Sine Christiane Gerstenberg: Grøn mad uden frelst bismag

Sine Gerstenberg 13.10.2017

Som rutineret mor og erklæret gourmet gik der pludselig koks i hverdagen. Men så skete der noget. Sine Christiane Gerstenberg fandt ny inspiration og energi og fortæller om aftenmåltidets betydning.

Det gik for alvor galt, da jeg blev mor for anden gang. Da der kun var én baby i huset, kunne vi udskyde måltider, så de passede til ammerutinen og dagsformen. Vi improviserede hurtige, nærende salater med kyllingfilet, ferskner, cashews og fårefeta, eller vi stegte rare fiskefrikadeller og serverede dem med salat af haricots verts, rødløg, oliven og vinaigrette, grov remoulade med generøse mængder af store kapers skåret i fine skiver og røde ris med hasselnødder, persille, olivenolie og citron.

Jeg er vokset op i et hjem, hvor måltidet altid har været i centrum. Det hjemmelavede, langstrakte måltid

Vi kunne jo bare spise, når det passede, og ikke når uret kommanderede os til det. Men med to børn fik hverdagen umærkeligt, men overraskende hurtigt en ny iboende logik. Der kom bagkant på dagen, hvor der før havde været frirum.

Fra mindste mand til største

Der var nu dobbelt så meget vasketøj, der var tider, der skulle afleveres til, og jeg skulle ile fra mødregruppe eller putteseance med mindste mand for at hente den største i vuggestuen. Og således gik det til, at det hver dag overraskede mig, at klokken ramte atten, og at der skulle laves aftensmad. Igen.

Så hvorfor kunne jeg nu som rutineret mor og erklæret gourmet pludselig ikke finde inspiration og energi til at behandle aftensmåltidet med den kærlighed og omhu, det fortjente?

Jeg er vokset op i et hjem, hvor måltidet altid har været i centrum. Det hjemmelavede, langstrakte måltid. Selv en ubetydelig tirsdag var alle fire blus i brug, og der fandtes ikke en langtidssimret gryderet eller en let sommeranretning, der i mit hjem ikke fordrede to-tre slags akkompagnement om det så var let kogt broccoli og en agurkesalat, råkost med æbler, rosiner og nødder eller blancherede asparges, ærter i bælg, radiser med purløg og rygeost eller dampende og duftende majskolber med gult smør og grov salt. Vi spiste alle måltider siddende og over tid; telefonen fik mundkurv på og fjernsynet var hensat til skammekrogen.

Så hvorfor kunne jeg nu som rutineret mor og erklæret gourmet pludselig ikke finde inspiration og energi til at behandle aftensmåltidet med den kærlighed og omhu, det fortjente? Hvorfor denne stedmoderlige behandling af min familie, hvor den belejlige take away blev til en hverdagsforteelse?

Så skete der noget

For selvom vi stort set altid valgte mad fra steder, der rimede på noget med sund og salat, var fast fredagsinventar i sticks n’ sushi køen og kunne bestille butter chicken og vegetarisk dahl fra den lokale inder, så begyndte det hele at smage ens, salt, fedt og værst af alt: ens.

Men så skete der noget.

Jeg mødte David og Luise. Af omveje og ikke personligt, men alligevel blev de en slags nye bedste venner. Jeg fik mit tredje barn, og jeg fik nok. Af take away, af at føle vi spiste godt, men ikke godt nok, af ikke at være bevidst i alle måltidsvalg og af at føle, at kroppen var fyldt med et ekstra lag væske og en overskudslager af salt.

Og jeg erkendte samtidig, at jeg gerne ville bruge flere penge på mere mad, så længe vi spiste op. Intet madspild, ingen hovsaløsninger.

Og så hørte jeg flere podcasts om bæredygtighed, om alle de køer, der går og prutter, og grise, der behandles svinsk

Jeg var ved at lave research til et trendseminar, der blandt andet tog udgangspunkt i Naomi Kleins bog ‘This Changes Everything’ og Jonathan Safran Foers ‘Eating Animals’. Og så hørte jeg flere podcasts om bæredygtighed, om alle de køer, der går og prutter, og grise, der behandles svinsk.

