Diktaturet Der gik Rabundus: ‘Hvis vi begynder at skyde, ender vi i flagstængerne’ – #7

af i Historie/Politik & Samfund

MURENS FALD // SERIE – Da Oberstløjtnant Harald Jäger holdt sin spisepause klokken 19.00 9. november 1989, anede han ikke, hvilken historisk begivenhed, der ventede. Senere samme aften reddede han situationen, da den var tæt på blodsudgydelse, men han kunne ikke selv deltage i folkefesten, da Berlinmuren faldt. 

Dårlige nyheder var væltet ned over DDR i dagene op til 9. november 1989. Den såkaldte ’republikflugt’ havde nået sit største omfang siden Muren blev bygget i 1961. Tjekkoslovakiet truede med at lukke grænserne til DDR for ikke at blive oversvømmet af østtyske flygtninge. Egon Krenz og Günter Schabowski var kørt i stilling som afløsere for den aldrende partichef Erich Honecker, men virkede rådvilde.

4. november havde styret forsøgt at komme i dialog med berlinerne ved at deltage i en demonstration på Alexander Platz, men var blevet pebet ud. Og nu berettede medierne pludselig om uro og demonstrationer. De fleste østtyskere fik deres nyheder fra vesttyske tv-stationer, men pludselig meddelte styrets propagandasender, Deutsche Fernsehfunk, at den ikke længere ville være partiets talerør, men hele befolkningens.

Bornholmer Strasse var allerede ved 21-tiden fyldt med mennesker hele vejen til Schönhäuser Allee, lidt over en kilometer borte. Og de var marcheret helt op til de grænsebomme, der blokerede adgangen til Vestberlin. ’Wir wollen raus’, vi vil ud, lød det taktfast

Oberstløjtnant Harald Jäger var bekymret, da han 9. november kl. 07.30 mødte til sin 24 timers vagt ved grænseovergangen (GÜST) Bornholmerstrasse ved Bösebrücke. Det er den bro, der hen over et jernbaneterræn forbinder den folkerige østberlinske bydel Prenzlauer Berg med den ’røde’ vestberlinske bydel Wedding. I partiorganet Neues Deutschland havde han om morgenen kunnet læse usædvanlige meldinger. Centralkomiteen var samlet, og hele politbureauet var trådt tilbage dagen før. ’Berliner-kammerater demonstrerer foran Centralkomiteens bygning’ var en anden melding. De var bestemt ikke ’kammerater’.

Staten har ladet sig afpresse

Harald Jäger var overbevist kommunist, men han følte også, at styret havde svigtet ham og andre officerer i Stasi. DDR var gået med til, at et par tusinde østtyskere, der havde søgt ophold i Tjekkoslovakiet, kunne rejse gennem DDR til Vesttyskland. ’Staten har ladet sig afpresse’, mente han, og han frygtede for sine børns fremtid. Men Jäger havde sværere og sværere ved at forklare forskellene i levestandarden mellem Øst og Vest. ’Kapitalismen har 200 års forspring’, var en af hans forklaringer. Og han var rådvild, da en yngre officer spurgte ham, hvorfor vestberlinerne gik så selvsikre rundt i Østberlin, mens byens egne indbyggere så usikre og forvirrede ud. ’Det er kun de besøgendes facade’, forsøgte han sig.

Oberstleutnant ausser Dienst, Harald Jäger, for et par år siden. Det varede mange år, inden han fik lyst til at fortælle om begivenhederne den nat, da han lod Muren falde. Foto: Wikimedia Commons.

Den politiske situation bekymrede Jäger, men han havde også en personlig bekymring. Næste morgen skulle han til en kikkertundersøgelse, fordi man nogle måneder i forvejen havde opdaget nogle kedelige polypper i hans endetarm. Det var denne mand med de personlige bekymringer, der trådte ind i verdenshistorien, da han kl. 23.30 kommanderede ’grænsebommen op’. Muren var faldet, uden at der var løsnet et skud. Og efter 25 års tro tjeneste ved Bornholmer Strasse, havde Harald Jäger for første gang tilsidesat en ordre. Det sidste, han hørte fra Stasis øverste ledelse, var at han ’troværdigt skulle beskytte statsgrænsen’.

Maden stak mig i halsen

Harald Jäger fik læst partiorganet Neues Deutschland på vagten. Overskriften øverst til højre fortæller at ’berlinske kammerater’ demonstrerer. Det var helt nye toner og tegn på opløsningstendenserne. Foto: Flickr.

