Selvom man elsker satire, kan den kærlighed godt vise sig betinget, hvis det er ens egen branches selvhøjtidelighed, der bliver udstillet. Sebastian Dorset giver et par velmente hug til journaliststanden og glæder sig til på søndag, hvor “Tæt på Sandheden” afslører, hvad deres spørgsmål ved Anne Mee Allerslevs pressemøde skulle gøre godt for.
Danske journalister elsker satire. Det har de selv understreget, mange af dem, efter Jonatan Spang dukkede op til det pressemøde, hvor Anna Mee Allerslev bekendtgjorde, at hun stoppede i politik. For han tog sig den frihed at stille et spørgsmål til Anna Mee Allerslev, lige midt i den tid, hvor det var meningen at man skulle stille spørgsmål til Anna Mee Allerslev. Og det var et problem.
Det mener chefredaktørerne fra fornemme publikationer som Berlingske og BT og Altinget og mange politiske journalister. Selv Jyllands-Posten fik tid til at skrive en leder om det, hvilket må betyde at herboende muslimer tilsyneladende har holdt en form for pause i indførelsen af kalifatet.
Hvis en journalistisk arbejdsplads krævede at man stod kampsvedende i et tætpakket lokale og råbte i munden på hinanden, ville arbejdstilsynet lukke de fleste aviser. Pressemødet er offerets arbejdsplads. Det er ”afholderens” mulighed for at give en besked til en stor flok på samme tid
Det varierer lidt, hvad de forskellige journalisttyper anser for det største problem, men kernen er at Jonatan Spang er vært på Satireprogrammet ”Tæt på sandheden” og dermed ikke rigtig journalist. Så når de rigtige journalister i den her sammenhæng fortæller, de elsker satire, så er det lidt på samme måde, som når en taxachauffør siger, han ”ikke er racist, men…”
Spændt på søndagens afsnit
Det er meget almindeligt i journalistfaget, faktisk, at man holder umådeligt af satire på det principielle plan. Der er bare altid noget galt med den satire, der rent praktisk bliver lavet.
Og i det her tilfælde var der meget galt: Jonatan Spang og hans kompagnon stillede nemlig Anna Mee Allerslev to af de spørgsmål, hun var blevet stillet i den valgvideo, hun selv havde fabrikeret. Personligt er jeg spændt på at tænde for DR2 på søndag klokken 21:00 og se, hvad han og holdet har fået ud af indslaget, når der igen er Tæt på Sandheden.
Jeg har svært ved at gætte det nu, men det må være fordi jeg ikke er så satirekyndig som journalistanden, der kan forudsige at det bliver plat og dumt. For de må jo være synske, og ikke bare bedømme det på deres oplevelse af pressemødet, efter deres eget raseri i kølvandet på Lars Løkkes pressemøde om GGGI-sagen, hvor landets journalister klynkede over at kvaliteten af deres spørgsmål mødte kritik: Man skulle vurdere det færdige produkt, jo, ikke arbejdsprocessen, forklarede de.
Kun 15 minutters spørgetid
Kritikken af Jonatan Spangs spørgsmål deler sig i tre tårevædede hovedstrømme. Den ene er hensynet til stakkels Anna Mee Allerslev, der stod der og måtte trække sig. Og så ligner det ikke noget at stille et spørgsmål, der er satire! Det må da være skønt for Anna Mee at møde sådan en empati fra pressen, der har ført til hendes afgang. Som hvis bødlen tysser på folk til begravelsen.
Den anden handler om at satirespørgsmålet spildte tid for de hårdtarbejdende journalister, eftersom Anna Mee Allerslev kun havde stillet 15 minutter til rådighed for spørgsmål.
Tjoh, men jeg har aldrig oplevet en journalist holde kæft med sit spørgsmål, af respekt for de kolleger, der måtte sidde inde med et bedre. Tidsbegrænsningen er arrangørens valg, og alle med en selvstændig vinkel vil meget hellere stille deres spørgsmål i enrum, for ikke at lede resten af flokken på sporet.
Derfor tilhørte de fleste spørgsmål, frem til Jonatan Spang fik sit halve minut, hvad man kunne kalde ”fortryder du?”-genren, og gjorde at pressemødet fremstod som et lokale fyldt med forsmåede ex-kærester.
Journalisternes arbejdsplads
TV2s Anders Langballe var i News og Co decideret oprevet over at se et pressemøde forstyrret på den måde, men det er forståeligt, da langt de fleste pressemøder bliver fuldkommen okkuperede af TV2 og DR-Nyhederne, som gennem kameraets magi får de første mange spørgsmål, og efterlader smulerne til resten af pressekorpset, når de selv har stillet sulten.
Satirens funktion er også at pege fingre ad det opstyltede og punktere det selvhøjtidelige. Det lykkedes Jonatan Spang på 30 sekunder. Men det er selvfølgelig ikke så sjovt for journalisterne, når det var deres selvhøjtidelige opstyltethed, der efterfølgende blev tydeliggjort. Af dem selv, endda
Han kaldte pressemødet ”journalisternes arbejdsplads”, men som god liberal må han vel erkende at det var Anna Mee Allerslev, der valgte, hvem af de tilstedeværende, der fik lov at spørge om noget. Og at hvis en journalistisk arbejdsplads krævede at man stod kampsvedende i et tætpakket lokale og råbte i munden på hinanden, ville arbejdstilsynet lukke de fleste aviser. Pressemødet er offerets arbejdsplads. Det er ”afholderens” mulighed for at give en besked til en stor flok på samme tid.
Da Anna Mee Allerslev først havde meldt sin afgang, var der stort set ikke mere at tale om. Hvis hun havde valgt at blive og kæmpe, havde der været masser af relevante spørgsmål, men nu var det højeste, pressekorpset kunne svinge sig op til at lyde som moderen til et skolebarn, der har tabt sine vanter.
Den store satirikersværm
Den tredje sti fører ind i det kontrafaktiskes gådefulde parallelunivers: Hvad nu hvis ALLE mulige dukkede op til pressemøder og stillede fjollede og irrelevante spørgsmål. Ja, uha: Nævn to eksempler, som IKKE er Anders Lund Madsen eller Signe Molde? Og som med som meget andet: Skal vi ikke vente med at tackle den krise, til den opstår? Den store satirikersværm anno 2019? Egyptens 11. plage.
Satirens funktion er også at pege fingre ad det opstyltede og punktere det selvhøjtidelige. Det lykkedes Jonatan Spang på 30 sekunder. Men det er selvfølgelig ikke så sjovt for journalisterne, når det var deres selvhøjtidelige opstyltethed, der efterfølgende blev tydeliggjort. Af dem selv, endda.
Det er sgu da en udlicitering, der vil noget, DR2 her fik præsteret. Præcis hvad mange af dagbladene har bedt om i årevis, så de burde takke ”Tæt på sandheden” i stedet for at beklage sig.
Topfoto: Jonatan Spang. DR-pressefoto. Foto: Bjarne Bergiues Hermansen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her