TV // KOMMENTAR – “Jeg havde hellere hørt Annisettes syn og vision på den tid, hun har levet. Metafortællingen kan man google sig til på fem minutter”, skriver Ole Blegvad i denne kommentar om DR-serien Annisette – Rebel for Livet. Det virker som om to punkter har været: Nu må Annisette ikke blive for politisk, og nu må Annisette ikke blive for “hippie-agtig”.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Annisette Koppel fra The Savage Rose har været på den danske musikscene i over 55 år. Allerede som helt lille var hun med i Far til Fire, fordi storesøster Rudi spillede Mie i de populære film. Showbizz fra begyndelsen af livet.
Med Savage Rose (bl.a med brødrene Anders og Thomas Koppel, Alex Riel, Jens Rugsted og Flemming Ostermann) lavede hun noget af det mest nyskabende og banebrydende musik, man har oplevet i Danmark.
Debutalbummet The Savage Rose (1968) og tidlige albums som In The Plain (1968), Travellin (1969), Dødens Triumf (1972) og Wild Child (1973) er dansk musikhistorie og albums, alle danskere kender – eller bør gøre det.
Chancen for at give Annisette taletid på vegne af sin personlighed og sin kunst taber DR i denne serie.
Bandet blev i cirka 1970 tilbudt en stor pladekontrakt i USA. Men sagde nej tak. Kontrakten indebar nemlig, at Savage Rose skulle tage til Vietnam og spille for de amerikanske soldater.
Det betød – formentlig – et farvel til et forestående verdensgennembrud for det danske band. “Vi kan på ingen måde støtte en amerikansk invasion af Viet Nam. Der røg den kontrakt”, som Annisette siger i programmet.
Jeg er kæmpe fan af Annisette!
Op gennem 1970’erne blev bandet mere og mere idealistisk og politisk med en kompromisløshed, der prægede både det kunstnerisk udtryk og de politiske idealer.
Meget apropos vores tid med Gaza-demoer, så støttede Savage Rose folkene fra Palæstina. Blandt andet optrådte bandet, der nu kun talte Annisette og Thomas Koppel, i palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. (Anders Koppel trådte ud af Savage Rose i 1974.)
I Danmark spillede Savage Rose mange støttekoncerter og tjente så lidt på musikken, at Thomas Koppel, som Annisette nu var gift med, sideløbende med musikken måtte arbejde som pædagogmedhjælper.
Det koster at kæmpe for en sag.
Mange sortlistede bandet på grund af deres politiske engagement på venstrefløjen. For eksempel ville ingen pladeselskaber udgive deres musik.
Jeg er kæmpe fan af Annisette!
I forbindelse med DBU’s 100 års-jubilæum i 1989 fik Savage Rose et folkeligt comeback, da deres nummer Når lysene tændes i Parken (oprindelig titel Stjerneskud) blev valgt som den officielle fodboldsang I 1995 ramte bandet igen plet og kom på hitlisterne med succesalbummet Black Angel. Et album bandet modtog Årets Danske Rockudgivelse for ved Danish Music Awards.
Der er så meget at tage fat på, når emnet er Annisettes 75-årige liv. Men desværre….
Det er blevet til over 25 albums. Det seneste er Homeless fra 2017, hvor kunne bandet fejre 50 års-jubilæum blandt andet med en optræden på Roskilde Festival. I 2020 modtog Savage Rose DMA’s Ærespris.
Thomas Koppel døde i 2006, kun 61 år gammel. Hurtigt besluttede Annisette at fortsætte bandet, som siden har spillet med skiftende besætninger.
Jeg er kæmpe fan af Annisette!
Nu har DR i anledning af Annisettes 75 års-fødselsdag produceret serien Annisette – Rebel for livet.
Jeg kan lytte til hendes tale og hendes, igen og igen. Jeg kan lytte til hendes stemme og sang, igen og igen.
