Det var det. Ikke mere Danmarkshistorie for licenskronerne i denne omgang. Asser Amdisen anmelder seriens sidste afsnit og giver derefter sin bedømmelse af hele projektet. Der er masser af ros, både til afsnittet og til serien, men Asser kan få øje på flere problemer – både som faghistoriker og tv-seer.
Så er det slut. Danmarkshistorien sluttede med et næsten positivt budskab om, hvordan fremtiden i 1989 så lys ud, men også med en advarsel om, at optimismen næppe varer ved – og med Lars Mikkelsen skuende tænksomt mod fremtiden.
Dagens tekst vil først bruge tid på Danmarkshistoriens nyeste afsnit og dernæst forsøge at give en samlet vurdering af serien og dens budskab.
Danmarkshistoriens slutning?
Seriens sidste afsnit havde på samme måde som sidste uges afsnit en kvindevinkel, der ikke var irrelevant, men måske nok igen virkede en lille smule som et alibi, som skulle med for at komme til den rigtige historie. Inger Merete Nordentoft og Kirsten Hüttemeier spillede hovedrollerne og fokus var på dels kvinders rettigheder og politiske handlefrihed gennem Nordentoft dels om udviklingen i kvindeliv efterhånden som velfærdsstaten slog igennem ved Kirsten Hüttemeier.
Personligt kunne jeg godt lide Nordentoft, som er en central historie – om end de største kontroverser blev nedtonet. Til gengæld synes jeg, at Hüttemeier-vinklen manglede bid. Den moderne husmor, hvor kvinderne var mødre og gik hjemme med alskens elektronik, var et internationalt fænomen startet i USA i 1930erne i et bevidst forsøg på at holde kvinderne ude af arbejdsmarkedet.
Vi blev erobret af englænderne og vestmagterne og derfor holdt vi med dem – på samme måde, som vi sikkert med stor glæde og begejstring ville have holdt med russerne, hvis de var kommet først
Det er muligt, at Persil og vaskemaskinen sparede kvinderne for noget tid, men til gengæld var de en del af en strukturel undertrykkelse, hvor udseende, forbrug og rollen som den støttende hustru lagde en kvælende dyne over kvinder i hele verden.
Den sammenhæng og den egentlige rødstrømpebevægelse i 1970erne havde været langt mere interessant at få med end skåneærmernes herskerinde, men en sådan vinkel havde nok ødelagt den harmoniske fortælling.
Politikeren var økonom
For harmonisk var det. Danske politikere med Jens Otto Krag i spidsen, som tog fornuftige beslutninger, drev velfærdsstaten fremad. Drivkraften blev fremstillet som angsten for kommunismen – fuld beskæftigelse var i det lys den eneste vej til at undgå kommunismens fremmarch.
Nogen sandhed er der uden tvivl i dette, men for det første var det ikke en personbåren indsats fra Krag, selvom han uden tvivl spillede en væsentlig rolle, men en generel ændring af det politiske fra at være styret af interesseorganisationer som fagbevægelsen og landboorganisationerne til en ny verden, hvor det politiske væsen var økonom og havde mere til fælles med andre økonomer end med vælgerbefolkningen.
Krag var en ud af lang række af økonomer, som prægede udviklingen af den moderne velfærdsstat. Det er måske bare lidt naivt, at tro at kommunismeforskrækkelsen var et politisk valg – det var nærmere en konsekvens af krigens resultat. Marshall-hjælpens grundide var jo at købe sig fri af kommunismen, vi tog imod pengene og så var resten ret meget givet derfra.
Når Danmark endte på USA’s side, handlede det reelt ikke om politiske valg. Den beslutning var truffet for os, da engelske kampvogne rykkede ind i Danmark. Vi blev erobret af englænderne og vestmagterne og derfor holdt vi med dem – på samme måde, som vi sikkert med stor glæde og begejstring ville have holdt med russerne, hvis de var kommet først.
Den sort/hvide opfattelse af de onde russere og de gode amerikanere blev også noget forsimplet i udsendelsen. I dag ved vi, at der ikke var meget pænt at sige om Sovjetunionen, men vi glemmer ofte, at der såmænd heller ikke var så meget pænt at sige om USA.
Det var fint og rigtigt at nævne Sovjets overgreb i Tjekkoslovakiet og Ungarn, men man kunne også med samme ret have nævnt Chile i 1973 og mange andre steder, hvor vestmagterne ikke var et hak bedre. Der var ikke mange rene hænder under den kolde krig – heller ikke i Danmark, hvor socialdemokratiske regeringer løj over for deres egne vælgere og lod amerikanerne gøre fuldstændigt, hvad de ville. En lille fodnote om Thule sagen kunne man måske godt have nået.
Intet om kolonierne
I det hele taget manglede afsnittet i den grad kolonierne. Man hørte intet om Island, som blev selvstændigt i 1944 eller om Grønland, som fik selvstyre i 1978, men for hvem efterkrigstiden var et fuldbyrdet mareridt af velmenende og fuldstændigt kiksede forsøg på af civilisere vore nordlige undersåtter. Den historie burde man have fundet plads til.
