Rejsebrev: De Dødes Dag i Guatemala – del 2

af i Featured/Internationalt/Kultur/Liv & Mennesker

I forbindelse med et igangværende fotoprojekt om døderitualer med titlen “Dead and Alive” var den prisvindende fotograf Klaus Bo i 2015 i Guatemala, hvor han kiggede nærmere på fejringen af De Dødes Dag, 1. november. Nu er det tid igen, og vi bringer den anden af to rejsebeskrivelser fra fejringen af dagen i byerne Sumpango og Santiago de Sacatepéquez, som begge ligger 2-3 timers kørsel vest for hovedstaden Guatemala City. Den første del kan læses her. Op til fejringen bygger man nogle gigantiske farverige drager, hvoraf nogle kan flyve, mens de største står lænet op af store træpæle på eller ved kirkegården.

2/11-2015

For nogle dage siden flyttede jeg ud på det eneste hotel i byen Santiago de Sacatepéquez. Hotellet ligger dog lidt langt fra byens centrum og ikke mindst fra kirkegården. Den første dag mødte jeg imidlertid en flink mayaindianer (og tidligere borgmesterkandidat i byen), som tilbød mig, at jeg kunne bo hos ham. Så nu er jeg indlogeret hos ham og hans familie i familiens hus i byens centrum. Det gør tingene lidt lettere.

Gonzalo, som han hedder, tog mig ud og se på de sidste forberedelser til De Dødes Dag i byens forsamlingshuse og sportshaller. Her er man ved at lægge sidste hånd på de gigantiske drager (barriletes gigantes), som skal op og stå om få dage.

Det er hovedsagligt de unge i byen, der går sammen i grupper og bygger de store drager, og der ligger ofte op til et halvt års arbejde bag hver konstruktion. Gonzalo fortæller, at traditionen med dragebyggeriet har udviklet sig over årene, de store drager er vokset i størrelse og er i dag op til 18 meter høje. Udover at være en del af festlighederne på De Dødes Dag er dragebyggeriet samtidig med til at få de unge væk fra gaderne, skabe sammenhold og mindske kriminaliteten i Santiago, hvor der bor omkring 25.000 mennesker. Prisen for de store drager varierer alt efter udsmykning og hvor mange penge, de unge kan få samlet sammen. Men prisen for materialerne ligger typisk på omkring 40.000 quetzales (34.000 kroner).

Dagen inden De Dødes Dag er de sidste forberedelser på kirkegården stadig i fuld sving. Folk er begyndt at lægge blomster på gravene. Det er Tagetes, men her kalder man dem også “flores de los muertos” (de dødes blomster). Det er de samme blomster, som man bruger ved døderitualer i blandt andet Indien og Nepal.

De sidste grave og navneskilte males op, og samtidig er dragebyggerne begyndt at bygge de enorme skeletter, som de store drager skal spændes op på.

_dsf1568
Nogle af byens unge arbejder på deres gruppes drage i dagene op til festlighederne.
En gruppe af byens unge i færd med at rejse en af de høje pæle, som de store drager kommer til at stå lænet op ad.
Inden de sidste grave er helt klar, begynder de unge at bygge de store bambusskeletter som dragerne spændes ud på.
008_dsf3471
Bambusskeletterne tager gerne 12-15 timer at bygge, og de unge arbejder fra sen eftermiddag og hele natten til d. 1/11 på kirkegården med at bygge dem.
En issælger bakser med sin vogn om morgenen, inden festen begynder.

Byggeriet af disse skeletter foregår på selve kirkegården, og mens folk er ved at lægge sidste hånd på deres forfædres grave, slæbes kæmpe bambusstængler ind over kirkegården. Det store arbejde med at istandsætte og gøre gravene pæne, virker en smule omsonst, når de allerede inden De Dødes Dag trampes i stykker igen på grund af arbejdet med at bygge drageskeletterne. Men der er ingen sure miner, og folk fortsætter ufortrødent.

Det viste sig, at der ikke var så meget gang i festlighederne d. 31/10 om aftenen. Det eneste, der foregik på kirkegården, var de unge, som stadig var i gang med at bygge de skeletter, dragerne ville blive spændt ud på dagen efter. Modsat mange andre steder i verden og i Guatemala, har man her i Santiago ikke den samme tradition med at sætte et hav af stearinlys på gravene, som man ellers normalt ser billeder af. Så jeg sparede på energien, gik forholdsvis tidligt hjem og gjorde mig klar til dagen efter.

De Dødes Dag

Jeg begyndte forholdsvis tidligt på den store dag. Det var der også mange andre, der gjorde. Hele gaden op til kirkegårdens indgang var i løbet af natten blevet forvandlet til en stor handelsgade med boder, der sælger alt fra mad, små drager til tøj, tasker, lokal brugskunst, plastikdimser i massevis og meget andet. Udenlandske turister var der ikke mange af, men det forventes, at der vil komme op til 50.000 besøgende på selve dagen, – hovedsagligt lokale guatemalanere.