Annisette udstråler så meget modsatrettet energi. Ro og vildskab lever side om side. Engagementet i de nære og tætte familierelationer i samspil med involveringen i verdens krige og konflikter. Der er så meget at tage fat på, når emnet er Annisettes 75-årige liv.
Men!
Desværre har jeg sjældent set en programserie med så rodet en billedside og så ujævnt et klip som i denne serie. Og sjældent har jeg set et medfortællende persongalleri og en brug af dem, hvor jeg igen og igen tænkte: “Hvorfor er den og den med – og hvorfor bruges de på den måde?”
Annisette er stærkest, når hun skal tage stilling, når hun er den politiske og humanistisk kunstner, der giver sin kunst perspektiv i forhold til tid og sted
To af kilderne er fortællende, så man føler sig hensat til en historietime i 7. klasse. Det virker påklistret, som om fortællerne taler ned til sit publikum, når de med banaliteter sætter en ramme for tiden og kulturen i Annisettes og Savage Roses liv.
Jeg havde hellere hørt Annisettes version og syn på den tid, hun har levet. Metafortællingen kan man google sig til på fem minutter.
Jeg er kæmpe fan af Annisette!
DR og tilrettelæggeren Maya Albana taber en kæmpe gave på gulvet. For Annisette er en gave. En speciel gave til kunsten, musikken og politikken som fortjener mere.
Jeg har to gange interviewet Annisette, en gang til TV og en gang til radio, og begge gange har hun leveret det ene spændende, og smukt formulerede synspunkt efter det andet. Jeg sad klar med min blok, inden jeg skulle se de fire afsnit af Annisette – Rebel for livet.
Da de cirka to timer var gået, havde jeg skrevet meget få smukke og livsbekræftende citater ned. Og jeg tænker, hvorfor kommer der ikke flere af de guldkorn, som Annisette er så kendt for?
I denne serie bliver hun, efter min smag, primært brugt til at være et historisk kronologisk fortællende ansigt. Et “Hvad skete der så med dig og bandet-interview”!
Jeg er kæmpe fan af Annisette!
Men Annisette er stærkest, når hun skal tage stilling, når hun er den politiske og humanistisk kunstner, der giver sin kunst perspektiv i forhold til tid og sted – og ikke mindst i forhold til det omkringliggende samfund.
Jeg savner så mange spørgsmål i de fire programmer. Eller måske mest af alt: Jeg savner Annisettes begavede, eftertænksomme og til tider kryptiske svar, hvor hendes hendes syn på livet og verden kommer frem. (At balletmusikken fra Dødens Triumf (1972) end ikke nævnes kan også undre.)
Det virker som om to punkter har været: Nu må Annisette ikke bliver for politisk, og nu må Annisette ikke blive for ”hippie-agtig”
Chancen for at give Annisette taletid på vegne af sin personlighed og sin kunst taber DR i denne serie.
Uden at kende produktionsforholdene, så virker Annisette – Rebel for livet mere styret af en uvidende DR-redaktør end af Maya Albana, der i tidligere produktioner har fået form og (væsentligt) indhold til at gå op i en højere enhed. Her virker det, som om DR har haft en lang ”to do – og not to do-liste”.
Det virker som om to punkter har været: Nu må Annisette ikke blive for politisk, og nu må Annisette ikke blive for ”hippie-agtig”. (Formentlig har DRs medieforskning nogle tal som viser, at XX procent af seerne ikke gider se på!)
Jeg er kæmpe fan af Annisette!
Derfor vil jeg anbefale at se Annisette – Rebel for livet. Annisette og Savage Rose ER nemlig vigtige, når man taler dansk kulturarv.
Her til slut, et af de eneste Annisette citater jeg skrev ned: “Ligeværd må være målet. Og alle mennesker har ret til et retfærdigt liv.”
DR-serien Annisette – Rebel for livet er i fire dele af cirka 28 minutter. Den kan ses på DR netop nu.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her