Skal man sige noget positivt om afsnittet må det være, at man faktisk har lyttet til noget af kritikken og lod udenlandske forhold påvirke Danmarkshistorien. Det kommer så sent i serien og trods alt med så ringe kraft, at man sidder lidt med fornemmelsen af, at i denne efterkrigsperiode kunne man ikke undgå at lade udlandet komme med.
Det kommer bare til at fremstå, som om vi her lader os påvirke udefra, selvom virkeligheden nok nærmere er, at vi har fået lov til en gang imellem at få lov til at bestemme lidt selv. Hvis man skrifter navne og nogle datoer ud, ville meget af dagens afsnit kunne have handlet om et hvilket som helst vesteuropæisk land.
Historien om Danmark
Nu har vi set det hele og fået et samlet overblik. Overordnet set har jeg været glad for serien. Den har virkelig fået skabt interesse og debat ud over det ganske land, så der bobler nye aktiviteter og diskussioner af Danmarkshistorien op over alt, og det er ikke nogen ringe præstation i et mediemarked, som i høj grad er domineret af Netflix og Youtube.
Det er lykkedes for DR, og selvom meget kritik følger, er denne udsendelsesrække public service, når det allerbedst og DR er den eneste institution, som ville kunne gennemføre en så imponerende og så storslået udsendelsesrække. Tak til DR og tak til licenssystemet for, at der stadig kan laves den slags fjernsyn i dag.
I en udsendelse, som i øvrigt er så smukt filmet og på et så højt æstetisk niveau, er det altså en skam, at man hele tiden skal klippe over til den lokale dilettantgruppe i Nørre Bøvelse forsamlingshus, som giver deres firepersoners udgave af slaget ved Lund
Udsendelsens absolut stærkeste side har været den hær af eksperter, som gennem hele udsendelsen har fået lov til at føre ordet. Det virker dog lidt i de senere afsnit som om, man er gået væk fra udelukkende at lade de tunge akademiske stemmer føre ordet, hvilket er lidt en skam, for selvom de formidlere, som er inde i stedet for, er fremragende historikere og storartede fortællere, giver det mindre dynamik i forhold til de mere letbenede dramatiseringer.
Jeg synes, det har fungeret godt med de akademiske eksperter, som jeg kender en del af og derfor ved, at der ligger timers fortællinger bag de få klip, som er med i udsendelsen. De er ikke alle lige gode fortællere og derfor er det faktisk flot, at man i de interviews har haft snilde og tålmodighed til at vente på de gode citater og dermed skabe et flow af udsagn, som kommer fra den ypperste fagkundskab – og endda på klart dansk.
For mange vinkler
Dog savner jeg en lidt mere stringent overordnet plan for serien. Man ser, hvordan forskellige ekspertpaneler til forskellige tider svinger fortællingen fra det ene historiesyn til det andet. Hvad er egentlig drivkræfterne i historien?
Mener serien, at det er den politiske historie med konger og krigere, som er den vigtigste? Mener serien, at Danmark formes i samspil med udlandet eller er det en selvstændig udvikling, som primært er dansk?
Mener serien, at randeksistenser som fattige, indbyggere i kolonierne, slaver og inderster på landet er kuriosa, som kan få lidt tid, hvis vi har tid – eller er de et spejl af samfundet, som viser samfundets egentlige natur? Disse spørgsmål er centrale spørgsmål for alle, som arbejder med historie over lange tidsperioder. Og der er flere endnu.
Modsat med dramatiseringerne. Jeg synes, de har været forfærdelige. Det har været, som ti timers dilettant, hvor for få og for dårlige skuespillere desperat har forsøgt at genskabe en fortid, som de aldrig har haft en chance for at kunne komme i nærheden af
Der er oftest ikke noget svar på, hvad der er det rigtige svar, men hver historiker har sin egen vinkel og indgang til, hvordan historien skal fortælles. Men det har serien ikke haft. Man skøjter fra den ene historieopfattelse til den anden. Da Erik Kjersgaard lavede sin tv-historie i 1980erne var det hans historie og dermed hans historiefilosofi. Den havde styrker og svagheder, men det var hans og man kunne snildt forstå sammenhængene.
Misundelig på Lars Mikkelsen
Nu er det Lars Mikkelsens og da han ikke er en stærk fagperson, står vinklen heller ikke særligt klart. Det er en svaghed, som nok kunne være blevet undgået, hvis man havde haft en stærkere faglig styring og identitet bag fortællingen. Eventuelt en eller tre historikere, der kunne have sat deres personlige, men nok også mere sammenhængende, præg på den overordnede fortælling.
Men hvad så med Lars Mikkelsen? Da jeg lagde linjerne for denne serie af anmeldelser meldte jeg klart ud. Som alle andre historieformidlere i dette land, var jeg ærlig talt irriteret over, at man havde valgt en kendisskuespiller frem for en historiefortæller til at lægge krop og stemme til historien.
