Nils-Christian Nilson: Sådan oplevede jeg festen, da Muren faldt

af i Historie/Politik & Samfund

MURENS FALD // SERIE – Kl. ca. 20.00 torsdag d. 9. november 1989 ringede redaktionssekretær Per Panduro, Ekstra Bladet, hjem til mig. ’Nille, der sker noget ved Muren i Berlin, du skal være indstillet på at tage et formiddagsfly’.

’Jeg kan nå nattoget’, svarede jeg, og jeg var på Bahnhof Am Zoo ved 7-tiden næste morgen uden egentlig at vide, hvad der ventede mig. Det var jo før mobiltelefoner. Men det gik hurtigt op for mig, da jeg så de første Trabi’er, den østtyske smadderkasse, som man helst burde tage indendørs i regnvejr, men som kunne smides op i spanden, når den skulle vaskes. Og en masse glade østtyskere. Man kunne se det på tøjet, at de var derfra. Hurtigt over til Hotel Atlantic med rejseskrivemaskinen og sportstasken og så ud i byen.

Helmut Kohl kunne ikke udstå mig. Når han i 1970’erne mødte op i den udenlandske presseforening, sagde hans personlige assistent, Horst Teltschik, et par gange: ’Vil De ikke nok være rar mod doktor, doktor Kohl’. Jeg forstod berlinerne den aften

Det blev nogle dage, som jeg aldrig glemmer, og scrapbøgerne er for længst smidt ud, men oplevelserne er printet i hukommelsen. Det var både rørende og pudsigt. Festen og glæden overskyggede alt andet. Vestberlinerne stod og klappede af Trabi-lavinen, de kilometerlange køer med østtyskere, der skulle ind i ’det forjættede land’.

Det første møde med en kiwi

Den østtyske mark (mickey-maus-geld) havde ingen købekraft i Vesttyskland, så siden 1970 havde østtyskere på besøg fået 100 D-Mark (ca. 400 kr.) i velkomstpenge. Der var hurtigt meget lange køer foran bank- og sparekassefilialerne i Vestberlin, og pengene fik ben at gå på. I et supermarked faldt jeg i snak med nogle unge østtyskere.

De stod med kiwier og avocadoer i hænderne og spurgte, hvad i alverden det var, og hvad disse mærkelige frugter og grønsager kunne bruges til. Jeg forklarede, at det til dels var til dessert og til dels som forret, hyppigt med rejer. ’Men måske skal I ikke tage avocadoer med hjem, de er fra Israel’, som stod højt på DDR’s fjendeliste.

Presset efter at få velkomstpengene på 100 D-mark var så stort, at der blev oprettet improviserede bankfilialer. Læg mærke til, at tøjet klart fortæller, at her står østberlinere i kø. Foto: Nils-Christian Nilson

Andre køer dannede sig foran Beate Uhses pornobutikker. Det var jo den gang, mænd sad i en kælder eller et baglokale for at se pornostjernerne på et lille lærred. Nu har internettet overflødiggjort de ydmyge biografer. Overraskende nok var det unge ægtepar, der stod i kø. Mere end en østtysk kvinde sagde: ’Min mand har jo hørt om det der porno, og han må godt se det, men ikke uden mig’. De østtyske kvinder var jo selverhvervende med ligeløn og en erhvervskvote på 90 pct.

Vi kan se vores køkkenvindue

På en af de vestberlinske udsigtsplatforme, hvorfra man kunne se over i Østberlin, mødte jeg et ungt ægtepar med en søn på 7-8 år. De holdt ham op, så han kunne se. ’Vi kan se vores køkkenvindue, hvorfra vi kunne se noget af Vestberlin. Vi troede aldrig, at vi kunne komme til at se den anden vej’, sagde de med våde øjne. Som jeg delte.

Om aftenen talte forbundskansler Helmut Kohl, CDU, tidligere forbundskansler Willy Brandt, SPD, og den regerende borgmester, Walter Momper, SPD, fra balkonen på det røde rådhus i Schöneberg. Kohl blev nådesløst pebet ud, mens Brandt blev hyldet. I det røde Berlin tilgav man ikke, at Kohl havde betegnet socialdemokrater som ’Vaterlandslosen Gesellen’, mennesker uden fædreland, en vending han havde overtaget fra Jernkansleren, Otto von Bismarck (1815-1898).

Brandt havde jeg mødt i Bonn og talt ’skandinavisk’ med. Og Helmut Kohl kunne ikke udstå mig. Når han i 1970’erne mødte op i den udenlandske presseforening, sagde hans personlige assistent, Horst Teltschik, et par gange: ’Vil De ikke nok være rar mod doktor, doktor Kohl’. Jeg forstod berlinerne den aften.

