og de ydre vilkår. Den menneskelige psyke er ikke kun noget indre, men i høj grad bundet til det samfund, vi er integreret i.

Hvad er det for så for nogle sårbarhedsskabende træk ved samfundet, der er med til at skabe lidelse for både børn og voksne?

Først og fremmest er det forestillingen om, at du er dit eget konkurrenceparameter.

No mercy,” kunne der stå over både skole- og arbejdsmarkedspolitikken i disse år. Dit liv er en konkurrence om succes eller fiasko. Samtidig tales der med bekymring om børn, der mistrives i skolen og om voksne, der mistrives på arbejdsmarkedet. Om børn, der ikke vil gå i skole, og voksne, der ikke længere orker deres arbejde.

Men ”No mercy”. Vi har fået skabt en sårbarhed uden at anerkende denne sårbarhed som et samfundsmæssigt problem. Tværtimod er der en udtalt foragt for svaghed, skrøbelighed og sårbarhed. Det er i dag helt legitimt, at politikere udpeger sårbare mennesker, som nogen, der skaber problemer for samfundet og ikke som mennesker, der pådrages problemer af samfundet.

Hvem vil ikke gerne være stærk, suveræn, handlekraftig, uafhængig og selvskabende, fra skolebarn til voksen? Men prisen kan være høj, for under overfladen skjuler der sig en enorm sårbarhed og udsathed, og hvis dén griber én i hjertet, kan den blive stopklods for mange ting i livet

Derfor er skam og skyld stadig noget privat for de mennesker, der ikke kan klare skolens eller arbejdsmarkedets krav. Mange oplever en dyb fremmedhed i forhold til deres samfundsmæssige omgivelser.

Meget af det, der er vigtigst i et liv, bliver nemlig anset for at være forkert og udtryk for menneskelig svaghed. Tryghed, sikkerhed, blødhed, skrøbelighed og lignende passer ikke ind i billedet, hverken af det moderne barn eller det voksne arbejdsomme og ansvarlige menneske.

Behovet for robusthed er så påtrængende, at sygdom eller skolevægring, bevidst eller ubevidst, kan blive en udvej – væk fra kravene. Hvem vil ikke gerne være stærk, suveræn, handlekraftig, uafhængig og selvskabende, fra skolebarn til voksen?

Men prisen kan være høj, for under overfladen skjuler der sig en enorm sårbarhed og udsathed, og hvis dén griber én i hjertet, kan den blive stopklods for mange ting i livet.

Tvivlen på ens selvværd sniger sig ind, og denne sårbarhed får man ikke nogen anerkendelse for. Ikke mindst af én selv opleves den som svaghed og manglende robusthed, og så har man med det samme tabt i værdi – men vundet sig både skam og selvbebrejdelse.

Det går børnene, som det er gået de voksne

Da jeg i sin tid havde problemer med min skolefobi, var jeg syg.

Men jeg var blevet syg af at være presset af en lærer og en skole, der tillod og understøttede, at jeg blev lukket ude af en klasselærer, der beskyttede nogen og udsatte andre for et bredt udsnit af nederdrægtigheder.

Sådan er skolen ikke i dag, sådan gør lærerne ikke. De gør, hvad de kan for at værne, beskytte og hjælpe den enkelte elev. I dag er det imidlertid den overordnede skolepolitik og det medfølgende samfundsmæssige pres, som selv de gode og meget ansvarlige lærere ikke kan beskytte børnene imod.

Endnu flere børn end i min tid får en diagnose, fordi de lider psykisk. Ikke fordi de møder en pervers lærer, som jeg gjorde, men fordi de møder et perverst samfund, inklusiv en pervers skolepolitik. Jeg ville bare være hjemme. Her lå min eneste mulighed for tryghed.

Men hvor skal børnene finde tryghed i dag? Hjemme – jamen, her er forældrene jo presset af et arbejdsmarked, rundet af samme økonomiske præstationsværdier som skolen.

Den folkeskole, hvor der går flere og flere børn med diagnoser, nu også med skolevægring, er en skole, der er blevet udsultet langt over smertegrænsen. Derfor går det børnene, som det er gået de voksne, ikke mindst på det offentlige arbejdsmarked: De bliver syge

Er det blot en tilfældig sideeffekt ved vores samfundsform, at flere og flere børn får flere og flere diagnoser, blandt andet skolevægring, og at de voksne bliver syge af en alt for høj arbejdsmoral? Normalt vil man betragte dette som voldsomme krisesymptomer.

