HISTORIE // ESSAY – Når den vestlige verden drager i felten med sværd eller pen, er det altid med henvisning til, at man skal i kamp for de europæiske værdier. Det er aldrig råstoffer, magt eller kontrol, som er årsag til vores krige, men derimod demokrati, menneskerettigheder eller krænkelser af international ret. Sådan har det historisk altid været, men er det de smukke værdier eller det, at vi altid har en undskyldning for magtudøvelse på rede hånd, som er det særligt europæiske?
Det mest fortættede øjeblik i europæisk kultur var en række undervisningslektioner, som fandt sted hen mod slutningen af Athens storhedstid.
Læreren var Aristoteles, som er en af europæisk tænknings giganter, som både forholdt sig til en begyndende videnskab og som med lærdommen i hånden argumenterede for demokratiske samfundsstrukturer. Eleven var den makedonske prins Alexander, som senere fik tilnavnet “den Store”, og som – da undervisningen var færdig – drog ud i den store verden og erobrede det meste af den for at udbrede græsk kultur og tænkning.
I de lektioner stod den frigørende videnskab og den rasende imperialistiske erobringstrang over for hinanden.
Man kunne også springe frem i tiden til begyndelsen af 1400-tallet, hvor en ung pige i Frankrig pludselig påstod, at hun var en direkte kanal til Gud. Hun var inderligt troende og lykkedes på ren overbevisningskraft at opnå forbindelse med de højeste lag i det franske samfund, som på det tidspunkt var midt i en hundrede år lang krig med de højeste lag i det engelske samfund.
Jomfruen Jeanne d’Arc var så renfærdig og så kristen, at hun fik opildnet de franske riddere til kamp. Blodbad på blodbad fulgte. Til sidst blev hun fanget af englænderne, som tvang en tilståelse ud af hende og brændte hende på bålet for kætteri. Dernæst fulgte et århundreder langt forløb, hvor den unge pige med den glødende tro blev til et symbol på det kæmpende Frankrig. Den rene tro og det vildeste blodbad.
Europa både blæser og har mel i munden. Man kæmper for fred og frihed – og for kontrol og dominans
Eller spring frem til 1600- og 1700-tallet, hvor europæiske skibe fragtede omkring 11 millioner slavegjorte afrikanere til den nye verden, hvor de blev frataget deres identitet, gjort til ejendom og gennem generationer med vold blev tvunget til at arbejde for vores forfædre. Et slaveri som af og til blev forklaret som den nødvendige politik (hvis vi ikke har slaver, så har de andre dem, og så taber vi økonomisk terræn), hvilket virker sært genkendeligt for konkurrencestatens mennesker.
Når den forklaring ikke var i brug, så var argumentet for slaveriet, at det var den hvide mands byrde. De stakkels uvidende og uudviklede afrikanere havde brug for den hvide mands civilisation og kristendom for at sikre sig menneskelighed og frelse. Det var bedre at være en kristen slave end en hedensk afrikaner.
Nogle europæere gik endda så vidt med den nye biologiske videnskab i hånden, at de personligt påtog sig den tunge byrde at avle civilisation ind i den slavegjorte befolkning gennem serievoldtægter, som havde til formål at føre hvidheden ind i barbarerne gennem de små nye mulatbørn.
Både den store voldtægt af 11 millioner slavegjorte og den konkrete enkelte voldtægt handlede ikke kun om lyst og profit. Det handlede også om udbredelsen af europæisk civilisation og den europæiske kristne tro.
Også da muren faldt
Forløbet efter 1989 viser tydeligt, at dette ikke kun foregik i gamle dage. Da muren faldt, var der et gigantisk potentiale for frihed og udvikling i et Østeuropa befriet fra forstokkede kommunistpartier.
Det gav anledning til, at horder af west-splainende europæere drog østover og talte om demokrati og frihed, men med sig havde de også en fiks og færdig model for økonomisk udvikling, som betød, at alt af værdi blev solgt til få oligarker, som siden har kunne skalte og valte med de tidligere østbloklande.
I de fleste af de lande har befolkningerne vendt sig mod den stærke mand for at kunne kontrollere de af vesten indsatte oligarker, men desværre oftest for at finde ud af, at oligarkerne også kontrollerede den stærke mand, som derfor af og til har været lidt vanskelig at slippe afsted med.
