Uden kunsten er vi ikke det Danmark, vi gerne vil være – del II

i Featured/Kultur & Medier/Politik & Samfund af

I den første del af dette essay skrev jeg om, at kunsten giver os vigtig viden om verden og os selv, ligesom jeg nævnte, hvorfor Danmark ikke har råd til at miste det spejl af samfundet og dets sociale realiteter, som kunsten udgør. Jeg argumenterede for, at vi har brug for at have føling med samfundets sociale virkelighed, og at vi som mennesker har et dybt psykologisk behov for at høre om andres drømme, ønsker, længsler og begærsforestillinger. Gennem sidstnævnte brydes den eksistentielle ensomhed, som man kan opleve i et moderne, højhastighedssamfund med stort pres på den enkelte. Jeg talte for, at kunsten tilbyder os noget, vi har brug for, både som samfund og som mennesker.

Men kunsten har imidlertid endnu mere at byde på, og det vil jeg gerne udfolde i den anden og sidste del af mit essay: Mange filosoffer mener, at kunsten viser os andre mulige verdener, som er forskellige fra vor egen. Det være sig drømmescenarier, utopiske riger eller en verden, der lidt ligner vor egen, men som alligevel er afgørende anderledes på væsentlige punkter.

Lad os spørge: Er det godt for et samfund i stadig udvikling at stifte bekendtskab med aftegninger af andre, mulige verdener? Er det godt for den enkelte, der måske gerne ville foretage et par velvalgte justeringer i eget liv? Hvis man gerne vil tænke i alternativer både som samfund og som person, så må vi svare ja, det er glimrende at have tilgang til kunstens utopiske drømmeverdener og paradisiske riger. Her kan man finde mål, guidelines og inspiration.

Og vi kan blive ved lidt endnu. For kunsten tilbyder os også noget andet, noget af det, der virkelig gør livet værd at leve, nemlig skønhed. Meget af samtidskunsten er skøn; simpelthen smuk, en fryd for øjet og øret. Som filosof vil man sige, at vi i mødet med kunstværker kan få æstetiske oplevelser, som giver os en følelse af velbehag. På mere ligefremt dansk kan man sige, at kunstværker giver os oplevelser af skønhed, og sådanne oplevelser af skønhed er mega fede. Det er fantastisk at opleve noget smukt.

Men filosoffer har også peget på, at den æstetiske oplevelse giver anledning til en følelse af frihed fra alskens trakasserier, problemer og genvordigheder uden for kunsten. Det kan være ting og sager fra dagligdagen eller tunge, politiske problemer på verdens store, globale scene. Kunsten tilbyder os lettelse og øjeblikke af en slags frikvarter midt i alt det svære og vanskelige. Det har vi brug for fra tid til anden både som samfund og som mennesker.

Kunst menneskeliggør verden

Men kunsten er ikke færdig med at berige os. Den har mere på lager. Filosoffen Monroe C. Beardsley har peget på, at gennem kunsten sætter vi vort menneskelige præg på vor omverden, vi “menneskeliggør verden” og gør den til et sted, hvor netop vi hører hjemme.

Kunst er også fitness for hjernen. Kunsten sætter både vores sanseapparat, vores forstand og vores fantasi i sving; den sætter simpelthen bevidsthed og sanser i gang med at arbejde og finde sammenhænge i den mangfoldighed af egenskaber, som et kunstværk har. Ved at være tæt på kunsten holder vi os skarpe og mentalt top tunede.

Man kan sige, at gennem kunsten indretter vi verden, lidt ligesom vi indretter vores bolig derhjemme, så lige præcis vi føler os godt tilpas. På den måde er kunsten med til at give os en oplevelse af at høre til og ikke føle os fremmedgjorte. Er det en fordel for et samfund, at borgerne føler sig hjemme og ikke fremmedgjorte og har en følelse af tilhørsforhold, af belonging? Ja, det skaber sikkerhed og tryghed i et samfund, at dets borgere føler, at de hører til i det. Og det er naturligvis også rart for den enkelte at opleve verden som et sted, hvor man hører hjemme.