En undersøgelse har vist, at hver femte dansker har prøvet at pjække fra arbejde. Men omvendt at syv ud af ti er taget på arbejde, trods sygdom. Organisationen Dansk Erhverv kalder situationen “uacceptabel” – altså, at der er så mange sygemeldinger, ikke at så mange går på arbejde, selv om de er syge.

Vi ved desuden, at der er problemer med unges fravær på skoler og uddannelser. Det er også uacceptabelt og skal bekæmpes hårdere end hidtil, mener undervisningsministeren, blandt andet ved at kunne fratage de unge SU.

Men hvad er det, der er uacceptabelt på arbejdsmarkedet, og hvad er det, der skal bekæmpes på skole- og uddannelsesområdet?

Det politiske svar er både entydigt og indskrænket: Det er de syge og de fraværende! Der er ingen vilje til at se nuancer, og det gør løsningerne så forsimplede, at de bliver modproduktive.

Hvad er det for et samfund, der giver børnene problemer, så de mister gnisten, lysten og glæden ved skolen? Dette spørgsmål må stilles på samme måde, som spørgsmålet om, hvad det er for et samfund, der gør de voksne på arbejdsmarkedet syge

I den gode del af ledelsesteorien antages det, at en medarbejder, der føler sig presset til at lyve sig syg, er udtryk for et ledelsesmæssigt svigt på virksomheden. Vedkommende er ikke nødvendigvis en fiasko, en dårlig kollega, doven, dum, eller udstyret med en svag arbejdsmoral.

Pjæk (eller regulær sygdom) kan skyldes dårlig ledelse og er ikke nødvendigvis et moralsk problem hos medarbejderen, men et problem med virksomheden og dens ledelse. Det tilsvarende kunne siges om folkeskolen og uddannelserne.

Hvis vi tager folkeskolen, blev de seneste forhandlinger om skolens fremtid rykket til Finansministeriet; ikke et ministerium, der huskes som det bedste sted at få varetaget skolens udvikling.

Den folkeskole, hvor der går flere og flere børn med diagnoser, nu også med skolevægring, er en skole, der er blevet udsultet langt over smertegrænsen. Derfor går det børnene, som det er gået de voksne, ikke mindst på det offentlige arbejdsmarked: De bliver syge.

Hvad vil der ske med skolen, hvis vi får gjort de børn, der lider af skolevægring, mere robuste? Intet, for så er det jo dokumenteret, at skolen ikke har noget problem, men at det er børnene og familierne, der er problemet.

Ligesom de fleste voksne gerne vil arbejde, vil de fleste børn gerne gå i skole. Børn er nysgerrige, motiverede og aktive, og vil gerne lære nye ting.

Derfor: Hvad er det for et samfund, der giver børnene problemer, så de mister gnisten, lysten og glæden ved skolen? Dette spørgsmål må stilles på samme måde, som spørgsmålet om, hvad det er for et samfund, der gør de voksne på arbejdsmarkedet syge. Var det det, vi ville, i et af verdens rigeste samfund?


POV er et uafhængigt, læserstøttet medie.
Kan du lide Peter Schjødts artikler, kan du støtte hans arbejde via hans
MobilePay på 22761055


Topfoto: Pixabay

Peter Johannes Schjødt er uddannet i filosofi og samfundsvidenskab. Har skrevet en lang række bøger, bl.a. ”Velfærd eller ufærd?”, ”Kritik af den politiske optimisme”, ”Tiden, tempoet og tomheden” og ”Julies hjerte.” Er desuden medforfatter til ”Magtens Bog”.

Har tidligere været redaktør ved DRs P1, og leder af Radiodokumentaren, også ved DR, og desuden kommentator ved Information og boganmelder ved Berlingske.

I dag er han freelanceskribent, foredragsholder og blogger om kultur, etik og eksistens. Du kan følge Peters arbejde på bloggen peterschjodt.wordpress.com.

Seneste artikler om Børn & unge

Med vidt åbne øjne

ESSAY – “Som mor til børn med kroniske og alvorlige, truende tilstande