Fanerne med demokrati og frihed flagrede højlydt, da Europa endelig skulle være et helt og samlet kontinent igen, men reformerne kom også med et udbyttende økonomisk system og et underforstået krav om, at de tidligere østlande skulle underkaste sig vores militære, kulturelle og økonomiske hegemoni.
Europæisk selvforståelse
Og sådan kunne man blive ved. Når man beskæftiger sig med Europas historie, så er det faktisk det, som stikker ud. Europa både blæser og har mel i munden. Man kæmper for fred og frihed – og for kontrol og dominans.
Ovenstående kan godt lyde meget kritisk, men det er det ikke kun. Ideerne om oplysning, frihed og demokrati er faktisk meget europæiske og har siden Platon og Aristoteles været en del af det fælles europæiske kulturgods. Den katolske kirke og især nok munkeordenerne var gennem middelalderen med til at sprede ideerne til hele kontinentet, og selvom tankegodset var under konstant forandring, så overlevede dette europæiske fællesgods både reformation og oplysning.
Det er fundamentet for de sidste 150 års mere eller mindre vellykkede eksperimenter med demokrati, det er fundamentet for videnskab, oplysning og dannelse, og det er fundamentet for et individualistisk og frihedssøgende menneskesyn og for menneskerettigheder, som faktisk er europæiske kerneværdier.
Der er bare det ved det, at den forståelse af det europæiske i høj grad er blevet den eneste mulige. Det er den sang, som bliver sunget ved alle festlige lejligheder, og den forståelse af, hvem vi europæere er, og hvor vi hører hjemme i verden, som ligger til grund for EU og for, hvordan vi (ofte sammen med USA) agerer i verden. Det er sådan, vi ser os selv, men det er vi efterhånden ret ene om.
En kritik af Danmark eller det europæiske bliver derfor set som en personlig kritik af den enkelte dansker eller europæer – og så bliver kritikken oftest defensivt affejet, som man normalt gør med personlige angreb
I resten af verden er det nemmere at se, hvordan europæiske og amerikanske soldater pludselig dukker op et eller andet sted i verden og påtager sig rollen som dommer (og bøddel).
Det er nemmere at se, hvordan store vestlige virksomheder med en privilegeret selvfølgelighed trækker ressourcer ud af den tredje verden, og især så kommer den selvfede og arrogante forståelse af, at eftersom vi europæere er gode, så har vi også ret til at forklare alle de primitive, hvordan de bør leve, tænke og hvilke værdier, de bør hylde. Og lystrer de ikke, så følger magten i form af sanktioner, penge eller hvis det ikke virker i form af faktiske soldater og/eller bomber.
Man kunne også bruge metaforen og beskrive europæernes selvforståelse som den gode moder i verden. Faderen er USA, som har mange af de samme mål, men er mere håndfast og også en gang imellem tænker direkte i magt. Det gør moderen ikke. Hun omklamrer og skubber sine børn frem mod den modenhed, som hun selv besidder. Det kan godt være, at hun bruger magt, men det er altid af kærlighed, og det gør altid ondt på hende, når hun slår.
Set udefra er den mere logiske metafor en ond abbedisse fra en grum pigeskolehistorie, som hele tiden fortæller om Gud, det smukke og det sande, men som i virkeligheden kun er interesseret i magten og sikrer sig den gennem selvretfærdige udbrud af brutal vold og undertrykkelse.
Verden er ikke et fodboldstadion
Meget af debatten om Danmark eller EU’s rolle i verden er modelleret efter en kombination af nationalisme og sportsjournalistik. Dermed menes, at man som dansker eller europæer altid skal holde med sit eget land. En kritik af Danmark eller det europæiske bliver derfor set som en personlig kritik af den enkelte dansker eller europæer – og så bliver kritikken oftest defensivt affejet, som man normalt gør med personlige angreb.
Sportsjournalistikken sigter mod, at alting skal ses i et nationalt perspektiv. Når Tour de France-feltet drøner mod stregen, så skal man som dansker altid holde med feltets danskere.
Men er denne tilgang altid konstruktiv, når vi taler international politik? Hvorfor skildres vores tilstedeværelse altid som nationer mod nationer? Når to lande et sted i verden kommer i konflikt, så er det jo oftest politikere, meningsdannere og mennesker med politiske eller økonomiske interesser for krig, som fører det store ord på begge sider af grænsen, så det burde da være muligt at holde med ofrene og ikke skulle vælge side baseret på en nationalistisk grundforståelse af verden.