En lind strøm af velklædte mennesker bevæger sig mod kirkegården og mange lokale sidder allerede ved deres forfædres grave og småsludrer, drikker øl eller sodavand og spiser mad og snacks, mens de venter på at se de kunstfærdige kæmpedrager blive rejst.

Kirkegården bliver hurtigt proppet med mennesker, og man skal virkelig passe på, hvor man går for ikke at snuble i de mange dragesnore som flyder overalt og er viklet ind i kors, mennesker og grave. Desværre var det en dag med knap så meget vind ved jorden, så der skulle kæmpes for at sætte de mellemstore (5-8 meter) drager op.

En familie spiser snacks og hygger sig på familiegravstedet.
Endnu en issælger med sin vogn

Kirkegården begynder at minde om en stor folkefest. Familier sidder i deres pæneste skrud ved deres forfædres grave, issælgernes klokker ding’er uafbrudt mens de bakser med deres vogne i den løse jord mellem gravene, børn leger med små papirsdrager mens unge mænd spurter hen over de nyistandsatte grave i forsøg på at sætte de mellemstore drager op. Der var høj musik og taler fra en stor scene i den ene ende af kirkegården og med mellemrum hujede og klappede folk ivrigt, når det lykkedes at rejse en af de gigantiske drager.

Ved 10-tiden kom den første af de store drager op at stå. Nok har jeg set billeder af det, men at stå der og se disse kunstfærdigt udsmykkede kæmpedrager blive rejst er noget ganske andet.

Monumentale og farverige, bliver dragerne rejst én efter én, og i løbet af eftermiddagen var alle drager oppe at stå. Dragerne er lavet af stof og papir og det farverige design er en blanding af kunst og tradition og har ofte et religiøst eller folkeligt tema. I de seneste år, er der også begyndt at indsnige sig forsigtig politisk kritik rettet mod den voksende korruption i landet.

_dsf4292
De store drager koster omkring 40.000 quetzals (34.000 kroner) i materialer og tager op til et halvt år at fremstille.

Før i tiden fløj man med de store drager. Det var dog inden de blev så enorme, som de er i dag, hvor de største drager er omkring 8 meter i diameter. I dag står de største drager fast, lænet op ad høje pæle, og et dommerpanel kårer en vinder ud fra design og budskab. Den vindende drage fik lov at stå til dagen efter, hvor kirkegården lignede noget der mindede om en dansk musikfestival efter lukketid.

016_dsf5282
Vinderdragen får som den eneste lov at stå tilbage om aftenen d. 1/11, efter de andre drager er taget ned igen.

Alle fotos: Klaus Bo.

Har du lyst til at støtte Klaus’ videre arbejde med at dokumentere døderitualer har du mulighed for det via MobilePay: 26 21 21 65

Klaus Bo er en autodidakt freelancefotograf med base i København.

I 1993 begyndte Klaus at fotografere på hobbyplan. På det tidspunkt studerede han på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men fotografiet tog hurtigt over. Et år efter at have færdiggjort konservatorieuddannelsen begyndte han at fotografere for forskellige mindre magasiner og organisationer i Danmark.

Lige fra begyndelsen af sin fotografiske karriere, fokuserede Klaus på de nærmeste omgivelser samt kulturelle og sociale problemstillinger. Det resulterede i tre store soloudstillinger: "Agnus Dei l" (Øksnehallen, København), "Agnus Dei ll" (Sønderjyllands Kunstmuseum) og "Vi er her osse.." (Øksnehallen, København).

I 2006 begyndte Klaus at dokumentere kulturelle, sociale og politiske emner uden for Danmarks grænser, herunder irakiske flygtninge i Syrien, den koptiske skraldeby i Kairo, Holi Festival i Indien, de maskerede kvinder i det sydlige Iran, sultkrisen i Niger (med CARE), eftervirkningerne af orkanerne i det nordlige Haiti (i samarbejde med MSF), fire rejser til Port-au-Prince efter jordskælvet, flygtningesituationen på den tunesisk/libanesiske grænse efter Libyens kollaps, migrationsproblemerne og kvinders rettigheder i det vestlige Nepal (med CARE) og senest dokumentation af Dansk Flygtningehjælps arbejde i Afrikas Horn og Irak.

For fem-seks år siden begyndte Klaus på det, der tegner til at blive hans livsværk; at fotografere døderitualer forskellige steder i verden. Et selvfinansieret bog- og udstillingsprojekt om det sidste farvel på tværs af kulturer, religioner, etnicitet og geografi. "Dead and Alive" hedder projektet, og selvom han knap er halvvejs igennem, har dele af det allerede været bragt i Politiken og Ud&Se og andre dele har været udstillet på Fotocaféen og Moesgaard Museum. National Geographic bragte desuden et større udvalg af billeder fra projektet (online) i marts 2016.

Klaus har vundet adskillige nationale og internationale priser for sit arbejde, og er i 2016 nomineret ved Årets Pressefoto for et udvalg af billeder fra projektet Dead and Alive.

Har du lyst til at støtte Klaus' videre arbejde med at dokumentere døderitualer har du mulighed for det via MobilePay: 26 21 21 65

Seneste artikler om Featured