Og jeg blev klar over, at den skabsvegetar, jeg havde holdt mig til at være i mange år, var klar til at blive springe ud. Og det var ikke en frelst eller missionerende en af slagsen, jeg ønskede at udsætte min familie for.

Det skulle derimod være en lige dele rationel og hedonistisk version, af den hippie-ficerede spiser, der flyttede ind i vores køkken. En der praktiserede køkkenøkonomi og madplaner, samtidig med at hun eksperimenterede med ghee, mandelmælk, tofu og tahin.

Jeg kastede mig ud i alverdens eksperimenter med diverse vegetariske inspirationer, men det var dem fra Luise Vindahl og David Frenkiels bøger og blog, Green Kitchen Stories, der blev tilbagevendende indslag i madplanens ugemenu.

For selvom deres mad skal være sund, så er den først og fremmest sanselig, smagfuld og bedst af alt: hyggelig at servere. Parret skaber måltider, der samler mere end de skiller; her føler du ikke at kødet er valgt fra, men blot at grøntsagerne, krydderierne og korn, kerner og quinoa er valgt til.

De minder mig om, at det hverken behøver at være dyrt, besværligt eller helligt at leve vegetarisk

Deres seneste bog, Green Kitchen at Home, er allerede blevet min personlige favorit. Den tager nemlig udgangspunkt i den hverdag, de selv lever som forældre til tre små børn. Hvor ulvetime og kræsenhed er daglige og uundgåelige benspænd inden et roligt og tilfredsstillende aftensmåltid kan nydes.

Den nye kogebog er genial, fordi den er pragmatisk uden at være kedelig. Den minder os fortravlede hverdagskokke om, at det ikke er nok at have skabet fyldt med Urtekram og grøntsagsskuffen proppet med alt godt fra Årstiderne.

Det er mindst lige så afgørende at være beredt. Luise og David husker mig på, at det er en god ide at koge linser til en uge fremfor til et enkelt måltid, at god pasta med hjemmelavet pesto snildt kan gøre det ud for en servering, og at jeg lige så godt kan lave chiagrød klar til såvel morgenmad som lækker dessert, når nu jeg er i gang.

Og bedst af alt: de minder mig om, at det hverken behøver at være dyrt, besværligt eller helligt at leve vegetarisk – tværtimod får du regnbuens farver serveret på tallerkenen langt oftere, end hjemme hos den almindelige kødæder.

Jeg har aldrig mødt David og Luise. Men min familie og jeg har dem med til bords flere gange om ugen.

Foto: Privat

POV har endnu ikke råd til at lønne sine skribenter. Men hvis du har læst artiklen her og syntes om den, og gerne vil bidrage til Sine Christiane Gerstenbergs arbejde, kan du sende hende et beløb på hendes MobilePay:27 27 70 38.

Sine Gerstenberg

Kærligheden til ord voksede ud af frustration. Frustrationen over, at jeg som fireårig ikke kunne læse bagsidelekturen på OTA Solgryn og underteksterne til søndagens episode af Dollars. Jeg måtte lære mig selv at læse og det omgående. Læsning ledte til skuffeskriverier, og begge dele førte mig ud i sværmerier for Søren Kierkegaard og F. Scott Fitzgerald, Virginia Woolf og Jane Austen. I 2005 sprang jeg ud som cand.mag i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, og startede fluks en karriere, hvor formidling, frankofili og trendforskning er omdrejningspunktet bl.a. som journalist på Politiken, redaktionschef for Vs. Magasin og som Nordic PR Lead hos L’Oréal. I dag skriver jeg fortsat uophørligt, læser sultent, har netop færdiggjort min første roman og arbejder på flere bøger. Og så er jeg mor til tre, glædeligt gift og bosat på Frederiksberg. Jeg bidrager primært til POV med litteraturanmeldelser: Fra tunge klassikere over flyvske digtsamlinger til sprøde kogebøger, der ikke bare stiller mavens sult men også mætter ånden og tilfredsstiller æstetisk. Tak fordi du læser med.