Six pack gennem et hul i muren

Lørdag aften var jeg ude ved Brandenburger Tor på den vestberlinske side. Da sad glade unge tyskere oppe på muren, og arbejdet med at nedbryde den var gået i gang. Et sted var der et ca. 20 x 20 cm hul. Jeg hørte skridt på den anden side og spurgte gennem hullet: ’Er her nogen’, en ung grænsevagt svarede og fortalte, at de skulle holde vagt, selv om han ikke rigtigt vidste mod hvad.

Det blev nogle dage, som jeg aldrig glemmer, og scrapbøgerne er for længst smidt ud, men oplevelserne er printet i hukommelsen

’Wollen Sie ein Bier haben’, spurgte jeg. Ja, gerne. Og i Vestberlin er det jo sådan, at når der er opløb, så er der også en mand med en trækvogn. Jeg fik købt seks bajere, men da jeg ville give dem videre, hviskede grænsevagten: ’Vent lidt, kaptajnen kommer’. Da der var klar bane, skulle jeg have mit livs foto. Jeg havde overtalt en unge mand til at tage et billede, når bajerne blev overrakt, og så ville jeg give 300-400 kr. for hans film. Han tog ganske rigtigt et foto, da grænsevagten stak hånden ud gennem hullet for at få øl. Men da jeg fik det fremkaldt hos DPA næste dag, var der intet at se. Alt var hvidt.

Og så var der det store improviserede rockbal i en kæmpehal, der varede fra søndag aften til den lyse morgen. Jeg var jo den gang en ung mand på 44 og dansede det meste af natten med en ung pige, der var kommet ned fra Rostock for at deltage i festlighederne. Hun var måske 19-20 år, og hun skulle med det første morgentog tilbage til Rostock. Nervøs for, om hun nu også fik tilgivelse for at være kommet et par timer for sent til sin læreplads.


SERIE: Diktaturet Der gik Rabundus

DDR havde 500.000 regimetro kommunister under våben. 400.000 sovjetiske soldater var stationeret i landet. Indbyggerne blev holdt under kontrol af 218.000 medlemmer af forskellige organer til opretholdelse af den indre sikkerhed, herunder det frygtede Stasi. Alligevel visnede diktaturet væk i løbet af få måneder, og 9. november 1989 blev den forhadte mur i Berlin gennembrudt. I syv afsnit skildrer journalist Nils-Christian Nilson diktaturets sidste dage.  

Diktaturet Der gik Rabundus: Hundekiks, kondomer og fuglefoder til systemkritikere – #1

Diktaturet Der gik Rabundus: Det socialistiske paradis var et arbejdende museum – #2

Diktaturet Der gik Rabundus: Orwells 1984 var hverdag i Østtyskland – #3

Diktaturet der gik Rabundus: ‘Vi opererer dig, når du har fortalt os alt’ – #4

Diktaturet Der gik Rabundus: Fra frygt og angst til undergang i spot og spe – #5

Diktaturet Der gik Rabundus: Folket vågnede op fra letargi eller tornerosesøvn – #6

Diktaturet Der gik Rabundus: ‘Hvis vi begynder at skyde, ender vi i flagstængerne’ – #7



Foto: Bösebrücke dagen efter at grænsebommene var fjernet. Vestberlinerne oplevede en Trabi-lavine. Trabanten var en stærkt forurenende to-takter, der blev kaldt ’et tændrør med tag’.

Nils-Christian Nilson går under navnet Nille. Han startede sin journalistiske karriere som elev på Middelfart Venstreblad i 1962. Som han siger "mesterlæren var ikke så dårlig." I 1963 startede han på Politiken, hvor han bla. arbejdede som Tysklandskorrespondent fra 1978-1981.

Fra 1987 - 2015 var han ansat på Ekstra Bladet på en række redaktioner herunder den politiske. I dag er han fraskilt, bor i ejerlejlighed på Frederiksberg, spiller en masse squash og giver 30-40 år væk på banen. Foretrukne feriebeskæftigelse er cykelture i Kretas bjerge (75 km/t nedad) eller bjergvandringer på Gran Canaria (helst ikke mere end 800 højdemeter).

Læser en masse historisk litteratur, og det er en undskyldning for spændingsromanerne. Som journalist har han især beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, dansk politik og udenrigspolitik, afbrudt af ca. 10 år som redaktionssekretær.

Seneste artikler om Historie