Harald Jäger havde sin spisepause kl. 19.00 og tændte for Aktuelle Kamera. Der var en direkte udsendelse fra et pressemøde med generalsekretæren for kommunistpartiet i Østberlin, (officielt, Berlin, DDR’s hovedstad), Günter Schabowski. Han meddelte, at østtyskere nu uden begrundelse kunne få bevilget ’ständig Ausreise’, det vil sige permanent udrejse, uden videre begrundelse. Og da en italiensk journalist spurgte Schabowski, hvornår ordningen trådte i kraft, rodede Schabowski lidt i sine papirer og svarede: ’Så vidt, jeg er underrettet, omgående og ufortøvet’.

’Jeg tænkte: Det er da ævl. Omgående? Det går da slet ikke. Hvad hedder her ’omgående’. Det er da slet ikke muligt. Og til mine medarbejdere sagde jeg: ’Det er totalt åndeligt tyndskid’. Jeg lod maden stå og telefonerede med mine foresatte. De vidste intet’, har Harald Jäger fortalt. I et andet interview med Die Zeit sagde han: ’Maden stak mig jo i halsen af ren og skær angst. Jeg vidste jo, hvad det betød’.

Gem jeres våben af vejen

Der var ikke gået mange minutter, før de første østtyskere stod ved grænseovergangen. ’Først i respektfuld afstand, men så kom de nærmere og nærmere, og de blev flere og flere’, fortalte Harald Jäger i 2014 til Berliner Morgenpost. Han ringede og ringede til sine foresatte, men de var handlingslammede. Major Manfred Sens ringede til et kompagni af grænsetropper, men de vidste heller ingenting. ’Men pas på, at de ikke stjæler jeres våben, gem dem hellere af vejen’. Få timer senere konkluderede Major Sens: ’Hvis vi begynder at skyde, ender vi i flagstængerne’.

Da grænsebommene gik op, blev Bösebrücke for enden af Bornholmer Strasse fyldt med glade øst- og vestberlinere i et utroligt kaos og i en utrolig feststemning. Foto: Flickr.

Og situationen blev mere og mere truende. Bornholmer Strasse var allerede ved 21-tiden fyldt med mennesker hele vejen til Schönhäuser Allee, lidt over en kilometer borte. Og de var marcheret helt op til de grænsebomme, der blokerede adgangen til Vestberlin. ’Wir wollen raus’, vi vil ud, lød det taktfast. Lige så højt lød det fra den vestlige side: ’Wir wollen rein’, vi vil ind. Det var vestberlinere, der mente, at nu var alle grænseovergange åbne. ’Det var som i et overfyldt S-tog. Jeg var bange for, at der udbrød panik’, forklarede Jäger. En enkelt patruljevogn med to betjente havde forsøgt at få de samlede til at gå hjem og søge om udrejse næste morgen, men mængden råbte tilbage: ’De sagde omgående i tv’.

De mest urolige lukket ud

Ved 21.20-tiden havde Stasi-ledelsen samlet sig så meget, at Harald Jäger fik ordre om, at de ’værste uromagere’ skulle slippes igennem. Men at deres identitetspapirer med et stempel hen over fotoet skulle gøres ugyldige, så de aldrig kunne vende tilbage til DDR. Beslutningen skulle lette presset, men forværrede det kun, for nu krævede de mange tusinde mennesker, at de også ville igennem. Og de østberlinere, som jublende løb over Bösebrücke, havde slet ikke opdaget, at de var blevet nægtet genindrejse, og presset blev kun større. ’Hvis vi havde forsøgt at stoppe dem, var vi blevet gennempryglet med vore egne knipler’, konstaterede Harald Jäger.

Grænsetropperne og Stasi havde reelt givet op, men Tyskland er Tyskland og statistik er statistik. Det blev noteret, at 65.000 rejste ind i Vestberlin den nat, og at 52.000 var vendt tilbage samme aften

Ved Bösebrücke og andre overgangssteder begyndte vestberlinere at presse alvorligt på for at komme ind i Østberlin, og ved Brandenburger Tor kravlede flere over muren. Harald Jäger ønskede som nævnt ikke at anvende skydevåben, men lidt længere sydpå ved Invalidenstrasse var der oprindeligt samlet færre end ved Bornholmerstrasse; den lokale kommandant bad om assistance fra grænsetroppernes kadetskole og var indstillet på, at der om nødvendigt skulle skydes. Men inden assistancen nåede frem, havde begivenhederne taget sit eget forløb.

Tropperne sat til at regulere trafikken

Ved Brandenburger Tor blev murkronen hurtigt ’besat’ af glade vestberlinere, og de østtyske grænsevagter var hjælpeløse. Efter den kaotiske åbning 9. november om aftenen, så partiledelsen sig nødsaget til at forbyde enhver form for anvendelse af skydevåben. Foto: Wikimedia Commons.