MonicaBonvicini
Monica Bonvicini. Latent Combustion, 2015.

Kunst er også fitness for hjernen. Kunsten sætter både vores sanseapparat, vores forstand og vores fantasi i sving; den sætter simpelthen bevidsthed og sanser i gang med at arbejde og finde sammenhænge i den mangfoldighed af egenskaber, som et kunstværk har. Ved at være tæt på kunsten holder vi os skarpe og mentalt top tunede. Det er en ganske glimrende ting både for samfundet og det enkelte individ, at folk holder sig vakse ved havelågen og klare og skarpe i hovedet. Mere behøver vi vel ikke sige om den sag.

Kunst er magtkritik

Kunsten har også en anden yderligere og vigtig funktion. Kunsten kan sige magten midt imod, kritisere magten og demaskere den. Kunsten kan klæde magthaverne af og i H.C. Andersensk forstand sige om Kejseren, at jamen, han har jo ikke noget tøj på. Eller måske udøve kritik, lidt ligesom vi ser det inden for den kritiske journalistik. Og dog alligevel helt anderledes. For kunstens kritik af magten foldes ud på kunstens præmisser og banehalvdel. Og netop ved at insistere på sin egen måde at tale på, som er en anden måde at tale på end journalistikkens og den akademiske skrifts måde at udfolde sig på, kan kunsten udfordre magten ved at kaste et helt og ganske andet lys ind på den.

Nedenfor er en video fra 1965 af en af Fluxus bevægelsens mest kendte performance værker: Cut Piece af Yoko Ono, hvor hun inviterer publikum på scenen, så de kan klippe stykker af hendes tøj af. Hvor Ono i pagt med Fluxus bevægelsens formål transformerer en kunstnerisk handling til også at være politisk eller at besidde en politikkens gestik. Som det formuleres i bogen Art and Feminism:

Challenging the neutrality of the relationship between viewer and art object, Ono presented a situation in which the viewer was implicated in the potentially aggressive act of unveiling the female body, which served historically as one such ‘neutral’ and anonymous subject for art. Emphasizing the reciprocal way in which viewers and subjects become objects or each other, Cut Piece also demonstrates how viewing without responsibility has the potential to harm or even destroy the object of perception.”

Hvilke samfund har brug for kritik af magten? Det har de åbne, demokratiske samfund. Og sådan et er Danmark. Hvilke samfund ønsker omvendt, at al kritik af magten forstummer? Vi kender godt svaret. De totalitære samfund gør, hvad de kan for at bringe kunstens kritik af den politiske magt til tavshed. Et sådan totalitært samfund ønsker vi ikke, at Danmark skal være. Derfor bør vi i Danmark være særligt glade for og stolte af den frie kunsts flerfacetterede og kritiske stemmer.

Kunsten kan sige magten midt imod, kritisere magten og demaskere den. Kunsten kan klæde magthaverne af og i H.C. Andersensk forstand sige om Kejseren, at jamen, han har jo ikke noget tøj på. Og hvilke samfund har brug for kritik af magten? Det har de åbne, demokratiske samfund.

Og hvad med det enkelte menneske? Fri debat og refleksion skabes og udfoldes netop af enkeltindivider. Som individer kan vi forholde os til kunstens kritikker af magten; vi kan tage afstand fra disse kritikker, vi kan lade os inspirere af dem, eller vi kan tænke og sige: Dejligt at lige netop denne her kritik blev udtrykt lige præcis sådan her, hvor velgørende.

At tænke kunsten på ovennævnte vis er grundlæggende at tænke kunsten som et instrument til opnåelse af forskellige værdifulde størrelser. Kunsten ses simpelthen som et effektivt middel, der kan tilvejebringe goder som f.eks. de oplistede.