Og jeg var da i særdeleshed godt gammeldags misundelig på manden, som i årene fremover bliver Danmarks største historieikon og autoritet – uanset at han bare har læst op. Men det fungerede usædvanlig godt. Bortset fra et enkelt afsnit, hvor skægget røg lidt hurtigt af og på, hvilket skabte nogen forvirring, så har han været et usædvanlig rart bekendtskab.
Han formår roligt og behageligt, at lægge lyd til Danmarkshistorien, hvilket har været en ublandet fornøjelse og hans interaktioner med dramatiseringerne har været fantastiske, da han dermed har sat dem i citationstegn, hvilket de har haft brug for.
Så fordi man kan få Danmarkshistorien til at ligne et afsnit af Bones, skøjter man hen over andre vigtige sager og lykkedes samtidigt af nedgøre hele den videnskab, som ligger bag udsendelsens eksperter
Samtidig virker det hele altså bedre med en professionel skuespiller. Det er han samt en fremragende vært, så lige på det område klapper jeg i hænderne og bøjer mig i støvet – i et svagt øjeblik vil jeg måske endda indrømme, at han gjorde det bedre, end jeg selv ville have kunnet gøre.
Modsat med dramatiseringerne. Jeg synes, de har været forfærdelige. Det har været, som ti timers dilettant, hvor for få og for dårlige skuespillere desperat har forsøgt at genskabe en fortid, som de aldrig har haft en chance for at kunne komme i nærheden af.
Fra oldtidens hipstere med smukke tandsæt til 1600-tallets velnærede bønder, til ridderhære, der løber rundt og fægter på jorden over til arbejdere, som forsøger at gøre Den Gamle By til det værste, kapitalismen kan mønstre. Det har været dårligt, kikset og helt umuligt.
Dilettantisk bras
Måske kan det lade sig gøre at lave ordentligt reenactment, men så skulle de stakkels mennesker hos DR have haft langt større ressourcer. Det er dygtige folk og jeg tror på, at de kunne have løst opgaven, men de havde tydeligvis ikke ressourcerne og derfor blev resultatet noget bras.
I en udsendelse, som i øvrigt er så smukt filmet og på et så højt æstetisk niveau, er det altså en skam, at man hele tiden skal klippe over til den lokale dilettantgruppe i Nørre Bøvelse forsamlingshus, som giver deres firepersoners udgave af slaget ved Lund. Det var pinligt at skue. Jeg indrømmer gerne, at jeg på forhånd var skeptisk over for den del af konceptet, da det er sindssygt svært at lave ordentligt og jeg fik ret, gjorde jeg.
En anden ting, som har irriteret mig gennem hele serien, er den journalistiske tilgang til prioriteringen af stoffet. Det er klart, at der skal prioriteres, når der skal laves den type fjernsyn, men det er det glade vanvid at lade cirkushistorien tage over og lade naturvidenskabelige undersøgelser af Egtvedpigen fylde så meget, at jernalderen falder ud.
Det er en meget sjov anekdote, at hun er fra Sydtyskland, men reelt set har man længe vist, at der var kontakt med de egne. Det var lidt det samme med den opgravede biskop i 1600-tallet. Det var i højere grad lægmandens begejstring over, at der nu var noget rigtigt (natur)videnskab til stede, som gjorde ham relevant.
Så fordi man kan få Danmarkshistorien til at ligne et afsnit af Bones, skøjter man hen over andre vigtige sager og lykkedes samtidigt med at nedgøre hele den videnskab, som ligger bag udsendelsens eksperter. En videnskab, der ikke er funderet i fine maskiner, som måler tal og siger ding, men i hårdtarbejdende humanister, som sidder på deres bagdel og læser, hvilket muligvis ikke er så godt fjernsyn, men det er faktisk den måde, vi langt overvejende producerer viden om fortiden på.
Min overordnede vurdering af udsendelserne er, at det er en serie, som er præget af dårlige budgetter og af manglende planlægning, der muligvis også har noget med budgetterne at gøre. Man skulle have brugt mere tid og faglig assistance på at finde en sammenhængende historie, man skulle have givet nok penge til at lave reenactment – eller have droppet ideen.
På trods af det har det været en flot, interessant og debatskabende serie, som virkelig har flyttet danskernes historiebevidsthed i den rigtige retning. Man kunne ønske, at man allerede nu gik i gang med at lave den nye udgave, som bør komme om ti år, hvor budgetter og planlægning er i orden.
Så heldige er vi næppe, så for os historikere er der næppe andet at gøre end at vende ryggen til lyssætning, Lars Mikkelsen og de glorværdige droneoptagelser og gå tilbage til pen og foredragssal og fortælle hvert vores bud på, hvordan Historien om Danmark burde være lavet – og det er måske ikke så galt.
Topfoto: DR pressefoto. Foto: Morten Krüger.
Links til tidligere anmeldelser:
Afsnit 1
Afsnit 2
Afsnit 3
Afsnit 4
Afsnit 5
Afsnit 6
Afsnit 7
Afsnit 8
Afsnit 9
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