Kl. 23.30 gav Harald Jäger op. Hverken partiledelsen (som var mest optaget af interne stridigheder), grænsetropperne eller Stasi’s ledelse havde givet ham anvisninger. Han sendte en melding om, at nu blev sluserne åbnet og kommanderede: ’Slagbaum auf’, grænsebommen op. Da havde han allerede givet de første, der havde fået annulleret deres ID lov til at vende tilbage. Det drejede sig bl.a. om forældrepar, der havde forladt deres sovende børn.

Også 23.30 havde ledelsen af grænsetropperne så nogenlunde fået overblik over situationen, men indså, at det var for sent at gøre noget som helst. Samtidig med at Jäger åbnede sluserne, udgik der befaling til grænsetropperne i Berlin Mitte. Oberst Heinz Geschke skrev ned:

’Officererne og deres stedfortrædere skal sørge for, at mennesker og bilstrømme bliver styret på ordentlig vis, forhindre uheld, undgå enhver konfrontation med befolkningen, undlade taktiske handlinger (dvs. at forhindre grænseoverskridelsen, red.), bjerge mulige sårede i trængslen. Dobbelt vigtigt: Ingen anvendelse af skydevåben, koncentration om beskyttelse af vigtige objekter (våben, ammunition og udstyr) såvel som de indsatte troppers liv’.

Fest uden Jägers deltagelse

Grænsetropperne og Stasi havde reelt givet op, men Tyskland er Tyskland og statistik er statistik. Det blev noteret, at 65.000 rejste ind i Vestberlin den nat, og at 52.000 var vendt tilbage samme aften.

LÆS OGSÅ: ‘Nils-Christian Nilson: Sådan oplevede jeg festen, da Muren faldt’

De østtyskere, der vendte tilbage, kom belæssede med gaver fra det frie Vestberlin. Sekt, chokolade, sydfrugter, pølser med kød i, alt hvad hjertet kunne begære, og de delte glad med vagterne ved grænseovergangene. Også på Bösebrücke. Men en enkelt mand kunne ikke deltage i festen. Harald Jäger, som så stærkt bidrog til en befrielse uden blodsudgydelse, måtte sige nej til alle smagsprøver. Han skulle jo møde fastende til kikkertundersøgelsen kl. 09.00 næste morgen.


SERIE: Diktaturet Der gik Rabundus

DDR havde 500.000 regimetro kommunister under våben. 400.000 sovjetiske soldater var stationeret i landet. Indbyggerne blev holdt under kontrol af 218.000 medlemmer af forskellige organer til opretholdelse af den indre sikkerhed, herunder det frygtede Stasi. Alligevel visnede diktaturet væk i løbet af få måneder, og 9. november 1989 blev den forhadte mur i Berlin gennembrudt. I syv afsnit skildrer journalist Nils-Christian Nilson diktaturets sidste dage.  

Diktaturet Der gik Rabundus: Hundekiks, kondomer og fuglefoder til systemkritikere – #1

Diktaturet Der gik Rabundus: Det socialistiske paradis var et arbejdende museum – #2

Diktaturet Der gik Rabundus: Orwells 1984 var hverdag i Østtyskland – #3

Diktaturet der gik Rabundus: ‘Vi opererer dig, når du har fortalt os alt’ – #4

Diktaturet Der gik Rabundus: Fra frygt og angst til undergang i spot og spe – #5

Diktaturet Der gik Rabundus: Folket vågnede op fra letargi eller tornerosesøvn – #6


Topfoto: Aviserne fik travlt med at lave ekstraudgaver om nattens forbløffende begivenheder. Her er en af de bedste rubrikker: ’Berlin er igen Berlin’, Wikimedia Commons. 

Nils-Christian Nilson går under navnet Nille. Han startede sin journalistiske karriere som elev på Middelfart Venstreblad i 1962. Som han siger "mesterlæren var ikke så dårlig." I 1963 startede han på Politiken, hvor han bla. arbejdede som Tysklandskorrespondent fra 1978-1981.

Fra 1987 - 2015 var han ansat på Ekstra Bladet på en række redaktioner herunder den politiske. I dag er han fraskilt, bor i ejerlejlighed på Frederiksberg, spiller en masse squash og giver 30-40 år væk på banen. Foretrukne feriebeskæftigelse er cykelture i Kretas bjerge (75 km/t nedad) eller bjergvandringer på Gran Canaria (helst ikke mere end 800 højdemeter).

Læser en masse historisk litteratur, og det er en undskyldning for spændingsromanerne. Som journalist har han især beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, dansk politik og udenrigspolitik, afbrudt af ca. 10 år som redaktionssekretær.

Seneste artikler om Historie