Kunst og den æstetiske oplevelse

En del filosoffer har imidlertid også forsvaret den opfattelse, at kunsten giver anledning til æstetiske oplevelser, der har værdi i sig selv. Vi tilstræber og værdsætter æstetiske oplevelser af kunstværker for deres egen skyld alene.

Altså, når vi opsøger kunstværker og har æstetiske oplevelser af dem, så gør vi det bare for oplevelsens skyld. Intet andet, mener de. Man kan sige, at i et samfund med stress, hårdt arbejdspres og en masse forandringer på mange forskellige planer, kan det for den enkelte være rart at foretage sig noget, som ikke tjener et eller andet højere formål, men som bare er godt i sig selv.

Her melder kunsten sig på banen som noget, vi kan have værdifulde oplevelser af, uden at dét at vi har disse oplevelser, spændes for en eller anden vogn, dagsorden eller en højere sags tjeneste. At opleve kunst er godt og værdifuldt i sig selv og flere begrundelser behøver man ikke at give for kunstens berettigelse, siger disse filosoffer.

At påskønne kunst kræver og kultiverer f.eks. dyder som åbenhed overfor nye oplevelser, nysgerrighed, ydmyghed samt det at have en fintfølende fornemmelse, en delikat fantasi og en evne til at se bort fra fordomme

Man kan også mene, at kunstværker både kan være instrumenter til opnåelse af goder som f.eks. erkendelse og samtidig give anledning til æstetiske oplevelser af skønhed og formegenskaber – oplevelser, der har værdi i sig selv. Her møder vi et standpunkt, der både fremhæver kunstens instrumentelle værdi og kunstoplevelsens indre værdi.

Proportio
Udstillingen Proportio, Palazzo Fortuny, Venedig, 2015.

Et ret interessant bud i den kontemporære diskussion af kunstens værdier og argumenter for, at samfund bør prioritere kunsten, også på de statslige budgetter i nedskæringstider, kommer fra den britiske filosof Matthew Kieran. I artiklen “For the Love of Art: Artistic Values and Appreciative Virtue” fra 2012 peger Kieran på, at det at påskønne kunst involverer færdigheder og karaktertræk hos den enkelte. Færdigheder og karaktertræk, som er dyder. Påskønnelsesmæssige dyder, kan vi kalde dem. Dyder ved det enkelte menneske.

Kunsten er værdifuld og vigtig at have i et samfund, mener Kieran, fordi den kræver og kultiverer disse dyder ved den enkelte og dennes karakter. At påskønne kunst kræver og kultiverer f.eks. dyder som åbenhed overfor nye oplevelser, nysgerrighed, ydmyghed samt det at have en fintfølende fornemmelse, en delikat fantasi og en evne til at se bort fra fordomme. Andre karaktermæssige dyder, som er involveret i påskønnelsen af kunst, er vidensmæssige dyder, f.eks. det at have baggrundsviden om kunst, dyder som empati og det at have moralsk forståelse samt dyder som det at have et godt og veludviklet sanseapparat.

Danmark har som et frit, åbent demokratisk samfund så absolut brug for den frie og ustækkede kunst. Uden kunsten er vi ikke det samfund, vi gerne vil være. Den enkelte har et uomtvisteligt behov for kunsten for at være og leve som menneske. Uden kunsten er hver enkelt af os ikke det menneske, vi gerne vil være.

På dagligdags dansk kan vi sige, at det kræves af os, men vi bliver på en eller anden led også bedre mennesker af at påskønne kunst. Vi stilles over for et krav om, og vi udvikler og forfiner karaktermæssige dyder i det påskønnende møde med kunsten.

Som det fremgår af ovenstående turné rundt i den filosofiske æstetik, er der altså nok af tungtvejende bud at tage af, når vi grubler over kunstens funktioner og værdier. Der er også nok af standpunkter, der taler for, at vi bliver ved med at prioritere at have kunsten i Danmark, også som en vigtig post på statsbudgettet. Faktisk er der så meget, der taler for kunsten, at vi burde overveje at skrue op for bevillingerne til kunsten i stedet for hujende at svinge os i nedskæringspolitikkens lianer, som en del gør det i denne tid.