Intet tyder på, at datidens mennesker var mindre intelligente, og ganske vist tog de fejl, men det gør vi nok også
Det er samme måde at tænke på, som gør, at det er meget vanskeligt at være modstander af imperialisme og arrogance i europæisk politik i verden uden samtidigt at få skudt i skoene, at man så også er modstander af fred, frihed og menneskerettigheder. Det ville indrømmet heller ikke fungere så godt i en fodboldlandskamp, hvis man besluttede sig for at holde med forsvarene og målmændene på begge hold, men verden er jo ikke et fodboldstadion.
Det vi tror er altid under forandring
Og hvad kan man så gøre ved det? Først og fremmest kan vi lære af historien, at heller ikke i politik består verden af helte klædt i hvidt og skurke klædt i sort. Det er de fleste klar over, men alligevel så er langt de fleste, som blander sig i debatten, overbeviste om, at netop de selv er hvidklædte helte.
Kampen mod privilegier både på den store bane og på den lille bane starter med, at man som nation, region eller individ accepterer, at man ret nemt set fra andres synsvinkel kan blive set som sortklædt skurk – og faktisk ofte fordi man er det.
Eftersom vores historiske arv som europæere i bedste fald er en broget omgang, så er første skridt mod en ny verdensorden, at vi selv erkender vores blakkede fortid. Først gennem den erkendelse kan vi nå frem til både at forstå og kunne formidle, at godt nok var der meget rod i vores forståelse af resten af verden, men der var faktisk også gode sider og gode ideer, som fortjener stadig at blive taget alvorligt.
Imperialisme og magtarrogance er ikke kun fortidige fænomener, men en integreret del af fundamentet for europæisk kultur, og først når vi forstår det og påtager os ansvaret for at gøre det anderledes i fremtiden, kan vi forvente, at resten af verden igen kan tage os alvorligt og måske endda kan begynde at lytte til de gode elementer, som jo også er en del af europæisk kultur.
Europæiske værdier og europæisk kultur er ikke bare frihed og menneskerettigheder, men ej heller kun undertrykkelse og privilegieblindhed. Det er et sammensurium af ideer og potentialer
Men heldigvis viser historien også, at kultur og verdensforståelser ikke er statiske. For de gamle grækere var kvinder ude af stand til at tænke logisk. For romerne var de hvide og rødhårede nordeuropæere barbarer, som bare skulle underkastes og lære noget civilisation. For middelalderens præster var der ikke den ringeste tvivl om, at jorden var lige på nippet til at gå under, og at Guds rige ville komme inden for få år.
I 1600-tallet var man sikre på, at velstand ikke var noget, som skulle skabes, men at Gud havde skabt alle værdier. Som mennesker skulle vi derfor ikke stræbe efter at skabe nyt, men rage til os, og i 1700-tallet latterliggjorde man enhver, som kunne få den fjollede tanke, at vejen til lykken og frihed ikke gik gennem enevælde og diktatur.
Det, man kan lære af det, er ikke, at vi er blevet klogere siden gamle dage, men at det, vi tror, altid er under forandring. Intet tyder på, at datidens mennesker var mindre intelligente, og ganske vist tog de fejl, men det gør vi nok også.
Fokuser på de gode side af vores arv
Det betyder, at der er håb. Håbet ligger i, at vi kan forandre os. Eller måske ikke præcis os, da Thomas Kuhn jo mener, at det er sjældent, at store ændringer i vores forståelse af verden sker ved, at enkeltindivider bliver klogere. Ofte skyldes det, at enkeltindividerne dør, og nye kommer til, men ændringer i verdensforståelsen sker faktisk.
Europæiske værdier og europæisk kultur er ikke bare frihed og menneskerettigheder, men ej heller kun undertrykkelse og privilegieblindhed. Det er et sammensurium af ideer og potentialer, som ikke angiver en samlet model for, hvordan vi og verden bør udvikle os, men måske nærmere er en kompliceret bunke af muligheder og ideer, som vi er nødt til at arbejde med.
Og når vi er i gang med det, så kunne det være, at vi skulle vælge de gode sider af vores arv og tone de dårlige sider lidt ned. I stedet for at gribe til våben, så kunne vi prøve at bruge ørerne og samtalen, når vi vil gøre verden til et bedre sted at være. Så kunne det være, at der var andre end europæerne selv, som havde lyst til, at også vi var til stede og en del af den store verden.
Essayets pointer kan man læse mere om i Asser Amdisens nye bog, En ualmindelig og kortfattet Europahistorie.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