Dansk Folkepartis kultursyn

I forhold til valg af opfattelser er vi ikke tvungne til at vælge eet enkelt bud fra æstetikkens mangefarvede palet. Der er ikke noget logisk modsætningsforhold mellem at fremhæve kunsten som både et instrument til opnåelse af et festfyrværkeri af goder, som noget, der giver oplevelser, som er værdifulde i sig selv, og kunsten som noget, der kræver og kultiverer påskønnelsesmæssige dyder. Jeg slår gerne til lyd for hele molevitten samtidig i en klokkeklar afstandtagen til tidens kunstfjendske programmer.

Danmark har som et frit, åbent demokratisk samfund så absolut brug for den frie og ustækkede kunst. Uden kunsten er vi ikke det samfund, vi gerne vil være. Den enkelte har et uomtvisteligt behov for kunsten for at være og leve som menneske. Uden kunsten er hver enkelt af os ikke det menneske, vi gerne vil være.

Når det kommer til kunst og kultur, advokerer Dansk Folkeparti for totalitarisme.

Den kulturminister, der lader hånt om kunsten, fordi han er ligeglad med den, eller fordi han gerne vil tækkes et støtteparti, svigter derfor sit ansvar som vort lands kulturminister. Den regering og det flertal i Folketinget, der tillader, at kunsten stækkes, svigter ligeså.

Det indflydelsesrige støtteparti, Dansk Folkeparti, der konstant taler for nedskæringer af kunststøtten og som ønsker at omdanne kunst og kultur til nationalkonservativ propaganda i en trækken kunsten tættere på den politiske magt, ja det støtteparti skulle tage og bekende kulør og sige dét højt, som vi godt ved i forvejen: Dansk Folkeparti bakker ikke op om det syn på kunsten, som vi har i demokratiske samfund. Når det kommer til kunst og kultur, advokerer Dansk Folkeparti for totalitarisme.

Sidstnævnte vil vi i gerne være fri for i Danmark. Helt fri. For til syvende og sidst er frihed det bedste guld.

Topfoto: Dorte Jelstrup. Thea Djordjadze. That is the last item on this list: A glass of anger, 2015. Alle andre fotos:  Dorte Jelstrup.

Dorte Jelstrup er billedkunstner, filosof og ekstern lektor ved Roskilde Universitet, hvor hun er ansat på to fag, nemlig Filosofi og Videnskabsteori samt Performance Design. Jelstrup er cand.mag. i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet, hvor hun tillige har været ansat på faget Filosofi dels som ph.d.-stipendiat og dels som ekstern lektor. Jelstrup har på Københavns Universitet undervist i teoretisk filosofi samt filosofisk æstetik. På Roskilde Universitet har hun undervist og vejledt primært i filosofisk æstetik, men også i anvendt etik. Som billedkunstner har Dorte Jelstrup en omfattende udstillingsvirksomhed i ind - og udland. Hun har bl.a. vist værker på Västerås Konstmuseum, Västerås, Sverige, Sørlandets Kunstmuseum, Kristiansand, Norge, Kunsthallen Brandts, Odense, Danmark, og Loop Video Art Festival, Barcelona, Spanien. Jelstrups værker er blevet præmieret af Statens Kunstfond, ligesom hun har modtaget hæderslegat fra Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsens Fond. Dorte Jelstrup er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, København, og Museum Sønderjylland - Kunstmuseet i Tønder. Derudover har Jelstrup tildelt statslig kunststøtte som medlem af Kunstrådets Billedkunstudvalg i perioden 2003-2007, ligesom hun har været medlem af Kunstrådets Jury for International Festival for Samtidskunst, 2005-2006. Hun har endvidere været gæsteunderviser og censor ved Billedkunstskolerne, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. På POV International vil Dorte Jelstrup blogge om filosofi og kunst. Hun bor i København K og besøger Berlin så ofte, hun kan.